Buch lesen: «Minna», Seite 6

Anden Bog

I

Længe drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drømmende end vaagen. —

Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der kaldtes »den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk »ikke var saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.

Hun maatte blive min – var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes Kys paa mine Læber, – men hvorfor havde hun saa pludselig forladt mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende? Pige-Luner, – hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem?

Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv.

Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden.

– Her er Deres Brev, raabte han.

– Mit Brev?

– Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.

– Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret, sagde Hans.

Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt.

Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, – men det flimrede for mine Øine.

– Ja, det er godt, Tak skal I have. – Farvel! —

Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned ad Ryggen.

Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? – og det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at gjøre. Kjendte ham, – det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, – ikke just altid i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden. Men hvad der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben« for en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjøn ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt: en nybagt Søofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med Declarationen af Forlovelsen.

Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg skjønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kjendt ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det betyde andet end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri, dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: hvorledes kunde det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en letsindig Charakter?

Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom de mig.

Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra en Kjededamper.

Det var ganske mørkt.

Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides Floden; dens Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene; men Rækken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevægede sig langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført af en Rubin- og en Smaragdstok.

Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet.

Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre Brev i Haanden.

Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten kun klæbede fast paa et enkelt Punkt.

Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden at det kunde sees af Nogen.

Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det.

Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved Sammenføiningen; men som om det blot havde været en Distraktion, dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.

Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var »en ægte Minna Jagemann«, saa maatte den grumme snart forsvinde.

Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint Prosastykke af Goethe i Poesibogen, – formodentlig et Fluidum, der førtes af den Rathener-Kjøbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om, at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt roligere stemt overfor det slemme Brev.

Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at hun maaske vilde foretrække at afsende et andet.

Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, – saa havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.

Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, af hvilken kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres Smaaruder; – høit over dem stod Krandsen af de steile Klipper, tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former.

Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen.

Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, og den understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg.

Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning om »de Ting, som skulde komme.«

II

Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og bragte en Flaske Blæk med tilbage som formentligt corpus delicti. Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette instrumento. Denne Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.

Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, der kunde komme«. Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag maatte altsaa vies til Taalmodigheden.

Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. – Middagsmaden lod jeg hente.

Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet, og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs. Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa det Utrolige.

Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: – Grotten »Sophien-Ruhe«. Hun havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr; hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig dèr! Hun gjorde det sikkert, – det var som en Aabenbaring! og afsted styrtede jeg.

Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet Blik.

– Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter – muligvis er dette et privat Anlæg – —

– Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede Mand i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans ophøiet-misfornøiede Blik.

Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz – hvorfor var det ikke faldet mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret. Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.

Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi —

 
Die Post bringt keinen Brief für dich,
mein Herz, mein Herz! —
 

Jeg paakaldte Romanens tredie Bind – à 500 Sider. Da det var gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede streifede den ene Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; thi naar der blandt Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene – særdeles af et ungt og sart Forhold – er en velbarberet Tilstand høilig at anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det.

Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, da min Haand kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede endnu forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, og jeg kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand et tykt Brev ind til mig.

III

Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev – det til Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke Tid til at undersøge det nærmere.

Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i Oversættelse saaledes:

Kjære Hr. Fenger!

Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, – jeg er vis paa, at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst at tale med Dem – her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene kunde altid være med – men jeg troer dog, det vil gaa bedre at skrifte for Dem med Pennen, – for det er virkelig en Slags Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.

Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt haardere, end jeg maaske fortjener.

Saa vil jeg altsaa begynde. – Ak, gid De dog heller sad her lige over for mig! det er dog saa svært at skrive derom.

Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg skriver nu). De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar man ikke begik denne Forseelse.

Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte med mig. Allerede som ganske lille Pige hørte jeg hende fortælle sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine.

Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, – »Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det skulde saa være, – det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden – Gud maa vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min Fader.

Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af de Andre havde gjort, og jeg fik ham – desværre – meget kjær, men dog – og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at skjænke mig fuldkommen Tiltro – paa en fuldstændig barnlig Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme. Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz, hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet, som sædvanlig.

Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken han skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved. Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.

Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med en Anden – hvilket dog nok var en Feiltagelse – og min Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.

Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om. Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære, bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig Tilnærmelse, – jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).

Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde jeg ogsaa, og Stephensen – [et begyndt Axel var her overstreget] – havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade, som hans Væsen forlangte det.

Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: – saa syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne, at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De, idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.

Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De havde kysset, og at det langt fra – ak, saa langt fra! var mit første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det. Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.

Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om, var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung, beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans Moral noget slap; – maaske var det en Fordom, men jeg kunde i alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min; ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde ham alene.

Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening, at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa gale Veie.

Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig var? Afsky for min Moder, – det Kjæreste i denne Verden, den Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.

Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for mig først ruskede min egen Værdighedsfølelse vaagen og hindrede mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode Veie til at ødelægge mig.

Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre Mellemrum fortsat sig indtil nu – over halvandet Aar. Han har altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald, selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det; det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.

Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt. Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig, hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af Skaansomhed besmykke dette, – thi hvad Gavn har jeg af denne Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr. Stephensen.

Deres Veninde Minna Jagemann.

Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg dog ikke først at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev, som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til at forgribe mig paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig selv.

Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende Bemærkninger om Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer – navnlig af Gouvernante-Faget – ellers i slige Tilfælde have en stærk Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende Linier:

»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger, en Landsmand til dig. Det var – som du vel nok kan tænke – denne Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde været Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk, men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet; undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt, – det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, – han er jo endnu saa ung, – fireogtyve Aar; men han gjør et langt yngre Indtryk, som om han endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har »opmuntret« en ung Mand, – det er jo Udtrykket – eller endogsaa koketteret med ham, – hvilket ofte kun vil sige at have været munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, – og saa dog, naar det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har fulgt ham til Verdens Ende: – ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog Venskab – for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde – og hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort, at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og pretentiøs. – Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr. Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange Henseender lærerig. – Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!«

Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift – din Veninde – ingen Hilsener, naturligvis.