IV
Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse det Ord for Ord.
Ved den første Læsning havde jeg været betaget af en knugende Angst for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen, som maatte sætte hende mindre høit i mine Øine, en Angst, der jog mig rastløs fra Linie til Linie, bestandig med eet Øie forude.
Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var det af Uvillie mod denne Stephensen, – og dog følte jeg en vis Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende.
Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden om, at hun med dette Brev lagde sin Skjæbne i mine Hænder. Det var helt igjennem dikteret af den Følelse, at vi stod foran et afgjørende Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte lades tilbage paa denne Side af det.
Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg lod det komme saa vidt.
Naar jeg altsaa nu sagde – og hvor dybt følte jeg ikke, at jeg kunde, maatte sige det: – Nu vel, efter at have hørt alt dette, tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg kjender og forstaar Dem bedre, – hvorledes skulde hun da kunne trække sig tilbage?
Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale Kjærlighedens Sprog? —
Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en Forening, skjøndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske tilfredsstillende. Men det var først i det sidste Par Uger, at vi Dag for Dag vare komne hinanden nærmere, og i hendes Fremhævelse af, at Brevet var fjorten Dage gammelt, saae jeg en Antydning af, at disse Bemærkninger ikke længer skulde betragtes som gyldige.
Jeg vilde strax skrive til hende.
Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig Tid til at barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet endnu sad ganske indtørret; thi Solen, der allerede streifede Vinduesposten, vilde ellers snart have gjort denne nødvendige Operation meget vanskelig. Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med flyvende Pen skrive følgende Brev:
Rathen den 14de August 188..
Kjæreste Veninde!
I hvilken Grad Deres yndige Brev har rørt mig, og hvor langt det er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, der kunde andet end fuldstændiggjøre og uddybe det skjønne Billede, som jeg allerede havde af Dem, det har jeg kun eet Middel til at overbevise Dem om.
De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg vil foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemærkningen om, at De frygter for, at mit Bryst skulde være svagt, hvilket jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet.
Derpaa skulde De da – efter mit Forslag – fortsætte:
Han havde allerede viist mig saa megen Opmærksomhed, at jeg ikke godt kunde være i Tvivl om hans Følelser overfor mig. Det kom mig derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et Par Aar kunne skaffe os et anstændigt Udkomme, rimeligvis i England, hvor han har en Onkel, som vil sætte ham i Vei. Jeg var ikke et Øieblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skjæbne med hans etc.
Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa kom idag til Hertz til sædvanlig Tid. Hvis jeg ikke seer Dem der, naar jeg kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, at jeg skal savne Dem bestandig, og at mit Venskab med Dem i Stedet for at være Indledningen til en livsvarig Lykke kun var en flygtig, men velsignet Drøm.
I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig.
Deres trofaste Harald Fenger.
Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og sendte en lille Dreng over til Villaen med det.
V
Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. – Tiden var allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal. Men for hvert Skridt her, som førte mig nærmere til Afgjørelsen – og der var ikke mange ialt – blev min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da jeg saae de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle Engstrøg førte op til Huset. Ved den mindste Bevægelse maatte jeg nu vente at se Hus-Hjørnet med det fremspringende Tremmelysthus komme frem bag Kronen af et Frugttræ i Nabohusets Have. Det var, som om Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig ....
Dèr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag – Vin-Espalieret – Slagskyggen af Trækronen med Lysthuset, hvor den graagrønne Dug havde en skraa Stribe af gult Sollys; – jeg saae paa denne Stribe meget længe – en Del af et Sekund eller et halvt Minut – for at opsætte Afgjørelsen; nogle Blade af Frugttræet skjulte Hjørnet af Dugen; over den steg Dampen fra Maskinen op. En hvidskjægget Mand havde jeg allerede opdaget – nu ogsaa den gamle Dame – Andre var der ikke.
Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne. Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde været. Først tænkte jeg paa at liste mig bort, for jeg tvivlede ikke om, at hvis hun vilde være kommen, saa havde hun allerede været der. Men maaske var hun gaaet op for at hente noget til Kaffebordet, eller hun havde været forhindret, og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette foresnakkede jeg mig og forkastede det strax igjen som Ynkeligheder af min svage Sjæl, der ikke turde se Sagen lige i Øinene.
