Kongernes March

KAPITEL TRE

Thor løb gennem natten, gennem de kaotiske gader i Kongens Hof og blev overrasket over, at opleve så meget liv i gaderne. Gaderne var tæt pakkede og en vrimmel af mennesker flokkedes i en urolig røre. Mange af dem bar fakler, der lyste natten op og kastede skygger på folks ansigter. Alt imens slottets klokker ringede uafbrudt. Det var en lav ringen, der lød én gang i minuttet. Thor vidste hvad det betød: død. Klokkerne ringene for død. Og der var kun én person i kongeringet, som klokkerne kunne ringe for denne nat: kongen.

Thors hjerte bankede i brystet mens han tænkte tilbage på sin drøm. Han så kniven fra sin drøm. Havde det været sandt?

Han måtte vide det. Han greb fat i en forbigående, en ung dreng der løb i den modsatte retning. ”Hvor er du på vej hen?” Forlangte Thor at vide. ”Hvad skyldes alt dette postyr?”

”Har du ikke hørt det?” Spurgte drengen forbløffet. ”Vores konge er døende! Han er blevet dolket. Der former sig en hob foran Konges Port. De forsøger at få mere af vide. Hvis det er sandt, vil det være forfærdeligt for os alle. Kan du overhovedet forestille dig det? Et land uden en konge?”

Med de ord rystede drengen sig løs af Thors greb og løb tilbage ind i natten. Thor stod tilbage med hamrende hjerte og ønskede ikke at erkende virkeligheden omkring ham. Hans drømme, hans forudanelser – det var mere end blot fantasi. Han havde set fremtiden. To gange. Det gjorde ham bange. Hans kræfter var stærkere end han vidste, og det så ud til, de blev stærkere og stærkere for hver dag. Hvor ville det føre hen?

Thor forsøgte at komme i tanke om, hvor han kunne tage hen. Han var flygtet, men nu anede han ikke, hvor han kunne tage hen. Det var helt sikker at inden længe, ville de kongelige vagter – og sikkert hele Konges Hof, være på jagt efter ham. At Thor rent faktisk var flygtet, ville få ham til at fremstå skyldig. På den anden side ville det faktum at MacGil var blevet dolket, mens Thor var i fængsel ikke rense hans navn? Eller ville det få ham til at fremstå som en del af et komplot?

Thor kunne ikke tage nogle chancer. Det var tydeligt at ingen i kongeriget var i humør til at lytte til fornuft. Det virkede som om, alle omkring ham var ude efter blod. Og han ville højst sandsynligt blive syndebuk. Han måtte finde et sikkert sted. Et sted han kunne være, indtil det hele blæste over, og han kunne rense sit navn. Det sikreste ville være at tage væk fra Kongens Hof. Langt væk. Tage tilbage til sin landsby eller endnu længere væk – så langt væk, han kunne komme fra Kongens Hof. Men Thor ville ikke tage det sikre valg. Han var ikke den slags person. Han ville blive i Kongens Hof, rense sit navn og beholde sin plads i Legionen. Han var ikke en kujon. Og han ville ikke stikke af. Og vigtigst af alt, ville han se MacGil før han døde – hvis han da stadig var i live. Han måtte se ham. Han var overvældet af skyldfølelse over, han ikke havde været i stand til at stoppe moderen. Hvorfor havde han set kongens død, hvis der ikke var noget, han kunne gøre for at forhindre det? Og hvorfor havde han først set i drømmen, at han var blevet forgiftet, når han blev dolket?

Mens Thor stod og overvejede sine muligheder, kom det til ham: Reece. Reece var den eneste, han kunne stole på. Han ville ikke angive ham til vagterne. Han ville måske endda skjule ham et sikkert sted. Han fornemmede, at Reece ville tro på ham. Han vidste at Thors kærlighed til hans far var ægte, og hvis nogen havde mulighed for at rense Thors navn, så var det Reece. Han måtte finde ham.

Thor spurtede gennem gaderne, drejede om det ene hjørne efter det andet, i mod menneskemængden. Han løb væk fra Kongens Port og mod slottet. Han vidste, hvor Reeces kammer var – i den østlige fløj tæt på byens ydremure. Han håbede, Reece var der. Hvis han var, kunne han måske fange hans opmærksomhed og hjælpe ham med at finde en vej ind i slottet. Thor havde på fornemmelsen, at hvis han blev hængende her, i gaderne, ville nogen snart genkende ham. Og når menneskemængden genkendte ham, ville de flå ham i småstykker.

