Livserindringer

Bibliotheksvirksomhed

Efter Redegjørelsen for min Skribentvirksomhed i denne Periode – et Par Brochurer kommer jeg siden til at nævne – maa jeg et Øieblik vende mig til det Embede, som jeg ved Siden af Professoratet beklædte, nemlig som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor sagt, søgt dette Embede af økonomiske Grunde, ikke af Lyst til den bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig bevidst at have besørget det med samvittighedsfuld Troskab og deri at have gjort nogenlunde Fyldest. For Bogvæsenet i Almindelighed med dets Krav paa Opmærksomhed for Rækker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. har jeg aldrig havt Interesse: Bøgerne vare mig altid kun Redskaber for det videnskabelige Studium eller den æsthetiske Nydelse. Men jeg medbragte ved Siden af Pligtfølelsen et uundværligt Hjælpemiddel i en let og tro Hukommelse, og, ligesom jeg selv glædede mig ved som Bibliothekar at have til fri Raadighed et rigt Apparat i mit eget Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i samtlige til Universitetsundervisningen hørende Fag, understøttet af fagkyndig Bistand, at anskaffe saa Meget af det Bedste i Litteraturen, som Midlerne tillod, og at gjøre det Anskaffede saa tilgængeligt for Ældre og Yngre, som god Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et betydeligt Arbeide ved at orientere mig fuldstændig i Bibliothekets Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod ved saaledes daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke fra mine specielle og alvorlige Studier, at sysle overfladisk med alle Videnskabers Apparat, og jeg ombyttede derfor i 1848 gjerne Tilsynet over de stille og lydige Bogrækker med noget mindre fredelige Sysler, dog uden at opgive Interessen for den for Universitetet, dets Lærere og Studerende saa overordentlig vigtige Institution. Under min Styrelse blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet udarbeidet og gjennemført og et særeget Læseværelse blev indrettet, medens der hidtil ingen anden Plads havde været for dem, der paa Bibliotheket benyttede Bøger eller Manuskripter, end selve Udlaansværelset med dets Sneverhed, Uro og uhyggelige Trækvind. Manuskriptsamlingen, der i et fugtigt Rum havde været udsat for at beskadiges, fik derhos en bedre og rummeligere Plads, idet det i Bibliothekslokalet (dengang, som bekjendt, Loftsetagen over Trinitatis Kirke) opstillede og da unegtelig indskrænkede Museum for nordiske Oldsager, hvis Besøgere i ikke ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden, flyttedes ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket ved betimelig og med al Kraft at trænge paa Tilveiebringelsen af et nyt Lokale istedetfor det ikke blot ved sin Beliggenhed ubekvemme, men efterhaanden aldeles utilstrækkelige, hvori Ordenen næsten ikke mere lod sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11). Da endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet var vendt tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny Bibliotheksbygning søgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig og ivrig i alle om dette Anliggende og om Bygningens Indretning førte Forhandlinger, ligesom jeg ogsaa, da min tidligere mangeaarige, trofaste Medhjælper, der var bleven min Efterfølger ved Bibliotheket, var nær ved aldeles at tabe Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den vistnok saare besværlige Flytning og nye Opstilling, maatte træde til for at støtte hans driftigere og mere energiske Medhjælpere: afdøde Bibliothekar Gundorph, der da bar Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar Hannover. Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i Bibliotheket havde modtaget det saakaldte Classenske Lægeselskabs Bogsamling, tør jeg vel ogsaa sige, at det senere efter Bibliothekets Flytning var mig, der som Konsistoriums Delegerede med Geheimeraad Tillisch paa det Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede den derefter af Kultusministeriet bekræftede Overenskomst om det i flere Retninger vigtige og kostbare Classenske Bibliotheks Sammensmeltning med Universitetsbibliotheket; thi ogsaa da svigtede praktisk Handlekraft den brave Mand, der nærmest skulde repræsentere dette sidste. Endnu før denne Forhandling havde jeg havt en mærkelig Leilighed til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lærde Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslægtede, omend mere fremragende, mod mig altid saare velvillige Werlauff, der styrede det kongelige Bibliothek, den frygtsomme Fredsommelighed og Angsten for enhver alvorlig Kamp lammede selv den varme Kjærlighed, hvormed begge Mænd omfattede de dem betroede Bogsamlinger^[49].

Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er, at det ved det ringe Maal af personlige Kræfter, der da havdes til Raadighed ligeoverfor det bestandig stigende Udlaan og Benyttelsen af Læseværelset (foruden Bibliothekaren kun en Underbibliothekar og en yderst ringe lønnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig fat paa Tilveiebringelsen af et høist nødvendigt Realkatalog (en ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller at føre en Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob uordnede Breve og Dokumenter.

Anden offentlig Virksomhed

I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nævne, at jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab i 1834 (den 21de November) blev valgt til Medlem af dets Ordbogskommission, hvori jeg sad indtil Udgangen af November 1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.

Den her kortelig skildrede Embedsgjerning og Forfattervirksomhed i Forening med den stadige Bearbeidelse af min egen videnskabelige Personlighed gjorde saadanne Fordringer til mine Kræfter, at der i lang Tid ikke blev Plads for nogen Trang eller Evne til en videre gaaende Deltagelse i offentlige Anliggender. Kun ved Universitetet selv tog jeg Del i visse Reformbestræbelser, især med Hensyn til Sammensætningen af Konsistorium, og i Marts 1837 indgav jeg et Andragende om en Forandring i saa Henseende, foreløbig uden Resultat^[50]. Og dog er det allerede af Hensyn til det paafølgende Tidsafsnit ikke muligt her ganske at forbigaae mit Forhold da til Politiken, saa beskedent dette end stillede sig. Fra min første Indtræden paa Embedsbanen havde jeg sluttet mig til det Flertal imellem mine Kolleger, navnlig af de yngre, som ikke troede det overleverede absolute Monarki, baaret af Frederik VI's jævne og elskværdige, men ogsaa Jævnheden hos Andre foretrækkende Person, istand til at fyldestgjøre Tidens Krav, ligesaalidtsom det havde gjort Fyldest i Aarhundredets to første Decennier, og som heldede til konstitutionelle Tanker og Forhaabninger, men vistnok temmelig spagfærdige. En stærkere Bevægelse med ikke lyse Udsigter begyndte i 1830 med Schleswigholsteinismens aabenlyse Optræden (Uve Lornsen), hvorefter fulgte Oprettelsen af den slesvigholstenske Fællesregjering paa Gottorp og af de fire Provinsialstænders Forsamlinger. En endnu alvorligere Skikkelse antog Bevægelsen under Christian VIII, der, uden som Forgængeren at omgives af en tilvant Pietetsfølelse, ikke kunde unddrage sig Indflydelsen af visse Erindringer fra Norge og derpaa byggede Krav. Udsigten til den kongelige Mandslinies Uddøen rykkede nærmere; Kongens Svogers, Prindsen af Augustenborgs, Udnævnelse til Statholder i Hertugdømmerne og Regjeringens vaklende og svage Optræden ligeoverfor den aabenbare Tilsidesættelse og Krænkelse af den danske Nationalitet i Slesvig vakte en dyb Misstemning, der ogsaa omfattede den hidtil populæreste af Regjeringsmændene: A. S. Ørsted. Medens Arvefølgepatentet af 1846 stødte paa stærk Modstand fra Slesvigholstenerne og deres Tilhæng i Udlandet, gav det, selv om dets Opfattelse opretholdtes, ingen Sikkerhed for, at den danske Nationalitet kom til sin fulde Ret indenfor Monarkiets Grændser. Jeg var imellem dem, der dybt følte Krænkelsen og