Buch lesen: «Samlede Værker, Tredie Bind», Seite 3
Nørholm.
Beskedenhed klæder en Yngling, men er ikke nødvendig for Dem, Hr. Rævsgaard. Naar vi har gjort Dem til Formand, saa er baade Æren og Fordelen udelukkende paa vor Side.
Wolle Rævsgaard.
Maa a takk Dem, for de Urd, Proprietær Nørholm.
Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand.
Nørholm.
Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod dem, der har noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da sandelig ikke værd at undres over.
Forhen talte Husmændene vore Kornstakke, nu tæller de vore Køer; i begge Tilfælde finder de, at vi fik for meget, og de fik for lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad Misundelsen i Kornskjæppen, nu sidder den i Mælkespanden.
Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mælk som oftest kommer sur til Mejeriet. (De andre ler.) Men vist er det, at hvis Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko – som han tilmed græsser paa mine Vejskrænter – saa forlanger han, at den ved Valgbordet skal kunne brøle lige saa højt som mine hundrede Køer og fire fortrinlige Præmietyre, men ikke sandt? – det er et ganske absurd Forlangende!
Esper Vøvtrup.
Ja, men haar a forstavn æ ret, saa er æ jo endele ett æ Kyer, der stemmer, men —
Nørholm.
Men Køernes Repræsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske ud paa eet.
Under alle Omstændigheder har De, Hr. Rævsgaard, ingensomhelst Grund til at ta' Dem Husmændenes Opposition til Hjærte. Vi Bedrestillede kan nu engang ikke gjøre alle tilpas, mindst Husmændene; disse Folk er født misfornøjede med Verdensordenen; det er deres Natur at være det – og kanske deres Ret!
Esper Vøvtrup.
Sej mæ, Wolle, den Formandsstilling – smider den nøj af sæ?
Wolle Rævsgaard.
Nej, ett andt end Æren.
Esper Vøvtrup.
Ja, det skal jo vær jen af de "fejreste Træer i Sko-ven"; men a kan nu nok saa godt lid dem, der ogsaa kan plukkes et Par Ævler aa, og a haar ett opdaved, te di Smag er forskjellig fra min, hwad det angaar.
Wolle Rævsgaard.
Ja, da kan der ett skummes møj Fjedt af den Kaal.
Esper Vøvtrup.
Aa, du hætter sgu nok paa, – om a kjender dæ ret – hwordan den Kow ska malkes, forre39 den ett skal spark i æ Stripp40.
Men atter hwad a her hører, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes jen her ved æ Burd.
Wolle Rævsgaard.
Hwem skuld det vær?
Esper Vøvtrup.
Tho a tint paa æ Mejerist.
(Trine, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu op og gjør sig et Ærinde ud i Kjøkkenet.)
Wolle Rævsgaard.
Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden æ Mejerist.
Esper Vøvtrup.
Aaejow; sær wal, sær wal! Men du staar som Formand for æ Mejeri og … Ja, a ved jo ett, hwormøj en tær sej … Ih, hwor bløw Trine aa? (Drejer sig om mod Kjøkkendøren. Det øvrige Selskab er nu begyndt at lytte.) Læd nu ogsaa vær, te han haaj fortjent en Snyd af dæ, fordet han anbefaled æ Husmænd dje Kandidat – tho det kund han jo godt ha spaar – saa vil a nu ha Lov til aa sej som mi Mjenning, te vi skal si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired – saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er iløwle nøj ward aa ha en Mennesk, en tær stul o, paa søen en Plads.
Wolle Rævsgaard.
Ja, den Knæjt kan a nu ett lid, saa kan I for mæ ha hwad Mjenning, I vil.
Esper Vøvtrup.
Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nøds41 og moged og endda vover aa sætt hans Nies op atter di Dætter. Men en maa opløw saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem mindst.
Wolle Rævsgaard.
Vild du kanskisæ gi di jennest Dætter – om du haaj nue – te en Husmandsung?
Esper Vøvtrup.
Ja, saagu vild a wal saa, nær det helsen war en ordenlig Mennesk.
Wolle Rævsgaard.
Ja, nu kan du jo sajt sej æ, da du ingen haar. – Men helsen holder a ett af dem, der søen – burer sæ op. Der hænger saa møj ved dem af baade det jet og det andt. – Det er ett, som nær en er føj42 med æ; det gir iløwle en hiel anden Bevidsthied.
Esper Vøvtrup.
