KAPITEL TRETTEN
Gareth gik hurtigt gennem skovstien. Firth gik ved siden af ham, hans hætte sover hovedet på trdods af varmen. Han kunne ikke fatte at han lige var endt i den situation han havde ville undgå. Nu var der et lig, et spor. Hvem vidste hvem denne mand havde talt med. Firth skulle have været meget mere omhyggelig da han handlede med denne mand. Nu, kunne sporet ende med at føre tilbage til Gareth.
”Undskyld.” sagde Firth, mens han skyndte sig for at følge med.
Gareth ignorerede ham og satte farten op, sydende.
“Det du gjorde var dumt og svagt.” sagde Gareth. ”Du skulle aldrig have kigget i min retning.”
“Det var ikke med vilje. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, da han forlangte flere penge.”
Firth havde ret; det var en svær situation. Manden var et grådig, selvisk svin, der ændrede reglerne, og fortjente at dø. Gareth sørgede ikke over ham. Han bad bare til at der ikke var vidner til mordet. Det sidste han ville have var et spor. Der ville være en kæmpe efterforskning, når hans far blev myrdet, og han havde ikke råd til at efterlade det mindste spor, der kune følges.
I det mindset var de nu i Blackwood. På trods af sommersolen, var det næsten mørkt herinde, de skyhøje eukalyptus træer blokerede alt lys. Det var som hans humør. Gareth hadede dette sted. Han fortsatte sin vandring ned af den bugtede sti, mens han fulgte den døde mands instruktioner. Han håbede at manden havde sagt sandheden og ikke ledte dem på vildspor. Det hele kunne være en løgn. Eller det kunne lede dem i en fælde, til en ven, der ville røve flere penge fra dem.
Gareth bebrejdede sig selv. Han havde stolet for meget på Firth. Han skulle have ordnet det her selv. Som han plejede at gøre.
“Du skal bare håbe at den sti fører os til heksen,” vrissede Gareth sarkastisk, ” og at hun har giften.”
De fortsatte ned af sti efter sti indtil de nåede krydset, ligesom manden havde sagt de ville. De lovede godt og Gareth var lidt lettet. De fulgte den til højre, klatrede op af en bakke og drejede snart igen. Hans instruktioner var rigtige, og foran dem lå nu, faktisk, den mørkeste plet af skov, som Gareth havde set nogensinde. Træerne var utroligt tykke og krogede.
Gareth gik ind i skoven og kunne mærke en kuldegysning, ned ad ryggen, kunne mærke ondskaben hængende i luften. Han kunne ikke tro at det stadig var dagslys.
Lige som han blev bange og overvejede at vende om stoppede stien foran ham og endte i en lille lysning.Den var lyst op af en enkelt solstråle der brød igennem træerne. I midten var en lille stenhytte. Heksens hytte.
Gareths hjerte slog hurtigere. Han gik ind i lysningen og så sig omkring for at være sikker på at der ikke var nogen, at det ikke var en fælde.
”Der kan du se, han sagde sandheden,” sagde Firth med ophidselse i stemmen.
”Det er ligemeget.” bebrejdede Gareth. ”Hold dig udenfor og hold vagt. Bank, hvis der kommer nogen. Og hold din mund lukket.”
Gareth gad ikke banke på den lille buede trædør foran ham. I stedet tog han fat i jernhåndtaget, skubbede to-tommers døren op, og dukkede hovedet, da han gik ind, og lukkede den bag sig.
Det var mørkt indenfor, kun oplyst af spredte stearinlys. Det var en hytte med kun ét værelse, uden vinduer, med en tung energi. Han stod der, stivnet i den tykke stilhed, og forberedte sig på hvad som helst. Han kunne mærke ondskab her. Han fik gåesehud af det.
Han bemærkede bevægelse fra skyggerne, så en lyd.
Krabbende mod ham, dukkede en gammel kvinde frem, udtørre og pukkelrygget. Hun løftede en lys, som oplyste et ansigt dækket og rynker og vorter. Hun så ældgammel ud, ældre end de krogede træer, der omgav hendes hytte.
”Du har hætte på, selv i mørket.” sagde hun med et ondskabsfuldt smil, hendes stemme lød som knirkende træ. ”Du er ikke på en uskyldig mission.”
