Buch lesen: «Minna», Seite 11

III

Den følgende Dag viste Minna mig et Udkast til et Brev, som hun vilde sende Stephensen.

Vi læste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde indfundet sig en af de Tanter, som »ikke var saa rigtig heldige«, og for hvis Selskab Minna gjerne vilde forskaane mig saa vel som sig selv.

Brevet beroligede mig, da det syntes mig at være vel skikket til at gjøre Ende paa hele hint uklare Forhold. Det var uden al Bitterhed og frit for hvert Spor af Sentimentalitet, værdigt og holdt i en rolig, sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte saa mange Følelser og Minder i den stærkeste Bevægelse.

Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.

Vi gik gjennem flere smaaborgerlige Gader og Stræder, der alle lignede hinanden; med deres fuldstændige Flise-Fortove, uden Rendestene og Kjældertrapper, gjøre de et nettere og renligere Indtryk, end en Dansk venter sig af saadanne Kvarterer. De to-etages Huse variere kun den graa eller gulige Farve en Smule, men af og til breder der sig en lavstammet Bygning, hvis store indsunkne Tag kigger ned paa Gaden gjennem mange af disse ægte sachsiske Loftsvinduer, der ere formede som sammenknebne Øine, og som, naar de staa tæt sammen, faar Tegltaget til at gjøre en lang Bølgebevægelse. Det er gamle Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige Tider siden her befandt sig i Byens Udkant.

Overalt herskede en ret velgjørende familiær Ugenerthed. Ved det aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit Barn Bryst; skraas overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, røg en Mand i Skjorteærmer sin Pibe og stirrede op paa Gjenbotaget, hvor en hvid Kat balancerede. En velklædt Mand, der saae ud som en Studerende, kom med et Glaskrus skummende fuldt af Øl, som han havde hentet i Hjørnebeværtningen.

Smaabørnene, der legede foran Gadedørene, hilste paa Minna, og en lille Skjælm af en Pige, paa tre-fire Aar, med krøllet Paryk og et Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende paa sine stakkels nøgne Ben, der vare saa krumme som Sabler, og gav sig ikke tilfreds, før Minna havde forfulgt hende ind paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange.

Mindre tiltalende var Opmærksomheden fra de større Børns Side. En lang barhovedet Tøs, med de smudsige Strømper stikkende i udtraadte Pampusser, blev ved at raabe efter Minna: »Hvad er han for En?« og en Skomagerdreng, som gik midt ad Gaden og – til min Forbavselse – fløitede Skuespillermarschen af »En Skjærsommernatsdrøm«, saa det skingrede i hele Nabolaget, maa have fundet noget Jødisk i mit Ydre, for han afbrød pludselig hin Beskjæftigelse for at blive ved at raabe »Itzig« efter mig. Undertiden overdøvedes alle Stemmer af en af de uhyre Fragtvogne, hvis tøndeformige Ruf rokker oppe i Høide med Vinduerne i første Etage. Et Par svære Heste med tykke Halse og fede, kløftede Kryds trække den i en jordvindende Skridtgang, medens de ryste deres blinkende Messingpynt af Ringe og Halvmaaner; Kjæderne klirre, det knager i alle Spanter, Hjulene pibe, og under den uhyre bevægede Masse drøner Stenbroen, saa at man er fristet til at holde sig for Ørene, og faar Svar i Øst, naar man spørger i Vest. – Intet af alt dette var nyt for mig, men idet jeg gjennemvandrede det med Minna, fik det en anden, fortrolig Belysning, og jeg betragtede de mindste Smaating med Kjærlighed, fordi de hørte med til det Hele, som fra Barnsben af havde omgivet hende og præget hendes Fantasi.

Dette hyggelige Stykke Gammelstad overskares pludselig af den fornemme Pragerstrasse, Residentsens moderne Pulsaare, med sit nerveuse Liv af rullende Equipager, en pyntet Vrimmel og glimrende Boutikker. Og vi kom ind i nye brede Gader, hvis øde Perspektiver kun viser En et Par enkelte Fodgængere og en sneglende Droske. Blomsterrækkerne paa Balkonerne er den eneste oplivende Farve i den graa Masse. Der er saa godt som ingen Boutikker; paa hveranden Port staar »Pension«, og over dens Naboer »Hotel garni«. Dette var ikke Noget for os; for at naa til Villa-Strøget og »se paa Leilighed« vilde vi have valgt den korteste Vei, hvis ikke i dette rektangulære Kvarter alle Veie havde været lige lange.

