Minna

III

Jeg skridtede rask ud – »im Herzen ein' Traum, auf den Lippen den letzten Kuss«, som en eller anden tydsk Lyriker synger. Med Velbehag aandede jeg den friske Aftenluft; min Stok klang mod Fliserne, og den øde Gade gjenlød af mine faste Skridt. Elastiske Trin af let knirkende Støvler fulgte med ovre paa det andet Fortov. I hele den lille Gade brændte kun et Par Lygter, og det paa min Side; jeg skottede forgjæves over til den Fremmede, der formodentlig havde været Vidne til den lille ømme Scene. Pludselig skraaede han over Gaden, rømmede sig og lettede paa Hatten. Det gav et Sæt i mig, da jeg kjendte Stephensen.

– Undskyld, Hr. Fenger! begyndte han – De undrer Dem maaske paa denne Tid – det kunde have Udseende af – — naa, hvorfor ikke være ligefrem: jeg har passet Dem op.

– Ja saa. Da maa De virkelig have slidt Brosten i en længere Tid.

– Akkurat saa længe, som De kommer senere end sædvanlig fra Deres Forlovede. .... Det viser, at det var mig meget magtpaaliggende at træffe Dem.

– Altfor megen Ære. .... De ønsker —?

– Jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale med Dem, – om et Æmne, som er af den største Vigtighed for os begge.

– Meget gjerne.

– Hm. Hvis De synes saa, kunde vi maaske drikke et Glas Øl paa et Sted, hvor jeg er kjendt, og vi vil kunne være alene.

– Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig ligegyldigt, som det var mig muligt, skjøndt jeg fik en Følelse, som om En havde foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham.

– De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller Münchener-Øl? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig med vort danske Øl.

– Nei, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin i.

– Fuldkommen min Smag! og det er vi stolte af! Naa à la bonheur, som Tydsken siger, det har i alt Fald bragt os nogle Statuer. Hm. Jeg tænker, vi gaar hen i »Drei Raben«, – ja, dèr er De vel ogsaa kjendt?

– Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang.

– Virkelig! Jeg gik næsten hver Aften derhen – fra den selvsamme Gadedør, som De nu kom ud fra. .... De veed maaske, at jeg logerede dèr? Jeg havde naturligvis min egen Gadedørsnøgle og havde derfor ikke Anledning til at blive lukket ud paa en saa behagelig Maade. Apropos – kjender De det Udtryk: »Et Geni, som aldrig har haft sin egen Gadedørsnøgle«. Jeg finder det overordentlig træffende for vore danske Begavelser – stødte paa det forleden hos en eller anden af vore nyere Forfattere. De følger vel med vor Literatur? ikke? Aa, man kan ikke nægte, at der er en Del Fart i den – ellers læser jeg mest franske Romaner. – Naa, her er vi hos de tre Natte-Ravne, – de er komne i Transparent, det er noget Nyt. – Vær saa artig.

Han lod mig gaa først ind i den oplyste Gang og førte mig derpaa tilvenstre gjennem en Billardstue, hvor en fem, sex Herrer gik og spillede i Skjorteærmer, ind i et mindre Cabinet, der var tomt. Inden vi endnu havde hængt vort Overtøi fra os, indfandt der sig en meget fed, bleg Opvarter med Carbonade-formede Whiskers. Han foer hen til Stephensen og trak hans Paletot af ham med et:

– Velkommen, Hr. Professor! – Og sandsynligvis for at der ikke skulde kunne blive nogen Tvivl tilbage om hans Personalkundskab – tilføiede han skyndsomt: Kommen fra Danmark for at male her igjen, kan jeg tænke?

– Netop. Naa, hvordan staar det sig hos de tre Ravne, Heinrich?

– Ved det Gamle, – ved det gode Gamle, Gudskelov! Hr. Professor. Kun hørte vi ifjor op med at skjænke det böhmiske Øl, som Professoren undertiden drak. Naa, det forstaar sig, i Personalet er der ogsaa —. Professoren husker nok Frants, den høie med det røde Skjæg?

– Ja vel, – er han her ikke?

– Han aabnede til Paaske en Beværtning i Friedrichsstadt – det skal gaa ham meget godt, men jeg mener dog, man veed hvad man har.

