Buch lesen: «Et Ægteskabs Historie»

I

Fyrværkeriet blev brændt af. —

Stort, brillant Fyrværkeri stod der paa Plakaten. Den hvislende Lyd af Raketter og Sværmere blandede sig med Tonerne af en fejende Gallop inde fra Koncertsalen. Saa kom der en Bombe med Guldregn, og man hørte det glade Publikums langtrukne Aa-aah! En Mængde Raketter fór susende til Vejrs, alle paa én Gang, og endelig fulgte de tre obligate Kanonskud, som meldte, at Fyrværkeriet var forbi.

Folk løb i et Slags smaat Trav ned til Koncertsalen, nogle for at finde Plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte Vandring udenfor. Oven over de blændende Illuminationslamper, de løvtætte Lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte Sværm hvælvede sig en klar, stjærnebesaaet Himmel, saa rolig og majestætisk, som om den tilfulde havde Fornemmelsen af, hvor højt den var hævet over denne Mylr af fornøjede Menneskebørn, der i Øjeblikket aabenbart kun tænkte paa at nyde Aftenens flygtige Glæder lige til det sidste Minut, naar Klokkeringningen for sidste Gang kaldte ud. —

Lidt afsides fra Strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende Menneskemængde og i Læ af Skrænten, der førte op til det højere liggende Terræn, havde nogle unge Mennesker fundet en hyggelig Krog, hvor de havde slaaet sig til Ro omkring et Bord, hvis rigelige Forsyning med Glas og Flasker røbede, at der ikke havde været Mangel paa saadanne Bacchi Gaver, der besidde den værdifulde Egenskab at kunne friske Sindet op samtidig med, at de fugte Ganen.

Der afholdtes et lille Symposion i Anledning af et fornøjeligt Gjensyn, og det rundelige Offer til Bacchus var derfor ikke paa urette Sted og kunde ikke heller forarge nogen Mo'ers Sjæl – Totalafholdenhedsapostlene undtagne.

Man snakkede, lo, slog saa pludselig over i et alvorligt Æmne for strax efter at vejre det hen med en lystig Skæmt.

Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige Verden og vel ikke mindst glad over den smukke Aften, paa hvilken man havde sat hinanden Stævne for at fejre Gjensynet med en hjemkommen Ven.

Det var ham, der sad længst oppe i Hjørnet. Han havde lagt sin bredskyggede Straahat ved Siden af sig paa Bænken, saa Vinden uhindret kunde tage et Tag i hans Haar og bringe lidt Køling til Panden, der i Øjeblikket saa en Smule varm og blussende ud. Hans Ansigt var, hvad man med en noget vag Betegnelse kunde kalde kjønt; det havde et aabent, venligt Udtryk, egnet til at vække Tillid og Sympathi; men Trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre udpræget Karakter.

Han sad i en skødesløs, tilbagelænet Stilling, med det ene Ben kastet over det andet, aabenbart følende sig ganske overordentlig vel til Mode, ikke blot i Følelsen af Øjeblikkets Velvære, men meget mere ved en glad Bevidsthed om, at der laa en hel Del forude at glæde sig til og kun ringe Ballast bag ved, som der var nogen Grund til at tynges af paa Rejsen ind i Fremtidens forjættede Land.

Han var Aftenens Helt. Samme Dag var han kommen hjem fra en Studierejse i Tyskland og Norditalien. Han havde set sig godt om – saa godt, som de knappe Rejsepenge tillod – faaet en hel Del bestilt og hjembragte en utrolig Mængde Skitser, hvoraf i det mindste nogle sikkert skulde blive til Billeder, der vilde indbringe ham baade Ære og Penge i fuldt Maal.

Han var maaske lidt Sangviniker – den unge Mand – men paa samme Tid en ærlig, sandhedssøgende Natur, der ikke skyede Arbejde for at naa sit Maal. Lidt Idealist var han maaske ogsaa; han saa gjærne baade Livet, Menneskene og sin Kunst i det bedste Lys; han troede ubetinget mere paa det gode end paa det onde, og fik det sidste en Gang imellem Magt over ham – thi, ærlig talt, han var ingen Helgen – saa fortrød han det oprigtig en lille Tid, lovede sig selv dyrt og helligt, at han vilde og skulde blive fornuftigere – og syndede saa igjen, naar det unge Blod paany ledte ham i Fristelse.