Snart havde vi fint Grus under vore Fødder og overskyggedes af en lille Allés Ahornblade. Mørke Akacier, glinsende Sølvpopler, gjennemsigtige Birkekroner, tætte Platankupler, Lindeløv og Blodbøge, blandede med en uendelig Mangfoldighed af sjældne Buske og Træer, hævede sig til begge Sider over Gitre, Hækker og lave Mure med smaa Gjennembrydninger. Hist og her skinnede en Statues hvide Lemmer inde mellem Blomster og Blade, eller en fin Straale steg og sank med sagte Plasken midt i en yppig Bladgruppe. Og Villa fulgte efter Villa, pragtfulde Mellemting mellem Landhuse og Paladser, med fine Façader af gulig Sandsten, som endnu eiede Noget af sin kornede Glans. Hvor de store Speilglas-Vinduer stod aabne, bevægede det yderste Fag af de crême-farvede, netagtige Gardiner sig sagte, ligesom i Drømme, og inde i Værelsets Dunkelhed blinkede en Lysekrones Prismer, eller Kanten af en Guldramme straalede dæmpet. I en dorisk Søile-Loggia, med pompejansk malede Vægge og Casset-Loft, drak et Selskab Kaffe. En slank Dame, med Ridekjolens Slæb over Armen, ledsagedes af en Cavalér i bronze-brunt Fløiel ned ad en Dobbelttrappe, som i Zig-zag omsluttede en frodig Plantegruppe. I en Underkjørsel, der paa Siden af en Villa dannede en prægtig Bueportal, kopieret efter Villa d'Este, ventede en Landauer, hvis Spand Guldfuxe trippede utaalmodig og skrabede i det røde Grus.

Denne Slags Underkjørsler behagede os særlig, og vi vilde paa ingen Maade lade os nøie med en af Jern og Glas. Der var jo ingen Tvivl om, at vi maatte have Equipage til den Tid, naar disse luxurieuse Planer iværksattes. De omtalte Guldfuxe tiltalte os meget, men vi havde iøvrig ogsaa et Sværmeri for kulsorte »Rappen«. Megen Vægt lagde vi naturligvis paa Villaens Stil; og vor Smag stemmede overens, idet vi foretrak en ikke altfor rig Renaissance. Et Ideal af denne Art fandt vi paa et Hjørne ud imod Stadsparken. Det var en kraftig Bygning af betydeligt Omfang, præget af en ægte aristokratisk Simpelhed, uden Spor af parvenu-agtigt Koketteri, med imponerende store og ædle Forhold; den syntes at være bygget af Semper selv eller en af hans bedste Disciple.

»Dèr er den, det er vor Villa!« udbrød Minna strax. Hun lo overgivent af denne Tankeleg, men jeg tog den allerede alvorligere. Hvorfor var det endelig saa utænkeligt? det var ingen brødløs Kunst, jeg drev, jeg havde Protection og vilde maaske arve. Hvorfor skulde man ikke tilsidst efter et Liv fuldt af Arbeide, kunne trække sig tilbage her som en hovedrig Mand? Mit ungdommelige Overmod følte en ubegrændset Kraft i sig. Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme at kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende Frugt. Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var en Mistro til min Dygtighed og Energi.

– Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, at jeg vilde passe til det. Tænk dig, hvad der hører til for at fylde i en saadan Leilighed, – alt det Tyende, som man vilde have at tumle med .... Jeg synes ogsaa, man maatte gaa i en evig Bekymring for, at man ogsaa anvendte sine Penge rigtig og forsvarlig, naar man havde saadan en Mængde .... Og saa maatte man føre stort Hus og se Mange hos sig. Jeg er vis paa, at alt dette ikke vilde ligge for mig, og at jeg vil finde mig langt mere tilfreds ved at holde sammen paa en lille, tarvelig Husholdning. Men derfor er jeg heller slet ikke misundelig paa de Rige, men jeg glæder mig tvertimod over, at Andre, hvem det passer for, kan have det saa smukt, og naar jeg er egoistisk, saa forestiller jeg mig, at det egentlig altsammen er til for min Skyld, for at jeg kan have saa meget kjønt at se paa, naar jeg spadserer med min Skat, og det kan give os Stof til saadan taabelig Passiar som denne.

Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i »Grosser Garten«, hvor vi valgte de mindst befærdede, skovagtige Veie, der krummede sig mellem høie Graner og brede Ege. Endelig tog vi Plads paa en lille Udsigtshøi nord for Herkules-Alléen, hvis mægtige Linde kastede deres Skygge langt hen over Stubbemarken foran os. Tilvenstre laa Høidedraget paa den hinsidige Elbbred stærkt solbeskinnet, med sine Skovbanker og Indsænkninger, underbygget af Landsbyerne, der ved Villaernes Hjelp næsten gro sammen til een lang Bort af Haver og Huse, – med de steile Skraaninger gjennemstregede af Vignernes Terrasser og Mure, mellem hvilke der hæver sig gamle Gaarde med høie Tage, omgivne af spidse Pyramidepopler, medens Høiene foroven ere besatte med Vingaardsmændenes Smaahuse, der se ud som Vagttaarne. Alle disse Enkeltheder gjentog sig bestandig mindre, utydeligere og nærmere ved hinanden, indtil de smeltede sammen i en næsten ubestemmelig Farvetone, dèr hvor Aasen som en Pynt sænkede sig ned mod Sletten. Denne blaanede langveis bort, og yderst ude viste sig Bjergformer, skyggeagtige og svævende, snarere som et Bundfald af Luftens Blaa end som en Stigning af Jordens. Men eftersom Skyggerne paa Marken blev længere, traadte Omridsene legemligere frem, og vi kjendte tydelig Liliensteins fortrolige Profil. Og samtidig med at ovre paa den høie Loschwitzer-Bred den ene Rude efter den anden tindrede som i en begyndende Illumination, kunde man skjælne Liliensteins Stenbrud som en lysere Streg forneden. Det var underligt at tænke, at i dette Bjergbillede, der var saa liliput-agtigt, at det kunde males paa en Lillefingers Negl, kunde man med en Naal udpege det Punkt, der havde rummet saa megen Lykke for os. Vi trykkede tavse hinandens Haand, og vore Øine fyldtes med Taarer, mens vi stirrede derud imod; – det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi havde forladt den tillige med Stedet og først hist kunde gjenfinde den, – og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os.

Hvorvel kun et Par Døgn skilte os fra hin Fortid, – skjøndt vi sade sammen ligesaa lykkelig som nogensinde i hine Dage, – og uagtet vi haabede lutter glædeligt Samliv imøde: – trods Alt dette forekom det os begge, at vi saae et tabt Paradis aabne sig derude i Glansen af den dalende Lykke-Sol med rosenrøde Smaaskyer som Amorinfjer svævende over sig i den lyse, farveløse Luft, for saa lidt efter lidt at glide bort, ind under Skyggen af Nattens bløde Vinger, som fandt os siddende paa samme Plet med Armen om hinandens Liv.

Denne staaende Vemod i Tilbageblikket – er den kun Virkningen af en Idealiserings-Kraft, som Erindringen selv besidder, eller stammer den maaske snarere fra Menneskets evige Frygt, den uendelige Usikkerhedsfølelse overfor en ukjendt Skjæbne, der ved et Lune kan røve En Alt, undtagen hvad man har oplevet – som ikke blot truer ude fra, men ogsaa synes at raade i vort Indre, og mod hvilken kun vort Selvs dulgte Kjerne i sjeldne Gjennembruds-Øieblikke maaske kan stille en jevnbyrdig Magt op?

IV

Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak Minna sin Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: —

– Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og især om Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog.

Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skjøn Eftermiddag – til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner og Gallerier, der er et Epopé i Sten fra en Tid, som var altfor livslysten til at bryde sig om andre Digte end denne solide Slags, hvori man kan røre sig og nyde, drikke, danse, fægte, elske, ride Carrousel og bade i Springvandsbasiner under aaben Himmel – dette Mesterstykke af en yppig og fantasifuld Stil, som en fad Afsmag af Empiren har lært en Epigonslægt at se ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu atter overalt kommer til Hæder og Værdighed, – Zwinger – som synes bygget af sachsiske Gnomer, anførte af en Faun, der var forelsket i en Muse. – —

Andre Dage besøgte vi vor guddommelige Værtinde fra Rathen, »die Mutter Elbe«, i hendes Byresidens, hvor hun er indlogeret mellem begge Stadsdele i en prægtig Leilighed, der af de tre Broers Pillerækker deles i to lange Sale. Paa den berømte Brühlske Terrasse berusede vi os ved Solnedgangs-Tid i de straalende metalliske Farver, der blinkende dirrer mellem hverandre i Flodens Strømhvirvler, indtil den længst ude krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende Vinbjerge.

Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Række krøllede smaa Poppeltræer, som synes at være tagne ud af et Brobdingnagbarns Legetøis-Æske.

Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øieblik brød frem under Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over Strømmen; det var, som om Moder Elben havde afsløret sin Festhal – en Kolonnade af vundne Søiler drevne af det pureste Dukatguld.

Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene og seilede ud til det idylliske, vigne-hængte Loschwitz – »Don Carlos«'s Fødeby, eller til Schillerhaven i dens Gjenbo, Blasewitz, hvor »Leirens« Gustel har hjemme.

Paa Tilbageveien gjennem Byen maatte Minna sædvanlig gjøre nogle Indkøb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Pølseslagterens pyntelige Boutik, mens hun handlede ved Marmordisken.

En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mødtes triumferende, medbringende en »Zeilen-Semmel« og et Krus »Kulmbacher« som Bytte. I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til.

Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder. Men vi gik flere Gange i den fortræffelige Samling af Gibsafstøbninger, hvor den antikke Kunst viser sig overskuelig i alle sine Stadier.

Jeg overraskedes ved Minnas medfødte Kunstsans og over hendes Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig over »Ægineternes« staaende Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede tillige, hvor vidt Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets Bevægelse; det slog hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa et saadant Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa eet Omraade, medens der er noget Høiere, over for hvilket den endnu staar barnlig famlende, – og hun opkastede det Spørgsmaal, om dette ikke ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, som vi ansaa for fuldkommen Kunst. – I Parthenonssalen imponeredes hun især af Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest følte hun sig grebet af den efterklassiske Kunst, Værker som »Galleren«, »Sliberen«, »Venus fra Milo« – de fleste andre Aphroditestatuer saae hun ligegyldig hen over. Hun gjorde mig opmærksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke selv havde haft Øie for, paa det levende Virkelighedspræg af en Haand eller en Fod, idet hun bemærkede, at paa Statuer af moderne Kunstnere, som hun havde seet, var dette ofte gjort »altfor kjønt«.

Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske Studier: »Hvem der dog havde saadan en yndig, lige græsk Næse!« sukkede hun flere Gange, – »saa vilde du elske mig endnu mer – jo, det maatte du gjøre.«

Og efter at have mønstret en hel Gudindeforsamling: »De har da ikke saa tynde Arme!«

– »Hvorfor skulde de have det?«

– »Jeg troede, det var grimt at have stærke Arme,« svarede hun rød i Hovedet og vendte sig bort.

Men vore Kunstnydelser – i denne By, hvor man kan nyde Kunst! – kulminerede extatisk, da vi hørte Wagners Valkyrie sammen. Dette Vølsungepars ædle og tungsindige Elskov, forklaret i en Toneskjønhed, hvis Inderlighed har Evighedens klare Dybde – hvor gjennemtrængte den ikke vore Sjæle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor Kjærlighed speilede sig i dette hellige Tonevæld som en Narkissos – og elskede sig selv.

I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud til hinanden; senere tav vi.

Minna trykkede min Haand ved Ordene: »Als in frostig öder Fremde – zuerst den Freund ich ersah«; – og da Sieglinde – tydelig, saa hver Stavelse hørtes i det dødstille Theater og med en Betagethed, som kun Wagner har inspireret en Operasangerinde til – sang: »Wie dir die Stirn – so offen steht, – in den Schläfen der Adern – Geäst sich schlingt! – Mir zagt's vor der Wonne, – die mich entzückt —« – — da saae hun mig ind i Øiet med et Blik, som jeg veed, jeg vil føle paa mit Dødsleie. Og da nu Tæppet – ikke faldt, men drog sig sammen – o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, klappende af alle Livsens Kræfter, med tindrende Øine og et fugtigt Taarespor paa den blussende Kind, skjønnere end jeg nogensinde havde seet hende, mere sjælelig skjøn end Noget, som jeg har seet eller faar at se! —

Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og Søiler straalede i det sene Dagslys.