Thor fulgte de snoede gader og stræder og nåede endelig det yderste forsvarsværks stenmur. Han løb tæt langs muren og forsøgte at holde sig ude af syne for de mange soldater, der patruljerede muren. Som han nærmede sig Reeces vindue, fandt han en sten på jorden. Heldigvis havde de glemt at tage ét våben fra ham – hans gamle, pålidelige slynge. Han tog den fra bæltet, placerede stenen og slyngede den afsted gennem natten. Med Thors perfekte sigte, slyngede han den let og elegant over slotsmuren og ind af Reeces åbne vindue. Thor kunne høre, den ramte væggen indenfor. Han dukkede sig og ventede på reaktion. Samtidig måtte han skjule sig fra Kongens vagter, der alle fór sammen ved lyden af stenen.

I mange minutter skete der ikke noget, og Thors hjerte sank, da det gik op for ham, at Reece måske ikke var der. Hvis ikke, var Thor nødt til at flygte fra Kongens Hof. Han havde ikke andre muligheder for at finde sikkerhed. Han ventede, holdt vejret mens hans hjerte hamrede i brystet, og holdt øje med Reeces vindue.

Efter hvad der føltes som en evighed, og Thor var klar til at gå videre, så han en skikkelse i vinduet. Skikkelsen placerede begge hænder i vindueskarmen og lænede sig ud, kiggede omkring med et undrende udtryk. Reece.

Thor tog et par skridt tilbage fra muren, så Reece kunne få øje på ham, og vinkede med den ene arm. Reece så ned og fik øje på ham. Hans ansigt lyste op i genkendelse, og Thor var lettet over at se glæden i sin vens ansigt. Det fortalte ham, hvad han havde brug for at vide: Reece ville ikke angive ham.

Reece gjorde tegn til, han skulle vente på ham der. Thor skyndte sig tilbage i ly af muren og satte sig på hug lige som vagterne kiggede i hans retning.

Thor ventede. Han var klar til at flygte fra vagterne, hvis det skulle blive nødvendigt. Endelig dukkede Reece op. Han kom ud af en dør i ydremuren; forpustet, han kiggede i begge retninger og fik øje på Thor. Reece løb over til Thor og omfavnede ham. Thor var lettet. Han hørte en pibende lyd og kiggede ned og så, til sin store glæde, Krohn stikke hovedet ud af Reeces skjorte. Krohn hoppede nærmest ud af skjorten, da Reece tog fat i ham og gav ham til Thor.

Krohn – den evigt voksende, hvide leopard unge, Thor havde fundet – hoppede ind i Thors favn mens den hylede og peb og slikkede Thors ansigt.

Reece smilede.

”Da de tog dig væk forsøgte han at følge efter dig. Jeg tog han for at sikre mig, han var i sikkerhed.”

Thor gav Reeces arm et taknemmeligt klem. Så lo han, mens Krohn fortsatte med at slikke ham i hovedet. ”Jeg har også savnet dig,” lo Thor og kyssede ham igen. ”Stille nu, eller vagterne opdager os.”

Krohn blev straks stille, som om han forstod.

”Hvordan flygtede du?” Spurgte Reece overrasket.

Thor trak på skulderne. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Han var stadig ubekvem ved at tale om sine kræfter, som han stadig ikke helt forstod. Han ville ikke have, de andre skulle tro, han var en særling.

”Jeg var heldig, tror jeg,” svarede han. ”Jeg øjnede en mulighed, og jeg tog den.”

”Det er utroligt, menneskemængden ikke rev dig i stykker,” sagde Reece.

”Det er mørkt,” sagde Thor. ”Jeg tror ikke, jeg er blevet genkendt. Ikke endnu i hvert fald.”

”Er du klar over, at alle soldater i kongeriget leder efter dig? Og at min far er blevet dolket?”

Thor nikkede med en seriøs mine. ”Er han okay?”

Reeces ansigt blev mørkt.

”Nej,” sagde han dystert. ”Han er døende.”

Thor var knust. Som om, det var hans egen far.

