KAPITEL TI
MacGil sad i bankethallen og studerende sine undersåtter, han på den ene ende af bordet og Kong McCloud på den anden, hundredvis af mænd fra begge klaner imellem dem. Bryllupssviren havde gået for sig i timevis indtil, endelig, spændingerne imellem klanerne havde lagt sig, efter dagens dyst. Som MacGil havde mistænkt, det eneste mændene havde brug for var vin og kød – og kvinder – for at få dem til at glemme deres uenigheder. Nu blandede de sig ved det samme bord, som våbenbrødre. Faktisk, nu hvor han så på dem, kunne MacGil ikke mere se, at de var fra to forskellige klaner.
MacGil følte sig bekræftet; hans masterplan havde virket alligevel. De to klaner virkede allerede tættere. Det havde lykkedes ham at gøre, hvad en lang række MacGil konger før ham ikke kunne: at forene begge sider af Ringen, at gøre dem til, hvis ikke venner, så i det mindste fredelige naboer. Hans datter Luanda gik arm i arm med sin nye mand, McCloud prinsen, og hun så tilfreds ud. Hans skyldfølelse blev lidt mindre. Han havde nok givet hende væk – men havde i det mindste givet hende en dronningekrone.
MacGil tænkte tilbage på al planlægningen, der gik forud for denne begivenhed, genkaldte sig de lange dage med skænderier med rådgiverne. Han havde gået imod alle rådgivernes råd, da han arrangerede denne forbindelse. Det var ikke en nem fred, og med tiden ville McClouds slå sig ned på deres side af Højlandet, brylluppet ville være glemt og en dag ville de røre på sig med uro igen. Han var ikke naiv. Men lige nu, i det mindste, var der et blodbånd imellem klanerne – og specielt, når der var født et barn, kunne man ikke let ignorere det. Hvis det barn trivedes, og en dag endda regerede, et barn født af begge sider af Ringen, så måske, en dag kunne hele Ringen blive forenet, Højlandet ville ikke længe være en grænse, der skabte utilfredshed, og landet kunne få fremgang under en regent. Det var hans drøm. Ikke for sig selv, men for hans efterkommere. Trods alt var Ringen nødt til at være stærk, var nødt til at holde sammen for at beskytte Kløften, for at holde horderne fra verden udenfor, væk. Så længe de to klaner var adskilt, præsenterede de en svækket front mod resten af verden.
“En skål,” råbte MacGil og rejste sig.
Bordet blev stille, da hundredevis af mænd også rejste sig og hævede deres bægre.
”For mit ældste barns bryllup! For foreningen af MacGils og McClouds! For fred i hele Ringen!”
”HØRT HØRT!” kom et kor af råb. Alle drak og rummet fyldtes igen med larmen af latter og festligheder.
MacGil lænede sig tilbage og undersøgte rummet, for at få øje på sine andre børn. Der var selvfølgelig Godfrey, der drak igennem med en pige ved hver skulder, omgivet af sine skumle venner. Dette var nok den eneste kongelige begivenhed, han nogensinde frivilligt var kommet til. Der var også Gareth, der sad lidt for tæt på sin elsker, Firth mens han hviskede noget i hans øre: MacGil kunne se fra hans pilende, rastløse øjne, at han planlagde noget lusket. Tanken om det, fik det til at vende sig i hans mave og han så væk. Der på den anden side af rummet, var hans yngste søn, Reece, der festede sammen med de andre væbnere med den nye dreng Thor. Thor var allerede som en søn for ham, og han var glad for at se at hans yngste søn hurtigt var ved at blive venner med ham.
Han skannede ansigterne for at finde sin yngre datter Gwendolyn og til sidst fik han øje på hende, ude ved siden, omgivet af sine hofdamer, fnisende. Han fulgte hendes blik og så at hun holdt øje med Thor. Han undersøgte hende længe, og indså at hun var ramt. Han havde ikke forudset dette og var ikke helt sikker på, hvad han skulle tænke om det. Han fornemmede at det kunne give problemer. Specielt fra hans hustru.
”Alting er ikke, hvad det giver sig ud for at være.” lød en stemme.
MacGil vendte sig og så Argon siddende ved siden af sig. Han holdt øje med de to klaner, der spiste sammen.
