Buch lesen: «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen», Seite 8

»Véd De, hvor De er, Byens Navn?«

»Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke tænkt over det. Jeg har vist ikke tænkt noget videre – mest været saa træt og sovet, tror jeg.«

Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde ingen nærmere Forstaaelse deraf, end at han var et Sted paa Jyllands Vestkyst.

»Har De Slægt hjemme i Riga?«

Han nikkede.

»Vil De ikke have skrevet til dem?«

Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine Hænder: »Mine Fingre er helt stive,« sagde han.

»Skal jeg skrive for Dem?«

»Nej, mange Tak. Mine Forældre kan ikke læse.«

»Er De græsk-katolsk?«

Han saa' hastigt og mørkt op: »Nej,« svarede han kort, »Luteraner!«

»Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.«

Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig følte sig mellem Beslægtede.

»Har de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende frem i Værelset.

Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og barnlig naivt:

»Saadan som hjemme – efter Martin Luther?«

»Ja!«

Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt.

Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!«

Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk. Fiskeren henne i den anden Seng hostede og Lupuspatienten rørte paa sig. Den fremmede Matros fulgte dem med sit store, varme Blik.

Pludseligt spurgte han: »Er der drevet Lig ind?«

Jeg nikkede.

»Alle?«

»De fire kun!«

Han lukkede Øjnene under strammede Bryn og blev liggende noget saadan.

»Farvel,« sagde jeg og rejste mig og tog hans Haand, den var forskrabet og underlig død. »Glædelig Jul!«

Han stirrede et Øjeblik forbavset, glippede saa med Øjelaagene et Par Gange og besindede sig.

»Tak,« sagde han. »Tak.« Og straks efter føjede han til: »Og glædelig Jul selv!« Men Stemmen lød, som om hans Tanker var langt borte.

I Døren vendte jeg mig, han laa og saa efter mig – eller maaske snarere efter Lyset bag ved mig, ude i Gangen, der havde et varmt, festligt Skær fra det store Juletræ, som netop stod færdigtændt …

SOMMERSTRANDING

Lyse og luftige glider Sommerdagene i Klittelandet. Stranden er bred, Brændingen lav. Stilfærdigt skvulpende gaar Bølgerne op over Sandet og skærer en vædemættet Bort af Tunger, af krusede Buelinjer ind i al den gnistrende Hvidhed.

Hvor dog Solen blænder. Maageflokken, som skræmmes op, er lutter snehvide Blink, naar deres Vingefang faar Lyset paa sig; ellers er de som mørke Indlægninger i den let blaanende Himmelflade. De har en egen sejlende Maade at stryge hen over Havstokken paa, disse store Maager, eller deres Flugt er som Bølgegangen ude i Verdenshavet: brede, dybe Sving. De kan sidde paa en Sandodde saa tæt som Raager paa Stubmarken, og nærmer man sig, letter de, Snes efter Snes, ved at tage nogle gyngende Løbeskridt hen ad Sandet og saa svinge sig skrigende et Stykke op og straks ud over Søen. Man faar en trist jordbunden Fornemmelse, naar man færdes langs Stranden og stadig rejser Maageflokkene eller en Sværm af de rappe Terner, der gynger gennem Luften som baarne i usynlige Traade og skriger haansk over Hovedet paa det kluntede Menneske. Der fyres kun sjældent et Skud Hagl mod dem, endda er baade Maager og Terner sky, de hader Fredsforstyrreren paa deres øde Strand, hvor de samles for at hvile og slikke Sol eller for overdaadigt at fraadse i inddrevne Snegle og Fiskeaadslerne fra et efterladt Dræt.