Py! Hwem Fanden er nu føj med nøj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstaând med Skatter og Afgywter, ihwor de sir, og Gjeld og Forhæftels te op øwer æ Ører. Hwor manne gaar der wal ett baagud aa æ, der fæk æ Gaard kwit og fri. I Daa er æ mæ, i Maaen er æ dæ!
Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen sæ op og er bløwen te nøj, om ogsaa han saa – som ham Taalen her er om – er føj ved en Ud'sid.
(Trine er nu atter kommen ind.)
Wolle Rævsgaard.
Ja der maa enhwer wal ha si Mjenning.
Esper Vøvtrup.
Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa dæ min. (I det samme kommer Visti ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Døren udbryder Esper Vøvtrup): Der er fandenmæ lig æ Kaa'l, vi snakker om. Læd ham nu swor for sæ sjel!
(Trine gjør Mine til at springe op, men Faderen lægger en tung Haand paa hendes Skulder.)
Wolle Rævsgaard.
Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbøjn skal sej paa æ Dartrin. Æ Burd her er for Gjæsterne, men skuld du vær trængend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw dæ næjtet ud i æ Kykken. Det vist sæ jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold møj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer træff hesud end herind!
Visti
(ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved Trine).
Hwad er det her!
Trine
(fremstøder):
Jamen, Faa'r, det er mæ der haar indbøjn Visti.
Wolle Rævsgaard.
Ja, her i æ Gaard plejer æ nu aa gaa, som a vil!
(peger bydende mod Døren).
Visti
(i vildt Oprør).
A skal wal gaa, Wolle! Og heller ska a mir sætt mi Fedder paa Hegnsgaard, far a hentes med Hejst og Vogn.
(Ud; Trine vil efter, men Wolle griber hende haardt om Armen.)
(Tæppe.)
FJERDE AKT
ET AAR SENERE.
Samme Stue paa Hegnsgaard som i forrige Akt.
Ka Rævsgaard sidder og vinder Garn af en alenhøj Vinde; Wolle Rævsgaard sidder i Sofaen og læser »Dagens Nyheder«.
Ka Rævsgaard.
A tykkes, Wolle, du gaar saa mudfalden omkring i æ Daw; er der nøj i æ Vej med dæ?
Wolle Rævsgaard.
Nej, hwad skuld der wal vær i æ Vej? A er lidt skidt tepas i Daa, det er det hiele.
Ka Rævsgaard.
Haar wor Folk begynd aa legg Kartofler?
Wolle Rævsgaard.
Ja, a tror nok, de er gavn i Lav med æ.
Ka Rævsgaard.
Er æ i den vejstes Skywt43 i Or?
Wolle Rævsgaard.
Det hower a saagu ett saa nyw.
Ka Rævsgaard.
Nu sorger du da nok for, te det ett gaar som i Fywr, da de gik hen og sprej æ Maag istej for aa legg æ ved æ Kartofler. Du hower nok, hwad for nøj elendig Gras en fæk ud aa æ, for det det ett bløw sit te i Tid.
Wolle Rævsgaard.
Det maa æ Forkaa'l jo pas.
Ka Rævsgaard.
Jow, a kjender dje Passen, nær de ett blywer sit atter. (Kort Pavse.) Hworden kund æ vær, du ett war paa æ Mejeri i Guer? A tykkes aaltid, det er den Daa i æ Maaned, da I plejer aa ha jer Udbetaling?
Wolle Rævsgaard
(meget forvirret).
Hm! – Sand nok – men der war kommen – der war nøj, der gjord, te det bløw udsaat te Frejdæ. (Det banker.) Kom ind!
(Proprietær Nørholm træder forsigtig frem.)
Nørholm.
Godda'! Ja, undskyld —
Wolle Rævsgaard
(vinker Ka Rævsgaard bort).
Værsegued aa ta Plads!
Nørholm.
Tak! Naa, De lægger Kartofler.
Wolle Rævsgaard.
Ja.
Nørholm.
De har godt Vejr til det.
Wolle Rævsgaard.
Ja, det kan en ett klav paa.
Nørholm.
Naa, men det var just ikke det, jeg kom for.
Wolle Rævsgaard.
Nej, det kund a wal tink.
Nørholm.
De ved maaske allerede mit Ærinde?
Wolle Rævsgaard.
Nej, hwor skuld a ved det fræ?
Nørholm.
Jamen, naar jeg nu siger, at jeg kommer fra Mejeriet, saa kan De ikke mere nære nogen Tvivl om, hvorfor jeg har søgt Dem.
Wolle Rævsgaard
(mere og mere forvirret).
Fræ æ Mejeri?