”Jeg er kommet for at hente en flaske. ”sagde Gareth hurtigt, mens han prøvede at lyde, modig og selvsikker, men kunne høre sitren i sin stemme. ”Sheldrake rod. Jeg har fået at vide at du har den.”
Der var en lang stilhed, fulgt af et skrækindjagende knirkegrin. Det gav genlyd i rummet.
”Om jeg har det eller ej, er ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er: hvorfor vil du have det?”
Gareths hjerte hamrede, mens han forsøgte at finde på et svar.
”Hvad angår det dig?” spurgte han til sidst.
“Det morer mig at vide, hvem du dræber,” sagde hun.
”Det kommer ikke dig ved. Jeg har penge med til dig.”
Gareth rakte ned i sin bæltetaske, tog en pose guld ud, oven i den han allerede havde givet til den døde mand, og klaskede dem begbe ned på hendes lille træbord. Lyden af metalmønter ringede i værelset.
Han bad til at det ville pacificere hende, at hun bare ville give ham, dert han ville have, så han kunne komme væk herfra.
Heksen stak en finger med en lang buet negl frem, samlede den ene pose op og undersøgte den. Gareht holdt vejret og håbede hun ikke ville forlange mere.
”Måske er det her lige nok, til at købe min tavshed.” sagde hun.
Hun vendte sig og kravlede ind i mørket. Der lød et hvæs og Gareth kunne se hende blande væske i en lille glasflaske ved siden af sig. Den boblede over og hun satte prop i. Tiden gik meget langsomt, mens Gareth ventede med stigende utålmodighed. En million bekymringer for igennem hans hoved: hvad hvis han blev opdaget? Lige her, lige nu? Hvad hvis hun gav ham den forkerte flaske? Hvad hvis hun fortalte nogen om ham? Havde hun genkendt ham? Han vidste det ikke.
Gareth var mere og mere bekymret over det hele. Han havde ikke forestillet sig det ville være så svært at dræbe nogen.
Efter hvad der føltes som uendeligt, kom heksen tilbage. Hun rakte den lille flacon til ham, så lille at den næsten forsvandt i hans håndflade, og bakkede væk fra ham.
”Sådan en lille flacon?” spurgte han. ”Kan den virkelig gøre det?”
Hun smilede.
“Du ville blive overrasket over, hvor lidt der skal til for at dræbe en mand.”
Gareth vendte sig og gik hen imod døren, da han pludselig mærkede en kold finger på sin skulder. Han havde ingen idé om, hvordan det var lykkedes hende at krydse rummet så hurtigt og det gjorde ham forskrækket. Han stod der, lammet, bange for at vende sig og se på hende.
Hun snurrede rundt, lænede sig tæt ind mod ham, en forfærdelig stank omgav hende – så pludselig rakte hun ud med begge hænder, greb fat i hans kinder og kyssede ham, hun pressede sine indtørrede læber hårdt mod hans.
Gareth var i oprør. Det var den mest ulækre ting, han havde oplevet. Hendes læber var som læberne af en øgle, hendes tunge som hun pressede mod hans var som et reptils. Han forsøgte at trække sig væk, men hun holdt hans ansigt fast og trak hårdede i ham.
Endelig lykkedes det ham at rive sig væk. Han tørrede sin mund med bagsiden af hånden, mens hun lænede sig tilbage og klukkede.
”Første gang du dræber en mand, er den hårdeste,” sagde hun. ”Det bliver meget lettere for dig, næste gang.”
*
Gareth brast ud af hytten, tilbage til lysningen, hvor Firth stod og vented på ham.
”Hvad er der galt? Hvad skete der?” spurgte Firth bekymret. ”Di ser ud som om du er blevet stukket ned. Har hun såret dig?”
Gareth holdt pause, forpustet, og tørrede sin mund igen og igen. Han vidste knap, hvordan han skulle svare.
”Lad os komme væk fra det her sted,” sagde han. ”Nu!”