Kimingen har Sejlere og Dampere i ustanselig Rækkefølge. Skagbokutterne kommer døsende i den løje Vind, længere ude ligger der tremastede Skonnerter og Brig og Bark, men der er bare Sol og ingen Vind i de søvnige Sejl. Heller ikke Fuldriggeren slipper af Stedet, statelig knejser han med alle Klude oppe, klassisk skøn er han fra Vandlinje til Vimpelknap, fra Stævn og til Spejl, ret som et luftigt arkitektonisk Værk af den fuldkomneste Harmoni. Man kommer til at tænke paa de gamle Tider før Dampen og Elektriciteten, paa Bolværkspladser og Pakhusluger og paa Kontorer med dejlige Stuklofter og stive Empiremøbler. Her sad Rederen, glatraget og med Halsbind om sin høje Flip og var som en Patriark for alle sine Skibsmandskaber … Det er, som mærker man Duften af mørk Portvin og blaa Havannarøg trænge ud fra det gamle Kontor. Ganske vist, Matroserne fik hverken Vin eller Tobak af den fine Sort, naar de hjemkomne fra de lange Rejser mødte paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle.

Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! … Nu piler Dampskibene geskæftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger. Aldrig mere er man Maaneder undervejs fra Havn til Havn, alting er jagende Travlhed nu og baskende Larm paa Søen som i Land. Man sidder Sommerdagen i Klitten og tæller Sejlerne og Damperne, og altid er der flest af de skønhedsforladte Røgspyere. Alligevel, bare man var ombord i én af dem og foer viden hen; det giver stærke Længsler bort at sidde og kigge efter de pilsnare Dampere og gætte deres Skorstensmærke. Ud i Luften spørger man: Hvor gaar Rejsen? Hvor gaar Rejsen? … Alle har I Bud fremmede Steder hen, raskt skærer I nærmeste Vej mod Maalet, I er som hensynsløse Tanker, der vil. Men Verden bliver saa lille for Jer, alle Have kan I overfare, Grænserne drages saa snævert og Fantasien kreser altfor hastigt Cirklen rundt … Saa var det bedre at sidde agter i Fuldriggeren og høre Vandet klunke om Roret og vide Verden stor og Vejen lang og have alle sine Fantasier flyvende i brede Maagesving under de sære Kyster, man i Vindstillevejret øjnede længe og nøje men maaske aldrig skulde betræde.

Hvis man da ikke strandede derinde?

Nej, ikke om Sommeren! … Skønt, hvem véd! Der kan hænde en Sejler alt – Æventyret er ham i Kølvandet den vide Verden over.

Men Æventyrene nu om Dage er af en egen haandgribelig Art, alle Fænomener kan kontrolleres og er ikke Fænomener mér. Badegæsterne, som i den hede Sommertid forlod Hovedstaden for at dase ved Havet, sidder paa Klitten og fryder sig over det stille skvulpende Hav, i hvilket de har svømmet med store Tanker om eget Mod; de synes næsten, det er mærkeligt, at Skibe kan knuses her og Folk miste Livet … Bare Vinden ogsaa vilde friske op og blive til Storm – saa kom der maaske en Stranding; det skulde dog være morsomt at se, om Havet kunde fraade og sønderslaa saa æventyrligt, som Rygtet gik.

Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er det susende Vejr der. Det rusker i Hoteltaget og piber gennem alle Korridorer. Om Natten kniber det at sove for Bølgebuldret og det hele Spektakkel, som fylder Luften. Det var svært, tænker de, saadan et Vejr midt om Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, synes de, at det er nogenlunde smilende Sommer igen, trods den megen Sø. Naa ja, siger de ved Kaffebordet, altsaa ikke værre med en Vesterhavsstorm!

Men i det samme ringer Telefonen og fortæller, at der om Natten er strandet et Skib ikke langt fra Hotellet – strandet og splintret.

Hvadfornoget! raaber de. I Nat! De begriber ikke, hvorledes der kan hænde noget saa spændende lige ind paa Livet af dem, uden at de har hørt det mindste – de laa dog vaagne længe. Det er jo helt æventyrligt.

Ja, saadan er det med Æventyrene, de kommer altid uden at være mældte eller uden at vi agter paa For-Varslerne.