Faren, men der var i al den Tid, hvorom der her er Tale, Intet, der kunde bevæge mig til at ombytte en bekymret Tilskuers Rolle med en aktiv Deltagelse. Jeg havde intet fuldt gjennemtænkt og mig selv tilfredsstillende Raad at give, ingen Plads og Stemme, der kunde give Advarsler, som allerede udtaltes af Andre, forøget Vægt. Havde jeg Noget forud for ikke faa af dem, der da førte Ordet, var det en efterhaanden (jeg kan ikke nu sige, i hvilken Orden og med hvilke Mellemrum) modnet Indsigt i og Følelse af de Opgavers Vanskelighed, der skulde løses; jeg saae, at Bestræbelserne for Monarkiets Bevarelse i dets Helhed og for en konstitutionel Regjeringsform idelig krydsede hinanden, og jeg følte, at der hos dem, hvem jeg i det Hele stod nærmest, baade med Hensyn til Holsten og med Hensyn til Slesvig lagdes en større Vægt paa det folkeretlige og traktatmæssige Grundlag og en mindre paa det da virkelig bestaaende folkelige Statsgrundlag, end jeg kunde billige. Jeg følte at det maatte komme til en grundig Opgjørelse imellem Dansk og Tydsk, selv med Fare for at tabe det Tydske, men tillige, at ingen dansk Regjering kunde stille sig denne Opgave uden at tvinges dertil ved en voldsom Rystelse^[51]. Jeg lededes ogsaa derved, selv om jeg havde havt friere Raadighed over en større Kraft, til Afholdenhed. Jeg har altid havt en afgjort Uvillie imod uden et klart og bestemt Maal at deltage i "Røre" (en dengang og siden fra en vis Side meget brugt og yndet Kategori) og en stundom maaske for ængstelig Ulyst til at deltage i Forbindelser, der kunde hindre mig i med Selvstændighed at følge min Overbevisning i forekommende Spørgsmaal. Jeg var derfor uden nærmere Forbindelse med nogen af de Grupper, for ikke at sige Partier, der dengang deltoge i den offentlige Forhandling fra et halvt eller helt oppositionelt Standpunkt, saavel de Ældres (hvortil hørte P. G. Bang, Neergaard, Tutein og som mere fremrykkede David, Clausen og Schouw) som de Yngres (Lehmann, Monrad, Ploug osv.). Og dog var min Stilling med Hensyn til de offentlige Anliggender en noget forskjellig under Frederik VI, medens jeg fra det første Trin paa Embedsbanen arbeidede mig fremad, og under Kristian VIII, ved hvis Regjeringstiltrædelse jeg regnedes imellem de for Fagdygtighed anerkjendte og hos de Studerende vel ansete og populære Professorer, og med hvem jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab var bleven bekjendt, da han i nogle Aar som Prinds var Selskabets Præsident, skjønt vistnok kun paa Afstand og uden nogensomhelst Adgang til personlig Tilnærmelse, endsige til at give politiske Raad^[52]. – Kristian VIII's første Regjeringsdag kaldte mig endog til en gjentagen offentlig Optræden, men som ganske svarede til den her betegnede Tilbageholdenhed, idet den gik ud paa Paamindelser til Andre om Besindighed. Da jeg den 3die December 1839 henimod Middagstid fra det Indre af Byen, hvorhen Bevægelsen i Anledning af Thronskiftet havde kaldt mig, vendte tilbage til min Bolig paa Nørregade, mødte jeg ved Metropolitanskolen daværende Lektor, senere Konferentsraad og Notarius publicus Abrahams, der med stor Uro og Bekymring fortalte mig, at et stort Antal Studenter var samlet i Universitetsbygningens Vestibule og Korridorer, hvorfra de