Da de begyndte at begive sig ud af lysningen og ind i den sorte skov, var solen pludselig blevet dækket af skyer, der for, hen over himlen og gjorde den smukke dag kold og mørk.Gareth havde aldrig set, sådan nogle tykke sorte skyer komme så hurtigt. Han vidste, at uanset hvad der var ved at ske, var det ikke normalt. Han var bange hvor stærke heksens kræfter var, mens den kolde vind rejste sig her på en sommerdag og krøb op i nakken på ham. Han kunne ikke lade være med at tænke at hun havde besat ham med det kys, kastet en slags forbandelse over ham.
“Hvad skete der, derinde?” pressede Firth.
”Jeg vil ikke tale om det,” sagde Gareth. ”Jeg vil aldrig mere tænke på den her dag – nogensinde.”
De gik begge ned af stien, ned af bakken, og snart var de på den store skovsti på vej tilbage til Kongens Hof. Lige som Gareth var begyndt at føle sig lettet, og klar til at skubbe hele episoden om bag i hovedet, hørte han pludselig et andet par støvler. Han vendte sig og så en gruppe mænd bag dem. Han kunne ikke tro det.
Hans bror Godfrey. Fulderikken. Han kom henimod dem, grinende, omgivet af skurken Harry og et par andre af hans ballademagervenner. Af alle tider og steder – at løbe ind i sin bror lige her. I skoven, i midten af ingenting. Gareth følte det som om hele planen var forbandet.
Gareth vendte sig væk, trak hætten over sit ansigt, og satte tempoet op, og bad til at han ikke var blevet opdaget.
”Gareth?” råbte stemmen.
Gareth havde ikke noget valg. Han stoppede midt på stien, trak hætten tilbage og vendte sig for at se på sin bror, der kom dansende glad henimod ham.
”Hvad laver du her?” spurgte Godfrey,
Gareth åbnede sin mund, men lukkede den så igen, snublende uden at kunne finde ord.
”Vi er bare ude på en vandretur,” meldte Firth sig og reddede ham.
”En vandretur, hva´?” drillede en af Godfreys venner med en lys feminin stemme. Hans venner lo også. Gareth vidste at hans bror og hans venner dømte ham for hans tilbøjligheder – men han var næsten ligeglad med det nu. Han var nødt til at skifte emne. Han ville ikke havde de skulle undre sig over, hvad han lavede herude.
”Hvad laver du her?” spurgte Gareth og vendte samtalen rundt.
“Der er åbnet en ny kro ovre ved Southwood,” svarede Godfrey. ”Vi har lige afprøvet den. Kongerigets bedste øl. Vil I have noget?” spurgte han og holdt en sæk frem.
Gareth rystede hurtigt på hovedet. Han vidste at han var nødt til at distrahere ham og han regnede ud at den bedste måde, var at skifte emne, at irettesætte ham.
”Far ville blive rasende, hvis han tog dig i at drikke om dagen,” sagde Gareth. ” Jeg foreslår at du lægger den der, og tager tilbage til hoffet.”
Det virkede. Godfrey gloede ud i luften og det var tydeligt at han ikke tænkte på Gareth mere, men på sin far og sig selv.
”Og hvornår er du begyndt at bekymre dig om, hvad far gerne vil have?” svarede han igen.
Gareth havde fået nok. Han havde ikke tid at spilde på en drukkenbolt. Det var lykkedes ham at få det han ville, at distrahere ham og forhåbentlig ville han ikke tænke for meget over, hvorfor han havde mødt ham her.
Gareth vendte dig og skyndte sig ned af stien, mens han hørte deres drillende latter bag sig. Han var ligeglad nu. Snart, ville han le sidst.
KAPITEL FJORTEN
Thor sad ved træbordet, og arbejdede på buen og pilen, der lå ismåstykker foran ham. Ved siden af ham sad Reece, sammen med mange flere medlemmer af Legionen. De sad alle bøjede over deres våben, arbejdede hårdt med at udskære buerne og stramme strengene.
”En kriger ved, hvordan man skal sætte strenge på sin bue,” råbte Kolk, da han gik op og ned imellem rækkerne af drenge, lænede sig ind over, og undersøgte den enkeltes arbejde. ”Spændingen skal være helt rigtig, For lidt og jeres pil vil ikke ramme målet. For meget, og jeres sigte bliver forkert. Våben bliver ødelagt i kamp. I skal vide, hvordan man reparerer dem mens I rejser, Den største kriger er også smed, tømrer, skomager, en der kan reparere alt, hvad der er i stykker. Og I kender ikke jeres egne våben rigtigt, før I selv har repareret dem.”