Nørholm.
Sig mig, Hr. Rævsgaard, hvorfor er der ikke sket nogen Udbetaling den 3dje i denne Maaned, som Skik og Brug nu har været i hele det Aar, vi har haft Dem til Formand?
Wolle Rævsgaard.
A indrømmer, te det er en Fejler, men tho det er en travelt Tid, og a haar derfor ett hat Staând te aa hent æ Peng hjem.
Nørholm.
Nu taler De Usandhed; Tiden har ikke hindret Dem. De var jo nemlig i Kjøbstaden i Forgaars. Baade Mejeristen og andre har set Dem der, og De vendte først hjem henad 2 om Natten.
Wolle Rævsgaard
(opfarende).
Naa, er en søen omgi'n af Spioner, te en ett kan forlaad si Hjem, uden te der blywer bjedt Mærk i det. Skal a maaskisæ staa nue te Regnskab for, hwad a bruger mi Tid te?
Nørholm.
Aa, tag nu ikke saadan paa Veje, Rævsgaard. Her er slet ikke Tale om noget Spioneri, her drøfter vi blot, hvorvidt De taler Sandhed eller ikke; og jeg konstaterer da endnu en Gang, at De har været i Kjøbstaden. Nu er Spørgsmaalet: Hævede De samtidig i Banken Mejeriets 4000 Kr.: i bekræftende Fald: hvorfor har De da ikke udbetalt dem til Andelshaverne allerede i Gaar?
Wolle Rævsgaard.
A haar ett hævet en Ør. A war kommen for silde af Stej, saa æ Bank haaj lot, da a kam te æ Dar. I en Stilling som min, hwor en ingen Løn faar for si Arbe, kan en ett aaltid staa paa Pind; men i Maaen den Daa skal a med Fornywels hent æ Peng, saa enhwer kan faa sin.
Nørholm.
Hør Hr. Rævsgaard, lad mig nu tale til Dem som en Ven; jeg er ikke kommen herhen for at holde Forhør over Dem, men for at raade Dem for Deres Bedste. Alt det, De der siger om Tid og Lukning osv., tror jeg ikke et Ord af. Værten i "Hanen", hvor De sad og spilled Kort til ud paa Natten, har fortalt, at han tre Gange i Løbet af Aftenen har maattet rende i Byen for at bytte store Pengesedler for Dem; der er da for mig ingen Tvivl om, at De virkelig har hævet Summen. Men nu spørger jeg Dem: Har De destilleret alle Pengene? Svar mig ærligt og uden Omsvøb; for det er en højst alvorlig Sag for Dem.
Wolle Rævsgaard
(tier bomstille).
Nørholm.
Altsaa: De har virkelig bortspillet hele Summen, alle de 4000 Kr.?
Wolle Rævsgaard
(sagte).
Ja!
Nørholm.
Og til hvem?
Wolle Rævsgaard.
Ræber tog de flest. Maagen te Uheld haar a aalle hat. A saa tit med hiel gued Kwot; men hjælper det nøj, nær der er Wonheld for jens Dar? A taft og taft og det den hiele Næt, først mi egn Peng saa æ Mejeris. Der gik Tôg for mi Øwn, a vidst knap a mæ sjel aa sej. Da a kjor ud aa æ Bøj, war æ mi Ajt aa kaast mæ i æ Aa, og nær a ett gjord æ, war æ aaljenne for det, a ett haaj Villi nok te aa ryw æ Hejst i Staa, imen a sprang aa æ Vogn. Hwordan a kam hjem, er mæ endnu en Gaad. Det war jen Ravmørk øwer det hiele, og a laa æ Hejst dje Temm nied i æ Vogn og lod dem fuldstændig skjøtt dem sjel i den Hoef, te a skuld vælt og brækk æ Hals. A tint æ hiele Vej saa læng a kjor: Nu er du en Kjeltring for Gud og Mennesker; nu blywer du saat og kommer i æ Towthus, og det er æ jo ogsaa, De er kommen for aa sej mæ?
Nørholm.
Nej vist ikke nej, Hr. Rævsgaard! Jeg vilde kun gjøre Dem opmærksom paa Faren. Men De har dog sagtens Venner, der baade vil og kan hjælpe Dem? Det gjælder kun om, at her handles hurtigt, før Sagen kommer ud imellem Folk.
Wolle Rævsgaard.
Ja hwem tror De, der vil hjælp mæ.
Nørholm.
Aa, jeg tænkte om f. Ex. ikke Ræber —
Wolle Rævsgaard.
Ræber!?
