Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende lød Knaldperlerne, Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevægelse døde hen i den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vægge. —
Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den længst bortliggende Ende syntes at løbe i ét med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bøjet ned mod Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte.
Hele det hæslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de mindste Enkeltheder. Hans Ægteskabs Historie havde været rig paa det Slags Kapitler, men dette syntes ham at være det uhyggeligste. Han levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa Timer siden. —
Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nød. – Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved Synet af alt, hvad der mindede om Nød og Savn.
Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og hvor ondt det havde gjort ham at se det.
Hun hørte først kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de maatte hjælpe den gamle med saa meget, de kunde undvære, havde hun begyndt at græde og lamentere.
Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjærne lade sulte for at hjælpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. Hun vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de kunde slaa sig igjennem.
Henning forestillede hende, at de jo – Gud være lovet – endnu ikke havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for Alvor være Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nød. Det var saa hæsligt, at han slet ikke vilde tænke sig det.
Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde ikke faa en Øre af de Penge, han samme Dag havde givet hende til deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bære sig ad i alt Fald den Dag med at hjælpe den .... Og hun brugte Skjældsord baade mod ham og hans Fader. —
Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet Magt over ham efter det sidste Møde med Margrethe Aaby. Og i den sløve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred.
Men denne Gang brød al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter frem i ham. Minnas plumpe Adfærd fik hans kunstlede Taalmodighed til at briste, og han æggedes næsten til Raseri ved Lyden af hendes skingrende Stemme.
Et Øjeblik saa det ud, som om han mistede Herredømmet over sig selv; som om han stod i Begreb med at løfte Haanden mod hende. Men det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt forfærdet paa hende.
Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa frygtelig? – —
Det kostede ham Anstrængelse at faa Ordene frem, idet han sagde til hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde i Behold i den fælles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i Byen. Thi hans Fader skulde hjælpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun skulde ikke vente ham hjem for det første.
I en fuldstændig Paroxysme knyttede Minna Hænderne og bed Tænderne sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. —
Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et Øjeblik efter var ilet ud for at kalde ham tilbage – fortrydende sin brutale Hidsighed ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. —
Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dér vilde Henning ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var kommen fra, for at opsøge en af sine Kammerater, der boede i den østlige Ende af Byen.
Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte Værtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Færd med at rydde op i et bundløst Kaos af allehaande ind- og udvendige Klædningsstykker, halv færdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet, snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker og forskjellige andre Gjenstande.
Værtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for der skulde nok være Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem.
Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede han atter afsted, indtil han blev saa træt af at slæbe Fødderne gjennem det æltede Føre, at han sank i Knæ ved hvert andet Skridt. Han gjorde endnu nogle frugtesløse Forsøg paa at træffe enten den ene eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at være ude for at fejre Sylvesters hellige Aften.
Gaderne var efterhaanden blevne helt øde. De sidste Butiker var nu lukkede, og Henning tænkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham.
Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i Situationen, og han vidste næppe, om han skulde le eller græde over den.
Et ondsindet Lune, der grændsede noget nær til Vanvid, havde bevæget Minna til at nægte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske, af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke skulde gaa sulten til Sengs.
Det var dog for galt. Han tænkte et Øjeblik paa at tage en Droske – han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme – og køre ud at hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde være baade det nemmeste og naturligste.
Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skræmmede ham bort fra denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse, selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjærne vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem.
Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage! Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i værste Tilfælde kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den følgende Dag. —
Med denne Beslutning forstærkede han sine Skridt og var allerede drejet om Hjørnet for at skraa tværs over Torvet, paa hvis modsatte Side Konditoriet laa, da han hørte en lystig Stemme bag ved sig.
»Halløj, Sønneke, hvorhen gjælder Rejsen?«
Henning vendte sig om.
»Aa – er det dig, Erik! – Kan du laane mig ti Kroner?«
»Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa vil. Jeg er vældig pr. Kasse. – Men hvad Fanden er det for et Bedemandsansigt, du sætter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med Finansvæsenet, at du falder i Staver over det?«
»Aa nej – men det er et ærgerligt Tilfælde, jeg er kommen i,« forklarede Henning lidt undvigende. »Jeg har lovet at hjælpe – ja, det kan være lige meget, hvem – med en lille Sum Penge, og saa gjør jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har været tre, fire Steder for at opdrive det fornødne, men ikke kunnet træffe nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.«
»Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen – eller hvordan det nu hedder. Hør – for Pokker – det er da aldrig … hvad, du dydige Ægtemand ..?«
Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine.
»Aa Vrøvl. – Kan du saa laane mig de ti Kroner?« spurgte Henning ærgerlig.
»Ja vist, Fa'er min – bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke at vide, hvem der skal være Gjenstand for din Velgjørenhed – Her har du Pengene, min Dreng.«
Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjøbesummen, tog nogle løse Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i Haanden paa Henning.
»Tak – Farvel – i Morgen skal jeg sende dig Beløbet tilbage,« sagde Henning og vilde gaa.