Kolk stopped bagved Thor og lænede sig over hans skulder. Han rev træbuen ud af Thors hænder, strengen gjorde ondt på hans håndflade mens den gled.
”Strengen er ikke spændt nok,” bebrejdede han. ”Den er bøjet. Hvis du bruger sådan et våben i kamp, så er du sikker på at dø. Og din makker dør ved siden af dig.”
Kolk smækkede buen tilbage, ned på bordet og gik videre; flere andre drenge fnes.
Thor rødmede mens han rev strengen til sig, trak den så stramt som muligt og viklede den rundt om hakket i buen. Han havde arbejdet på det i timevis, toppen på en udmattende dag med arbejde og kedelige opgaver.
De fleste af de andre trænede, sparrede, kæmpede med sværd. Han kiggede op og langt væk kunne han se sine brødre, alle tre, leende, mens de stødte sværd; som sædvanligt, følte Thor, at de fik fordele, mens han var efterladt i skyggen. Det var uretfærdigt. Hans følelse af, at han var uønsket her var stigende, som om han ikke var et rigtigt medlem af Legionen.
”Bare rolig, du finder ud af det,” sagde O´Connor ved siden af ham.
Thors håndflader var gnavet i stykker af at prøve; han trak strengen tilbage for sidste gang, denne gang med alle sine kræfter og til sin overraskelse, klikkede den. Strengen passede perfekt i hakket, Thor trak af alle kræfter, svedende. Han følte en stor tilfredsstillelse med at hans bue nu var så stærk, som den kunne blive.
Skyggerne blev længere, mens Thor tørrede panden med baghånden, og spekulerede på, hvor længe det her ville vare. Han forestillede sig, hvad det betød at være kriger. I sit hoved havde han set det anderledes. Han havde kun forestillet sig træning, hele tiden. Men måske var det her også en slags træning?
“Det her var heller ikke det jeg meldte mig til,” sagde O`Connor, som om han læste Thors tanker.
Thor vendte sig og blev beroliget af sin vens konstante smil.
”Jeg er fra den Nordlige Provins, ” fortsatte han. ”Jeg drømte også om at tilslutte mig til Legionen, siden jeg var lille. Jeg tror jeg forestillede mig konstant sparring og kamp. Ikke alle de her ligegyldige opgaver. Men det bliver bedre. Det er bare fordi vi er nye. Det er en slags indvielse. Der ser ud til at være et hierarki her. Vi er også de yngste. Jeg kan ikke se nogen nittenårige, der gør det her. Det her kan umuligt fortsætte. Desuden er det jo en nyttig ting at kunne.”
Et horn lød. Thor så over og så resten af Legionen, der samlede sig ved siden af en kæmpe stenmur i midten af marken. Den var draperet med reb, med ti fod imellem. Muren måtte være tredive fod høj, og i bunden af den var der stakke af hø.
”Hvad venter i på?” skreg Kolk. ”GÅ!”
The Silver viste sig overalt omkring dem, og før Thor vidste det, hoppede han og de andre ned fra bænkene og løb hen over marken til muren.
Snart var de alle samlede der, stående foran rebene. Der var en ophidset summen i luften, da alle medlemmer af Legionen stod sammen. Thor var ekstatisk fordi han endelig var inkluderet med de andre og fandt sig trukket hen imod Reece, som stod med en anden af sine venner. O´Connor kom hen til dem.
”I vil opdage i kamp, at de fleste byer er befæstede,” buldrede Kolk, mens han så ud over drengenes ansigter, ”At bryde forstækninger er soldatens arbejde. I en typisk belejring, bruger man reb og kroge ligesom dem vi her har kastet over muren, og at klatre over en mur er en af de farligste opgaver i vil få i kamp. I få tilfælde vil I blive mere udsat, mere såbare. Fjenden vil hælde smeltet bly på jer. De vil skyde pile ned. Smide sten. I skal ikke klatre før det perfekte tidspunkt. Og når I gør, skal i klatre for jeres liv – eller risikere død.”
Kolk tog en dyb indånding, så råbte han: “BEGYND!”