– Ja, det har De Ret i. Det gaar heller ikke an, at De forlader »Drei Raben«, vi kan jo slet ikke undvære Dem. Hør – kan vi være ene her, Heinrich?

– Gud bevares, Hr. Professor! – Det skal vel være Pilsener —?

– Ja to, – og —

– med Dæksel, naturligvis, Hr. Professor, forekom Kellneren ham, idet han bukkede og svippede Servietten op under Armen, hvorpaa han hurtig fjernede sig.

Jeg satte mig i den lille Fløielssopha med den trykkende Følelse af Underlegenhed, som man faar paa et offentligt Sted i Selskab med en Stamgjæst, der behandles halvt som en Fyrste, halvt som en Kammerat af de tjenende Aander, medens der kun som en ren Naadesag falder Noget af til os andre Dødelige. Og hvilken Stamgjæst! Kommer her efter et Par Aars Fraværelse, og modtages som om han var gaaet herfra igaar Aftes. Stephensen (Hr. Professoren!) nød ogsaa aabenbart sin Triumph, idet han strakte Benene ud, kastede et Blik i Consolspeilet over Sophaen og lod Fingrene gaa frem og tilbage mellem Halsen og den lille stive Flip.

– Forbavsende Personal-Hukommelse, disse Kellnere har, udbrød han. – Dèr kan han nu huske, at jeg altid forlangte Pilsener-Øllet skjænket i et Glas med Laag, – det er jo formelig latterligt! – Jeg havde ogsaa et komisk Tilfælde i Berlin med en Portier. – —

Han gav sig til at fortælle et Par Anekdoter, for at fylde Ventetiden ud. Jeg havde en Følelse af, at han legede med mig, som en Kat med en Mus, og følte mest Lyst til at reise mig og gaa. Fra Sideværelset hørtes den ensformige Tællen. En hæs Stemme brølede:

 
»Ich bin lüderlich,
du bist lüderlich,
sein m'r lüderliche Leide«.
 

Kellneren kom ind med Øllet og forsvandt øieblikkelig.

Stephensen hilste med Kruset og tog sig en lang Slurk.

– Altsaa, begyndte han, det var – det er sandt, ryger De?

– Ikke saa sent om Aftenen, svarede jeg, skjøndt jeg følte stor Lyst til at spore Tobakkens beroligende Virkning paa Nerverne; men jeg havde Intet hos mig, og den Tanke at modtage Noget af ham vakte Modbydelighed.

– Ah, De har Principper, henkastede han, idet han tændte. – Det er forresten med dem, som med al Reisebagage, – man skal ikke slæbe for meget af dem med sig. .... Der er nu f. Ex. Kunstprincipper .... Naa, men det var vel vort Anliggende, vi skulde tale om.

– Ja, jeg synes snart det var paa Tide, bemærkede jeg irriteret. .... Er der Noget, hvormed jeg kan være Dem behjælpelig?

Stephensen smilede paa en eiendommelig Maade.

– Det kunde De vel nok, men det er ikke det, der er Tale om. .... Hm. .... Jeg sagde – oppe paa Terrassen, at jeg var kommen her for at male.

– Det kunde ikke undre mig, da De jo er Maler.

– Meget rigtigt. .... Jeg vil ogsaa male – men det er ikke derfor, jeg er kommen. .... Aarsagen til min Reise var et Par Breve, som jeg modtog fra Minna, og i hvilke hun meddelte mig sin Forlovelse med Dem.

– Jeg forstaar blot ikke, hvorledes det kan bringe Dem til Dresden.

– Maaske dog, naar De erfarer, hvilken Art Forhold, der har bestaaet mellem Minna og mig.

– Jeg veed Alt angaaende dette Forhold, men det gjør mig kun Deres Nærværelse endnu gaadefuldere.