”Du ved godt, jeg ikke havde noget med det at gøre, ikke?” Sagde Thor håbefuldt. Han var ligeglad med hvad resten af kongeriget tænkte, men han måtte vide, at hans bedste ven, MacGils yngste søn, vidste han var uskyldig.

”Selvfølgelig,” sagde Reece. ”Ellers ville jeg ikke stå her.”

Thor mærkede lettelsen skylle ind over ham, og lagde taknemligt hånden på Reeces skulder.

”Men resten af kongeringet vil ikke være så forstående som jeg,” tilføjede Reece. ”Det sikreste sted for dig er langt væk herfra. Jeg vil give dig min hurtigste hest, en taske med fornødenheder, og sende dig langt væk. Du må gemme dig, mens det her står på. Indtil de finder den rigtige morder. Ingen tænker klart nu.”

Thor rystede på hovedet.

”Jeg kan ikke tage væk,” sagde han. ”Det ville få mig til at fremstå skyldig. Jeg har brug for, de andre ved, jeg ikke har gjort det her. Jeg kan ikke løbe fra mine problemer. Jeg må rense mit navn.”

Reece rystede på hovedet.

”Hvis du bliver her, finder de dig. Du kommer i fangehullet igen – henrettet – hvis ikke du er blevet slået ihjel af pøblen først.”

”Det er en chance, jeg må tage,” sagde Thor.

Reece stirrede længe og alvorligt på ham. Så ændrede hans udtryk sig fra bekymring til beundring. Endelig, nikkede han langsomt.

”Du er stolt. Og dum. Meget dum. Det er derfor, jeg kan lide dig.”

Reece smilede. Thor smilede tilbage.

”Jeg må se din far,” sagde Thor. ”Jeg har brug for at forklare ham, ansigt til ansigt, at det ikke var mig. At jeg ikke havde noget med det at gøre. Hvis han beslutter sig for at dømme mig, så må det være sådan. Men jeg har brug for en chance. Jeg har brug for, han ved det. Det er alt, jeg beder dig om.”

Reece kiggede tilbage med et oprigtigt blik, og forsøgte at regne sin ven ud. Endelig, efter hvad der føltes som en evighed, nikkede han.

”Jeg kan føre dig til ham. Jeg kender en bagvej. Den fører til hans kammer. Det er risikabelt – og når du er inde, er du på egen hånd. Der er ingen vej ud. Der er intet jeg kan gøre for dig. Det kunne betyde din død. Er du sikker på, du vil tage den chance?”

Thor nikkede.

”Som du vil,” sagde Reece og rakte pludselig ned og smed en kappe i Thors favn. Thor greb den og kiggede overrasket tilbage. Det gik op for ham, det måtte have været Reeces plan fra begyndelsen.

Reece smilede.

”Jeg vidste, du ville være dum nok til at blive. Jeg ville ikke forvente andet af min bedste ven.”

KAPITEL FIRE

Gareth gik frem og tilbage i sit kammer, mens han, fuld af angst, genlevede aftenens begivenheder. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket til festmiddagen. Hvordan det hele pludselig var gået helt galt. Han kunne ikke fatte, at den tåbelige knægt, den outsider, Thor, havde gennemskuet, at vinen var forgiftet. Og endnu mere ubegribeligt – at det rent faktisk var lykkedes ham at finde bægeret og slå det ud af hånden på kongen. Gareth tænkte tilbage på det øjeblik, hvor han så Thor springe op og slå bægeret ud af kongens hånd. Da han hørte bægeret ramme stengulvet og så vinen flyde ud på gulvet sammen med alle hans drømme og forhåbninger. I det øjeblik var Gareth gået i tusind stykker. Alt han havde levet for, var blevet knust for øjnene af ham. Og da hunden lappede den spildte vin i sig og faldt død om, vidste han, han var færdig. Han så hele sit liv passere for sig. At han ville blive opdaget og dømt til et liv i fangehullet for forsøg på at slå sin egen far ihjel. Eller endnu værre – henrettet. Det var dumt. Han skulle aldrig have gennemført planen. Aldrig have besøgt heksen.