Nørholm.
Ja, han har jo dog faaet de fleste af Pengene baade denne Gang og tidligere.
Wolle Rævsgaard.
Den fjedted Stod'er! Haar De nowtid hør, te han haar hjulpen nue uden aa æ Dyn og i æ Halm?
Nørholm.
Naa, saa er der jo Mads, Svigersønnen.
Wolle Rævsgaard.
Ja, ham haar a ogsaa gued nok tint ved som den jennest, der kund vær Taal om.
Nørholm.
Jeg tror sikkert, det var hans Vogn, der holdt heromme ved Møllen med et Læs Grutning; De skulde lade en af Deres Folk løbe derom og se efter, om han ikke selv var der.
Wolle Rævsgaard
(gaar til Kjøkkendøren og kalder):
Fip!
Bitte Fip
(ind).
A tytt, du raaft ad mæ. Haar du nøj, du vil mæ?
Wolle Rævsgaard.
Ja, løb lig om te æ Møll og si atter, om ett Mads skuld vær der; og hwis han er der, saa bed ham om aa komm te æ Dar i en Snaarhied.
Bitte Fip.
Aa, du haar aaltid nok aa jav jen atter! Nu skuld a hat æ Unnen færdig.
(Fip ud.)
Nørholm.
Ja Mads det er en Mand, der er over sine Sager.
Wolle Rævsgaard.
Ja, der er ingen small Stejer.
Nørholm.
Blot han nu ikke stiller sig paa Bagbenene, for det er en Karl, der ved, hvad Penge er værd.
Wolle Rævsgaard.
Ja, slaar han æ Haând af mæ, saa haar a ett andt aa grif te end aa hæng mæ sjel.
Nørholm.
Aa, Snak, Rævsgaard. Der kan findes Udveje, ingen har tænkt paa. Hovedsagen er som sagt, at der handles gesvindt.
Mads
(ind, klædt som Vognkusk, med Bødeklude og Sækkelærredsforklæde).
Goddaw i Herrens Navn, og Gud bewor wor Indgaang og wor Udgaang!
Vil du snakk med mæ, Wolle?
Wolle Rævsgaard.
Ja, Mads; du maa ett find æ underle, men a er da kommen i en sær faale Forlejenhied; derfor war æ, at vild gjør mæ saa fri aa spørg, om du ett for gammel Venskabs Skyld og i Jesu Christi Navn vild læ mæ en Haând lig nue faa Daw?
Mads.
Er æ Peng, der er Taal om?
Wolle Rævsgaard.
Ja, aaeja; a er kommen i Baagstaând; men du skal ett kom te aa fortryd æ, om du hjælper mæ terett.
Mads.
Ja manne Tak, det er saa møj godt det. Men en Swigersøn – han skuld jo da snaarere ha Peng end ud med Peng, nær Ret skuld vær; søen haar a da aaltid forstavn æ.
Hvor stur er saa di Betryk?
Wolle Rævsgaard.
Ja si, a wanter jo lig jenle 4000.
Mads.
Fir Tusind! Ih, kjere himmelske Fader; hwor skuld a faa dem fræ! Og hwad vil du gjør med aall de Peng. Fir Tusind! A tror, æ Mand primer!
Haaj æ endda wot – for a vil sej – fir Hunder, det haaj en wal kommen øwer. Men det her! – Nej, nej, nej! Snak aalle te mæ om det!
Wolle Rævsgaard.
Ja, men bette kjære Mads, saa gaar a tegrund!
Mads.
Hwad gjør du?
Wolle Rævsgaard.
A gaar i æ Towthus. – Det er æ Mejeri …!
Mads.
Haar du tavn aa æ Kass?!
Wolle Rævsgaard.
Ja.
Mads
(forfærdet).
Jamen saa er du jo rungenired! Og det er dæ, der haar lowed mæ di Gaard kwit og fri, hwad Daa a vild ha en, nær a vild ta di Dætter! – A haar nok hør fræ anden Sid, te hwad du saa, det skuld en putt i si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa æ Brink med di Sager. Men søen gaar æ enhwer, der ett ta Frelseren med sæ i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked mæ i Øret, te den Forlowels war ett atter hans Villi. A troed læng, te du ajted at træde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu fortæ'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hérfræ, for det er ikke Guds Aând, men Belials Aând, der regenirer her i æ Gaard.
A rister Støvet af mine Føder.
Nørholm
(der har løbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).
Ryst saa med det samme Halmen af Deres Træsko og Skidtet af Deres Klæder, men opsæt det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let blive altfor snavset herinde.