Saaledes var han, hverken værre eller bedre.

Og tilmed – at han var, som han var, kunde han endda nærmest takke sig selv for. Han kunde lige saa godt være gaaet i Spaanerne, thi der havde i Grunden aldrig været nogen til at tage Vare paa ham. Han havde ikke danset paa Roser fra Barnsben af. Sin Opdragelse og den Smule Kundskaber, han havde, havde han selv været Mand for at skaffe sig. Forholdene i Hjemmet havde kun været maadelige.

Hans Moder havde været en svag, lidende Kvinde, et af de stakkels Væsener, hvis Liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har Evne til at skabe Lykke hverken for sig selv eller andre.

Med Faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man plejer at kalde et mislykket Geni; et forkludret Menneske, der paa sin Vis havde Drengen kjær, men manglede enhver Forudsætning for at kunne give ham noget, der kunde ligne Opdragelse. Gamle Bentsen havde i mange Aar ernæret sig ved at male Skibsportræter, efter at han omsider havde maattet opgive sine Forhaabninger om at blive Kunstner, en Indbildning, som han havde levet paa saa længe, til han havde forspildt baade sin egen og sin stakkels Kones Tilværelse.

Nu tog han sig i Mellemstunder et Glas for meget for at trøste sig over de bristede Illusioner. Med Fortjenesten ved at male Skibsportræter gik det kun smaat, og da hans Kone døde, tabte han den sidste Rest af Energi. Det varede ikke længe, før Skolepengene for Sønnen udeblev den ene Maaned efter den anden, og saa maatte Drengen til sidst ud af Skolen.

Han var den Gang tolv Aar. Saa var det, at han begyndte at opdrage sig selv. Der var en tidlig udviklet Ærgjerrighed hos ham, og det var den, der holdt ham oppe. Han læste paa egen Haand, hvad han kunde faa fat i, erhvervede sig paa den Maade en vis overfladisk og rigtignok saare mangelfuld Dannelse, og for Resten hjalp han Faderen med at male Skibsportræter.

Denne sidste Beskjæftigelse var det, som vakte Lysten hos ham til at blive Kunstner. Han troede fuldt og fast paa, at han kunde naa, hvad der var mislykkedes for hans Fader. Men paa Akademiet kunde han foreløbig ikke komme; dertil var der hverken Tid eller Raad. Det var paa dette Tidspunkt gaaet stærkt ned ad Bakke med gamle Bentsen; han kunde knapt nok fortjene Føden til sig selv, langt mindre til dem begge, og saa var der ikke andet for, end at Henning maatte paa Porcelænsfabriken og male paa Kopper og Tallerkener i Stedet for paa Lærred.

Der blev han i to Aar. I mer end én Henseende var det en stræng Tid for ham. Han følte hos sig selv, at han kunde blive til noget, naar han blot kunde komme til at udvikle sine Evner. Men ved at slide i helt mekanisk Arbejde fra syv om Morgenen til syv om Aftenen for en ussel Betaling, der til Nød kunde opholde Livet i ham og hans Fader – derved skulde han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid gik de bedste Aar af hans Liv til Spilde, netop de Aar, da han skulde lære noget. Tanken derom fødte tit Mismod og Bitterhed i hans Sind, men det fik dog ikke rigtig Bugt med ham, fordi hans naturlige livsfriske Gemyt holdt ham i den tilbørlige Ligevægt. Tværtimod øgede det hans Modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne Øjeblikke dæmrede der altid et Haab om, at han endnu kunde naa sine Ønskers Maal og give den forhadte Fabrik Døden og Djævlen.