vilde drage ud til Amalienborg for at bringe den nye Konge en Hilsen og et Leveraab, uden Tvivl med Antydning af politiske Ønsker og Fordringer. Jeg gik da ind i Vestibulen og op paa Rummet over Trappen, bad om Ordet og forestillede de Studerende kort, men alvorlig, at det i sig selv ikke var sømmeligt udenfor det Palais, hvori Frederik den VI's Lig laae og hans Enke sad i Sorg, at bringe den nye Konge en ny og særlig Hyldest efter den, der naturligen var ydet ham ved selve Udraabelsen til Konge, og at i ethvert Tilfælde et saadant improviseret og uanmeldt Tog, for hvis gode Orden og Iagttagelse af tilbørlige Grændser Ingen havde Ansvaret, kun vilde fremkalde uhyggelige Sammenstød med Politi og Vagter. Man hørte mig villig og det Hele blev opgivet. Men til samme Dags Aften havde de yngre Ledere af Oppositionspressen: Lehmann, Monrad, Ploug og Andre stævnet de Studerende til et Møde i Hôtel d'Angleterre's store Sal for at vedtage en Adresse til den nye Konge om i Tilslutning til sin Fortid i Norge at give Danmark en Grundlov efter den norskes Forbillede. Jeg gik da hen til dette Møde og fraraadede det hele Foretagende, om hvis Ubetimelighed jeg havde en inderlig Overbevisning, idet jeg dels lagde dem, der virkelig kunde betragtes som Studenter ved Universitetet, paa Hjertet, at Studenterstanden ikke havde nogen Ret og Kald til at stille sig i Spidsen for Folket og at tale paa dettes Vegne, dels forestillede dem, at de uden Tvivl for den allerstørste Del savnede ethvert Bekjendtskab med den Grundlov, de opstillede som Mønster, dels udviklede, hvor vanskeligt det under det danske Monarkis indviklede Sammensætning og Forhold var for den ny tiltrædende Konge at give nogetsomhelst Tilsagn om en Grundlov, især i bestemt Retning. Mit Foredrag blev hørt med Opmærksomhed; det kunde naturligvis i den blandede Forsamling, hvoraf maaske Flertallet slet ikke i egentlig Forstand udgjordes af Studenter, og hvor ingen Regel var given for Deltagelse og Stemmeret, ikke forhindre Adressens Vedtagelse, men det bevægede en stor Mængde til at holde sig tilbage og svækkede i væsentlig Grad Betydningen af det Hele. Adressen blev indsendt, lagt til Side og glemt; men, da mine Ytringer om Studenterstandens ubestemte Grændser og det Misbrug, der derfor kunde drives med Studenternavnet, havde givet Anledning til en i Møder og Blade fortsat Forhandling om en Organisation og Repræsentation af Studenterstanden, bragtes jeg derved til at udgive en Brochure: "Et Par Ord om Studenteranliggender", hvori jeg ved Siden af stærk Hævdelse af Studenternes aandelige Frihed ligesaa bestemt fremhævede den Begrændsning af deres Ret til aktiv politisk Optræden, navnlig korporativt, der fulgte af deres juridiske og økonomiske Uselvstændighed og af deres Mangel paa en i Livets Gjerning vunden Erfaring. Den lille Piece fandt ikke ringe Indgang og formindskede ikke paa nogen Maade det velvillige Forhold imellem Studenterne og mig. Min hele Optræden havde været absolut individuel, men fandt Tilslutning hos mine Kolleger. Med Regjeringsmænd, endsige med Kongen, havde jeg i de Dage og Uger end ikke den fjerneste Berørelse, og min Udnævnelse til Ridder af Dannebrog den 28de Juni 1840 i Anledning af Kroningen skete kun efter sædvanlig Orden.

