Er Meru Uralbjergene?

Андрей Тихомиров

Er Meru Uralbjergene?

Meru i Vedisme-Brahmanisme-Hinduisme betragtes som et bjerg i midten af jorden, som planeterne drejer rundt om. På dette bjerg står Shiva, som støtter og forbinder Jorden og Himlen. Meru er hjemsted for guderne. I Mahabharata er Meru et bjergrigt land med tinder op til himlen, det beskriver landene, der ligger i nord ud over Himalaya: Tibets højdedrag og Pamirs, ørkenerne i Centralasien, uigennemtrængelige skove, polarområderne og lignende. arktiske fænomener som den faste polstjerne, stjerner, der ikke stiger eller går ned, men roterer i et vandret plan, og fuldender hver deres cirkler på 24 timer, det høje stjernebillede Ursa Major, solen, der kun står op en gang om året, dag og nat varer seks måneder, nordlys, område længe mørke. Og på kanten af denne region rejser sig Mount Meru, hvis nordlige skråning er Mælkehavets kyst.

Fra et videnskabeligt synspunkt kunne gamle myter afspejle reelle data, der er relateret til Jordens geografi. Mount Meru kan meget vel være Uralbjergene, der adskiller Europa fra Asien. Mælkehavet er det arktiske hav. Under gydningen har mange fisk et parringsdragt, nogle fisk til gydning går fra havet til floderne (laks, stør) eller fra floderne til havene (flodål). Kissel fra ordet "surt", det vil sige i dette tilfælde et blandet stof af mælk og kaviar, skyllet i land. For eksempel kommer der hvert år enorme stimer af sild til Norges vestkyst for at gyde. Hver hunsild lægger op til 50.000 æg. Hannerne følger hunnerne og kaster mælk. Under gydningen bliver vandet ud for Norges kyst næsten hvidt. Virkelig "mælkehav …" Selvfølgelig! Når alt kommer til alt, bærer al den sild, der kommer til kysten, 32 millioner centner mælk og kaviar med sig. Den utrolige mængde norske sild er svær at forestille sig. Flytningen af stimer af sild over Atlanterhavets vidder er den største migration af levende væsener, der nogensinde er kendt på kloden. Det er ikke for ingenting, at sildebevægelsen i Norge kaldes "havets mirakel".

Videnskabelig analyse af gamle myter og legender.

Ordet "Shiva" fra sanskrit betyder bogstaveligt "støttende, venlig." Shiva er en af hinduismens hovedguder, der sammen med Brahma og Vishnu udgør den "hellige treenighed" – Trimurti (fra sanskrit "tre ansigter"). Brahma er skabelsens gud i hinduismen. Ifølge en version går ordet tilbage til det gamle indo-ariske ord, der betyder "vokse, stige, stige." Vishnu (fra sanskrit "trænger ind i alt", "omfattende"). I billedet af Shiva fusionerede de gamle indoeuropæeres ideer om en række gamle stammeguder, som personificerer både naturens destruktive og kreative kræfter, denne dualisme kan spores både i forskellige naturkatastrofer – lyn, brande, jordskælv , og i genoplivningen af naturen, fornyelse og skabelse af gunstige betingelser for beboelse af mennesker og hele den levende verden. Derfor blev Shiva portrætteret som mangeansigtet, mangearmet, med et tredje øje, med et blik, han kunne forbrænde verden (dette er lyn), med en hals blå af giften, som han drak for at redde verden. Det vil sige, at Shiva er et antropomorf væsen, hvis mål er at ofre sig selv, men at redde verden og menneskeheden. Hans billede fremkalder mange analogier med andre frelsere. De guder, der "bor" i bjergene, er mennesker med forskellige evner. Bakker, bakker, bjerge, bjergkæder (de mest berømte er Olympus, Ararat, Zion, Fujiyama) fra oldtiden blev guddommeliggjort, alle slags religiøse begivenheder blev afholdt på dem – ofre blev ofret, bål blev tændt, det blev antag