”Hvad tænker du om det hele?” spurgte MacGil. ”Bliver der fred i kongerigerne?”
”Fred er aldrig statisk,” sagde Argon. ”Den er som tidevandet med ebbe og flod. Hvad du ser foran dig er fredens finér. Du ser den ene side af dets ansigt, Du prøver at fremtvinge fred med en ældgammel rival. Men der er hundreder af års spildt blod. Sjælene skriger på hævn. Den tørst kan ikke slukkes med et enkelt bryllup.”
“Hvad siger du?” spurgte MacGil, mens han tog en slurk vin mere. Han følte sig nervøs som han ofte gjorde i nærheden af Argon.
Argon vendte sig og stirrede på ham, med en intensitet så stærk at det gav panik i MacGils hjerte.
”Der bliver krig. McClouds vil angribe. Forbered dig. Alle de gæster du ser her foran dig vil snart gøre deres bedste for at dræbe din familie.”
MacGil sank.
”Var det den forkerte beslutning at gifte hende væk til dem?”
Argon så væk, og MacGil kunne se at han ikke ville sige mere om det. Der var en million spørgsmål han gerne ville have svar på, men han vidste at troldmanden ikke ville svare på dem før han var klar. I stedet for, fulgte han Argons øjne hen til Gwendolyn og så til Thor.
”Ser du dem sammen?” spurgte MacGil, pludselig nysgerrig efter at vide det.
“Måske,” svarede Argon.”Der er stadig meget, der skal besluttes.”
”Du taler i gåder.”
Argon trak på skuldrene og så væk. MacGil indså at han ikke ville få mere fra ham.
”Så du, hvad der skete på banen i dag?” forsøgte han.”Med drengen?”
”Jeg så det før det skete,” svarede Argon.
”Og hvad synes du om det? Hvad er kilden til drengens kræfter? Er han som dig?”
Argoon vendte sig og stirrede ind i MacGils øjne, igen med den intensitet, der næsten fik ham til at se væk.
”Han er meget mere magtfuld end mig.”
MacGil stirrede tilbage, chokeret. Han havde aldrig hørt Argon tale sådan.
”Mere magtfuld? End dig? Hvordan er det muligt? Du er Kongens troldmand – der er ikke nogen mere magtfuld end dig i hele landet.”
Argon trak på skuldrene.
“Magt kommer ikke kun i en form.”sagde han. ”Drengen har kræfter, der er stærkere end du kan forestille dig. Kræfter der er stærkere end hvad han selv ved. Han aner ikke, hvem han er. Eller hvor han stammer fra.”
Argon vendte sig og så på MacGil.
”Men du ved det.” tilføjede han.
MacGil stirrede tilbage undrende.
”Gør jeg?” spurgte MacGil. “Fortæl mig det. Jeg har brug for at vide det.”
Argon rystede på hovedet.
”Find det i dine følelser. De er sande.”
“Hvad skal der ske med ham?” spurgte MacGil.
“Han bliver en stor leder. Og en stor kriger. Han kommer til at regere sine egne kongeriger. Kongeriger meget større end dit, OG han bliver en meget større konge end dig. Det er hans skæbne.”
Et kort øjeblik, brændte MacGil med misundelse. Han vendte sig og studerede drengen, leende harmløst med Reece, ved væbnerbordet, almuedrengen, den svage outsider, den yngste af flokken. Han kunne ikke forestille sig, hvordan det var muligt. Mens han så på ham nu, så han knap nok ud til at være gammel nok til at tilslutte sig Legionen. Han spekulerede et øjeblik på om Argon tog fejl. Men Argon havde aldrig taget fejl og lavdede aldrig spådomme uden grund. ”Hvorfor fortæller du mig det her? Spurgte MacGil.
Argon vendte sig og så på ham. “Fordi det er din tid til at forberede dig. Drengen skal trænes. Han skal have det bedste af det hele. Det er dit ansvar.” “Mit? Hvad med hans far?”
“Hvad med ham?” spurgte Argon.
KAPITEL ELLEVE
Thor skrællede sine øjne op, desorienteret, undrende sig over, hvor han var. Han lå på gulvet, på en bunke halm, hans ansigt plantet sidelæns, armene dinglede over hans hoved. Han løftede hovedet, og tørrede savl væk fra munden og mærkede med det samme et stik af smerte i hovedet, bag øjnene. Det var den værste hovedpine i hans liv. Han huskede aftenen før, Kongens fest, drukken, første gang han smagte øl. Rummet snurrede. Han var tør i halsen, og I det øjeblik svor han, at han aldrig ville drikke igen.