I 1843 fandt det første skandinaviske Studentertog til Upsala Sted. Kongen, der betragtede Sagen ugunstig og frygtede for Ubesindigheder, troede, at det vilde være hensigtsmæssigt at formaae en indflydelsesrig og populær Professor til at følge med Toget som modererende Iagttager og Raadgiver, og lod H. N. Clausen, der jo ellers ingenlunde var persona grata, opfordre til at paatage sig dette Hverv; men Clausen indsaae meget vel, at han af Studenterne vilde blive betragtet med mistænksom Uvillie som en ubeleilig Paapasser og af Kongen faae Utak, hvis der indtraf noget Ubehageligt, som han ikke havde kunnet hindre, og han bad sig derfor fritagen. Opfordringen rettedes da mundtlig igjennem Universitetsdirektionens Medlem, den bekjendte Jurist J. O. Hansen, der altid viste mig stor Velvillie, til mig, men med samme Udfald, just ikke til Hansens Forundring. – Aaret efter oprettedes af endel Mænd, der livlig interesserede sig for aandeligt Samkvem og gjensidig Velvillie og Tilnærmelse mellem de tre nordiske Folk, i Kjøbenhavn det skandinaviske Selskab. Jeg var med varm Interesse for Formaalet, omend med nogen Tvivl om Rigtigheden af Formen for og Udstrækningen af de paatænkte Sammenkomster og om Foredragenes Virkning, imellem Stifterne og holdt i et af Selskabets første Møder den 27de Januar 1844 et Foredrag, som kort efter blev udgivet under Titlen: "Om Skandinavismens Forhold til den almindelige Kultur". I Overensstemmelse med den Betragtning, som jeg stedse har fastholdt og forsvaret, hævdede jeg deri paa den ene Side de skandinaviske Folks Ret og Pligt til at gjøre sig selvstændig gjældende efter deres Eiendommelighed og Kræfter i det almindelige Kulturarbeide og vindicere sig deres særlige Nutids og Fortids Andel deri, men afviste paa den anden Side skarpt en selvgod, sig afsondrende og overvurderende Nordiskhed med tydeligt Henblik ikke blot til den grundtvigske Retning, men ogsaa til "Fædrelandets" og Andres daværende ungdommelige Overdrivelser. Foredraget vandt stærkt Bifald; men, da jeg havde berørt Ensidigheder, der dengang indenfor den egentlige Oppositions Rækker skulde skaanes, udbragte Orla Lehmann, der førte Forsædet ved det paafølgende Selskabsmaaltid, en Skaal for "Moderation i Moderationen". Jeg var for maadeholden; derved var min Stilling til Oppositionen, som den da og stundom siden førtes, forsaavidt ret klart betegnet; men jeg vandt ligesaalidt særlig Gunst paa den anden Side. Det skandinaviske Selskab selv udfoldede jo iøvrigt paa Grund af Forholdenes Udvikling kun en ringe og kortvarig Virksomhed^[53].

Under denne Afholdenhed fra politisk Optræden faldt det i min Lod temmelig pludselig at kaldes til Deltagelse i et meget vigtigt administrativt Anliggende. Den Forhandling, der fra 1829 af var ført om det lærde Skolevæsen, havde efterhaanden ledet Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler til den Overbevisning, at en omfattende Reform var nødvendig, og, efterat Direktionen – hvis kraftigste og indflydelsesrigeste Medlem dengang, efter J. P. Mynsters Udtrædelse og den svage og forhen afskedigede Engelstofts Gjenindsættelse som første Medlem, aabenbart var den ovenfor nævnte Etatsraad Hansen – i Almindelighed havde sikret sig Kongens Samtykke, anmodedes uden nogetsomhelst kongeligt Kommissorium med kort Varsel H. C. Ørsted, J. F. Schouw og jeg om at sammentræde med Direktionens Medlemmer til en fortrolig Forhandling om det hele Anliggende, saaledes at altsaa Ørsted og Schouw skulde repræsentere den mathematisk-naturvidenskabelige Side af Dannelsen, jeg den historisk-philologiske. Forhandlingerne førtes i Hansens private Bolig paa Grundlag af et Udkast, hvori jeg vel tør sige, at de af mig i 1832 udtalte Anskuelser i det Hele vare optagne, navnlig hvad angik Ophævelsen af den saakaldte anden Examen og Inddragelsen af dens Stof med Undtagelse af Philosophien i Skolen og Henlæggelsen af Afgangsprøven til Skolerne selv, hvis Undervisningstid udvidedes med ét Aar^[54]. Med en Anstrengelse, der navnlig for Engelstoft var aldeles overvældende, førtes det Hele tilende i et Par Dage, og Resultatet fremtraadte i den af Kongen approberede provisoriske Undervisningsplan for nogle af de lærde Skoler af 1844, idet der først skulde gjøres en Prøve med Planen i Metropolitanskolen og Skolerne i Odense og Kolding. Til at kontrolere denne Prøve ved at overvære Afgangsexamen i disse tre Skoler og deltage i Censuren bestemtes Ørsted, jeg, der strax efter i "Dansk Folkeblad" gav en Fremstilling af, hvad der ved den nye Skoleform tilsigtedes, og Professor Velschow. De ifølge heraf i Aarene 1845—1848 foretagne Skolereiser, der bragte mig i endnu nærmere Forhold til Ørsted, og som for første Gang førte mig til Fyen og Jylland, ydede mig ved Siden af Hovedopgaven en kjærkommen Forfriskelse, medens de forberedede min senere mangeaarige og kjære Virksomhed ved de lærde Skoler.