Mads
(mod Nørholm).
A gaar, for I skulle ikke dwæle i de ugudeliges Forgaarde eller i de uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. (Til Wolle Rævsgaard.) Vil du hels di Dætter og sej, te mi Samvittighed forbyder mæ at ægte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtræder Guds rene og hellige Bud.
Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjælp dæ ud af den Badulje!
(Gaar.)
Wolle Rævsgaard.
Nu er a levired! – Mæ arme Mennesk!
Nørholm.
Ja, det er i Nøden, man prøver Vennerne.
Wolle Rævsgaard.
Det haaj a aalle troed om Mads.
Nørholm.
Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Dørtrin.
(Fip kommer ind.)
Wolle Rævsgaard.
Hwad skal du, Fip?
Fip.
Aa, det er den sølle jen, ham Per Søwren, der staar herud og hejster for at faa dæ i Taal. Han sejer, han haar Boj te dæ.
Wolle Rævsgaard.
Ih, læd ham da komm ind.
(Fip aabner for ham.)
Per Søwren
(ængstelig frem, da han ser Nørholm).
Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamænd ett nø Uskikkelehid. A haar Ærind.
Wolle Rævsgaard.
Hwad er da di Ærind, Pejr?
Per Søwren.
Jow, hør ikkuns nu. A war kommen herøwer te æ Mejerist, mi Søstersøn I ved – aa, hwor haar han gued Daw, den Kaa'l! – Nu, saa sejer han te mæ: Morbror, sejer han – for han kalder mæ aaltid Morbror, og han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i æ Vejr – kan du ett rend øwer te Hegnsgaard med en Brew for mæ, sejer han. Jow, sejer a, det faar a wal, nær du vil swor mæ te æ Fjol saa læng, og du vil lov mæ, te æ Mand ett hiel rywer æ Hued af mæ. (Søger i Frakkelommen efter Brevet.) For du hower jo nok sidst, Wolle, da war du ildworre44, og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj nær aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier du jo næjsten ud, som war æ dæ, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!
(Wolle ta'r mod Brevet og rækker til Gjengjæld Per Søwren en Krone.)
Per Søwren.
A haar faat mi Betaling.
Wolle Rævsgaard.
Det ka vær det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder dæ.
Per Søwren.
Ja men, Jøsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad te æ, Wolle.
(Mumler videre, mens han gaar mod Døren.)
Jøsses, en hiel Krown!
Wolle
(læser).
Nørholm.
Var det fra Visti Andersen?
Wolle Rævsgaard.
Ja.
Nørholm.
Naa, hvad skriver han?
Wolle Rævsgaard.
Ja, nu er hunderogølle ud. Mi Daw er tal.
Nørholm.
Aa, Snak! – Hvad siger da Brevet?
Wolle Rævsgaard.
Ja, der staar, te æ Mejeri er øwerrend af Folk, der vil ha dje Maanedspeng. Især skal æ Husmænd vær rejn iband. Det war jo ogsaa dem, der arbed imud mi Valg.
Nørholm.
Javel; paa den anden Side er det jo ogsaa dem, der trænger haardest til Skillingerne.
Wolle Rævsgaard.
Han skrywer, te der war en Flok der lig nu, som saa, te de vild komm ijen imaatidle, og war der da ett Peng te dem, saa vild æ blyw meld te æ Øwrighied.
Er der saa anner Udvej for mæ end aa gjør en Ulykk paa mæ sjel?
Nørholm.
Lad nu den taabelige Snak fare! Hvad vilde De opnaa derved andet end at ligge som en Bedrager i Deres Grav med et ruineret Hjem og en skammet Familie ovenpaa Dem.
Nej, som jeg siger, der er maaske endnu en Redning, een eneste.
Jeg tænker paa Mejeristen.
Wolle Rævsgaard.
Paa Visti!
Nørholm.
Ja.
Wolle Rævsgaard.
Ved De da ett, paa hwad Fued vi staar med hinaân?
Nørholm.
Jeg ved – fordi jeg saa det – hvilken Behandling De gav ham i Fjor i denne Stue. Jeg sa' dengang ikke noget til det, fordi det ikke er min Vane at blande mig mer end nødvendigt i andres Sager. Men jeg husker, at jeg var meget pinligt berørt deraf, fordi det gik ud over en dygtig Karl, der umuligt kunde ha' generet ved Deres Bord.
Wolle Rævsgaard.
Ja, det kan jo vær, a gik forvidt i mi Hidsighied. Baagatter er en aaltid klog.