Thor så sig omkring. Han forsøgte at orientere sig i den huleagtige barrak. Overalt var der kroppe, liggende på bunker af halm, rummet var fyldt med snorken; han vendte sig om og så Reece, få fod væk, også besvimet. Det var der, det gik op for ham: han var i barrakkerne. Legionens barrakker. Rundt om ham var drenge på hans egen alder, omkring halvtreds af dem.
Thor huskede svagt at Reece havde vist ham vej i de tidlige morgentimer. De var faldet om på halmbunken. Morgenlys strømmede ind af de åbne vinduer, og Thor opdagede at han var den eneste, der var vågen endnu. Han så ned og så at han havde sovet i sit tøj. Han rakte op og strøg en hånd igennem sit fedtede hår. Han ville give hvad som helst for en mulighed for at tage et bad – selvom han ikke havde nogen idé om hvor det skulle være. Og han ville give hvad som helst for en halv liter vand. Hans mave rumlede – han ville også have mad.
Det hele var så nyt for ham. Han vidste knap, hvor han var, hvor livet ville føre ham hen næste gang, hvordan rutinerne i Kongens Legion var. Men han var lykkelig. Det havde været en fortryllende nat, en af de bedste i hans liv. Han havde fundet en tæt ven i Reece, og havde taget Gwendolyn i at kigge på ham et par gange. Han prøvede at snakke med hende, men hver gang han ville nærme sig, forsvandt hans mod. Han følte et stik af fortrydelse, når han tænkte på det. Der havde været for mange mennesker rundt om dem. Hvis det altid bare var de to, ville han kunne samle modet. Men ville der blive en næste gang? Før Thor kunne færdiggøre tanken, kom der en pludselig buldren på trædørene til barrakkerne, og et øjeblik senere, blev de smadret op og lyset flød ind.
”På benene, væbnere!” kom et råb.
Et dusin medlemmer af Kongens Silver marcherede ind med raslende ringbrynjer, klaskende på trævæggene med metalstave. Larmen var øredøvende og overalt omkring Thor, sprang de andre drenge på fødderne.
En soldat, der så særligt hård ud, ledede gruppen og Thor genkendte ham fra arenaen dagen før, den brede skaldede med et ar på næsen. Ham Reece havde sagt hed Kolk.
Han å ud til at skule direkte til Thor, mens han pegede på ham med en finger.
”Du der, dreng!” skreg han. ”Jeg sagde: På benene!”
Thor var forvirret. Han stod allerede.
”Men jeg står allerede, Herre.” svarede Thor.
Kolk trådte frem og gav Thor en baghåndslussing hen over ansigtet. Det stak i Thor, mest krænkelsen, fordi alle så på ham.
“Du skal ikke svare en overordnet igen, en gang til!” skændte Kolk.
Før Thor kunne svare, gik mændene videre, strejfende igenne, rummet, rev den ene dreng efter den anden på benene, mens de sparkede i ribbenene på dem, der var for langsomme.
”Bare rolig,” lød en beroligende stemme.
Han vendte sig og så Reece stå der.
”Det er ikke personligt mod dig. Det er bare sådan de er. Det er deres måde at nedbryde os på.”
”Men de gjorde det ikke mod dig,” sagde Thor.
”Det er klart de ikke vil røre mig, på grund af min far. Men de er heller ikke ligefrem høflige. De vil bare have os i form. De tror de gør os hårde. Læg ikke så meget mærke til dem.”
Drengene skulle marchere ud af barrakkerne og Thor og Reece faldt i med dem. Da de trådte ud ramte den skarpe sol ham og han kneb øjnene sammen og skyggede med sine hænder. Pludselig blev han overvældet af en bølge af svimmelhed, og han vendte sig, bøjede sig ned og kastede op. Han kunne høre de andre drenge smågrine rundt om ham. En vagt skubbede ham og Thor snublede frem, tilbage i geled med de andre, mens han tørrede sig om munden. Han havde aldrig haft det værre.
Ved siden af ham smilede Reece.