I det mindste, havde Gareth handlet hurtigt. Han havde taget chancen og været den første til at skyde skylden på Thor. Når han så tilbage, var han stolt over sig selv. Stolt over hvor hurtigt, han havde reageret. Det havde været et spontant øjeblik, og til hans forbløffelse så de ud til at have virket. Vagterne havde trukket Thor i fangehullet, og bagefter var mængden faldet til ro og festen fortsat. Naturligvis, var intet det samme efter episoden, men i det mindste syntes mistanken at være faldet ene og alene på drengen. Gareth bad til, det ville forblive sådan. Det var årtier siden, der havde været et mordforsøg på en MacGil konge. Og Gareth frygtede, at der ville blive en større undersøgelse af sagen, at de ville kigge dybere ned i gerningen. Set i bakspejlet havde det været en tåbelig ide at forsøge at forgifte kongen. Hans far var uovervindelig. Det burde Gareth have vidst. Han var startet på noget, der var for stort til, han kunne afslutte det. Nu havde han en fornemmelse af, det kun var et spørgsmål om tid, før mistanken ville falde på ham. Han måtte gøre hvad han kunne for at bevise, at Thor var skyldig, og få ham henrettet, før det var for sent. I det mindste havde Gareth rettet op på sagerne. Efter det mislykkede forsøg havde han afblæst mordet på sin far. Og Gareth var lettet. Efter at have set planen fejle, havde han indsat, at der var en lille del af ham, der ikke ønskede at dræbe sin far. Han ville ikke have hans blod på sine hænder. Han ville ikke blive konge. Måske aldrig nogensinde. Men efter aftenens begivenheder, var han afklaret med det. I det mindste ville han være fri. Han ville ikke kunne håndtere stressen ved at gå igennem dette en gang til: hemmelighederne, dækhistorierne og den konstante angst for at blive gennemskuet. Det var alt sammen for meget for ham.

Efter at have vadet rundt i cirkler om sig selv ud på de sene nattetimer, begyndte han langsomt at slappe af. Lige som Gareth begyndte at føle sig som sig selv og forberede sig på at gå til ro, lød der et brag og døren til hans kammer gik op med et brag. Firth tumlede ind på kammeret. Øjnene var store og urolige. Han lignede en, der blev jagtet.

”Han er død!” Skreg Firth. ”Han er død! Jeg dræbte ham. Han er død!”

Firth var hysterisk. Han græd, og Gareth anede ikke, hvad han talte om. Var han beruset?

Firth løb gennem rummet. Råbte, græd og holdt hænderne op til hovedet. Da lagde Gareth mærke til hans hænder. De var dækket af blod, og hans gule tunika var dækket af røde pletter.

Gareths hjerte sprang et slag over. Firth havde lige dræbt nogen. Men hvem?

”Hvem er død?” Krævede Gareth at vide. ”Hvem taler du om?”

Men Firth var hysterisk og kunne ikke fokusere. Gareth løb hen til ham, greb om hans skuldre og rystede ham. ”Svar mig!” Firth åbnede øjnene og stirrede på ham med vilde og vanvittige øjne.

”Din far! Kongen! Han er død! Jeg slog ham ihjel!”

Med disse ord, følte Gareth en kniv blive dolket dybt ind i sit eget hjerte. Han stirrede tilbage med store øjne. Frosset. Han følte, at hele hans krop blev bedøvet. Han gav slip på Firth, tog et skridt tilbage og forsøgte at få vejret. At dømme ud fra alt blodet, måtte han konkludere at Firth fortalte sandheden. Han kunne ikke forstå det. Firth? Staldknægten? Den af hans venner med det svageste sind. Havde han dræbt kongen?

”Men…hvordan er det muligt?” Gispede han. ”Hvornår?”

”Det skete i hans kammer,” sagde Firth. ”Lige nu. Jeg dolkede ham.”

Nyhedernes alvor begyndte langsomt at gå op for Gareth og han samlede sig. Han bemærkede at døren til hans kammer stadig stod åben. Han løb hen og kontrollerede om nogle af vagterne havde set noget, før han smækkede døren i. Heldigvis var korridoren tom. Han lukkede den tunge jernbolt hen over døren, og skyndte sig tilbage til Firth, der stadig var helt ude af den. Gareth måtte berolige ham. Han havde brug for svar. Han greb ham hårdt om skuldrende og slog ham med bagsiden af hånden for at få ham til at stoppe. Endelig fokuserede Firth på ham.

”Fortæl mig alt,” beordrede Gareth koldt. ”Fortæl mig nøjagtigt, hvad der skete. Hvorfor gjorde du dette?”

