Et Ægteskabs Historie

X

Det var den mest bevægede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det første spæde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret, hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjærte til at banke af en Glæde og Sindsbevægelse saa stærk, som han aldrig før havde kjendt den.

Han var bleven Fader. – Han syntes, at det var umuligt andet, end at den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden, maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham, at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner og Kræfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer og Gjenvordigheder.

Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret.

Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng, bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste af alle Mænd.

Og saa fik han Barnet at se; hans – deres Barn. Oven i Kjøbet en Dreng – en prægtig Dreng!

Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad.

Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar Tambeskjælver foran Pillespejlet.

 
„Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej!
Det er vor Husbond, det er Hakon Jarl,
som kommer op igjen fra Skibene …“
 

deklamerede Hans Frederik ham i Møde.

»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle dig, at vi har faaet en Søn, – en stor, dejlig Dreng!«

»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!«

Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at se Henning i det gamle, frejdige Humør.

»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg forsikrer dig – om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et rigtigt Menneske ud af!«

»Aa – jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for. Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene:

 
Ej nogen venlig Arne aabned mig sin Favn …“
 

»Men det har ikke altsammen været, som det skulde«, afbrød Henning ham. »Du har Ret i, at jeg var for blød, men nu har jeg ti Mænds Styrke!« – — —

Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen. Ingen Fader kunde være mere lykkelig og stolt over sin førstefødte.

Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder færdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte.

Den lille, buttede Knægt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod til at have bragt Lykke til Huset. —

XI

Men det var mærkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle Minnas Karakter, at hun var bleven Moder.

De Krav, Moderværdigheden stillede til hende, blev oven i Kjøbet en ny Anledning til at gjøre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget hun end holdt af Barnet. – Hun plejede det med den største, altid aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle de Besværligheder, som var forbundne dermed. —

Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun bebrejdede Henning, at han forsømte hende for Drengens Skyld. Hun blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet.

Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs overfor ham i deres daglige Samliv.

Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor gjærne hun end vilde.

»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg var død.«

Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv; naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en Kurv Frugt eller en Buket Blomster.

Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han mange Gange – især i den senere Tid – lod sig ægge til at bruge haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. —

Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham.

Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. – Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. – Javist – for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo.

Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.

»Er du bedrøvet, lille Fa'er?«

Henning kyssede Drengens lyse Haar.

»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.«

»Hvorfor tænker du?«

»Jeg tænker paa dig – at jeg altid vil være god imod dig.«

»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære dig en Vogn og en Gedebuk. – Bliver du saa glad?«

»Ja, saa bliver jeg glad – naar du er en god og artig Dreng.«

»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa helt pludselig:

»Mo'er skal ogsaa være god.«

Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er.

Han tog ham ved Haanden og sagde:

»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.«

Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun var i daarligt Humør. —

Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt, og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment, som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage.

Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige Ting.

Minna svarede med Enstavelsesord.

Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng.

Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The ude i Haven. Vejret var saa smukt.

Det kunde de gjærne. Hun var lige glad.

Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset.

»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude kunde man skimte Sundet.

»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at gaa paa denne Maade.« – Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg vil ikke have min Dreng ødelagt.«

»Din Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok med at tage ham fra mig.«

»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.«

»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig. Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan bare slide og trælle i Huset – det er alt, hvad jeg har at opmuntre mig med.«

»Minna – hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden sandelig din.«

»Aa, – jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.«

»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?« spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle mig som en rigtig Tøffelhelt.«

»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og hengivne Kone? Aa, – saa maatte du være en helt anden Mand end den, du er!«

Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig og svarede rolig:

»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i, at jeg burde have været en helt anden Mand – det vil sige mindre føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde du mindst bebrejde mig.«

»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. – Jeg sagde dig jo en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.«

»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører ikke til noget.« – Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen over Panden. – »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være Vidne til vor Uenighed.«

»Ja saa – du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« – Hun fór heftig op.

»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa. Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du for en Tid kom i andre Omgivelser.«

»Og hvor skal vi tage hen?«

»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for os selv. Lad os prøve paa det.«

Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede.

»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok, du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var forlovede.«

»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad Vinteren.«

»Ja – naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der bare Fiskere.«

»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du kan godt faa Selskabelighed.«

»Aa – det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.«

De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet, hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden.

I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse.

Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds.

Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev. —

En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham.

»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede, en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten. – »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro, ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror, at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa – ikke sandt?«

Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male Studier derfra.

Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos ham, som han ikke kunde blive kvit.

Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det venstre Øje. Snittet paa hans dress røbede en synlig Bestræbelse hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk, hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. – Ellers var der intet som helst mærkeligt ved ham.

I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med de andre Herrers Mening.

Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,« tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.«

»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange, behandskede Haand. —

Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han lidt efter gik hjem fra Stranden.

Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed. Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop være hendes Mand?

Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde forandret sig for dem begge?

Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv.

Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden.

For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. —

Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær; bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have.

Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed, kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged.

Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet, hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af Byfogden i egen Person.

»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.«

Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet.

»Her gjør vi ingen Ceremonier – knapt nok med Forbryderne!« raabte den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod! En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. – Maa jeg saa præsentere Dem hele Arresthuset. Min Kone derovre – mellem os sagt den værste Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen – min Datter til venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den Herre dér kjender De allerede, og – det bedste gjemmer vi tilsidst: Min Søsterdatter, Fru Aaby – Hr. Genremaler Bentsen – —«

Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun og han gjenkjendte hinanden.

»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender. Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.«

Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt, brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. —

Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den gav ham Tid til at sunde sig lidt.

»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.«

Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed.

»Aa – Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden.

»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber.

»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. – »Jeg har tilbragt uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.«

»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af Familien! Det var da rent forbandet morsomt. – Ja, det var en brav Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« – Byfogden sagde det helt bevæget – »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?«

»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« – Ordene slap Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det.

Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. —

»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa Tiden at bryde op. – »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule jaloux – hvad behager?«