”Hård nat, hva´?” spurgte han Thor, med et bredt grin og stak albuen i siden på ham. ”Jeg sagde du skulle stoppe efter det andet bæger.”
Thor fik kvalmed af lyset, der skar i hans øjne; det havde aldrig føltes så lyst som i dag. Det var allerede en varm dag og han kunne mærke svedperler samle sin under sin læderbrynje.
Thor prøvede at huske tilbage på Reeces advarsel aftenen før – men han kunne bare ikke huske det.
“Jeg kan ikke huske sådan et råd,” svarede Thor.
Reece grinede bredere.”Lige præcist. Det er fordi du ikke hørte efter.” Reece klukkede, ” Og de der hjernedøde forsøg på at tale med min søster,” tilføjede han. ”Det var virkelig ynkeligt. Jeg tror aldrig jeg har set en dreng, der er så bange for piger i hele mit liv.”
Thor rødmede, mens han prøvede at huske det. Men han kunne ikke. Det var helt diset for ham. ”Jeg vil ikke krænke dig,” sagde Thor. ”Med din søster, altså.”
”Du kan ikke krænke mig. Hvis hun skulle vælge dig, ville jeg blive overglad.”
De marcherede begge hurtigere, da gruppen drejede op ad en bakke. Det var som om solen, blev stærkere ved hvert skridt.
“Men jeg bliver nødt til at advare dig: hver eneste frier i kongeriget er ude efter hende. Chancerne for at hun vælger dig er…Lad os bare sige minimale.”
Mens de marcherede hurtigere hen over de bølgende bakker i Kongens Hof, følte Thor sig beroliget. Han følte sig accepteret af Reece. Det var utroligt, men han følte stadigvæk at Reece var mere en bror end han nogensinde havde haft. Mens de gik, lagde Thor mærke til sine tre rigtige brødre, der marcherede tæt på. Den ene af dem, vendte sig, skulede til ham, puffede så sin anden bror, der så sig tilbage med et drillende grin. De rystede på hovederne og vendte sig væk. De havde ikke engang et venligt ord til Thor. Men han forventede heller ikke andet.
”Ind i geled, Legion! Nu!”
Thor kiggede op og så mange flere af the Silver der samledes omkring dem mens de skubbede alle halvtreds ind i en stram dobbelt række. En mand kom op bagfra og slog drengen foran Thor, med en lang bambus kæp, piskede ham hårdt på ryggen; drengen skreg op, og faldt så strammere ind på rækken. Snart var de i to nydelige rækker, taktfast marcherende gennem Kongens jorder.
”Når I marcherer til kamp, marcherer I som én” råbte Kolk, mens han gik op og ned ad siderne. ”Det her er ikke jeres mord gårdsplads. I marcherer til krig!”
Thor marcherede og marcherede ved siden af Reece, svedende i solen, og undrede sog over, hvor de blev ført hen. Hans mave vendte sig stadig på grund af øllet, og han spekulerede over, hvornår de ville få morgenmad, hvornår han ville få noget at drikke. Igen forbandede han sig selv over at have drukket aftenen før.
Mens de gik op og ned ad bakkerne, gennem en buet sten port, nåede de endelig de omgivende marker. De gik igennem endnu en buet sten port og kom ind i en slags colliseum. Legionens træningsplads.
Foran dem var der alle slags mål til spydkast, bueskydning, og stenkast, såvel som bunker af halm til at hugge med sværd i. Thors hjerte slog hurtigere ved synes af det. Han ville derind, bruge våbnene, træne.
Men da Thor gik henimod træningsområdet, fik han pludselig en albue i siden bagfra, og en lille gruppe på seks drenge, de fleste yngre end Thor, blev stuvet væk fra den store række. Han blev taget væk fra Reece og blev ledt til den anden ende af marken.
”Tror du, du skal træne?” spurgte Kols drillende, da de drejede sig væk fra de andre, væk fra målene. ”Det er heste til dig, i dag.”
Thor kiggede op og så, hvor de var på vej hen: på den fjerne del af marken, spankulerede mange heste rundt. Kolk kiggede ned på ham med et ondt smil.
”Mens de andre kaster spyd og trækker sværd, så vil du passe heste, og fjerne hestepærer i dag. Vi skal alle starte et sted. Velkommen til Legionen.”