– Virkelig! Da synes jeg dog, De maa kunne forstaa, at den Efterretning, at hun pludselig havde forlovet sig med en Anden, maatte komme mig høist overraskende, og at jeg —

– Tillad mig: Overraskende? og hvorfor? jeg synes tvertimod, at De maatte være forberedt derpaa, og at det burde være Dem kjært at høre det. De har i sin Tid gjort Cour til hende, desværre ikke uden Held; De har naaet at overbevise Dem om hendes Gjenkjærlighed; da det ikke lykkedes Dem at gjøre hende til Deres Elskerinde —

– Hr. Fenger, denne Beskyldning – jeg maa paa det bestemteste tilbagevise den Insinuation —

– Det gjør mig ondt, men De kan neppe fortænke mig i, at jeg sætter større Lid til Minnas Forsikring end til Deres. Da De paa den anden Side savnede moralsk Mod til at paatage Dem de Forpligtelser, som en Forlovelse medfører —

– En Forlovelse! Det manglede blot. Gode Hr. Fenger, De er ung, og formodentlig dansk nok endnu til at sværme for vore fire-fem-sex-aarige Forlovelser, – hvad mig angaar, kan jeg forsikre Dem, at jeg ikke gjør det. Jeg er i Stand til meget for Minnas Skyld, men kalde den Latterlighed over mit Hoved at gaa om som en ægte patenteret dansk Forlovet – nei!

– Meget vel – De har altsaa ogsaa Deres Principper. Det er kun Skade, at da Forlovelser ikke er stort anderledes beskafne i Tydskland, har hendes tydske Hjerte og Forstand maaske ikke tilfulde kunnet vurdere denne Bevæggrund. Men hvad der er endnu mere Skade, det er, at De ikke sørgede for, at hun fik denne Forstaaelse af Situationen, men at hun tvertimod troede, at der slet intet Baand skulde være imellem hende og Dem.

– Og deri troede hun fuldkommen rigtig. .... Jeg vilde naturligvis, at hun skulde have sin Frihed —

– Og De Deres – navnlig det sidste.

– Hvad mener De med det?

– Der er ingen Tvivl om, at De har benyttet Deres Frihed – saa meget mindre, som jeg kunde nævne en bestemt Dame, der var tilstrækkelig »vel aflagt« til at inspirere Dem et Ægteskabs-Ønske. —

Stephensen lo spodsk, idet han lidt nervøst strøg sig med Pegefingeren mellem Hals og Krave.

– Jeg maa sige, at Kjøbenhavns gamle Ry for at være et Sladderhul fornægter sig ikke, siden Sladderen finder Ekko helt nede i Sachsen. Jeg kan tænke, at De ikke har forholdt Minna denne »Ohren-Schmaus« – —

– Tænk hvad De vil, hvad kommer det mig ved! Men tillad mig at gjøre Dem opmærksom paa, at De ikke er synderlig konsekvent, naar De forbavses og forarges over, at hun paa sin Side endelig har gjort Brug af sin Frihed.

Stephensen var aabenbart yderlig irriteret over den Retning, som Samtalen havde faaet; men han tvang det bidske Udbrud tilbage, der allerede bevægede hans Læber. Længe tav han, stirrede op i Loftet med optrukken Pandehud, aandede dybt og sukkende. »Hvad skal nu det betyde,« tænkte jeg. Stemmerne i Billardværelset vare blevne mere støiende; det musikalske Medlem sang med sentimental Bæven paa de lange Toner »Gute Nacht, du mein herziges Kind«, og Flere stemmede med i, tudende Stavelsen »herz—« ud i en uendelig Disharmoni. – Stephensen smilede, strøg sig over Øinene og saae pludselig ligesom aandsfraværende paa mig: —

– De forstaar mig ikke, begyndte han, og hans læspende Stemme havde atter faaet sin blide, lidt forkælede Tone. – Hvad var det, De bemærkede? Rigtig: at hun blot havde benyttet sin Frihed, og at det ikke burde forarge mig. – Men det er her jo slet ikke Tale om! Jeg føler mig paa ingen Maade forurettiget. Og det er heller slet ikke det, at hun har brugt sin Frihed – som De træffende udtrykte Dem – Aldeles ikke. Hvis jeg havde hørt, at hun havde forlovet sig med en ung Mand, som hun længe havde kjendt, hvis Familie hun havde omgaaedes, og som var i en saadan Stilling, at han snart kunde gifte sig – f. Ex. Sønnen af denne Jøde, som hun kommer saa meget hos – jeg husker ikke —

– Hertz, mener De formodentlig. Som et spottende Chorus hylede det derindefra: – »he-rz-iges Kind«.

– Rigtig, Hertz – hun kunde naturligvis have faaet ham, og hvorfor ikke? Intet glimrende Parti, men solidt. Naa, jeg havde altsaa resigneret, – tiet og samtykket – hvor ganske vist Ingen spurgte om eller behøvede mit Samtykke, tilføiede han med en lidt lapset Selvironi.