»Aa – hør en Gang – Henning – det er da ogsaa rent bandsat, at du skulde være optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre! Hør du – kan jeg ikke i det mindste følge dig et Stykke paa Vej? Vi skal ikke mødes henne i »Strygejærnet« før Klokken elleve.«
»Jo, det maa du gjærne. – Jeg skal ganske ærlig fortælle dig, hvor jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjælpe ham med nogle Penge – det er hele Historien.«
»Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud – hvad? Og bag efter følger du med hen i »Strygejærnet«, hvor jeg har arrangeret et mageløst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glæder. Naar du gaar med, bliver vi sex til Bords – et udvalgt Selskab, forsikrer jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de hjemlige Kjødgryder.« —
De havde besørget deres Ærinde ude hos gamle Bentsen, og Henning havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner – naturligvis i al Skikkelighed.
Han havde dog vaklet lidt. Var det – trods det, der var sket – rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var rigtignok alt andet end tillokkende.
Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sædvanlig finde i en eller anden Krog af Stuen, dækkende sig saa meget som mulig for sin kjære Ægtehalvdel, og denne elskværdige Dame, Minnas Moder, fremstillede sig for ham paa Hæderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig bevægede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske Magter til Vidne paa, hvor skjændig hendes ulykkelige Barn blev mishandlet. —
Det gøs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen – blot for en eneste Aften – trække Vejret frit i sine Kammeraters Selskab.
Han trængte haardt til det, syntes han selv.
»Ser du, lille Sønneke,« sagde Erik, »det kan ikke nytte, du vil nægte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer fra Hovedet, Hjærtet eller Maven. Og saa spørger jeg dig som en sundt tænkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjør bedst i: at gaa og falde sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse? Ser du – baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og viselig i at følge med mig til det Glædens Paulun, som jeg skal aabne for dine tørstende Blikke.«
Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under Vennens og trak ham med sig. —
»Du burde have fortalt mig, at der var – Damer med til jert Gilde,« sagde Henning og holdt tøvende inde med at tage Overfrakken af, da de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Døre paa begge Sider ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsværelser, hvorfra der nu og da lød en støjende Latter.
»Aa Snak – saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig,« tilføjede Erik halvt mellem Spøg og Alvor – »du skal naturligvis sidde længst borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme i Fristelse. Og desuden« – Erik slog atter over i sin gamle, kaade Tone, idet han bøjede sin Mund helt hen til Hennings Øre – »det er prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.«
Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste Nytaarsskud forstummede, da et støjende Selskab forlod den velkjendte og velrenommerede Restauration, der blandt de indfødte gik under Navnet »Strygejærnet«, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa Huse paa den modsatte Side for at give Ekko længere og længere borte. —
Det havde været en mageløs Nytaarsaften.
Hvor man havde lét og moret sig – ja, og spist og drukket – ganske storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne – begge Dele lidt blandede, men det havde man været altfor glad til at lægge Mærke til.
Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen. Og Tyveaarsalderens Sorgløshed og dens dejlige Luftkasteller kom frem paany. Leve Glæden! Leve Øjeblikket! Pokker i Vold med den Dag i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! —
»Saa, kom nu. Nu skal vi hjem,« sagde Erik. »Knud og Holger følger Damerne hjem.«
»Naa, saa det gjør de!« Henning talte i en overstadig lystig Tone. »Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke Eva!«
»Er Du gal, Henning!« – Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme lød ganske ædru. »Gjør nu ingen Dumheder – saa vilde jeg hellere ønske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vær nu fornuftig og lad mig følge dig hjem.«
»Hører I, hvad den Filister siger? Jeg skal være fornuftig. Gaa Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. – Ikke sandt?«
Han bøjede sit blussende Ansigt ned til det kjækt tegnede Hoved – med en koket lille Skindhue – der støttede sig op til hans Skulder. Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tæt op til hans Øre, idet hun hviskede: »Lad os løbe væk fra dem!«
Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig løs, og med en kaad Latter løb de to ned ad Fortovet, glidende og tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne.
»Henning, hør, hvad jeg vil sige dig!« raabte Erik efter dem.
»Aa, lad dem bare more sig!« raabte en af de andre. Felicissima notte, mine Børn! Tak for i Aften!«
Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav ned ad Gaden.
Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev alene tilbage.
»I Morgen er han næppe i saa godt Humør,« sagde Erik med et angerfuldt Suk. »Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det, skulde jeg nok have vogtet mig for at føre ham i Fristelse.«
»Aa hvad – det har han .. saagu' ingen .. Sk… Skade af,« mumlede den anden, men da han mærkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne til at løse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert yderligere Forsøg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig af den mere ædru Ven føre til deres fælles Bolig og Atelier, hvor de snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrængelser.
Gaslygterne – paa den ene Side af Gaden – brændte endnu i den kolde Vintermorgen, skjønt ikke alene Bageren, men ogsaa Høkeren og Urtekræmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for længe siden. —
Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer siden havde været klirrende tør, var nu opfyldt af en graalig, frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrøg i de Spor, som Vogne og Fodgængere havde efterladt den foregaaende Dag.
Det var Nytaarsmorgen.
Med hvor mange smukke Ønsker og gode Forsætter havde man ikke hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsømt i det gamle, tænkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se virkeliggjorte, før Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen sin Bane rundt.
Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Døre, for at Folk kunde træde ind til den tidlige Morgengudstjeneste.
Klokkerne fra »Holmens« og »Vor Frue« lod deres stærke Malmrøster lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu øde og halvmørke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skær hen over Sneen, ilede andægtige Kirkegængere, der ikke rigtig syntes at have faaet Søvnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen under Armen.
Nu og da kunde man ogsaa faa Øje paa en enlig Fodgænger – uden Salmebog – med Frakkekraven smøget op om Ørene og Hænderne stukne dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rødkantede Øjne og blege, forvaagede Ansigt paa en noget forrædersk Maade sladrede af Skole om, at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i Morgenstunden. —
Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da det første, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skæret fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde være i Tvivl om at henføre til den sidstnævnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere befærdede Gader.
Han gik meget hurtig, skjønt den forcerede Bevægelse syntes at koste ham Anstrængelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt sig i en af de østlige Alléer, stansede han nu og da, støttede sig med Haanden til et Træ, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde Taage strømme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt.
Saa syntes han ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at komme videre, fortsatte sin Vandring, først usikkert og slingrende, ikke som en beruset, men som en Søvngænger, der pludselig er bleven vækket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet og drog et stønnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af sig. —
Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var føgen sammen udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvær fik Laagen rykket op, hørte han et Vindue blive smækket til oppe i Huset og saa' et Hoved forsvinde bag Gardinerne.
Lampen brændte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen.
Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedøren. Hans Hænder rystede, og Kulden, som han ikke havde mærket noget til under Vejs, fór isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog ham i Møde.
Vinduet havde øjensynlig været aabent hele Natten – og Minna staaet og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde høre hende inde i Sovekammeret ved Siden af. —
Men alt, hvad han saa og hørte, og alle de Tanker, der jog pinende gjennem hans Hjærne, fornam han som i en uklar Drøm.
Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var dunstet bort for længe siden. Det var snarere, som om noget var gaaet i Stykker i ham, saa han ikke længere evnede at tænke og føle klart. Men midt i denne knugende Sløvhed var der en eneste skarp, pinefuld Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og dybt, dybt ind i hans Hjærte.
Han gik ud i Køkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede løs indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som hvis det havde været uskyldige Tømmermænd.
Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere irriterende Tydelighed. Han følte en led Væmmelse ved sig selv; han vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire og tyve Timer tilbage. —
Saa gik han ind og kastede sig fuldt paaklædt paa Sofaen i sit Atelier efter at have drejet Nøglen om i Laasen. Der var hundekoldt derinde. Men han mærkede det ikke. Hans Øjelaag var tunge som Bly, men dog vedblev han at ligge vaagen.
Og mærkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Søn, han tænkte paa.
Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og Hustru, og Kjærtegn var en sjælden Vare mellem dem. Men lille Aage plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lægge sig nogen Aften uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom ind til ham, skulde han saa berøre ham med de samme Læber, hvormed han nylig havde kysset – den smukke Eva? – Var det ikke ligesom en snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. —
Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og stønnede febersygt under Byrden af de hæslige Tanker, der stormede ind paa ham.
Omsider faldt han i Søvn og drømte, at det var en dejlig, mild Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der gled langsomt forbi Kysten.
Han var omgiven af en Mængde Kammerater, og der blev holdt begejstrede Taler for det gode og skjønne, og han stod selv op og holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at være ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det suste og bruste for hans Øren, og de løftede ham til Vejrs og raabte, at han var den første iblandt dem.
Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. – Da han saa sig om, var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper var bleven til en skrøbelig Baad, hvori han sad alene med Minna.
I det samme rejste der sig en isnende kold Blæst, der jog Sne og Hagl ned over dem, og Søen dækkedes med store Isflager, mellem hvilke Baaden skruedes fast. – Men inde fra Stranden rakte der sig et Par nøgne, hvide Arme ud imod ham. De kom nærmere og nærmere, greb tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod.
Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedækkede Gader med flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han løb eller fløj, men de hvide Arme var stadig om hans Nakke og slæbte ham afsted med sig, og langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad.
Isen skruede sig højere og højere op rundt om den. Det bragede og stønnede derude, og hvert Øjeblik syntes Ismasserne at maatte styrte ned og knuse den.
Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tæt om hans Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem.
Og nu lød Bragene stærkere end før; de voxede til en rullende Torden – ganske nær ved ham ..
Og saa vaagnede han. —
Minna bankede heftig paa Atelierdøren. »Luk op, hører du!« raabte hun med en Stemme, der syntes at kæmpe med Graaden. —
Det var højt op ad Formiddagen. Udenfor laa Vejen indhyllet i en klam, raakold Taage. Istapperne, der hang ned fra Tagskjæget, var begyndte at tø, og Vandet drev i stride Strømme ned ad Mure og Vinduer. Sneen, der i Dage og Uger havde ligget skinnende blank ude i Alléen, var i Færd med at forvandle sig til et snavset, æltende Søle under Fødderne paa de mange Folk, der drog ind til Byen for at ønske glædeligt Nytaar hos Venner og bekjendte.