Thors hjerte sank. Det var ikke sådan han havde forestillet sig det.
”Du tror du er noget særligt, dreng?” spurgte Kolk, mens han gik ved siden af ham, og kom helt tæt på hans ansigt. Thor mærkede at han prøvede at knække ham. ” At Kongen og hans søn kan lide dig, betyder ikke en skid for mig. Du er under min kommando nu. Forstår du mig? Jeg er ligeglad med hvilke smarte tricks du lavede på dyste pladsen. Du er bare en anden lille dreng. Forstår du mig?”
Thor sank. Han havde en lang hård træning foran sig.
For at gøre det hele værre, så snart Kolk drev væk for at torturere en anden, vendte drengen foran Thor sig, en lille buttet dreng med en flad næse, og snerrede af ham.
”Du hører ikke til her.” sagde han. ”Du snød dig ind. Du blev ikke udvalgt, Du er ikke en af os. Ikke rigtigt. Ingen af os kan lide dig.”
Drengen ved siden af ham vendte sig også og snerrede af Thor.
”Vi skal nok gøre alt vi kan for at du dropper ud,” sagde han. ”At komme ind er nemt i forhold til at blive inde.”
Thor veg tilbage af deres had. Han kunne ikke tro han allerede havde skabt fjender, og kunne ikke forstå, hvad han havde gjort for at fortjene det. Det eneste han ville var at blive optaget i Legionen.
”Hvorfor passer du ikke dig selv,” lød en stemme.
Thor kiggede over og så en høj, tynd rødhåret dreng med fregner og små grønne øje forsvare ham. ”I to sidder fast her og skal skovle med resten af os, ” tilføjede han.” I er ikke så specielle heller. Gå hen og gener nogle andre.”
”Pas dig selv lakaj, ” svarede en af drengene igen. ”eller vi kommer efter dig, også.”
”Prøv det” vrissede den rødhårede.
”I taler, når jeg siger I skal tale.” Kolk råbte af en af drengene og smækkede ham hårdt i baghovedet. De to drenge foran Thor vendte sig heldigvis rundt.
Thor vidste næsten ikke hvad han skulle sige; han faldt ind ved siden af den rødhårede, taknemmelig over for ham.
”Tak,” sagde Thor.
Den rødhårede vendte sig og smilede til ham.
”Navnet er O´Connor. Jeg ville give dig hånd, men de ville stikke mig en, hvis jeg gjorde. Så tag denne som et usynligt håndtryk. ”
Han smilede bredere og Thor kunne med det samme lide ham.
”Ligemeget med dem.” tilføjede han. ”De er bare bange. Ligesom resten af os. Der er inge af os der rigtigt vidste hvad vi gik ind til.”
Snart havde gruppen nået enden af marken og Thor talte seks heste spankulerende omkring.
”Tag seletøjet!” Kommanderede Kolk. “Hold dem roligt og skridt dem rundt i arenaen indtil de knækker. Gør det nu!”
Thor gik frem for at tage seletøjet på en af hestene, og da han gjorde det, trådte hesten tilbage og stejlede, den sparkede ham næsten. Thor snublede tilbage, og de andre i gruppen lo af ham. Kolk smækkede ham hårdt i baghovedet, og han fik lyst til at vende sig og slå igen.
“Du er medlem af Legionen nu. Du trækker dig aldrig tilbage. Fra nogen. Ingen mand, intet bæst. Tag så de tøjler!”
Thor gjorde sig hård, trådte frem og tog tøjlerne fra den stejlende hest. Det lykkedes ham at holde ved, mens hesten rev og flåede, og begyndte at lede ham rundt om den brede grus mark, ind i rækken til de andre. Han hest trak i ham, gjorde modstand, men Thor trak tilbage, han ville ikke give op så let.
”Jeg har hørt at det bliver bedre.”
Thor vendte sig og så O´Connor, der kom op ved siden af ham, smilende.”De vil knække os, ved du det?”
Pludselig stoppede Thors hest. Lige meget , hvor hårdt han trak i tøjlerne, ville den ikke give sig. Så kunne han lugte noget afskyeligt; der kom flere pærer fra hesten end han havde forstillet sig var muligt. Det ville ingen ende tage.
Thor mærkede en lille skovl, blive presset ind i hans hånd og kiggede over og så Kolk ved siden af ham, der smilede ned.