”Hvad mener du med hvorfor?” Spurgte Firth forvirret. ”Du ville dræbe ham. Din plan med at forgifte ham virkede ikke. Jeg troede, jeg kunne hjælpe dig. Jeg troede, det var det, du ønskede.” Gareth rystede på hovedet. Han greb fat i Firths skjorte og rystede ham igen og igen.

”Hvorfor gjorde du det?!” skreg Gareth. Gareth følte, at hele hans verden smuldrede for øjnene af ham. Han var chokeret over at indse, at han faktisk følte anger for sin far. Han kunne ikke forstå det. For kun få timer siden, havde han ønsket, mere end noget andet, at se ham forgiftet. Død for enden af bordet. Nu var det som at have mistet sin bedste ven. Han var overvældet af anger. En del af ham havde overhovedet ikke ønsket, at han skulle dø – især ikke på denne måde. Ikke slået ihjel af Firth. Og ikke af en klinge. ”Jeg forstår det ikke,” græd Firth. ”For bare få timer siden prøvede du selv at dræbe ham. Din plan med det forgiftede bæger. Jeg troede, du ville være taknemmelig!” Til sin egen overraskelse, rakte Gareth hånden tilbage og slog endnu en gang Firth i ansigtet.

”Jeg havde ikke bedt dig om at gøre det her!” Sagde Gareth. ”Jeg har aldrig bedt dig om at gøre dette. Hvorfor dræbte du ham? Se på dig. Du er dækket af blod. Nu er vi begge færdige. Det er kun et spørgsmål om tid, før vagterne fanger os.”

”Ingen så mig,” sagde Firth med bønfaldende stemme. ”Jeg sneg mig ind i hans kammer mellem vagtskifte. Ingen opdagede mig.”

”Og hvor er våbnet?”

”Jeg efterlod det ikke,” sagde Firth stolt. ”Jeg er ikke dum. Jeg skaffede mig af med det.”

”Og hvilken kniv brugte du?” Spurgte Gareth, samtidig med hans tanker snurrede med konsekvenser. Han gik fra anger til bekymring. Hans tanker blev ledt til alle detaljer af det spor, som denne tåbe kunne have efterladt. Alle detaljer, der potentielt kunne føre til ham. ”Jeg brugte en, der ikke kan spores,” sagde Firth stolt. ”Det var en kedelig, anonymt dolk. Jeg fandt den i stalden. Der var fire andre ligesom den. Det kan ikke spores,” gentog han.

Gareth mærkede sit hjerte falde.

”Var det en kort kniv med et rødt håndtag og et buet blad? Som hang på væggen ved siden af ​​min hest?”

Firth nikkede tilbage og så nu tvivlsom ud.

Gareth brændte indvendigt.

”Dit fjols. Selvfølgelig kan den kniv spores!”

”Men der var ingen markeringer på det!” Protesterede Firth. Frygten var tydelig i hans skælvende stemme. ”Der er ingen markeringer på bladet – men der er et mærke på skaftet!” Råbte Gareth. ”Under! Du kontrollerede det ikke nøje. Dit fjols.” Gareth trådte frem og var nu rød i hovedet af raseri. ”Min hests emblem er udskåret under den. Enhver, der kender kongefamilien godt, kan spore den kniv tilbage til mig.”

Han stirrede på Firth, der var helt perpleks. Han havde lyst til at dræbe ham. ”Hvad gjorde du med kniven?” Pressede Gareth. ”Fortæl mig, at du har den på dig. Fortæl mig, at du bragte den med tilbage.”

Firth sank en klump i halsen.

”Jeg bortskaffede den omhyggeligt. Ingen vil nogensinde finde den.”

Gareth skar en grimasse.

”Hvor præcis?”

”Jeg kastede den ned i skakten til slottets kamperpotte. De tømmer den hver time i floden. Bare rolig, min herre. Den ligger dybt på bunden af floden nu.”

Pludselig lød slotsklokkerne. Gareth vendte sig om og løb hen til det åbne vindue mens hans hjerte flød over af panik. Han kiggede ud og så kaos og ophidselse nedenunder. En folkemængde omringede slottet. Disse klokker kunne kun betyde en ting: Firth løj ikke. Han havde slået kongen ihjel. Gareth følte, hans krop blive iskold. Han kunne ikke forstå, at han havde sat i gang så stor ondskab. Og at Firth, af alle mennesker, havde fuldendt det.