Saa kom endelig det første alvorlige Vendepunkt i hans Liv. Han havde i al Hemmelighed malet et lille Genrebillede, der slet ikke saa' saa ueffent ud trods dets aabenbare Mangler. Han havde længe spekuleret paa, hvorledes han bedst skulde kunne indhente en sagkyndig Dom, og omsider tog han den Beslutning at vise det til Inspektøren paa Fabriken, der gik for at være en kunstforstandig Mand.

En Søndag Morgen indfandt han sig i Inspektørens private Bolig. Sit Maleri havde han svøbt ind i et grønt Klæde og holdt det under Armen, medens han med bankende Hjærte ventede paa at faa Manden i Tale. – Inspektøren var en lille, vims Mand, der havde meget store Tanker om sig selv, meget smaa om alle andre. Saa havde han ogsaa en halv Snes Malerier, som han ansaa for en af de bedste Malerisamlinger i Verden.

»Naa – hvad ønsker vi, lille Bentsen?« spurgte han med al den Nedladenhed, der sømmede sig for en saa betydelig Mand.

Henning kom efter nogen Tøven frem med sit Maleri og sagde, at han gjærne vilde høre Hr. Inspektørens Mening om det.

Inspektøren saa først paa Maleriet, saa paa Henning og endelig paa Maleriet igjen. Dernæst bad han Henning tage Plads, og medens han stadig holdt Maleriet i en Arms Længde ud fra sig, begyndte han en meget lang Tale, hvis Begyndelse og Ende gik ud paa, at der ikke var nogen større Ulykke for en ung Arbejder end at faa den fixe Ide, at han var Kunstner. Det var den lige Vej til Fattighuset. Man skulde blive ved det, man var, og være glad ved sin Lod i Verden. Henning havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende Exempel i sin Fader. Var denne bleven ved sin Profession, kunde han have været en velstaaende Mand i Stedet for som nu at være et ulykkeligt Menneske.

Henning bad – maaske lidt heftig – Inspektøren om at sige ham, hvad han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde høre hans Mening.

Inspektøren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger:

»Naa, min unge Ven, De vil absolut høre min uforbeholdne Mening? Ja, saa gjør det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er absolut talentløst.«

Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig op og vovede at spørge Inspektøren, hvormed han begrundede en saa skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besøgt Akademiets Skoler.

»Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst?« spurgte Manden.

Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle.

»Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at De bliver aldrig Kunstner. Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad, jeg kan give Dem.«

Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brændte af Skam og Harme over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv være fordømt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og Nelliker paa det samme Porcelæn Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom alle de andre var bleven en gammel Hest i Trædemøllen?

Han følte sig saa modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin Skæbne? Saa vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa ud og svire hver Skilling op af den Ugeløn, han havde hentet den foregaaende Dag.

Men disse Tanker varede kun saa længe, til han var kommen fra Inspektørens Bolig ned i Porten. Saa tænkte han paa, om han da virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et »mislykket Geni« ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hænderne. Nej, og atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke hans Skyld, at man ingen Lærdom havde givet ham; at man ikke havde prøvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Knøs, og sat en Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prøve paa at blive til noget, og blev Arbejdet end strængere derved, saa blev Æren ogsaa saa meget desto større, hvis Lykken stod ham bi.

Haabet, som atter vaktes hos ham, strøg paa én Gang alle mismodige Tanker bort. Han besluttede – hvad han nu indsaa, at han skulde have gjort fra først af – at henvende sig til en »rigtig« Kunstner og høre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa han sagde, at Arbejdet var talentløst, saa vilde han prøve paa at forsone sig med sin Skæbne, men give tabt strax efter det første Nederlag – det vilde han ikke.

Denne Beslutning udførte han allerede den næste Dag og med mere Held. Hans gode Stjærne førte ham til den rette Mand, og fra det Øjeblik af kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den første, strænge Ungdomstid.

I den mellemliggende Tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den første Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at knække ham.

Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit første Billede udstillet, gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand til at gjøre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med allehaande glade Forhaabninger. – —

Selskabet i det lille hyggelige Hjørne var blevet mer og mer animeret. Man havde opfrisket en hel Mængde fornøjelige Minder; nød i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der indtræder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet afbrød den med de Ord:

»Lad os høre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og Æventyr, gamle Dreng!«

»Aa, dem kan jeg fortælle jer en anden Gang«, svarede Henning. »Jeg har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de fleste Turisters Lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser I, og for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top til Taa.«

»Pokker heller«, udbrød en af Kammeraterne; »dit selvbeskikkede Hverv som Alvorsmand beholder du vist ikke ret længe. Vi kjender dig nok, du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!«

»Ja, det er vist«, tilføjede en anden. »Henning er absolut en af de mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, – hvad siger du, Hans Frederik?«

Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung Mand, med noget støt og sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige, rødladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af stærk Sminke, lod en paa Forhaand gjætte, at han rimeligvis maatte være Skuespiller. Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Røst, der maatte lyde godt fra Scenen, svarede han:

»Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: »Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt«. For Resten er der alligevel mere Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade være at friste ham.«

»Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav Theologien og gik til Theatret!«

»Ja, for oven i Kjøbet at blive en dydig Skuespiller!«

»En dydig Skuespiller er en Uting«, supplerede en anden. »Husker I ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor Digter har sagt:

„Man selv maa Livsbedrifterne fornemme,

naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.“

»Saa, nu begynder, min Tro, Ørbæk ogsaa at lade det regne ned over os med Citater. Hold din Mund, lille Ørbæk, og lad mig faa Ordet« – den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. – »Jeg vil bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner maa skeje lidt ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjøres – og vi er jo enige om, at det er Livets Øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler Forudsætningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo – — —«

»Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og Glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den smaa – — Skal vi to gjøre en lille Afstikker – hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.«

»Nej Tak«, svarede Henning leende. »I Aften maa du dyrke den Slags Glæder uden mig; jeg gider ikke være med.«

»Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glæden, som Hostrups Kobbersmed siger, skjønt Glæden slet ikke har sparket til dig! Og maa vi saa høre dine Grunde?«

»Ja, dem skal du faa – Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more mig paa den Vis – det er Sagen.«

»Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end Ørbæks.«

»Jeg synes, det er saa ganske ligefrem«, svarede Henning, denne Gang helt alvorlig. »Naa – vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium af Lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver paa at forklare dig det, men jeg skal dog gjøre det alligevel. – Ser du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det saadan, at naar jeg føler mig glad, saadan rigtig hjærteglad, saa kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke oplagt til at begaa Daarskaber, som – lad os være enige om det – dog er os temmelig uværdige«.

»Det var en drøj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er, som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke varer længe, før du ender som velbestaltet Filister og Ægtemand. Og saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle løse Fugle.«

Og den unge Mand drog et dybt Suk, som om han følte den inderligste Medlidenhed baade med sin egen Letsindighed og sin Vens Standhaftighed. Men et Øjeblik efter tilføjede han:

»Og du gaar altsaa ikke med – — —?«

»Nej, Erik, det gjør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke kalde mig en Heldøre. Jeg mener blot, at det er paa Tiden, at vi bliver fornuftige.«

Henning rejste sig og tømte sit Glas.

»Og nu skal I allesammen ha'e Tak for i Aften; jeg har været rigtig glad ved at træffe jer igjen og opfriske gamle lystige Minder. Følg nu mit Exempel og lad os ende Aftenen lige saa honnet, som vi har begyndt den.«

»For Pokker, du kan da gjærne følge med ned til Rydberg. Vi har jo Tiden for os.«

»Nej, ikke i Aften, du,« lød Hennings Svar. »I ved jo, at jeg skal paa Farten igjen allerede i Morgen. Jeg vil over til Fanø og male et Studie færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg tager afsted med Morgentoget.«

»Aa – du er en rigtig Stivstikker. Nu var vi komne i saadan en god Stemning, og saa spolerer du det for os til Slut med alle dine dydige og moralske Forsætter.«

»Nej, vist ikke, det er ikke Hennings Skyld«, mente en anden. »Det var Hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike.«

»Ja, lad os saa bare komme afsted!«

De vandrede leende og smaaskændende ud af Haven og skiltes udenfor Porten. Henning vedblev at være døv for sin Kammerats Overtalelser, og tilsidst delte Flokken sig i to Hold, hvoraf det ene drog ind ad Byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og Hans Frederik, fulgtes ad til den førstes Bopæl.