”Saml det op!” vrissede han.
KAPITEL TOLV
.
Gareth stod på den tætpakkede markedsplads, med en kappe på, selvom middagssolen stod højt. Han svedede under den, men forsøgte at forblive anonym. Han forsøgte altid at undgå denne del af Kongens Hof, disse overfyldte gyder, der stank af menneskehed og almue. Rundt om ham, lavede folk studehandler og forsøgte at få bugt med hinanden. Gareth stod i en hjørnebod, og lod som om han var interesseret i en handlenes frugt, mens han holdt hovedet nede. Bare et par fod væk stod Firth, i enden af gyden, og gjorde det han var kommet her for.
Gareth stod så han kunne høre samtalen, med ryggen til, så han ikke blev set. Firth havde fortalt ham om en mand, en lejesoldat, der ville sælge ham en flaske gift. Gareth ville have noget stærkt, noget der helt sikkert ville gøre det. Der skulle ikke tages chancer. Trods alt var hans eget liv på spil.
Det var næppe den slags han kuune bede om hos den locale apoteker. Han havde sat Firth på opgaven og han havde meldt tilbage, efter at høre sig for i det sorte marked. Efter en lang vej, hvoe Firth havde guidet ham, havde Firth ledt ham til denne sjuskede person, som han nu talte i smug med for enden af gyden.Gareth havde insisteret på at gå med til den sidste afslutning af handelen, for at sikre sig at alt gik glat, for at sikre sig at han ikke blev snydt og fik en falsk væske. Desuden var han stadig ikke helt sikker på at Firth kunne finde ud af det. Nogle ting blev han bare nødt til selv at tage sig af.
De havde ventet på denne mand i en halv time, Gareth blev mast i den travle markedsplads, og bad til at han ikke ville blive genkendt.Selv hvis han blev, tænkte han, bare han holdt ryggen til gyden, hvis nogen vidste hvem har var, kunne han bare gå væk og ingen ville skabe forbindelsen.
“Hvor er flasken?” Firth stod kun et par fod væk og spurgte forbryderen.
Gareth vendte sig lidt, forsigtid med at holde sit ansigt skjult og smugkiggede ud af kappen.. Overfor Firth stod en ondt udseende man, sjusket, for tynd, med indsunkne kinder og atore sorte øjne. Han lignede faktisk en rotte. Han stirrede ned på Firth, uden at blinke.
”Hvor er pengene?” svarede han.
Garth håbede at Firth ville klare det her godt; det lykkedes ham ofte at kludre i det på en eller anden måde.
”Jeg giver dig pengene, når du giver mig flasken.” Firth stod fast.
Godt, tænkte Gareth imponeret.
Der var et tungt stille øjeblik, så:
”Giv mig halvdelen af pengene, så fortæller jeg dig, hvor flasken er.”
”Hvor er den?” gentog Firth, hans stemme steg i overraskelse,”Du sagde jeg kunne få den,”
”Ja, jeg sagde du kunne få den. Jeg sagde ikke jeg ville tage den med. Tror du jeg er et fjols? Der er spioner allevegne. Jeg ved ikke hvad du troede - men jeg forestiller mig ikke at det er en lille ting. Hvorfor skulle du ellers købe en flaske gift?”
Firth tøvede og Gareth vidste at han var taget med bukserne need.
Til sidst, hørte Gareth den særlige lyd af klirrende mønter, sneg sig til at kigge over og så det kongelige guld flyde fra Firths pung og ind i mandens håndflade.
Gareth ventede, sekunderne strakte sig ud for evigt og hans ængstelse for om de var blevet snydt steg.
”Du skal tage ud til Blackwood,” svarede manden tilsidst. ”Ved dit tredje mil, drej skarpt på bakken, der fører op af bakken. På toppen drej igen, denne gang til venstre. Du skal gå igennem det mørkeste stykke skov du nogensinde har set, derefter kommer du til en lille lysning. Heksens hytte. Hun venter på dig – du får den flaske du ønsker dig.”
Gareth kiggede i smug ud af kappen, og så at Firth gjorde sig klaer til at gå. Men pludselig greb manden ud og tog hårdt fat i hans skjorte.
“Pengene,” brummede manden. “Det er ikke nok.”