Rundt omkring ham gik drengene i gang, hver eneste greb efter rebet. Thor spurtede hen til et ledigt et og var lige ved at få fat i det, da en ældre dreng nåede det først, mens han skubbede han væk. Thor væltede væk og greb det nærmeste, et tykt sejlgarn med knuder. Thors hjerte bankede da han begyndte at gribe sig vej op ad muren.
Dagen var blevet diset, og Thors fødder gled på stenen. Stadigvæk tog han sig tid og lagde mærke til at han alligevel var hurtigere end mange af de andre, næsten først, mens han tumlede opad. For første gang i dag, følte han sig godt tilpas, følte han en slags stolthed.
Pludselig var der noget hårdt, der ramte ind i hans skulder. Han så op så medlemmer af the Silver på toppen af muren, der kastede små sten, kæppe, en slags vragrester. Drengen i rebet ved siden af rakte op med den ene hånd for at blokere sit ansigt, mistede grebet og faldt tilbage, ned på jorden. Han faldt mere en tyve fod, og landede i høbunken nedenunder.
Thor var også ved at miste grebet, men på en måde var i stand til at hænge på. En kølle fløj ned og ramte Thor hårdt på ryggen, men han fortsatte med at klatre. Han gjorde det på god tid og begyndte at tro at han endda ville være den første til at komme op da han pludselig mærkede et hårdt spark i ribbenene. Han forstod ikke, hvor det kom fra, før han kiggede over og så en af drengene ved siden af ham, der svingede sidelæns. Før Thor kunne reagere, sparkede drengen ham igen.
Thor mistede grebet denne gang og fandt sig selv flyvende baglæns, gennem luften, svævende. Han landede på ryggen i høet, chokeret men usåret.
Thor skramlede op på alle fire, fik pusten igen og så sig omkring. Overalt rundt om ham faldt drengene som fluer fra rebene, landede i høet, sparket eller skubbet af hinanden – eller hvis ikke, så sparket ned af medlemmer af the Silver øverst oppe.
Dem der ikke havde fået sine reb skåret, så de også faldt. Ikke en eneste nåede toppen.
”På benene!” råbte Kolk. Thor sprang op, og det gjorde de andre også.
”SVÆRD!”
Drengene løb som en hen til en kæmpe hylde med træsværd. Thor løb også hen og tog et, chokeret over hvor tungt det var. Det vejede dobbelt så meget som noget andet våben han havde løftet, Han kunne næsten ikke holde det.
”Tunge sværd, begynd!” kom et råb.
Thor så op og så det store fjols Elden, ham der første gang havde angrebet ham da han mødte Legionen. Thor huskede ham alt for godt, hans ansigt gjorde stadig ondt og de blå mærker var der stadig. Han var på vej hen imod ham, sværdet højt, et rasende udtryk i ansigtet.
Thor hævede sit sværd i sidste øjeblik og det lykkedees ham at blokere Eldens slag, men sværdet var så tungt, at han knap kunne holde det tilbage. Elden, større og stærkere, rakte rundt og sparkede Thor hårdt i ribbenene.
Thor faldt på knæ i smerte. Elden svang igen for at smadre ind i hans ansigt, men Thor rakte op og blokere slaget, med bare et øjebliks respit. Men Elden var for hurtigt og stærk; han svang rundt og klaskede Thor på benet, væltede ham ned på siden.
En lille gruppe drenge samledes rundt om dem, hylende og klappende, efterhånden som kampen, blev genstand for større opmærksomhed. Det så ud som om de alle heppede på Elden.
Elden kom ned med sit sværd igen, skar hårdt igennem luften, Thor rullede væk, slaget gled lige forbi hans ryg. Thor havde et øjebliks fordel og tog den – han svang rundt og ramte fjolset hårdt bag knæet. Det var et blødt sted, og nok til at slå ham tilbage, og så ned, tumlende ned på sin ende.
Thor tog chancen og kravlede på benene, Elden rejste sig, rød i ansigtet, mere vred end nogensinde, og nu var de to ansigt til ansigt.
Thor vidste at han ikke bare skulle stå der; han sprang frem og svang sværdet. Men hans trænings sværd var lavet af noget mærkeligt træ og lidt for tungt; hans bevægelser afslørede sig selv. Elden blokerede nemt, og stak så Thor hårdt i ribbenene,
Det ramte et blødt punkt og Thor tippede over og tabte sit sværd, luften var slået ud af ham.