– Deres sidste Bemærkning forekommer mig særdeles sund; skulde den ikke gjælde ogsaa for nærværende Tilfælde?

– Ikke ganske. .... Sæt Dem en Gang i mit Sted .... Minna og jeg skiltes fra hinanden som Venner, der veed, at de er mer for hinanden end Venner, med fuldkommen Frihed ganske vist, men ogsaa med den gjensidige Villie ikke at tabe hinanden af Syne. Som Følge deraf har vi – hvad De vel forresten veed – corresponderet i halvandet Aar, jevnlig og ret regelmæssig. .... Naa, – jeg er ikke just »genegen til Sentimentalitet«, og selv om vor Veninde maaske kan have en Rem af Huden, saa fulgte det dog af sig selv, at Ingen af os overvældede den Anden med Hjerte-Udgydelser og ømme Forsikringer. Imidlertid, der gives jo heldigvis en Kunst, som hedder at læse mellem Linierne, og i Kraft af den kan jeg uden at prale forsikre Dem, at de Breve, som jeg modtog for en tre-fire Maaneder siden, skrev sig fra en Dame, som var forelsket i mig.

Jeg kom til at tænke paa det lille danske Lexikon, som var hendes Yndlingslekture, og vovede ikke at modsige ham.

– Saa faar jeg altsaa pludselig hendes fortrolige Meddelelse om, at hun har forlovet sig med en ung Mand, hvem hun kun har kjendt en tre Ugers Tid, og som – tag mig ikke denne Bemærkning ilde op – som ikke er i en saadan Stilling, at han snart kan gifte sig og byde hende et Hjems Velvære og Tryghed. Undskyld – jeg maa gjentage det, – det er mig naturligvis pinligt at berøre Deres økonomiske Stilling, – jeg veed, at den Tanke, at man ikke er i Stand til at ernære en Familie snart, eller i alt Fald ikke sikre den et rigeligt Udkomme, har noget Ydmygende i og for sig og dobbelt, naar den fremsættes af Andre, – men ser De, jeg lægger en Hovedvægt paa dette Moment, da det viser, at det ikke var et Fornuftparti, som hun indlod sig paa.

– Netop denne Bemærkning gjorde jeg til Minna, – nemlig, at De maatte indse dette og altsaa – at De som en Følge deraf ikke – De maatte indse, at det var Alvor – —

Jeg stammede i det, ærgerlig over, at jeg havde røbet, at vi havde talt sammen om den Mulighed, at han haabede paa at sprænge vor Forbindelse, og Stephensen, der tog sig en lang Slurk, kiggede med et lurende Blik fra det ene Øie forbi Laaget hen paa mig, og sugede derpaa Øllet af Skjægget paa en særlig velbehagelig Maade, som om han lo: O, ho, min Ven! der plumpede du net i! Saa man taler allerede om Chancerne!

– Alvor? aa ja. —

– Ja, det vil sige, at – at vi begge – — kort sagt, at der ikke var Noget for Dem at gjøre, brød jeg brutalt igjennem Nettet, og sendte ham et ondt Blik.

– Je nach dem, je nach dem, Høistærede! Deres Slutning holder ikke ganske Stik .... Forresten ser jeg meget vel, hvad der fører Dem paa Vildspor. De ser naturligvis noget Nedsættende i Udtrykket »Fornuft-Ægteskab«, og glemmer, at jeg ikke deler de specific danske Fordomme – heller ikke alle kosmopolitiske forresten .... Tvertimod, jeg anser – saadan i det Hele taget – de saakaldte Fornuftpartier for at være dem, der har mest Udsigt til at lykkes – bortset fra, at Ægteskabet overhovedet er et – jeg vil ikke sige Onde – men en Anomali .... Men det er der altsaa her ikke Tale om; – her prætenderes – Pardon! – Lidenskab, Betagethed, Forelskelse – hvad De vil kalde det. – Ja, ja, misforstaa mig ikke – jeg tvivler ikke om, at det for Deres Vedkommende finder Sted, og jeg vil gaa videre: jeg vil indrømme, at Minna ogsaa føler Kjærlighed for Dem, endogsaa – for mig gjerne! – er forelsket i Dem – kun kommer det an paa, af hvilken Art denne Forelskelse er.

