En Skilling lader sig ikke dele i fire.
Lad os da trække længst Straae, om hvem den skal tilhøre.
Her er ingen Straae.
Saa lad os heste om den.
(De føle i deres Lommer, men har ingen Penge.)
Jeg skal tage op; den vinder, som gietter, hvor mange jeg har i Haanden fra een til fire.
(De giette, fierde Poet vinder, og viser en ubeskrivelig Glæde. Pedellen kommer igien med fem Kobberskillinger, som han tæller fra sig paa Bordet. Hver tager en Skilling, fierde Poet to.)
Gid der maatte opvækkes mange saa noble Gemytter blandt Konerne, saa skulde vi ikke saa ofte spise koldt Kiøkken.
Tør jeg tage mig den Frihed at spørge, hvorledes de kan levere Skandskrifter uden at vide over hvad Æmne?
Æmnet er stedse eens, nemlig over Koner som slaae deres Mænd.
Men hvad siger Konerne dertil?
Hvad en honet Kone er, hun prygler sin Mand, og faaer af ham en frisk Pasqvil.
Men der findes desværre de blant dem, som ere ugudelige nok til at lee deraf, saa Mændene blive kiede af at slaae Vand paa Gaasen, og Brødet tages os derved af Munden.
Herre Gud! Frøken Søster! man maae jo dog leve!
Jeg indseer just ikke Nødvendigheden. (Alle ser bister til hende, hun grunder forlegen paa Svar) Det kommer ellers an paa, hvem de forstaaer ved Man.
Jeg frabeder mig Spidser.
De er jo kuns en Kik in der Welt.
Hun er kommen netop ind i Herligheden, og tør bespotte den.
Hun kan komme ud derfra, som hun kom ind; jeg mærker Naturen hos det grove Kiøn lader sig ikke tvinge.
Ah! mine herlige Brødre, jeg troede at der ved man maaskee skulde forstaaes alle Mennesker, altsaa ogsaa de ugudelige Tasker, som ikke prygle deres Mænd, naar de lade udgaae Skandskrifter om dem. Hvad Nytte giøre saadanne vel i Staten; og er det nødvendigt, at de skulle leve?
I den Mening taget, har de fuldkommen Ret. Fortryd ikke paa, at jeg misforstod dem!
Herlige Søster! De har herved viist, hvorvel de indseer Broderskabets Vigtighed i Henseende til det hele, og at de har l’esprit du corps.
Verden bliver alt værre og værre, og vil den saa vedblive, hvad skal der saa blive af os tilsidst?
Saa maae den herligste, ædelste og stolteste Indretning, det herlige Broderskab gaae under, og Verden falde ned til sit forrige Chaos.
Men har vores herlige Broderskab ingen Understøttelse uden af Pasqviller?
Jo, af sublime Bagtalelser, som vi dog ikke paatage os uden mod meget svage eller ligegyldige Fruentimmer, af Frygt for mislige Følger. Vores sædvanlige Indkomster er Skandskrifter; thi saa har man ingen vis at pege ud blant os. Har Frøkenen nogen Øvelse i at bagvaske?
Ja jeg bagvasker saa til Huusbehov; man bliver opdragen dertil blant os. Men underholder deres Herligheders Koner dem ikke? det er jo deres Pligt efter dette Lands Skik?
Vi haver ingen velhavende Koner. Den høie Smags Poeter ere formuende Fruentimmers Pest. Saa vidt er Smagen fordærvet her.
Der friede dog een til mig i Fior.
Men det var jo ogsaa en Tigger.
Hun havde ikke det, hun kunde skiule sig med, og desuden – —
(det banker, Pedellen lukker op.)
Jeg skulde bede Deres Herligheder fra Grete Skoeflikkers Mand, at De vilde spise hos ham til Middag; hans Kone er ikke hiemme.
Vi skal have den Ære.
Maae jeg ogsaa have den Ære?
Spørsmaal! alt hvad heder Genie, er velkommen hos den Mand. Deres Krands giver dem frie Adgang.
Det er den uegennyttigste Mæcenas af Verden. Han indbyder os, for han veed, vi ere Genier, og naar vi har forelæst ham et Par Linier af vores Arbeider, falder han i en dyb Søvn, og naar vi ere mætte, gaae vi igien, uden at han veed noget deraf.
Han bad dem ogsaa at de vilde bagvaske hans Kone for et Par fremmede som spiser med.
Det skal skee.
Adjeus. (hun gaaer.)
Det var et voveligt Løfte de giorde. Bagvaske et fornemt Fruentimmer er ikke saa farligt, men denne er en gemeen Lømmel, og før og stærk. Hun giør, hvad de fornemme ville skamme sig ved at giøre, hun slaaer Mandfolk.
Lad mig om det, jeg tænker snart at reise.
Men lad os komme igien til vore Forretninger. – Maae jeg forelæse Herlighederne et Vers jeg giorde til min Kone paa hendes Fødselsdag.
Hvor Ørnen ei kan naa
Min Sang skal kronet staae —
Jeg veed man kronte samme
Hvor Ørn ei pleier kommer.
