Buch lesen: «Splinter. #METOO»
© Irina Bjørnø, 2018
ISBN 978-5-4493-1026-2
Created with Ridero smart publishing system
SPLINTER #METOO©Irina Bjørnø
Dansk redigering Inger Guldberg
BELBOOKS 2018
Foto: Irina Bjørnø
Foto: side 21 Jens Astrup – med tilladelse
http://www.jensastrup.com/
Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14.6.1995 med senere ændringer.
Vær venlig at respektere mine moralske rettigheder som forfatter.
Hvis du gerne vil bruge en del af denne bog, så send mig dine noter – og hvad du skal bruge dem til
Splinter
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Matteusevangeliet, kap. 7, v.3
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.
Lukasevangeliet, kap. 6, v. 41—42
Det gamle, forsølvede spejl faldt ned fra væggen og gik i tusinde stykker. Spejlet havde set mange mennesker i øjnene, siden det øjeblik, det blev fremstillet i Venedig for to hundrede år siden.
Hvor mange mennesker, hvor mange historier huskede spejlet?
Nu var det spredt i tusinde splinter, som
gennemborede mine fødder, stak fingrene til blods og spiddede mit bryst. Splinterne var overalt, og hver af dem var fyldt med smerte og skrig. Der var så mange af dem, at jeg ikke kunne se gulvet.
Jeg var bange for at gå derind og se mig selv i alle disse splinter. Så jeg gik ikke der ind. Jeg lukkede døren og sagde til mig selv, at jeg ikke ville kende spejlets historier, de historier, som sad fast i splinterne. Men jeg drømte om splinterne, som skinnede på mine fingre, de knasede mellem mine tænder. Jeg spyttede dem ud, og jeg så blod. Mine læber var blodige, og jeg smagte blodet.
Pludselig vågnede jeg op. Alt var stille. Spejlet hang på væggen. På gulvet var der ikke en eneste split. Steril renhed. En sindssyg minimalisme af hukommelse.
Alt er gemt i spejlet, men nogle af splinterne sidder stadig i mit hjerte – og de gør ondt.
Vinger
Du gav mig vinger – så jeg kan flyve,
Du gav mig håb – så jeg kan smile.
Du broderede min sjæl med en tråd af kærlighed,
Og jeg tøede op – hvorfor skulle jeg blive overrasket?
Du kyssede mit hjerte så ømt,
At jeg troede på dig som et mirakel.
Men du elskede mig ikke – du spillede bare
Med kærlighed og ømhed – som en god skuespiller.
Vi er begge voksne, og vi forstår alt,
Forelskelsens spil er ikke noget nyt for os.
Men jeg vil gerne tro på dig – eller skæbnen,
Hvor jeg spiller Ophelia, og du – Casanova.
Du gav mig vinger, jeg kunne flyve.
Men vi kunne ikke klatre op på bjerget sammen,
Og jeg vil ikke mere lyve for dig.
Jeg forlader scenen – og dig – jeg vil ikke spille dit spil mere.
Wings
You gave me wings, so I can fly,
You gave me hope, so I can laugh.
You untied my soul with a thread of love,
And you heal my wounds – why should I be surprised?
You kissed my heart so tenderly,
That I believed-you are a miracle,
But you did not love me – you just played
With love and tenderness – as a good actor.
We are both adults and understand everything —
The game of love – for us, it is not something new,
But I want to believe in you – or in faith-
That on stage I’m Ophelia and you’re – Casanova
You gave me wings – so I could fly,
But we should not climb to heaven together.
I will not lie to you anymore —
I’m leaving the stage. I will not play your game – any more.
Engel
Englen mødte du i ham, da han rørte dig med et blik, et smil, en positur, en særlig duft af vaniljeis eller den første duft af liljekonvaller. Du ville gerne være forelsket i ham. Sommetider stoppede han på vejen, og du rakte et stykke papir med dit telefonnummer og et ord frem: ring.
Da englen endelig ringede, blev du glad, og da han dukkede op i dit hus, så du igen hans smil og æterisk, lette elegance. Du ønskede at din engel aldrig mere forlod dig. Og nogle gange blev englen hos dig.
Den første uge med englen var himmelsk. Englen lo og du lo med ham. I legede og kastede med puder, spiste is med samme ske, stod op midt om natten for at tælle stjernerne på himlen i en mennesketom park. Englen levede hos dig, mens du levede dit sædvanligt liv – med arbejde, penge, mad og træthed.
Og englen begyndte at føle sig trist. Han græd, når du kom træt hjem fra jobbet og vendte dig væk fra ham om natten. Hans øjne blev røde og hans næse hævede. Han elskede dig som før, men du havde ikke tid til ham, og så forlod englen dit liv. Nogle gange dukkede en forretningskvinde op i stedet for ham. Hun forberedte dine middage, strøg dine skjorter og fødte dine børn. Ofte var hun træt, og kun lejlighedsvis mindede hendes udseende om den engel, som kom til dig en dag – men det var sjældent.
Over tid blev kvinden forvandlet til en heks – gammel, mumlende, med vissen hud og matte øjne. Der var ingen engel i hende mere.
Jeg er din engel. Men du ser ikke, at jeg sidder på dit dørtrin og venter. Jeg er der.
Der kostenlose Auszug ist beendet.