II

Han boede et godt Stykke udenfor Byen, i en af de fjærneste Afkroge af det saakaldte Villakvarter. Derude kunde han have Atelier og et Par Værelser til sig og sin Fader for det halve af, hvad det vilde koste inde i Byen. Og han var endnu ikke kommen saa vidt, at han ikke behøvede at tage Hensyn til en Mer- eller Mindreudgift til Huslejen.

Desuden satte han Pris paa at bo luftigt og frit, uden at have en Række Huse lige overfor, der spærrede for Sol og Lys. Saa var der ogsaa den Fordel, at han havde helt landlige Omgivelser: de tilstødende Villaer med deres pyntelige Haver. I Forsommeren trivedes Guldregn og Syrener saa frodig herude; der var Grøfter og Græs med Fandens Mælkebøtter og en Rigdom af gule »Smørblomster« langs Vejkanten, og han foretrak dem fremfor ophedede Brosten med Sporvejsskinner og Vogntummel. —

Det var en klar, stille Sommernat, som modtagelige Gemytter særlig vide at sætte Pris paa. Luften var saa frisk og kølig, at det blev en Nydelse at indaande den i stærke, fulde Drag.

Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt det sidste Aar i Udlandet. Han troede nok, han havde lært en Del, og hvad han især følte sig glad over, var den Ro, han syntes, der var kommen over ham.

»Det forekommer mig«, sagde han, »at Fremtiden ligger klarere for mig end nogensinde før. Og ved du hvad, Hans Frederik, jeg har aldrig været saa oplagt til at tage fat. Det er ingen Skade til, at man i sin Ungdom har havt en Del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at Medgang vil gjøre mig godt, men havde jeg alle mine Dage været Lykkens Kjælebarn, var jeg maaske næppe naaet saa vidt som nu.«

»Ilden hærder Staalet; Striden Kæmpernes Kræfter«, deklamerede Hans Frederik i en dybsindig Tone. »Jeg tror nok, at du er en af den Slags Naturer, der ejer et vist Fond af Modstandsevne, og for hvem Hindringer vel endogsaa kan være en Spore, men i Længden maa du vist have Medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin Ret. Du er mig lidt for blød; der er næppe Jærn nok i dig til at kunne holde ud fra først til sidst, hvis du var saa uheldig for Alvor at komme paa en fejl Hylde.«

»Du mener, at jeg i Grunden er en vag og let Natur?« spurgte Henning med et halvt Smil.

»Aa ja – tildels. Det vil sige, du har en god Vilje, men jeg vil dog haabe, at Skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt Nederlag, thi saa kunde det maaske falde dig ind at give tabt.«

Henning gik nogle Minuter tavs og huggede med sin Stok løs paa Græsstraaene ved Vejkanten. Hans Ansigt havde faaet et alvorligt og tankefuldt Udtryk, som i Grunden klædte ham bedre end det sorgløse Præg, der i Reglen plejede at være over det.

»Jeg har tit tænkt noget lignende«, sagde han endelig. »Jeg bilder mig ind, at jeg kjender mig selv til Bunds. Jeg ved, at jeg kan være overgiven kaad og lystig; at jeg kan gjøre Ting, som jeg bagefter ærgrer mig over, og saa til andre Tider være saa fornuftig og besindig – ja, hvis du vil tillade mig det Udtryk, vil jeg kalde det saa aandelig og moralsk klar over mig selv – at jeg tror for bestandig at have taget Afsked med alle Daarskaber. Og jeg ved ogsaa, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned og endnu mindre til at gjøre mig saa glad og frejdig til Mode, som om Fru Fortunas Gaver var blevne tilsagte mig for evig Tid. – Det er, hvad I endnu i Aften kaldte min sammensatte Natur. Men trods den og trods alle mine svage og vage Anlæg, saa tror jeg dog paa, at jeg vilde have aandelig Elasticitet nok til at bære, selv hvad du kalder et alvorligt Nederlag. – Du ved, hvad der hændte mig for to Aar siden, netop den Gang jeg troede, at Fremtiden laa god og lys foran mig. Det var dog en Skuffelse, saa bitter, at den vel kunde have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde havt mere Modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig.«