Der lød en pludselig banken på hans dør, og da den brød åben, stormede flere kongelige vagter ind i kammeret. Et øjeblik var Gareth sikker på, at de ville arrestere ham. Men til hans overraskelse stoppede de og stod ret.

”Min Herre, din far er blevet dolket. Der kan være en snigmorder på fri fod. Sørg for at forblive i sikkerhed på dit værelse. Han er alvorligt såret.” Håret rejste sig i nakken på Gareth ved de sidste ord.

”Såret?” Gentog Gareth. Ordet næsten stak i halsen. ”Er han stadig i live?”

”Det er han, min Herre. Og Gud være med ham. Han vil overleve og fortælle os, hvem der har udført denne grusomme handling.”

Med et lille buk skyndte vagten sig ud af kammeret og smækkede døren i bag sig. Gareth blev overvældet af raseri. Han greb fat i Firths skuldre, trak ham gennem kammeret og kastede ham ind i stenmuren. Firth stirrede tilbage. Forskrækket og målløs.

”Hvad har du gjort?” Råbte Gareth. ”Nu er vi begge færdige!”

”Men…men…” stammede Firth, ”… jeg var sikker på, at han var død!”

”Du er sikker på mange ting,” sagde Gareth, ”og det er alt sammen forkert!”

En tanke dukkede op i Gareths hoved.

”Kniven,” sagde han. ”Vi er nødt til at hente den, før det er for sent.”

”Men jeg smed den væk, min Herre,” sagde Firth. ”Den er blevet skyllet væk i floden nu!”

”Du kastede den i en kammerpotte. Det betyder ikke, at den har nået floden endnu.”

”Men det er meget sandsynligt!” Sagde Firth.

Gareth kunne ikke længere tåle synet af denne idiot. Han skubbede sig forbi ham og løb ud af døren.

”Jeg går med dig. Jeg kan vise dig nøjagtigt, hvor jeg kastede den i,” sagde Firth.

Gareth stoppede i gangen, vendte sig om og stirrede på Firth. Han var dækket af blod, og Gareth var forbløffet over, at vagterne ikke havde lagt mærke til noget. Det var ren held.

Firth var en større belastning end nogensinde.

”Jeg siger det kun en gang,” brummede Gareth. ”Gå tilbage til mit værelse med det samme. Skift dit tøj og brænd det. Slet alle spor af blod. Forsvind derefter fra dette slot. Bliv væk fra mig denne aften. Forstår du?”

Gareth skubbede ham tilbage, vendte sig om og løb. Han spurtede ned ad korridoren, løb ned ad spiraltrappen, niveau efter niveau, mod tjenesteboligerne. Til sidst braste han ud i kælderen så flere tjenestefolk vendte hovederne. De var midt i at skrubbe de enorme gryder og koge spande af vand. Enorme brande brølede inde i murovnene, og tjenestefolkene, der var iført plettede forklæder, badede i sved. I den fjerne ende af rummet opdagede Gareth en enorm kammerpotte, hvor affald løb ned gennem skakten hvert minut. Gareth løb op til den nærmeste tjener og greb ham desperat i armen.

”Hvornår blev beholderen sidst tømt?” Spurgte Gareth.

”Det blev ført til floden for få minutter siden, min Herre.”

Gareth vendte sig og spurtede ud af rummet, ned ad slottes korridorer, op ad spiraltrappen endnu en gang og sprang ud i den kolde natteluft.

Han løb hen over græsmarken, stakåndet, mens han spurtede mod floden. Da han nærmede sig, fandt han et sted at skjule sig bag et stort træ tæt ved flodbredden. Han så to tjenere løfte den enorme jernbeholder og vippe den i flodens hastende strøm. Han holdt øje med beholderen, indtil den var vendt på hovedet, alt indholdet var blevet tømt, og de trak beholderen tilbage mod slottet.

Endelig var Gareth tilfreds. Ingen havde lagt mærke til nogen kniv. Hvor end den var, var den nu i flodens tidevand og blev vasket til anonymitet. Hvis hans far skulle dø denne aften, ville der ikke være noget bevis, der kunne lede til morderen.

Eller var der?