Der vrimlede af pyntede Folk.

Minnas Dragt var tarvelig, skjøndt ikke saa tarvelig, at den blev paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende.

Hun var for bevæget til at mærke det og generes deraf.

Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft slog os velgjørende imøde. Den aabne smukke Plads, omgiven af monumentale Bygninger, bredte sig stille og næsten ubefærdet under os, medens det vrimlede hen over Elbbroen; de skovbevoxede Høider laa badede i Sollys og syntes ganske nær. En Følelse af uendelig Lykke og Rigdom overvældede mig.

– Du sukker! sagde Minna, der lænede sig til mig.

– Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end jeg fortjener, svarede jeg. Veed du hvad, – jeg var dog ret letsindig, at jeg den Gang kunde fri til dig.

Hun saae paa mig med et spørgende Smil.

– Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig – jeg skulde have ventet, til jeg kjendte dig som nu – hver Dag opdager jeg nye Skatte – bliver rigere og rigere. —

Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit Bryst.

V

Hr. og Fru Hertz vare nu komne tilbage fra Landet.

Vi havde begge hver for sig besøgt dem; de vilde se os en Eftermiddag sammen til Kaffe, efter vor Rathener-Skik. Om Aftenen maatte den Gamle have Ro og Hvile. Hoste og Smerte i Brystet vedblev at plage ham; han var kun oppe midt paa Dagen, og selv dette var snarere Følgen af en Halsstarrighed, som ikke vilde give tabt, end det var, fordi han følte sig vel ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren helst vilde have holdt ham.

Fru Hertz var temmelig bekymret for ham, og mente i Grunden, at vi burde vente en Uges Tid, men den Gamle vilde ikke høre Noget derom:

»Hvorfor dog? da ikke for min Skyld, som om jeg ikke kunde tage imod Nogen! Vist skal de komme imorgen, men jeg sender dem bort, naar jeg bliver træt. .... Jeg bliver nemlig gjerne træt lidt tidlig paa Aftenen nu,« tilføiede han forklarende til mig.

Vi begav os altsaa – Dagen efter at vi havde hørt Valkyrien – henad Klokken fire ind i Hjertet af Altstadt, hvor man endnu glædes ved Synet af gamle Rococohuse med knækkede Tage og skjæve Konkylie-Ornamenter og af Smaapalaier i Barokstil med Pilaster-stribet Façade, der smykkes af Medailloner med hjælmbeklædte og parykbeprydede Marser og Athener. Imellem disse findes tarveligere Huse i en temmelig ubestemmelig Stil men med et inderligt tydsk Præg; deres hyggelige Karnapper danne en Række Skabe langs ad Gaden, og ved Hjørnerne springe de frem som store sexkantede Udbygninger, der nedad forlænge sig i en Form som et omvendt Kirkespir eller som en Kegle, besat med Annanas-Knubber i spiraldreiede Rækker. Flere af disse Huse have Stuk-Ornamenter af Blomster-Guirlander, eller forstenede Drapperier hængende ned fra deres Vinduer; hist og her sees ogsaa en ofte overmalet Frise med uhyre fede Englebørn, saa uformelige, at man ved et flygtigt Syn antager det Hele for et Stykke natura morte af Kaalhoveder, Æbler og tykke Grene.

I et saadant Hjørnehus, hvor fire Gader stødte sammen, boede de gamle Folk paa første Sal. Der var et evigt Bulder af store teltdækkede Landvogne, Fragt-Vogne fra Godsbanen og alle mulige Forretningskjøretøier, – og det var aabenbart denne Larm af en flittig Færdsel, som tiltalte den gamle Königsberger-Kjøbmand og lod ham foretrække dette Sted for luftigere, men mere døde Qvarterer.