– Var det ikke det naturligste, at overlade det til hende selv at afgjøre dette Spørgsmaal?

– Hvor vil De hen! Det kan hun jo slet ikke .... Jeg er saaledes overbevist om, at en vis Utaalmodighed efter at komme ud af et Forhold, som var hende uklart og utilfredsstillende, har bidraget ikke saa lidt til denne pludselige ny Kjærlighed. Saa har jeg ogsaa en Mistanke om, at den – ganske tilfældige Omstændighed – at De var Landsmand af mig Uværdige, har lettet Overførelsen af visse Følelser, Stemninger —

Jeg kom til at tænke paa en Ytring i hendes første Brev til Stephensen, der unægtelig bekræftede denne Formodning, og slog forvirret Øinene ned for hans speidende Blik.

– De gunstige Omgivelser, Ensomheden ere komne til – og saa – det tvivler jeg aldeles ikke om – mange fortræffelige og elskværdige Egenskaber hos Dem selv —

– Kunde vi ikke lade det være nok med den Passiar, udbrød jeg og reiste mig pludselig. – Jeg forstaar jo meget godt Deres Mening, – men hvad Fanden skal jeg med den? Jeg anerkjender ikke, at De har nogen Ret til at optræde som Minnas Formynder.

– Og hvad Fanden skal jeg med Deres Anerkjendelse? – det er jo slet ikke den, det dreier sig om. Jeg har simpelthen Ret til at gjøre mit for at hindre, at Minna begaar en af de Dumheder, som ikke let gjøres om igjen, – og da det er min egen Opførsel overfor hende, der tildels er Aarsag til denne Overilelse, er det endogsaa min Pligt .... Jeg veed ikke, hvad De mener med den haanlige Latter, som De affekterer —?

– Jeg troede, Pligtfølelsen hørte til de kosmopolitiske Fordomme, som De ikke delte.

– Tværtimod, den hører til dem, som jeg deler .... Men der er et Motiv, som formodentlig paavirker mig stærkere; det er den Omstændighed, at jeg elsker hende – elsker hende!

Ogsaa han havde reist sig; vi stod lige over for hinanden, med det lille Bord imellem os og stirrede hinanden fast i Øinene. Den Tanke faldt mig ind, at det naturligste – og til syvende og sidst værdigste – vilde være, om vi sprang paa hinanden som et Par Tigerkatte og forsøgte, hvem der først kunde bide Struben over paa den Anden, – og at vi i Stedet for at gjøre dette vilde blive ved at diskutere, maaske endog drikke vort Øl sammen og sige høflig Godnat, naar vi gik. Denne Overveielse gjorde mig saa ærgerlig over Situationen, at jeg saa temmelig gjenvandt min Fatning. »Lad os da spille Komedien til Ende, siden vi er begyndt,« tænkte jeg. Med et Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, i hvilken jeg følte mig som beleiret, og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begeistring »Die Wacht am Rhein«.

– Hvad er det da, for Pokker, De vil? udbrød jeg endelig. Troer De maaske, De kan faa mig til at afstaa hende?

– Aa nei – jeg forlanger ikke Umuligheder.

– Dog ikke! De indser altsaa virkelig, at det er umuligt?

– Naturligvis, af samme Grund, hvorfor Nürnbergerne ikke kunde hænge Nogen: – de maatte først have dem.

– Jeg mener at have Minna, ligesaavel som jeg mener, at hun har mig.

– Det er Fraser og tilmed forældede Fraser. – Intet Menneske kan have det andet. Troer De virkelig, De kan imponere mig med Deres Forlovelse? Som om jeg ikke for længe siden kunde have været hendes Forlovede.

– Desto dummere af Dem, at De ikke er blevet det!

– Maaske kan De have Ret deri. Men jeg kan blive det endnu, og hun maa vælge imellem os.

– Hun har valgt.

– Nei, det er netop det, hun ikke har. Hun har givet Dem et Løfte i den Tro – under den Forudsætning – at jeg ikke vilde gifte mig med hende .... Tør De nægte, at hvis hun Dagen før De friede til hende, havde faaet Vished for, at jeg elskede hende, og kun længtes efter at forene min Skjæbne med hendes, – at De da vilde have faaet en Kurv? .... Nu vel, Forudsætningen var altsaa falsk, og hvis De er en Mand af Ære, vil De ikke kunne binde hende ved et Løfte, som er givet under saadanne Omstændigheder.