Nørholm.
Ja, De gik altfor vidt, Hr. Rævsgaard. Det kan være galt nok at saare en Mand, der er udgaaet fra de bedrestillede; men det er ti Fold værre at krænke et Smaamandsbarn; de glemmer det aldrig. De er anderledes ømtaalelige, hudløse, æresprikne end vi andre. Fordi de har mindre at værge om, værner de det til Gjengjæld med langt stærkere Energi; deres Forfængelighed, deres Æresbegreb – naar de duer noget! – gaar langt dybere i dem end i os. Det er som en indgroet Negl, der smerter ved det mindste Tryk. – Jeg siger Dem derfor, at gaar den Plan itu, som jeg nu skal tillade mig at fremsætte for Dem, saa er det ene og alene Deres fordømmelige Optræden ved denne Lejlighed, der bærer Skylden for det.
Wolle Rævsgaard.
Jamen hwordan kan De nu egentlig tro, te Visti kan udrett nøj i den her Sag?
Nørholm.
Visti bærer i dette Øjeblik Deres Skæbne i sin Haand. – Han har holdt af Deres Datter gjennem mange Aar, men De har kjæmpet mod dette Forhold som en rasende i Haab om at rejse Deres Gaards sunkne Aktier ved Hellig-Madses Arvesølv. Nu er den Forhaabning gaaet rabundus. Siden den hellige Skabilken gik ud af denne Dør, er Deres Datter fri. Nu kommer det kun an paa, om Vistis Godhed for hende er stærkere end hans Had til Dem. Er den det, da er De reddet.
Wolle Rævsgaard.
Ja men, de 4000 inden i Maân! Hwor skal de komm fræ?
Nørholm.
Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret, at han inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene, hvad De paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kan.
Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spænde for og lade Deres Karl kjøre over og hente ham.
Wolle Rævsgaard
(grundende).
I Guds Navn da! (Aabner Vinduet til Gaarden og raaber): Anders! (Stemme udenfor.) Ja!
Wolle Rævsgaard.
Kom ind lidt! (Anders ind.) Hør, ta de tow brown og kjør øwer te æ Mejeri og hels Visti – fræ mæ – , du helser fræ mæ – og sejer, te han maa endele ta med dæ. A haar nø møj vigtig aa snakk med ham om. Hører Du?
Anders.
Ja, a haar hør æ.
Wolle Rævsgaard.
Men pas paa den treaars; hun er nøj rej for æ Stjat. Og læd æ saa gaa i en Snaarhid.
Anders.
Ja, a skal saagu ett dryw æ Vej ind.
(Gaar.)
Wolle Rævsgaard
(til Døren og raaber):
Men ta ett æ Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de nøj Hynder paa! (Lukker atter Døren. Til Nørholm, mens han dog stadig holder Øje med Karlen ude i Gaarden.) Hvad om han nu er tavn ud!
Nørholm.
Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.
Wolle Rævsgaard
(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):
Tag ett de Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.
Anders
(udenfor).
Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.
Wolle Rævsgaard.
Gjør som a bed dæ! Og læ æ gaa fræ æ Haând!
(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)
Wolle Rævsgaard.
Nu kjor han. A vil ett ha nø Row øwer mæ, inden han er her ijen.
Nørholm.
Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta' med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjøretøj. (Efter en Pavse.) Sig mig, Hr. Rævsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om Sagen?
Wolle Rævsgaard.
A tror ett, de haar faat Nysmaal om æ inu.
Nørholm.
Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det – om det kan undgaas.
(Ny Pavse. Wolle Rævsgaard søger mod Døren.)
Nørholm
(ser mistænksom efter ham).
Hvor gaar De hen, Rævsgaard?
Wolle Rævsgaard
(forpint).
Aa, a ved æ snaar ett. A er saa sær ved æ, te a vild ønsk, te a kund søkk i æ Jurd og blyw der med det samm.
Nørholm.
Mand Dem dog op, Rævsgaard. Der er jo Haab endnu!
Wolle Rævsgaard.
Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter æ Vogn.
Nørholm.
Jaja. Men De tænker ikke paa dumme Streger?
Wolle Rævsgaard.
Nej! – Aa, ja, ja, ja! (ud).
(Et Øjeblik senere.)
Esper Vøvtrup.
Ih, Goddaw, Hr. Nørholm! Naa, saa det stur Haardku'n har søjt sammel i den her Hjørn aa æ Bøj; aaeja, hwor møj er, vil mir te.
Nørholm.