En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, der bevægede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned mod Floden. Dèr, ved den lille Kilde, neppe halvhundred Skridt fra mig, reiste en Skikkelse sig i Veiret —
Det var Minna.
Jeg vilde ile hende imøde. Men Hertz havde allerede opdaget mig og raabte efter mig: »Hr. Fenger, skynd Dem, skynd Dem dog!« Jeg saae ogsaa, at han vinkede ad mig, og skjøndt jeg ikke kunde begribe, hvad denne Iver skulde sige, adlød jeg den meget villig. Da jeg med to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt, knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld.
– Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz.
– Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod, at De kom ganske bestemt.
– Ja, vil De tænke Dem, – vi reiser til Prag i Aften, ja om et Øieblik.
– Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De følger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa tage til Schandau, og det vil vi gjøre med Skibet, Veiret er jo nu deiligt. Saa kunde De gjerne gjøre den Tur med, – der gaar Tog tilbage Klokken ni, – Minna har allerede lovet det.
Naturligvis skyndte jeg mig at gjøre det samme.
Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et Øieblik tilhvisket mig den Mulighed, at mit Brev slet ikke var blevet afleveret, saa at Minnas Nærværelse var uden Betydning og Alt endnu vilde opløse sig i Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna havde paastaaet, jeg kom sikkert, beroligede mig. Nu kom hun selv op ad Trappen. Hun bar den samme lette, chamoisfarvede Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare sammen i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usædvanligt langt og fast Haandtryk – hun havde en ejendommelig inderlig Maade at give En Haanden paa – smilede hun, men kun med Øinene, og saae mig helt ind i Sjælen med et Blik, der var ligesaa forskjelligt fra alle tidligere, som »du« er fra »De«. Alt Blodet strømmede mig til Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede den, og ogsaa mine Knæ rystede. Først nu, da hun gav mig Vished, og jeg følte mig ganske rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og Angsten havde taget paa mig.
Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile ganske hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skjænkede Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som han altid satte megen Pris paa at faa til sin Kaffe – det var ligesom i en Café. Og alt imedens han nippede snart til Kaffen, snart til Vandet, snakkede han paa sin ivrige Maade: —
– De maa nemlig vide, – ja det vil forresten interessere Dem – maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag – naa, ikke? Ja, ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Følgeskab tilbage, og Dem tør vi nok betro hende til. .... Altsaa der er i Prag fundet et Manuskript til Faust – til Faust, kjære, unge Mand, – det vil sige, til en Del af de første Scener – og afvigende, det er det uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det skal iøvrigt være djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de første Udkast. .... Det er en gammel Særling – pensioneret Oberst – der for Gud ved hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe – ja, hvor nær, det veed jeg saamænd ikke, he he! og det kan jo ogsaa være det samme. Dèr har De forresten vort moderne militære Tydskland! Arver en Kiste med Breve og Papirer, blandt hvilke han, hvis han da ikke havde været saa uvidende, kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe derimellem; gider af lutter Foragt for alt Litterairt ikke saa meget som lukke Kisten op; er i Pengeforlegenhed – Ødeland naturligvis – maa kaste sig i Armene paa Aagerkarle – og har en Skat paa sit Loft, som han kunde kjøbe et lille Fyrstendømme for. .... Og hvis han endda ingen Vink havde faaet, men vi anede jo noget saadant, om ikke just et Manuskript, saa dog Breve, Oplysninger – jeg har selv skrevet til ham – men nei: Familiepapirer, maaske kompromiterende Hemmeligheder, og de skulde udleveres til »forbandede Litterater«, saadan har han naturligvis raisonneret. Altsaa: men nøjes med Johannisberger-Dorf i sin Kjelder – det er notorisk, at han var en passioneret Vinkjender – og et Fyrstendømme paa Loftet, – det er Nemesis! Aa, saa den Karl har ærgret os! Nu er han altsaa død, Gudskelov, og Manuskriptet findes. At jeg dog ikke var tilstede. Naa, men jeg fik Brev idag, blev tilkaldt som – saa at sige – en Slags Autoritet, kjære Ven! og De kan tænke – ....
Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af hendes Bevægelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste Ord af denne Beretning. Jeg følte en Vidde og Elasticitet i Sindet, som om det paa een Gang kunde rumme alle mulige Indtryk, der blot vare tiltalende og rene. Den Gamle har aldrig haft en opmærksommere og mere deltagende Tilhører, ja, han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation. Min Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone endnu vidunderligere. Og medens jeg lykønskede ham til denne interessante og ærefulde Reise, fremsatte Spørgsmaal og besvarede hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som Minna havde skjænket og rakt mig, og langt fra at finde den »brune Nektar«, skjænket af elskede Hænder, uforlignelig, afgjorde jeg i mit stille Sind, at Minna i sin Egenskab af Sachserinde lavede »Bliemchen-Kaffee«, og at den Tid vilde komme, da hun maatte vænne sig til at omgaas mindre økonomisk med Bønnerne.
Jeg havde dog neppe haft Hjerte til at afslaa en anden Kop, hvis jeg ikke fra Floden havde hørt den dumpe Lyd af Dampmaskinens Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, men snart efter saae vi over de grønne Marker Skibets Skorsten, der som en sort Streg rykkede frem paa den lyse Baggrund af Affaldsskraaningen under Stenbruddene. ....
Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset glide os forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de smaa Vagttaarne. Skjæret af de gule Stenbrud flammede henover Vandet, og hver rød Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang dirrende Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Frugttræer deres grønne Speil i Floden. Fra den pløiende Stavn gled lange, muslingformede Bølger ud til Siden, og eftersom de naaede ind mod Bredden, flød Speilfarverne ind i deres glasurblaa Dale, – ligesom en Vædske, der pludselig finder en Kanal – og trak Billedet ud i en langstrakt Forvridning, indtil Alt blandedes i et vibrerende Mellemhverandre af tungede og spiraldreiede Farver, alle lyse og glasklare.
Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om Prags Mærkværdigheder; om den eiendommelige Teyn-Kirke, hvor min berømte Landsmand Tycho Brahe laa begravet, – om det smudsige Jødekvarter med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple orientalske Gravstene, skjæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, om Hradschin, det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op ad dets Bjergside – lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre den næste Dag, hvis jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften. Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger, trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han med at sige: »Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab, skjøndt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem.« Saa begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette Vovestykke, og at jeg »endelig ikke for hendes Skyld« maatte give Afkald paa denne fornøielige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab. Og imens hun drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende Øine. Vi morede os hjertelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed under denne Ordleg.
I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden til Jernbanen regelmæssig gik et Kvarter før Togets Afgangstid, som vi vidste sikkert fra Reisebogen. Da Stationen nemlig ligger paa den anden Side af Floden, og godt en halv Fjerdingvei fra Hotelbyens Centrum og Landingsplads, iværksættes Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa Reisefeber og hvert Øieblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af Lommen.
Endelig indrømmede Minna, at det kunde være paa Tiden at bryde op. —
Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte Vand med et Skjær over sig af Lygtelys, der samlede sig i Hvirvlerne, jog frit forbi dens tomme Bjælkelag, hvor der ikke stod saa meget som en Vadsæk eller Haandkoffert.
– Nu er vi da nok komne til den feile Bro, det maa være Dampskibsbroen, mente Fru Hertz.
– Vist ikke, vi er blot for tidlig paafærde, svarede Minna, lidt stødt over denne Mistro.
Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste sig Noget eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der tjente til Ventesal, og satte sig. I det ene Hjørne sad en tarvelig Mand og sov med Hatteskyggen nedkrampet over Panden, for den osende Petroleumslampe lyste netop tilstrækkelig til at skjære En i Øinene. Efter endnu et Par Gange at have raadført sig med sit Uhr, stod Hertz op, nærmede sig til den Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald – og spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede paa Dampbaaden til Dresdener-Toget.
– Nach Brag! snøvlede den Adspurgte mekanisk, uden at se op, maaske ogsaa uden at være vaagnet.
Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saae en Lastdrager komme slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. – Baaden til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg kunde se, at Minnas Ærgrelse over at blive beskjæmmet i sin Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glæde, som lykkeligvis ikke var mig uforklarlig. Hun syntes med Villie at undgaa mit Blik.
– Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert – han har blot ikke vidst rigtig Besked .... Se, er det ikke den derude?
En rød Lanterne nærmede sig paa Floden fra den Side, hvor Stationen maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, og Dampen, drevet frem af Vinden over Skibet, der langsomt gik op mod Strømmen, svævede foroven som en lille Rosensky. Man hørte Stempelslagene.
Jeg følte mig usigelig flov og kastede et ærgerligt Blik paa den gamle Hertz, der udbrød i et beroliget »Gudskelov« og ilede i Forveien ned paa Broen, som om der ingen Tid var at spilde, som om det var ham, der skulde til Dresden.
Baaden skilte sig ud fra Mørket, Piben skingrede, et Raab derudefra besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten foer en Lasso, der var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og plaskede ned nogle Alen bagved ham. Den lille Damper laa ved Broen, endnu dirrende i sit kulstøvede Skrog; paa den smudsige, lave Kahytsvæg faldt Lys fra Maskinrummet, hvor det endnu pumpede med en langsom Futten; en vamlende Varme og en branket Oliestank, blandet med Kulos, strømmede ud i den friske Natteluft.
– Til Dresdenertoget?
– Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her næsten en halv Time.
– Ja, men Toget til Dresden?
– Det har vi lige sat Folk over til.
– Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en Baad til at sætte En over?
– Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich – er her nogen Baad at faae?
– Nei, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren og spyttede ned i Vandet, – Folk kan jo være her, naar Damperen gaar.
Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, at ogsaa Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet ud; han følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i den vide Verden og forlade os der midt om Natten.
– Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig? Man skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, – og Reglementer kan jo forandres fra Aar til Aar – det burde jeg ogsaa have betænkt. Det er virkelig høist fortrædeligt.
– Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, egentlig er vel Ulykken ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, men Hoteller er der da nok af her i Schandau, der er jo snart ikke Andet.
Denne praktiske Bemærkning beroligede ham.
– Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. Men maaske vil de dog savne dig.
– Aa, jeg kommer saamænd, før Nogen er oppe.
Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz mig lidt til Side: —
– Sig mig, kjære Hr. Fenger, – De kom jo saa uforberedt med paa denne Udflugt – og desuden tænkte vi jo ikke paa at overnatte – jeg mener, har De – tilfældigvis – ikke saa mange Penge hos Dem?
Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da jeg – virkelig »tilfældigvis« – havde et mer end tilstrækkeligt Beløb hos mig.
Den Gamle saae forundret paa mig og stak tøvende sin Portemonnaie, som han allerede havde taget frem, ned i sin uhyre dybe Lomme, mens han bevægede sin Underlæbe, som om han endnu vilde sige Noget.
– Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden fra Damperen, – der gaar ikke flere Tog nordpaa.
– Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag.
– Men De spurgte jo om Dresdener-Toget.
Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold.
En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled et Tog forbi, hvæsende og bræmsende. Det var det, der skulde have ført os tilbage til Rathen. Jeg stod alene med Minna, og da jeg mente, at Ingen bemærkede os, gav jeg efter for min Kaadhed og rakte lang Næse ad Toget. Minna brast i Latter, – og en noget raa Bas, lidt til Siden for os, stemmede med i. – Jeg vendte mig næsten forskrækket; det var Drageren, der syntes at have opfattet Situationen.
– Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz.
Hertz's fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som om der var Fare for, at Damperen skulde gaa fra dem. De blev staaende ved Rælingen, og vi talte endnu et Kvarterstid sammen, med lange Pauser, søgende efter Ordene, Allesammen kjede af Ventetiden. Hertz anbefalede os et Hotel, der var godt og »maadeholdent« i sine Priser. Endelig ringede Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i Ventesalen.
– Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden.
Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, der fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrættet, blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og forsvandt i Mørket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetørklæde.
Jeg var lige ved at omfavne hende, – men udefra kunde de maaske endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa Rækværket.