Kaffebordet var dækket i Hertz's Studereværelse, hvor han holdt mest af at opholde sig. Han kom sjelden ind i Dagligstuen, men saae gjerne, at hans Kone satte sig ind til ham med sit Haandarbeide. Det var et middelstort Værelse med gamle Mahognimeubler, blandt hvilke der ellers ikke fandtes nogen bekvem Stol, men nu var en Lænestol bleven flyttet ind fra Dagligstuen.

Ved den ene Væg stod et almindeligt Skrivebord med otte spinkle Ben, et Tobaksbord og et Bogskab. Lige overfor var der en Pult af samme Slags som den, ved hvilken Kant var afbildet; (dette gamle Farvetryk indtog nu atter sin behørige Plads over Skrivebordet). Til begge Sider for Pulten hang et Par værdifulde Oliemalerier, Ungdomsportraiter af Beethoven og Frederik den Store i Legemsstørrelse. Over den befandt sig nogle Daguerreotypier, af hvilke man dog aldrig opdagede Andet end nogle skinnende Metalpi.

Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, men det i sit Ydre tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede Læderrygge og forrevne eller smudsige Papstykker, bestod af lutter Originaludgaver, blandt hvilke – paa de midterste Hylder – en stor Del af Goethes og alle Schillers Værker, ligefra »zwoote verbesserte Auflage« af »Røverne«, med den steilende Løve til Vignet og Indskriften »In tirannos«, til en »Wilhelm Tell« med en Tilegnelse, skreven af Schiller selv. Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af Nysgjerrighed – thi det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig for os – end fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle.

Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor, cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var malet et nydelig udført Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. Hertz fandt deri en Lighed med mig Uværdigste, navnlig ved den lange Hals og Næsen, – en Opdagelse, der gjorde Minna saa henrykt, at hun kyssede ham.

Det begyndte at regne, og der blev pludselig saa dunkelt i Værelset, som om det kunde være Skumring. Den blaalige Spritflamme, der slikkede om Kobberkjedlen, lyste i den gamle Mands hvide Skjæg og paa den fugtige Underlæbe, medens han fortalte – langsomt læspende og afbrudt af Hoste – om Livet i Riga, hvor han et Par Aar havde været i Handelslære: – Paa Børsen havde de haft den ældgamle Skik, at Fallenten maatte sætte sig paa en Slags Forundringsstol, medens der blev ringet med en Armesynderklokke – en Slags moralsk Execution.

– Man leer af saadanne gamle symbolske Skikke og finder dem barbariske. Men maaske har de ogsaa haft noget Godt ved sig. Hvor tydelig mindes jeg ikke den Gang, da Moses Meier maatte standse sine Betalinger. Han var Chef for et af de to rigeste jødiske Handelshuse og havde ødelagt sig i Konkurrence med Wolff – de havde altid været Uvenner. Der var et frygteligt Røre paa Børsen, Nogle vare skadefro, men Jøderne vare Alle meget nedslaaede. »Mon Wolff vil komme!« spurgte man overalt, – men de Fleste mente, at han dog ikke vilde være tilstede ved Rivalens Ydmygelse. Klokken slog tolv, – saa skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden vilde allerede ringe med Klokken, – da kjørte Wolffs Wienervogn for i Galop, Wolff styrtede ind i Salen og raabte aandeløst: – »Der skal ikke ringes, Meier skal ikke paa Fallentstolen.« Han havde i sidste Øieblik – sikkert efter en haard Kamp – besluttet sig til at forstrække Rivalen med det Nødvendige for at afværge denne Skam for den jødiske Menighed; – og de to gamle Mænd græd i hinandens Arme.

Vi stirrede forbavsede paa denne Olding; han syntes os i dette Øieblik endnu ærværdigere ved sine Minder fra en Tid, som havde et saa fremmedartet og patriarkalsk Præg.

Med hvilken Andagt betragtede vi ikke noget Støv og Smaasten i en Flaske: – Jord fra det hellige Land, som en gammel Jøde fra Riga, der paa sin Fod var vandret til Jerusalem, havde bragt med hjem i et Lommetørklæde.

Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes Rolle i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig om Heine.

Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe tage frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter.