Personlige Forhold og Reise

Om mine private og huslige Forhold i denne Aarrække skal jeg fatte mig kort, thi Erindringerne derom tilhøre og vedkomme i det Væsentlige kun mine Nærmeste. Med min trofaste og hengivne Hustru, der to Aar før vort Bryllup med mig havde besøgt min Moder paa Bornholm,^[55] førte jeg et stille og beskedent Liv i en snever Kreds, snart omgiven af en Børneflok, idet der indtil 1839 fødtes mig to Døtre, to Sønner og atter to Døtre, af hvilke den ene dog døde ganske spæd og den anden berøvedes os i en Alder af 9 Aar til bitter Sorg den 8de Marts 1848. Ved Siden af Opdragelsen af mine egne Børn var det selvfølgelig min ueftergivelige Pligt at fritage min Moder, der havde gjort saa store Opofrelser for mig, for Omsorgen for mine to yngste Brødre, af hvilke den næstyngste oplærtes til Snedker her i Byen og den yngste opholdt sig i mit Hus i de nærmeste Aar, efterat jeg var bleven gift, medens han gik i Skole og efterat han i 1835 var bleven Student, indtil han som saadan blev Regentsalumnus. Jeg havde for at gifte mig stiftet en i Forhold til mine aarlige Indtægter betydelig Gjæld, og denne var, inden mine Indtægter forbedredes noget ved Bibliotheksembedet, forøget saaledes, at det heller ikke senere lykkedes mig at tilveiebringe Ligevægt, selv med Tillæg af nogen Indtægt af litterære Arbeider, der imidlertid dengang betaltes efter en meget lavere Maalestok end nu. Finantsielt Talent har jeg, i det Ringeste i mine egne Anliggender, aldrig udviklet. Jeg har i en Række Aar følt daarlige Kaars Sorg, Ydmygelse og forstyrrende og lammende Tryk i en ikke ringe Grad, og jeg søgte i den Tid gjentagende forbigaaende Lettelse af dette Tryk ved økonomiske Udveie, der gjorde Ondet værre. Omtrent i 1843 indtraadte der dog en Forbedring og Orden; men jeg gik ikke destomindre det paafølgende Livsafsnit imøde med en ikke ringe Byrde, for hvilken det heller ikke nogensinde senere er lykkedes mig at gjøre mig ganske fri^[56]. At dette uheldige Forhold ogsaa medførte en vis selskabelig Isolation, er naturligt. Manden drages, naar han finder en vis Anerkjendelse, stundom ud af denne og har i selve Anerkjendelsen en Trøst og Opreisning; paa Hjemmet hviler Byrden helt. Med stor Glæde erindrer jeg derfor den Vederkvægelse, som i en Række af Aar i den dengang korte Sommerferie Opholdet i Frederikssund hos en Slægtning af min Hustru bragte os alle, og jeg betragtede det som en Triumph, da jeg i Sommeren 1845 selv gik til at leie et Par Værelser for min Familie og mig paa den saakaldte gamle Bakkegaard, hvormed der, da Stedets Eier var Enkedronning Marie Sophies Hofchef, fulgte Adgang til den dengang for Publikum utilgængelige Søndermark. Mine philologiske Tilhørere gik ind paa, at jeg i den Sommer læste over Cicero de natura deorum om Morgenen fra Kl. 7 til 8, hvorefter jeg kunde dele hele Dagen mellem Mark og Skov og den græske Syntax, der udarbeidedes derude. – Til tidligere smaae Sommervandringer tilfods med nogle kjære Venner (Bojesen, Mathematikeren Chr. Jürgensen og Astronomen P. Pedersen) (derunder en lille Udflugt til