»Aa, det er ikke altid den Slags Sorger, der ødelægger en Mands Liv. Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunde jeg sige, at det maaske netop var dit lette Sind, der hjalp dig ud over det. I alt Fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit Liv – hvor meget de Pokkers Fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os.«

»Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en Gnist af sandselig Attraa i den Følelse, jeg nærede for hende. Jeg blev bedre i hendes Nærhed, jeg havde saa fuldt og helt Fornemmelsen af, at dersom hun vilde det, kunde der blive noget virkeligt af mig. Naar vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min Sjæl opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde i mig: Hvor inderlig – inderlig kjær du dog er mig! Jeg kunde have raabt det ud til de kolde, døde Stenhuse, til de bladløse Trær, jeg gik forbi. Men alligevel gjemte og vogtede jeg denne Følelse som en kostelig Skat, hvoraf jeg kunde hente Kræfter til at naa et hvilket som helst Maal. Jeg rugede over den som en Gjerrig, thi Haabet om at vinde hende stod altid saa lyst og stort for mig, at jeg næsten var bange for at betragte det som noget, der laa nært nok til at gribe efter. Og saa – tilsidst – var det for silde.«

»Ja vist – det er undertiden en underlig forkert Verden, vi lever i«, bemærkede den anden filosofisk.

»Men du har dog Ret, Hans Frederik, naar du siger, at det ikke greb ødelæggende ind i mit Liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du – for det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde aldrig vakt Forhaabninger hos mig for bagefter at behandle mig som et Stykke Legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager Tag i en, naar man tror sig sveget og miskjendt, var der slet intet af. Derfor tjente min Sorg snarere til at øge mine Kræfter. Kunde jeg ikke vinde hendes Kjærlighed, skulde jeg i det mindste bevare hendes gode Mening om mig. Jeg vilde overbevise hende om, at jeg fortjente hendes Venskab. – Ja, det levede jeg paa, da det gjorde mest ondt, og det hjalp mig ud over den værste Tid. Maaske blandede der sig ogsaa en Smule Forfængelighed deri. Jeg fandt en Slags Trøst ved at tænke paa, om jeg vel nogensinde skulde kunne tvinge hende til at beundre mig – som Kunstner. Naa, om saa bag efter mit lette Sind gjorde Resten; det skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det« – Henning lagde sin Haand paa Vennens Arm og saa paa ham med et varmt Blik – »hver Gang jeg faar de gamle Minder frem, saa vaagner denne Følelse saa frisk og levende som nogensinde før.«

Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Hans Frederik:

»Kom det aldrig til nogen egentlig Forklaring mellem jer?«

»Nogen egentlig Forklaring? – Aa nej, men det er dog umuligt, at vi skulde have misforstaaet hinanden.«

»Og du har ikke talt med hende i de sidste to Aar?« spurgte Hans Frederik videre.

»Nej, hvad skulde det nytte til? Hun har allerede været gift i halvandet.«

»Lykkeligt?«

»Det haaber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske Hjærte.«

Henning sagde det i en Tone, der vidnede om, at Ordene var oprigtig mente. Saa fór han let med Haanden hen over Panden, idet han tilføjede:

»Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glæde, og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for Resten gjort før. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fanø og gjør mit Studie færdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa at se, at det virkelig er Alvor med det Jærnmenneske, jeg er blevet til. Godnat du!«

De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time. Henning sprang saa let og sorgløs op ad Trappen, som om han allerede havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig havde kaldet frem.

Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin Ungkarlelejlighed inde i Byen.