De andre drenge skreg af glæde. Thor knælede der, ubevæbnet og mærkede spidsen af Eldens dværd, der stak ind i bunden af hans strube.
”Overgiv dig!” forlangte Elden.
Thor gloede op på ham, med den salte smag af blod på sin læbe.
”Aldrig,” sagde han trodsigt.
Elden laved en grimasse, hævede sit sværd, og forberedte sig på at sænke det ned. Det var intet Thor kunne gøre. Han kunne vente et enormt slag.
Da sværdet var på vej ned, lukkede Thor øjnene og koncentrerede sig. Han mærkede sværdet sænke farten, følte sig transporteret til en anden verden. Han kunne pludselig mærke sværdets sving i luften, dets bevægelse, og han ønskede at universtet ville stoppe det.
Han mærkede sin krop blive varm, snurrende og da han fokuserede mærkede han noget ske. Han følte at han var i stand til at kontrollere det.
Pludselig frøs sværdet midt i luften. Det var lykkedes Thor at atoppe det ved at bruge sine kræfter. Da Elden holdt sværdet, forvirret, brugte Thor sit sinds kræfter til at tage fat og klemme Eldens hådled. Han klemte hårdere og hårdere i sit sind, og indenfor få øjeblikke, råbte Elden op og tabte sit sværd. Alle drengene blev stille, da de stod der, lammede og så ned på Thor, med store overraskede og bange øjne.
“Han er en dæmon!” skreg en.
”En troldmand!” skreg en anden,
Thor var overvældet. Han forstod ikke, hvad han lige havde gjort. Men han vidste at det ikke var normalt. Han var både stolt og forlegen, det gjorde ham både modig og bange.
Kolk trådte frem, ind i cirklen, stående imellem Thor og Elden.
”Dette er ikke et sted for trylleformularer, dreng, hvem du end er,” skældte han. ”Det her er et sted til kamp. Du har trodset vores kampregler. Du skal komme til at tænke over, hvad du har gjort. Jeg vil sende dig et sted hen, hvor der er virkelig fare, og så får vi at se, hvor godt din trolddom beskytter dig der. Meld dig til vagttjeneste ved Kløften.”
Der gik et gisp igennem Legionen, de blev alle stille. Thor forstod ikke præcist, hvad det betød, men han vidste at uanset, hvad det var kunne det ikke være noget godt.
“Du kan ikke sende ham til Kløften!” prostesterede Reece. ”Han er for ny. Han kunne blive såret,”
”Jeg kan gøre, hvad jeg vil, knægt.” Kolk lavede en grimasse til Reece. ”Din far er her ikke til at beskytte dig nu, Eller ham. Og jeg styrer denne Legion. Og du må hellere vare din tunge – bare fordi du er kongelig, skal du ikke tro du kan svare igen, en gang til.”
”Fint, ” svarede Reece. ”Så tager jeg med ham!”
”Også jeg!” stemte O´Connor i, og trådte frem.
Kolk så på dem, og rystede langsomt på hovedet.
”Fjolser. Det er jeres valg. Tag med ham, hvis I vil.”
Kolk vendte sig og så på Elden. ”Du skal ikke tro du slipper så let heller,” sagde han til ham.
”Du startede denne kamp. Du må betale prisen også. Du tager med dem på patrulje i nat.”
”Men Herre, du kan ikke sende mig til Kløften!” protesterede Elden med store bange øjne. Det var første gang Thor havde set ham bange for noget.
Kolk tog et skridt frem, tæt på Elden og satte hænderne på sine hofter. ”Kan jeg ikke?” sagde han. ”Jeg kan ikke bare sende dig derhen – jeg kan også sende dig væk for evigt, ud af denne Legion, og til de fjerneste egne af vores kongerige, hvis du fortsætter med at svare igen,”
Elden så væk, alt for nervøs til at svare.
”Andre der vil med dem?” råbte Kolk.
De andre drenge, større, ældre og stærkere, så alle væk i frygt. Thor sank hårdt da han så rundt på de nervøse ansigter, og undrede sig over, hvor slem Kløften kunne være.