Kullen i 1839) sluttede sig nu en hyppigere Omgang med et Par kjære Familier (derimellem min endnu levende Ven, Etatsraad Møhls og den ikke ubekjendte bornholmske Pastor Marckmanns, hvis Hustru var en Datter af Notarius publicus H. G. Olsen). Den største Opmuntring berededes mig imidlertid, da der i 1846 af Universitetsdirektionen udvirkedes mig en Understøttelse af 400 Rdl. til i Sommerferien at foretage en kort Reise i Tydskland. Naar det i Resolutionen betegnedes som min Reiseopgave at gjøre mig bekjendt med det tydske høiere Undervisningsvæsen, var dette et temmelig let gjennemsigtigt Skin, idet Reisen maatte gjøres paa en Tid, da ogsaa i Tydskland Ferierne indtraadte. Det virkelige Øiemed saae Direktionen ligesaavel som jeg i en efter mange Aars uafbrudte og strenge Arbeide saare ønskelig Forfriskelse, forbunden med Adgang til i visse Retninger at udvide Blikket og til at stifte et, omend indskrænket, personligt Bekjendtskab med tydske Videnskabsmænd, og dette Øiemed opnaaedes. I Forening med to Venner (de nævnte E. Bojesen og P. Pedersen) tiltraadte jeg Reisen den 31te Juli – efter midlertidig at have bosat min Familie i et lille Hus i Øverød ved Søllerød – og ilede i en deilig og varm Sommer med mine Reisefæller hurtig, men med livlig Opmærksomhed for alt det Nye, som Natur, Kunst og Folkeliv tilbød, over Berlin, Dresden, Prag, Wien, München, Heidelberg, Frankfurt og Göttingen og tilbage over Hamburg og Kiel, hvorfra jeg den 3die September igjen naaede til Kjøbenhavn. Ved at lægge Veien fra Wien til München over Semmering gjennem Steiermark, over Ischl og Salzburg fik jeg et foreløbigt Indtryk af Bjergnaturen. I Berlin^[57] fandt jeg den venligste Modtagelse hos Böckh, Savigny og Zumpt ligesom i Göttingen hos C. F. Hermann og H. Ritter (Forfatter af "Geschichte der Philosophie"); det har glædet mig mange Aar efter at se, at Böckh udtrykkelig engang paaberaabte sig Ytringer af mig i den Samtale, vi en Timestid førte med hinanden. Paa flere Steder var der derimod enten ikke Tid til at opsøge de Mænd, jeg kunde have ønsket at tale med, eller de vare paa Ferieudflugter. Paa den sidste Del af Reisen, omtrent fra Heidelberg af, havde jeg Leilighed til at bemærke den heftige Bevægelse, som det kort forinden udkomne aabne Brev om Thronfølgen i det danske Monarki havde fremkaldt, og den stærke Sympathi, som det var lykkedes Slesvigholstenerne at vække for sig, allermest i Universitetsbyerne, ligesom jeg ogsaa i det vestlige Tydskland modtog et levende Indtryk af den i sig selv naturlige Længsel efter Tydsklands Enhed og denne Længsels Retning henimod Preussen. Jeg kom til Kiel samme Dag, som Advokat Olshausen, en af Slesvigholstenernes ivrigste Ledere, var ført som Arrestant til Rendsborg, og maatte i Hotellet, hvori jeg overnattede, høre paa den Kattemusik, der bragtes den da fra Kjøbenhavn ankomne nye Chef for det i Kiel garnisonerende Jægerkorps, for hvilket Slesvigholstenerne havde ønsket en til deres Parti hørende Officier sat i Spidsen. – Reisen havde i al sin Korthed for mig været ikke blot oplivende, men frugtbringende.