Saa er det formodentlig af den Grund, at De kommer.
Esper Vøvtrup.
Ja, det kund sgu hjælp nøj, om a mødt mell æ Herremænd med mi Fjerdingkar.
Nørholm.
Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.
Esper Vøvtrup.
Nej, det er sgu skidt aa lav Brød aa. Det kan a si paa mi Nôbo her. Hans Mark er, misæl, ved aa komm ind i en sølle Behandling. Hworden Fanden er æ nu ogsaa, han gaar og moger med æ. Han legger Kartofler, nær enaaen er ved aa tænk paa aa ta'em op. Og saa søne Pilliker te Hejst, han kyrer aa grasser45 mej! A vild misæl skamm mæ ved aa legg en Tæmm paa'em.
Nørholm.
Nej, det er jo ikke som i fordums Dage paa Hegnsgaard; da var der Race i Rævsgaards Besætning.
Esper Vøvtrup.
Nej! der er bløwen Adskjel. Haar De sit paa den Knapstrupper, han fæk i sidst Wolborre Markend?
Nørholm.
Nej.
Esper Vøvtrup.
De haar ett laa Mærk te, hworden en løver paa æ Skanker. Det er mi Salighid aa si te, akkuraat som a vil sej, te en slog Lyng med den jen Bien og graved Tørv med den'aan.
(Wolle Rævsgaard ind.)
Esper Vøvtrup.
Naa, der haar en æ Mand! Saa er æ wal bejst en faar si Lu aa.
(Fjerner ironisk Huen.)
Wolle Rævsgaard
(siger intet, men gaar tværs over Gulvet mod den anden Dør).
Esper Vøvtrup.
Hør, Wolle, a war gavn her øwer, om ett du kund laan mæ di Hejstryw, for min er misæl gavn i Bork46.
Wolle Rævsgaard
(i Døren).
Ta'en, ta'en – om Du kan find'en!
(Ud.)
Esper Vøvtrup.
Hwad Fanden gik der af ham, søen som han hænd med æ Ører?
Nørholm.
Aa, der kan jo altid være noget, der trykker.
Esper Vøvtrup.
Er æ æ Kwot ijen?
Nørholm.
Maaske.
Esper Vøvtrup.
Ja, det gaar en Brøl'gaang med Wolle. (En Vogn rumler ind i Gaarden.) I, tho det war jo æ Mejerist. Er han kommen ud aa kyr i Stads i Wolle Rævsgaards Vogn. Det er sgu vis aalle passired ham far.
Ja, den Kaa'l, ham skuld han sgu læ ta æ! Han haar læng gavn og smisked atter æ Dætter, og han skuld sgu læ æ Pig faa hinne Villi med den, hun kan lid; og saa læ den naaen Sluri47 gaa; det vild a misæl gjør, om det var mi Dætter. Mads kan vær gued nok, men det er da en sølle Slunder[47b]; og saa den her øwerdrøwen Hellehid, det er da nø lied nøj.
Nej, ham der (nikker ud i Gaarden) han skuld sgu snaar sætt Hegnsgaard i Matrikel!
Naa, men a maa ud og find den her Himstrigims, for a haar sgu tront48.
(Ud.)
(Wolle Rævsgaard og Visti kommer samtidigt ind fra forskjellige Sider; de mødes midtvejs og hilser stivt paa hinanden som Parlamentærer fra to fjendtlige Magter.)
Visti.
Du vil snakk med mæ?
Wolle Rævsgaard.
Jow, det vild a.
Visti.
A troed næjsten, vi tow haaj aasnakked for aall Daw.
Wolle Rævsgaard.
Ja, søen kan æ jo Woimellstaând føj sæ anderledes, end en sjel haaj tint.
Visti.
Er æ om Mejerisager?
Wolle Rævsgaard.
Ja; vis er æ det.
Visti.
A kund tink æ. Det er ogsaa paa æ hyw Tid, om det skal nytt nøj. Og Snak kan ett gjør æ ret læng.
Sej mæ, hworden kan det vær, te du i Guer ett betald æ Folk dje Peng?
Wolle Rævsgaard.
For a haaj'em ett.
Visti.
Det vil sej, du haaj hat'em, men haaj gin 'em ud atter di egn Beram.
Wolle Rævsgaard
(tier).
Visti.
Mon du rigtig haar tint ved, hwad det betyder ett aaljen for dæ sjel, men ogsaa for mæ?
Wolle Rævsgaard.
For dæ? Hwor kan den Ting komm te aa rør dæ?
Visti.