Jeg fik fat i en af Korrekturerne, og da det endnu var meget mørkt ved Bordet, traadte jeg hen til Vinduet for at finde ud af et stærkt overstreget Sted.

Jeg kom til at se ned paa Gadehjørnet og foer sammen: det forekom mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, denne slanke, meget moderne klædte Herre, med spidst og stærkt dreiet blondt Skjæg; men nei, – han var høiere og ældre end den danske Maler, – da han netop tog sin Hat af for en Bekjendt, viste det sig endog, at han var skaldet.

Jeg følte mig beroliget.

Men i det samme begyndte Hertz med sin svage, sprukne Stemme at læse op af et Manuskriptblad: —

 
»Schon wieder bin ich fortgerissen
vom Herzen, das ich innig liebe —«
 

Minna og jeg vexlede et betydningsfuldt Blik; hun blev bleg – hvilket viste sig endnu tydeligere i det uveirsagtige Lys, der syntes at trænge gjennem en Askeregn, saa snavset og graagult var det.

– Det er et kjønt Digt, sagde Hertz. Kjender du det?

– Ja, vi kjender det.

– Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjerter, – udbrød Fru Hertz. – En skjøn Tid!

Snart efter tog vi Afsked.

Vi gik ad »Grosser Garten« til, Regnen var hørt op. Da vi havde gaaet lidt, udbrød Minna:

– Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det Digt!

– Ja, et besynderligt Tilfælde!

– »Es giebt keinen Zufall!«

Men da vi vare midt i den smukke Platan-Allé, der skraar over Marken mellem den gamle Palais-Have og »Grosser-Garten«, kom jeg i Tanke om, at Ringene, som vi havde bestilt, var lovet os bestemt færdige til ieftermiddag.

Vi vare strax enige om at gaa tilbage, skjøndt det førte os helt ind i det Bykvarter, som vi kom fra. Det var ingen af de store Guldsmedeboutikker, men et Værksted oppe paa anden eller tredie Sal, som Minna kjendte.

Ringene vare færdige, og den gamle Kone, der gav os dem, ledsagede dem med mange Lykønskninger og Velsignelser, til hvilke hun endnu føiede Hilsener til Minnas »Fru Mama«.

Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde tynget os, siden hint usalige Digt var blevet berørt, veg for Ringvexlingens gyldne Magi. Det var blevet det skjønneste Solskinsveir; vi besluttede at nyde det oppe paa den nære Terrasse.

Heroppe vrimlede det af Spadserende, som altid paa denne Dagstid i godt Sommer-Veir. Man hørte Toner fra Concerten i Wienergarten hinsides Floden; det var Slutningen af »Valkyrien«, – vi stod stille og lyttede.

Afstanden udslettede Udførelsens Mangler: Forsagelses-Motivet, under hvilket Wotan kysser Guddomskraften af Brynhild, saa den lange Afmagtssøvn sænker sig over hende – tonede klart herover i sin tungsindige Svulmen og Synken.

– Det hørte jeg ogsaa heroppe den Aften, da jeg besluttede mig til at tage paa Landet i Rathen, sagde jeg.

– En velsignet Aften har det været for mig, svarede Minna – skjøndt jeg den Gang intet kunde ane derom. Det er underligt at tænke paa, at et ganske ubekjendt Menneskes Beslutning saaledes kan forandre Ens hele Liv – derfor troer jeg heller ikke paa Tilfælde – i saadanne Ting.

– En Velsignelse har det været for os begge, udbrød jeg, og velsignet skal ogsaa Stedet være. Nu skal jeg vise dig, hvor jeg sad – derhenne udenfor den lille Caffé, mellem Søilerne – seer du, dèr hvor den Herre, nei – ikke den Gamle, men ham, som nu reiser sig og betaler Opvarteren —

Jeg følte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen.

Minna var standset og stirrede – — men du gode Gud! hvilket Udtryk i hendes Ansigt! hun var ikke bleg, men hendes Øine aabnede sig unaturligt, – saaledes kunde Macbeth have seet paa Banquos Aand, da Hofmanden anviste ham Plads.

Jeg fulgte dette Blik did, hvor jeg selv havde faaet det til at rette sig hen.

Herren, der havde betalt Opvarteren, saae henimod os og tog hurtigt sin høie Silkehat af. – —