Gareth kunne se frygten sprede sig i Firths ansigt og fortrød at han havde sendt ham til at udføre denne opgave. Den sjuskede mand, må have kunnet lugte hans frygt – og nu udnyttede han den. Firth var bare ikke skabt til den slags.
”Min du fik lige nøjagtigt det du bad om,” protesterede Firth og hans tynde stemme steg alt for højt. Han lød kvindagtig og det så ud til at gøre manden modigere.
Manden grinede ondt tilbage.
”Men nu beder jeg om mere.”
Firths øjne blev store af frygt og usikkerhed. Så, pludselig vendte Firth sig og så direkte på ham.
Gareth vendte sig, han håbede det ikke var for sent, at han ikke var blevet opdaget. Hvordan kunne Firth være så dum? Han bad til at han ikke havde stukket ham.
Gareths hjerte dunkede mens han ventede. Han fingererede nervøst ved frugten, mens han lod som om han var interesseret. Der var en utydelig stilhed bag ham, og Gareth forestillede sig alle de ting, der kunne gå galt.
Bare ikke lade ham komme denne vej. Bad Gareth for sig selv. Vær rar, jeg vil gøre alt. Jeg vil stoppe planen.
Han mærkede en rå håndflade, der klappede ham på ryggen. Han snurrede rundt og kiggede.
Forbryderens store døde øjne, stirrede ind i hans.
”Du fortalte mig ikke, at du havde en partner,” brummede manden.”Eller er du spion?”
Manden rakte ud før Gareth kunne reagere, og flåede Gareths hætte ned. Han så grundigt på Gareth og hans øjne åbnede sig i chok.
”Den Kongelige Prins,” snublede manden.”Hvad laver du her`”
Et øjeblik senere, blev mandens øjne smalle i genkendelsen og han svarede selv på spørgsmålet, med et lille tilfreds smil. Han havde selv regnet planen ud med det samme. Han var mege klogere end Gareth havde håbet på.
“Jeg forstår,” sagde manden. “Denne flaske . den er til dig, ikke? Du vil forgifte nogen, ikke? Men hvem? Ja, det er spørgsmålet..”
Gareths ansigt blissede af nervøsitet. Denne mand – han var for hurtig. Det var for sent. Hele hans verden smuldrede omkring ham. Firth havde ødelagt det. Hvis denne mand afslørede Gareth, ville han blive dødsdømt.
”Måske din far?” spurgte manden, hans øjne lyste op i erkendelsen. ”Js det må være det, må det ikke? Du blev sprunget over. Din far, du vil dræbe din far.”
Gareth havde fået nok. Uden tøven, trådte han frem, trak en lille daggert frem fra sin kåbe, og stak den hårdt ind i mandens bryst. Manden gispede.
Gareth ville ikke have, at nogen forbipasserende skulle være vidner til dette, så han tog fat I mandens tøj og trak ham nærmere, endnu nærmere, så deres ansigter næsten rørte hinanden, indtil han kunne lugte den rådne ånde. Med sin frie hånd, rakte han ud og lukkede mandens mund, så han ikke kunne skrige op. Gareth mærkede mandens varme blod, der flød ud i hans håndflade og piblede ud igennem hans fingre.
Firth kom op ved siden af ham og gav et rædselsslagent skrig.
Gareth holdt manden sådan i et helt minut, indtil han endelig kunne mærke ham blive slap i sine arme. Han lod ham kollapse, slap, en bunke på jorden.
Gareth snurrede helt rundt, for at sikre sig han ikke var blevet set; heldigvis var der ingen hoveder der vendte sig på den travle markedsplads, i denne mørke gyde. Han fjernede sin kåbe og kastede den over den livløse bunke.
”Undskyld, undskyld, undskyld,” gentog Firth som en lille pige, hysterisk skrigende og rystende, mens han gik hen til Gareth. ”Er du okay? Er du okay?”
Gareth gav ham en baghåndslussing.
”Hold mund og forsvind herfra,” hvæsede han.
Firth drejede sig og skyndte sig væk.
Gareth forberedt sig på at gå, men stoppede så og ventdte om. Han havde kun en ting tilbage der skulle gøres: han rakte ned og tog sin sæk mønter fra den søde mands hånd, og stoppede den tilbage i sit bælte.
Manden ville ikke få brug for dem.