Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv. Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have, at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den, ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor. Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende, men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen; hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe ganske alene derude med Andrea Margrethe.
Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt, opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for Corpus Juris. Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive vækkede. – Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og bemægtige os Hanen. Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.
Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe, hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa at vi i den Henseende kunde være rolige.
Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og sov med Hovederne skjulte under Vingerne – oppe paa Hjalet sad Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi. Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud i Gaarden: „Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!“ Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at blive overraskede af Niels i en tête à tête inde i Hønsehuset, besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at komme ubemærket bort. „Lad os skjule os herinde, følg blot mig!“ hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os. Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at vi To kunde staae derinde.
Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være løben bort. „Ja, ja“, lød Svaret, „saa kan Du give ham nogle Prygl, naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!“
Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested – men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren, gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør. Jeg foreslog, at vi skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt: Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde, Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at høre, om Ingen skulde komme. Forgæves – det syntes, som om hele Gaarden var uddød. Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til – for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere Bælmørke. Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et Dommedagsslag paa Døren – da i det Samme en af Dørene i den modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten – saa blev Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei, der kom Ingen – Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før. Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette Fodtrin ile forbi. „Halloh“, raabte jeg, saa høit jeg kunde – — den Forbiilende standsede – nok et „Halloh“, der blev besvaret med et „Hvor?“ – det var Corpus Juris' Stemme. „Her, her“, raabte jeg – „ja hvor? hvor?“ blev der raabt tilbage – „her, her i Hønsehuset!“ „I Hønse—!“ men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab, stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en Død – nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne atter bliver aabnet. „Men hvor – hvor er Andrea Margrethe?“ spurgte Corpus Juris forfærdet – „der“, svarede jeg, idet Andrea Margrethe, som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde taget Skade paa sin Forstand – han var lige ved at kaste sig paa Knæ for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte, som: Is – løbe paa Skøiter – Vaage – drukne o. s. v. Saaledes trak han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Præsten op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. „Her er de!“ raabte Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.
„Hvor kommer I fra?“ spurgte Præsten overrasket.
„Fra Hønsehuset!“ svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.
„Fra Hønsehuset!“ udbrød Præsten, „og hvad“ – mere fik han ikke sagt, thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget Tilstand, – og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare Øie.
Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig. Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke, at vi muligvis kunde være der – men der var intet Svar kommet paa Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee, at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa Skøjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente vel, at det havde ingen Fare, for „Ukrudt forgaaer ikke saa let“, men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at vi vare druknede. Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne fundne.
Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om, hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre, indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.
Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at sige, hvem af os der saa værst ud.
„Se der staaer Originalen“, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle, „og der staaer Copien“, idet han pegede paa mig – „Ligheden er slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt med den herlige Opfindelse.“
Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris' Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et Øieblik. „Endnu er der Tid“, sagde jeg til mig selv, „Slaget er ikke tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide, vort Forehavende er ikke blevet røbet. Endnu kan det udføres: nu kjender Du Leiligheden derovre – Du kan i Hast løbe derover og tage Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.“ Som tænkt, saa gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab, som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe. Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behøver da heller ikke at have det saa forskrækkelig magelig, og des før vilde den vaagne og glæde Corpus Juris med sine natlige Toner.
Da jeg atter kom ned, fandt jeg Familien ved Aftensbordet.
„Hør Nicolai“, sagde Præsten til mig, „kunde jeg nu ikke faae at vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hønsehus?“
Jeg havde ikke troet, at jeg paa Ny skulde blive underkastet noget Forhør desangaaende og havde derfor ikke i Tide været betænkt paa Svaret. Jeg maatte nu søge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde, men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mærke, at min Beretning blev temmelig usammenhængende og meningsløs.
„Ja saa“, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, „og slige Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven, jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i saa ung en Alder at være saa fordærvet! Igaar søgte De at slaae Faderen ihjel, idag holder De natlige Stævnemøder med Datteren i Hønsehuset. Men saa er det bedst strax at gjøre en Ende derpaa; nu har De uden videre Tøven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea Margrethe.“
Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne blev dømt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie, men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt. Ikke desmindre troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening var upaatvivlelig den samme, som den havde været i Formiddags, da Præsten havde berørt det samme Æmne: nu kan det ikke skee, men engang om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa kan der tales for Alvor derom.
Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af disse mærkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris herude. Hjemme i Kjøbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa Sophaen og læse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i Nøddebo vilde han hvert Øieblik ud at spadsere. Navnlig nu for Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden, da han søgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe derimod var af samme Mening som Corpus Juris.
„Hvor skal vi da gaae hen?“ spurgte jeg, der altid var rede til at gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae.
„Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden“, svarede denne.
„Hvad skal vi paa Kirkegaarden?“
„Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser derude.“
„Kan De see Spøgelser?“ spurgte jeg, „jeg har aldrig været saa lykkelig.“
„Ja men jeg er et Søndagsbarn“, svarede Andrea Margrethe, „jeg er født en Søndag, og derfor kan jeg see Spøgelser og Utysker.“
„Se Dig selv i Speilet, saa seer Du strax eet Utyske“, sagde Præsten.
„Skal vi saa gaae?“ spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat.
„Gaaer Du ikke med, Emmy?“ spurgte Andrea Margrethe.
„Ja jeg veed ikke ret – gaaer De med, Christopher?“
„Jeg er træt“, svarede Gamle, „jeg har mere Lyst til at blive her hos Deres Forældre.“
„Christopher er et godt Menneske“, sagde Præsten, „han tænker paa os Gamle; I Andre tænke bare paa at føjte og more Eder – vi Gamle kan smukt sidde hjemme og kjede os.“
Emmy erklærede, at hun vilde ogsaa blive hjemme.