I Tannisbugten mellem Hirtshals og Kandestederne var Strandingen sket. Nogle af Badegæsterne erindrede godt, at de om Aftenen ved Nitiden havde set et stærkt Blus ude paa Havet. Det var ingen Lanterne, kunde de nok skønne. Iøvrigt spekulerede de ikke videre over Sagen. Badegæster spekulerer overhovedet ikke ud over Mad og Bad. Vejret var jo heller ikke værst.

Imidlertid – Morgenen efter stod jo dette Skib, et stort Barkskib, splintret i Bugten tæt op mod Kandestederne. Blusset havde været Nødsignal. Den jydske Vestkyst er Overraskelsernes Egn. En pludselig paalands Kuling kan sætte et rygende Braad over Revlerne, saa ingen Egeplanke staar imod. Har først Skuden sat Kølen fast, er Forliset en given Sag, og Kysten sikker paa et sønderdelt Vrag.

Barken var finsk. Dens Besætning, ti Mand, havde ved Nattetid reddet sig i Land i egen Baad. Mere vidste vi ikke, da vi kørte derned fra Skagen. Og det er nyttigt at rasle af Sted ad de besværlige Klitveje uden synderlig Besked om det Skib, hvis Skæbne man skal erfare paa Stranden. Saa er Kombinationsevnen tilrede, man kan køre baade én Mil og to og bare tænke paa Skibet, se det for sig saadan som man mener det ligger og hugger Skroget op og ned i Revlebruset. Da føler man Nerverne leve sensibelt. Timerne faar deres varige Værdi deraf.

Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark at øjne. Skulde den være totalt undergaaet allerede? Godt da, at Folkene var komne betids fraborde. Som Søen brød nu til Morgen for en Vind, der var sprungen fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest, skulde næppe nogen Skibsbaad kunne række velbeholden i Land.

»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og pegede ned ad Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!«

Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og kørte nu langsomt sydefter paa det klægede Sand, medens Søerne skyllede os om Hjulene.

Den, der talte, var Skagens Stolthed, den største Kæmpekarl og første Baadstyrer blandt Vestkystens Redningsmandskab, Kaptajn P. K. Nielsen, Formanden for Redningsvæsenet i det nordligste jydske Distrikt og designeret Leder af hele det jydske Redningsvæsen, naar Pladsen engang bliver ledig. Badegæsterne beundrede hans imponerende Skikkelse fra Prøverne med Grenens og Nordstrandens og Højens fem Redningsbaade. Og han var Beundringen værd. Højere end alt Folket, sværlemmet, bred over Brystet, med et rankt baaret Hoved og et Par muntre, lyse, stærkt seende Øjne under vejrfurede Laag stod han agterst i Redningsbaaden, naar den stak fra Havstokken ud gennem Sprøjtet, hans højre Haand laa fast om Rorpinden, medens han med den udstrakte venstre pegede Vej frem. Hans knappe Kommando skar langt gennem Vind og Vand. Han lignede en Viking, en Fortidsgigant. Han vidste det aabenbart selv og stod plastisk skøn som i et nationalt-dramatisk Tableau. Alle Badegæsternes Helt! Og langt mere end det!: Skagbofiskernes Tillidsmand, Lederen af saa mange farlige Redningskampe! Han er en Lars Kruse af moderne Type.

En Milsvej saa godt og vel havde vi fra Kanderenden til Strandingsstedet. Havet gik højt op mod Klitterne, i hvis bratte, grusede Fald eller marehalmsklædte, graagrønne Skrænter man tydeligt saa' gamle Tiders Mulddannelser fra før Sandflugtsperioderne drage sig i mørke Bælter, de saakaldte »Martørv«, som Kandestedernes Befolkning skærer til Brændsel for sig selv og for Skagboerne, der næsten alle forsynes med Tørv her nede fra.

Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften et blaaligt Skær og slørede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en Stund havde stirret energisk og vænnet Blikket til at holde sig tørt mod Blæsten, at faa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske rigtig, som Kaptajn Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En enkelt Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning hældede skraat med Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis.

Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved Højvande, var i en Mils Længde tydeligt markeret af Tømmer og Splinter fra Skibet. Brækkede Spanter stak stejlt op af Sandet, tykke Dæksflager laa slængte hen, som var de nemt haandtérlige Bordplader; det flød med Kasser og Tønder, snart laa der en Raa, snart en Stump Lønning, man traf baade Taget af et større Ruf og Kabystaget med Skorstenshætten i, og Trapper, Stolebén, Kahytsdøre, Pøse, Tovruller og alt muligt Gods og Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udblødte Tællelys, Kiks og Knækkebrød fandtes stribevis hele Vejen; her mættede Maager og Vildænder sig forslugent i indbyrdes Kamp. Køjedyner lejrede sig klaskvaade mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa spredt Cigarfuteraler, Blade af en Føljeton, Breve, Fotografier; et Sted stod en Eddikedunk og stank fortrædeligt surt over Tabet af sit Indhold, noget derfra glædede en revnet Kasse Whiskyflasker i Halmhylstre sig ved en midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket var ogsaa flydt ind men i sørgeligt Kaos, en molesteret Harmonika gabede fortabt hen i Vejret som en Døende.

Saadan var alt Ødelæggelse og Tilintetgørelse – Pindebrænde tilhobe.

Der kom en Flok Badegæster gaaende barbenede imod os hen ad den vaade Strand. Damernes brogede Dragter skreg mod Kystens afdæmpede Farve, og de havde en uskøn Maade at skørte op paa. Men da de kom nærmere, saa' vi deres unge, solbrændte Ansigter straale af Begivenhed; der var en overgiven Pludren om Strandingen: tænk, at det var lykkedes dem at faa en Stranding at se, midt paa Sommeren. Naada, hvor skulde de fortælle i næste Brev hjem.

De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op at køre, Resten skørtede videre tilfods. Dèr sad de nu i Vognen hos os, kendte os ikke, præsenterede sig ikke, men snakkede muntert løs af fyldte Hjærter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled hen for dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter næste Ferie, hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som denne Strand. Og tænk saa, at der skulde komme en Stranding, mens de var her!

»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede Søfolk har ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har søgt op til Strandfogden.«

Jo, det mente vi da ogsaa.

I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets hele flade Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at være til. Sandet, Vandet, Luften, Klitplantagen – alt berømmede de superlativisk, og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og hyggelige, hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog primitivt, deres kritiske Sans havde de magasineret i København eller Vejle, hvor de nu var fra. Det var som at tale med Skolebørn paa Skovtur.

Saadan kørte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. Naa – det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, og alle Mand var frelst.

Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med Vragresterne, og Havstokken blev rén igen. Strømmen stod Nord i og førte alt bort den Vej. Det er den Skæbne, Strandfogderne er udsatte for i det Lén, hvor Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods flyder for den landlangs hastende Strøm andetsteds ind og kommer andre Kystboere tilgode. Men det reddede Skibsmandskab er til Gevinst alene for Strandingslénet. Her indkvarteres og beværtes, plejes og udrustes de fremmede Søfolk. Og Konsulen inde fra Købstaden betaler Klitboerne efter rundeligt Skøn til den gode Side.

Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne og Tannishus, fandt vi de forliste Finner. Paa en Mark bag Gaarden laa tre Mand i Solskinnet mavelangs og med trætte Hoveder over korslagte Arme; de andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa der Jakker og Bukser til Tørre. Det havde altsaa givet vaade Dravatter under Landsætningen.

Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken.

En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham.

Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset.

Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af Eg i Tyskland, 36 Aar gammel. Mercator hed den, var fra England kullastet for hjemgaaende til Åland. Ingenting var assureret – ikke Skibet, ikke Folkenes Tøj heller.