Mit Vers er noget plat, men jeg haaber de Herrer undskylder det i en impromptu for Sandhedens Skyld.
Hvorfor falder de mig ind i Talen, og hvem mener de med deres Væv?
Ingen, det var et Indfald.
(knepper paa hans Bukkel.)
(hevner sig paa samme Maade.)
De har yppet Klammeriet. De behager at møde mig for Raadet.
Hiertelig gierne; Deres Herligheder behager at være Vidner.
Det er sielden, at denne gode Collega, jo finder at udsætte paa alles Vers, undtagen hans egne, og naar han intet finder at udsætte paa dem, saa driver han Spot. Den eneste Maade til at undgaae hans Spottegloser paa, er at smigre for ham, det giorde Frøkenen i sit Vers, og derfor røbede hun Genie; jeg nægter ikke for, at hun jo har det, men hendes Lovtale over Filee-Riimet røber en slet Smag, ifald hun meente, hvad hun da sagde, men det er umueligt, det har hun siden beviist?
Det som er os imellem kan vi afgiøre for Raadet.
Jeg ønsker intet heller.
(De vil gaae.)
Vi maae jo dog bie til vores Session har Ende. Behager deres Herligheder at høre en Pasqvil over min salig Kone, som Fanden tog forleden, hun begegnede mig tyranisk, ingen Assembleer, ingen Baller, ingen Maskerade maatte jeg komme paa, hun brummede bestandig, fordi jeg ikke tog mig noget af Huusholdningen; naar jeg uskyldigviis een Nat var ude af Huset uden hendes Vidende, saa forgreb hun sig paa min Person. Jeg arme Diævel maatte lide og tie. Men jeg fik retskaffen Hevn over hende, da hun var død. Jeg skrev en Pasqvil over den salig Kone i den almindelige Stiil, paa det at den kunde forstaas af enhver, jeg troer dog ikke at den er ganske plat; den lyder saa:
Hør Nyt!
Her hviler noget
Som tit mig broget
Har Livet giort.
Var Tabet stort?
Ja pyt.
Det er det nydeligste Vers jeg min Livstid har hørt i det Fag; den Pyt især er himmelsk.
Hvad siger de da om det Noget: her hviler noget. Jeg gider ikke engang giøre hende den Ære at sige, hvad det er for noget, der hviler. Er det ikke bidende?
Det er bidende, det er sandt. Men hvem skal det bide? Hun er jo død?
Ja Himlen skee Tak, men hvem veed, om det ikke kan trænge ned i Graven til hende.
Men hvem veed, at deres salig Kone er meent ved det Noget.
Alting er jo noget.
Ja, jeg maae tilstaae, jeg havde ikke begrebet, at de derved meente deres salig Kone, naar de ikke selv havde sagt det.
Men han siger det til alle.
Til hele Verden.
Men faaer de da ikke Ord for at være ondskabsfuld?
Jo, Himlen skee Tak! det er just Ondskab, som kildrer Publicum.
En eneste undtagen.
At sige, den som den rammer.
Hevner den sig da ikke.
Til visse, men – —
Men en død Kierling – Pyt.
Ha, ha, ha, Skielmsmester! jeg leer mig ihiel af Deres Pyt.
(leer hiertelig med Julie.)
Vil Deres Herligheder ikke høre et alvorligt Gravskrift, som jeg har giort over Harpenisten Johanne:
Mit Legeme slog Angests Triller —
Med Tilladelse, mig synes, at den sts i Enden af Angests falder lidt haard i Udtalen.
De er lidt for ung her, min søde Moer! til at kritisere Mænd, hvis Pander Krandsen længe haver beskygget. Ordet er haardt, men er det ikke ogsaa haardt at miste en elsket Ven? Bør ikke Ordet udtrykke Tanken?
Jeg vil ikke stevnes for Raadet. (høit) Min Herre, jeg indseer nu fuldkommen, at de har Ret, det var, sandt at sige, kun for at undervises, at jeg yttrede nogen Tvivl. Nu har jeg opnaaet mit Ønske; jeg er dem forbunden.
Jeg har det beste Haab om dem, de er lærvillig. Hør den Linie endnu engang:
Mit Legeme slog Angests Triller.
Hvordan synes dem nu, det klinger.
Det er stolt.
Hvordan ville Pøbelen udtrykke denne Tanke?
Jeg zittrede.
Vel taelt, det har sin store Nytte at kiende det platte for at undgaae det.
(Klokken slaaer.)
Mine Herrer, Sessionen er forbie. For Raadet!
For Raadet!
Ja lad os gaae! vi komme tidsnok til Skoeflikkerens Jens endda.
(De gaae.)
(i det hun gaaer.)
Nu faaer jeg see om Feens Beskrivelse over det høivise Raad er ligesaa rigtig som den over det herlige Broderskab.
Theatret forestiller en Sahl og nogle Raadsherrer omkring et Bord, hvorpaa staaer en Sminkekrukke, og en Vifte ligger for hver, og et Speil.
Retten er ikke sadt endnu, for de to fornemste Herrer har i Kareten mistet lidt Pudder af deres Vergetter. Bie kun, jeg gaaer.
(hun gaaer.)