„Geneer Dig ikke“, sagde Præsten, „gaa kun med, det har Du alligevel mest Lyst til.“
Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab.
Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet. Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk af hendes Tanker, der var rene og skjønne som de klare, hvide Maanestraaler. Alt, hvad hun talte om, blev ligesom hævet op i en lysere, skjønnere Verden, det var, som forstod hun at opfatte Harmonien i Alt, saa at enhver Dissonants, enhver Uoverensstemmelse og Strid forsvandt. Meget, der hidtil ikke havde vakt min Opmærksomhed, forstod hun at aabne mit Blik for, saa at jeg pludselig saae det i et heelt andet Lys. Som den kyndige Juveleer veed at skatte den kostelige Ædelsteen, der for den Uindviede tager sig ud som en ringe og uanseelig Kiselsteen, saaledes vidste hun strax at paaskjønne, hvad godt og smukt der kunde være hos et Menneske, medens Andre ikke kunde see noget Usædvanligt deri. Blandt Andet kom vi til at tale sammen om Gamle, og jeg blev i høi Grad overrasket ved at høre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjøre mig selv Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed. Gamle var min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget særdeles Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham. Anderledes med Emmy, hun var nærved at betragte Gamle som et Slags høiere Væsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt Skjønt og Stort, hans rige Kundskaber, hans ædle og medfølende Hjerte for Andres Nød og Kummer. Jeg svarede hertil, at uden at ville nedsætte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine egne Drømmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden, der omgav ham.
„Og det siger De“, svarede Emmy med en Iver, jeg ikke før havde seet hos hende, „det siger De, der endnu i Dag har havt Beviser paa den Kjærlighed, hvormed han tænker paa Dem.“
„Hvorledes det?“ spurgte jeg.
„Har De da allerede glemt, hvilken Skræk han har udstaaet i Aften for Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var borte, hvor han – ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var han af Tanken om Dem. Og nu hans Glæde over at gjensee Dem, agtet De heller ikke den for Noget?“
„Ja det var nu saadan en høitidelig Leilighed“, indvendte jeg, „han troede, jeg var druknet, og saa var det da ikke saa underligt, at han blev glad ved at finde mig levende: det Samme vilde jeg have gjort i hans Sted uden at regne mig det til synderlig Fortjeneste. Men De skulde see ham til Dagligdags, saa kan han gaae undertiden hele Timer indesluttet i sig selv uden at sige et eneste Ord.“
„Og er det da de bedste Mennesker, som tale meest? Troer De, at den, som har mange Ord, ogsaa gjemmer Meget i Hjertet?“
„Det troer jeg just ikke, men jeg mener dog, at man gjerne kan tale lidt sammen engang imellem, uden at det just behøver at være saa uhyre dybsindigt. Ellers kunde man tilsidst staae Fare for ikke at tale et eneste Ord den hele lange Dag. Og naar han virkelig gjemmer saa meget i sig, som De troer, hvorfor meddeler han da ikke os Andre lidt af sin megen Visdom? Saalænge han beholder den for sig selv, er den dog kun en død Skat.“
„Har De da nogensinde bedet ham derom, og han har afslaaet det? Har De nogensinde begyndt en Samtale med ham, og han har viist Dem uvillig bort?“
Jeg begyndte næsten at frygte for, at jeg havde gjort Emmy vred. Jeg havde just heller ikke tilsigtet et saadant bestemt Angreb paa Gamle, thi jeg nærede ingenlunde ringe Tanker om ham, men ifølge den Modsigelsesaand, som boer i os Mennesker, kunne vi aldrig høre Nogen roses paa særdeles Maade, uden vi strax føle os opfordrede til at fremdrage Skyggesiderne og mangen Gang dvæle mere ved disse, end vi egentlig havde betænkt fra først af.
Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mærke dertil. Nu standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at have været altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset saa temmelig uanseelig ud, syntes at være voxet i Maanelyset. Dens hvide Mure, som kastede de blege Maanestraaler tilbage, havde ligesom et aandeagtigt Udseende. Rundt om laa Gravhøi ved Siden af Gravhøi, dækkede af det hvide Snelagen: ikke et Græsstraa var at see, ikke en Fugl var at høre – her havde den blege Død opreist sin Throne: Alt var Kulde, Død og Taushed. En stærk Modsætning hertil var det pludselig at høre Latter og høirøstet Tale; det var Corpus Juris og Andrea Margrethe, som ligeledes vare gaaede Kirkegaarden rundt og nu atter kom os i Møde. De vare i en hæftig Ordstrid sammen, men i al Venskabelighed, thi de lo ligesaameget som de talte. Efterhaanden som de kom nærmere, kunde vi bedre forstaae, hvad de sagde.
„Deri gjorde hun Ret“, paastod Andrea Margrethe, „jeg vilde have gjort det Samme i hendes Sted.“
„Hvilket?“ tillod jeg mig at spørge, da de i det Samme standsede lige foran os.
„Frederik har netop fortalt mig en Historie om en ung og deilig Ridderjomfru, der boede paa en gammel Borg paa den anden Side af Fjorden, og som sagde Nei til syv Beilere.“
„Hvorfor gjorde hun det{.}?{-}“
„For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det Samme.“
„Ja saa“, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter: „Kjender De Visen om „Roselil og hendes Moder{?“}“?{-}“