– Det kunde aldrig falde mig ind – under hvilke Omstændigheder det saa var – at betragte hende som bunden ved et Løfte, naar hun ikke selv følte det som bindende.

– Ja, da liegt der Hase im Pfeffer, Høistærede! – Jeg tvivler ikke om, at Minna har de fleste af disse agtbare Fordomme, der udgjør en af Hovedprydelserne for vort smukke Kjøn, – ja virkelig, jeg mener det i fuldt Alvor, – jeg for min Part vilde ikke undvære disse Fordomme hos Kvinderne, skjøndt det upaatvivlelig vilde gjøre os Livet ie og behageligere. Det er en kostbar Luxus, men hvad skal man sige, – saadanne Modsigelser rummer den moderne Natur .... Altsaa, det er meget sandsynligt, at Minna er tilbøielig til at betragte Forlovelsen som en Forskrivning for Tid og Evighed – hun er vel ikke just, hvad man kalder en Karakter, men en Natur – og en trofast Natur – og det vil derfor være let for Dem, uden just at gjøre Fordringer gjældende eller appellere til hendes Bestandighed dog at holde denne noget bornerede – skjøndt elskværdige – Pligtfølelse i Aande hos hende til Gunst for Dem, og ikke stramme Baandet, men dog indirekte holde det fast, – saa længe som hun gjør det. Hvad jeg forlanger er, at De skal give slip selv – forstaa mig vel – ikke afstaa hende, som De sagde – men kun ikke benytte det Forspring, som denne halvlegitime Stilling giver Dem. Jeg forlanger det af Dem som Gentleman – og vel at mærke ikke for min Skyld – De vilde naturligvis gjerne se mig hængt! – men for Minnas Skyld. De kan ikke ønske – jeg vil ikke tro det om en Mand, som Minna har givet et saadant Løfte – at De skulde kunne ønske, at hun gik med Dem af Tvang – var det endog af indre Tvang, medens hun lønlig begræd, at hun ikke kunde gaa med mig. Hvis De mærker – eller blot fatter Mistanke om – at hun er i Begreb med at gjøre en saadan Daarskab, vil De vide, at det er Deres Pligt ikke at modtage et saadant Offer, men i fornødent Fald aabne hendes Øine og give hende den Frihed tilbage, som hun ikke selv har Mod til at tage. Det er muligt, at De har fortrængt mig af hendes Hjerte – i saa Fald er Sagen paa Forhaand afgjort. Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os begge – hver paa sin Maade – i saa Fald vil hun ganske vist have en frygtelig Kamp at gjennemgaa for at træffe en Afgjørelse, men hun maa kjæmpe den ud alene, og vi bør allermindst gjøre hende Striden pinligere ved at trænge ind paa hende og drage hende hver til sin Side .... Minna maa vælge imellem os; for hun har ikke valgt, og ingen Magt paa Jorden kan eftergive hende Valget: – Men hun skal vælge frit, – det er Alt, hvad jeg forlanger.

– Jeg skal ikke lægge hendes Frihed nogen Hindring i Veien, hverken direkte eller indirekte, – og jeg vil bøie mig for hendes egen Afgjørelse, uden Forsøg paa at rokke den, – det samme stoler jeg paa, at De gjør .... Og da det vel var Deres Formaal med denne Sammenkomst, at opnaa en saadan Erklæring af mig, antager jeg, at vi nu kan skilles – i Fjendskab.

– Men i alt Fald som ærlige Fjender, der er i aaben Feide og fægter med lige Vaaben.

Jeg tog min Hat ned fra Knagen, – bukkede stift og forlod Værelset. I Billardstuen var Spillet ophørt; et Par af de skjorteærmede Herrer stod med Hænderne paa hinandens Skuldre og forsikrede hinanden om deres »absolutte« Hengivenhed og »enorme, kvalificerede« Agtelse. Det musikalske Medlem, der sad paa Hjørnet af Billardet, intonerede: »Ein feste Burg ist unser Gott«. – Jeg sluttede med Rette heraf, at man var naaet til Drukkenskabens sublimeste Tinde, og at det maatte være meget sent.

Heldigvis lykkedes det mig at faa fat i den fede Opvarter og betale mit Øl.