»Det var jo slemt,« sagde vi beklagende.

Her tav Kaptajnen.

»Hvor gammel er De?« spurgte vi.

»Bare 28 Aar … Det var min første Rejse som Kaptajn« …

Han tav igen – og trak Kasketskyggen ned.

Solen stak ham maaske i Øjnene.

Saadan laa han en Stund.

Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, følgende Forklaring om Forliset:

»Om Formiddagen fik vi Læk i rum Sø; den maatte være temmelig stor, for Vandet steg, og Møllepumpen, som gik og gik, kunde ikke holde Stand. Uophørlig steg Vandet i Lasten og trængte ind i Rummene. Saa satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nær ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for stærkt til, at vi turde lade Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte Skibsbaaden ud – og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i Landingen. Saa sprang vi ud – og reddede os. Et Par Timer efter sank Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa' derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa var der ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det var Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden … Færdig.«

De to unge Damer, som i spændt Interessérthed var fulgt med til Strandfogedgaarden, havde ganske mistet deres Humør. Alvorligt betagne hørte de Kaptajnens korte Beretning.

En anden af de tre Søfolk, en ganske ung Fyr, havde rejst sig lidt fra sin magelige Stilling og bladede tankeløst i Skibspapirerne – det eneste, Folkene havde bjerget. Hans Ansigt var ægte finsk af smukkeste Type.

Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. Alle tre Gange paa dansk Kyst: ved Gilleleje først, saa paa Læsø engang, og nu her. Han saa' ud, som fandt han det aldeles i sin Orden, at han altid blev reddet. Hans brune Øjne hang forelsket ved de to unge Damer, han forskede deres frejdige Toiletter og søgte deres forundrede Øjne. Han var nitten Aar kun.

Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor Søfolkene laa og udhvilede sig i Solen … Fokkemasten dyppede sig haardt i det brydende Skvulp, den havde næppe mange Timer tilbage. I Søen rundt omkring saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i Braaddet … Folkene var slupne i Land i et mærkeligt gunstigt Øjeblik … Hvor nemt kunde de ikke være kæntret i den lille, skrøbelige Baad ude ved Vraget … Den, der skulde bjerget sig selv og svømmet dèr, var dødsens …

Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jærnbanestation mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med dem for at ekspedere dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive Søforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet.

Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked. Man kunde se paa deres Øjne, at de havde været glade for den gode Forplejning i hans Gaard.

Saa kørte jeg til Frederikshavn i Kupé sammen med Søfolkene.

De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sæderne, for det var smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en Besætning til et Barkskib. Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker lignede Konfirmander.

»Ja,« forklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi sejler mest med de yngste Folk hjemme fra Finland.«

»De er billigst i Hyren, naturligvis.«

»Jo-da,« svarede han … »Og de ældre, de emigrerer jo« …

Et Sted kunde vi fra Kupévinduet se Kattegat, hvidskummet i Toppen.

»Dèrude skulde Mercator have sejlet nu,« sagde Kaptajnen. Og saa rystede han paa Hovedet. Han var i trist Humør.

»Og det var min første Rejse som Kaptajn,« sagde han og stirrede fortabt udefter.

De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at et Par af de yngste ligesom var glade ved at sidde trygt her i Stedet for at være paa den gamle Mercator og stride sig frem mod Vind og Sø og manøvrere med Bramsejlene.

»Hvor gammel er du,« spurgte jeg den mindste, en lille pjuskhaaret én, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og vindsprukne Hænder.

»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen … »Han er Kok ombord« …

Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede hans lidt benovede Person.

»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han havde forstaaet min Tanke.

»Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen.

»Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?«

Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen.

»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel det … Jeg skal spare sammen til at komme til Amerika for … Dèr er mine Forældre … Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« …

Og bekymret tilføjede han:

»Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting … Og min Harmonika« …