Naa, det tror du ett? Du haar ett skinked det en Tank, te a kund komm te og staa i en twetydig Lys ved den Histori? – Da kan a sej dæ, te der er mir end jen, der haar mummelt om, te søne nøj ett godt kund gaa for sæ heller uden mi Vidend og Villi. Og søne Beskyldninger vil a ett ved aa aa sej. Den Guedhid, a haar mødt ved dæ, er ett af den Slav, te a skuld gaa hen aa sætt mi Rygte øwerstyr for aa dækk øwer dæ. Det war derfor paa Tid, te du saa dæ om atter æ Peng; for det kan a sej dæ, te er de ett betald inden i Maân – ja, a behøwer jo ett aa sej mir; du haar jo faat mi Brew?
Nørholm
(træder nu hen til de to).
Hør, mine gode Mænd, ad den Vej kommer De aldrig til nogen Forstaaelse men gjør bare hinanden ondere og bitrere.
Tillad mig at gjøre et Forsøg paa at mægle Dem imellem. Jeg ved, jeg allerede har Hr. Rævsgaards Billigelse og haaber paa, Hr. Visti Andersen, at De ogsaa giver mig Deres, da det jo næppe er Deres Hensigt for enhver Pris at bringe Deres gamle Husbond i Tugthuset, selv om De muligvis kunde ha' adskilligt at bære Nag til ham for. – Vel, Hr. Andersen?
Visti.
Nej, a skal med Fornywels laan Ør te, hwad Proprietæren kan ha aa sej i den Sag.
Nørholm.
Godt! Maa jeg da begynde med at sige Dem, Hr. Andersen, at der er sket noget her i Dag, som muligvis kunde faa en afgjørende Betydning for hele Deres Stilling til Sagen.
Visti.
Hwad er da det?
Nørholm.
Det er, at Mads Nielsen har hævet sin Forlovelse med Frk. Rævsgaard.
(Der gaar en Trækning af behagelig Overraskelse over Vistis Ansigt.)
Visti.
Naa – aa! Men a kan i Grunden ett si, hwad det kommer den her Sag ved.
Nørholm.
Ikke det? De lader lidt tungnem i Dag, Hr. Visti Andersen; det ligner Dem ikke. – Jeg maa da søge, om jeg ikke kan trænge ind til Deres Forstaaelse ad anden Vej.
De ved, Hr. Andersen, at jeg var til Stede den Dag for nu snart et Aar siden, da Hr. Rævsgaard viste Dem ud af sit Hus paa en Maade, som – det indrømmer jeg – maatte krænke Dem lige til Hjærteroden. (Visti bider sig i Læben.) At jeg misbilliged Udvisningen, kan vel i denne Forbindelse være Dem nogenlunde ligegyldigt, men jeg ved, at endogsaa Hr. Rævsgaard tit har ønsket det ugjort.
Wolle Rævsgaard.
Jow, a gik for vidt.
Visti.
Ja, det siger du nu, da —
Nørholm.
Tøv lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hører af Hr. Rævsgaards egen Mund, at han fortryder sin Optræden og beder Dem om Tilgivelse —
Visti.
Det sidst haar a ett høt nøj te.
Nørholm
(vender sig mod Wolle Rævsgaard).
Jamen, det ved jeg, Hr. Rævsgaard gjør.
(Wolle Rævsgaard tier.)
Visti.
Ja, da kund æ vær lisse raar aa hør æ aa æ Mand sjel.
Wolle Rævsgaard.
A sejer, som a saa far, te det er møj muligt, a gik forvidt; og haaj æ wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.
Nørholm.
Det er jo dog Indrømmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke hænge os i Ord!
Visti.
Ja men a maa ha fuld Oprejsning. Her er ett nøj aa slaa aa paa!
Nørholm.
Er det dog ikke den største Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter, Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjæld forlanger han kun, at De skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende Sag uden Æresafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa bringe, om ikke for Hr. Rævsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanære over.
Visti.
Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind for enhwer Pris. Og det du gjord mæ den Daa – ja a sejer dæ, Wolle, det vild vær en mild Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for æ!
Det haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa, hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a være vild – kam det mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund, mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ – den Præjst, der haaj komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden – ja, saa kund æ Vred vild op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di Stjern49, te du kund ha vælt ved æ!
Nørholm
(med sin Haand paa Vistis Skulder).
Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!
Visti.
Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner, der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw sæ saa møj, te —
Wolle Rævsgaard.
A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?
Visti.
Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di Fortryden.
Nørholm
(hvisker).
Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De fortabt.
