Livserindringer

III. Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad. 1820—1826

Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold foreløbig ordnede, idet jeg paa den førnævnte Velgjørerindes Bekostning og ved fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder, saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald – jeg opnaaede Udmærkelse – tilfredsstillede ikke blot særdeles min Velgjørerinde, til hvem jeg fra nu af fik en nærmere stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af hvis Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt samme Held, og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glæden var desto større, da tilfældigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev udmærket^[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten ind at se en Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (– jeg troer dog, at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som Provsten indlagde paa det mig anviste Værelse —), hvad der var fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling, at Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understøttelse, idet daværende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og opfordrede mig til med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V. Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes endog med en overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom, og jeg modtog de Understøttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ eller ivrig Bestræbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres Bekostning^[27]. De Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket mig, vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste af en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade ved Bogkjøb og ved at hjælpe mine Brødre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte mine Finantser i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende, at jeg i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Fornødenheder.

Mine Studenteraar faldt i en Tid, i hvilken Erindringen om nær forudgaaede tunge Tilskikkelser hvilede over Landet og i Hovedstaden stærkt paatrængte sig igjennem Ruiner, derimellem Universitetsbygningens, eller gjennem ufuldendte Nybygninger, og med denne Erindring forbandt sig den endnu tilstedeværende, paa alle Sider sig aabenbarende økonomiske Nød og Fattigdom. Heller ikke Landets høieste Undervisningsanstalt: Universitetet befandt sig i nogen blomstrende eller tilfredsstillende Tilstand. Naar et isoleret og fra livlig Udvexling af Kræfter og ansporende Væddekamp afskaaret Universitet altid kan have Vanskelighed ved i alle Retninger at holde sig paa det tilbørlige Standpunkt, maatte denne Vanskelighed særlig gjøre sig gjældende, naar som dengang de materielle Betingelser i en længere Aarrække svigtede ikke blot ved det ydre Apparat af Bygninger, Samlinger og deslige, men ogsaa ligeoverfor Lærerpersonalet, idet ikke faa Medlemmer af dette levede i meget trange Vilkaar, medens baade Landets økonomiske Forhold og nedarvet Vedtægt hindrede Udsondringen af de ikke længer brugbare Kræfter og disses Erstatning med nye. Dertil kom, at de i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede tildels under Hertugen af Augustenborgs ikke altid sikre og selvstændige Ledelse antydede og paabegyndte Reformer og Indretninger under den efter 1807 følgende Ulykkesperiode, da ogsaa Hertugen selv fjernedes, gik istaa, hvorpaa i den Retning, i hvilken mine Studier førte mig, det i den spædeste Alder henvisnede pædagogiske Seminarium frembød et Exempel. Gammelt og Nyt blandede sig stundom paa en besynderlig Maade, der for mig afprægede sig i et lille Træk. Hver Student skulde efter Immatrikulationen vælge sig et Medlem af Konsistorium til saakaldet Privatpræceptor. Denne skulde efter de ældre Bestemmelser have et særligt Tilsyn med de til ham paa denne Maade knyttede Studenter og støtte dem; men af en saadan nærmere Forbindelse var end ikke det allerringeste Spor blevet tilbage; to Dage efter Immatrikulationen havde Studenten ofte glemt, hvem der var hans Privatpræceptor, og Præceptoren, hvilke Studenter der havde valgt ham. Men, naar Studenten efter fuldendt akademisk Kursus og ved Ansættelse i et Embede løste det saakaldte Testimonium publicum, tilfaldt af Betalingen derfor 2 Rigsdaler Privatpræceptoren. Jeg valgte til Privatpræceptor Historikeren Abraham Kall, tidligere ogsaa Professor i Græsk, dels af Respekt for Mandens Ry for udbredt Lærdom, dels fordi andre mig maaske mere tiltalende Navne vare optagne, da Touren kom til mig at vælge; thi Studenterne skulde ligelig fordeles imellem samtlige Konsistoriales. Mandens videnskabelige og akademiske Virksomhed var imidlertid ophørt længe iforveien, og jeg har aldrig set ham, da han ikke længer gik ud. Medens i flere Retninger hæderlige Navne indgød Agtelse og enkelte kastede en særlig Glands over Universitetet (– Ørsted havde i 1819 gjort sin Opdagelse af Elektromagnetismen —), fremtraadte paa andre Punkter Svaghederne stærkt, vistnok fornemmelig, men dog ikke udelukkende, i det philosophiske Fakultet (der dengang tillige omfattede det mathematisk-naturvidenskabelige); selv raa Mangel paa al sømmelig Holdning og Anstand savnede ikke en enkelt, oprindelig ikke ubegavet Repræsentant. – I det almindelige, navnlig æsthetiske Litteraturliv stod endnu Rahbek med nogle mindre betydelige Veteraner som Repræsentant for eller Minde om Tiden før Øhlenschlæger, og, uagtet det sagdes at høre til de Formaninger, som min Privatpræceptor A. Kall, medens han endnu saae Studenter, i sin gammeldags Strenghed pleiede at give disse: ikke at drikke Dus med Rahbek, fandt jeg mig selv hædret ved i mit 17de Aar at indtræde i Dusbroderskab med den elskværdige gamle Mand; Bakkehuset selv var derimod allerede dengang lukket for nye Gæster, endsige saa unge. Efter den heftige Kamp imellem Øhlenschlæger og Baggesen og den Sidstes Bortdragen var der indtraadt en Art mat Stilstand, og, skjøndt Værket: Nordens Guder var udkommet i det nærmest forudgaaende Aar, mærkedes dog Pieteten imod Digteren ikke saaledes, som man skulde have ventet, da der i 1820 skete et raat Angreb paa ham i Anledning af et af ham affattet Universitetsprogram^[28]. Det var Skade, at man ikke havde fundet noget andet Middel til at sikre Digterens Existens end et Professorembede, hvortil han hverken ved Aandsretning eller Uddannelse egnede sig. Grundtvigs første Kampperiode var afsluttet, og den anden skulde først aabnes med Angrebet paa Clausens Rationalisme. Ingemanns sentimental-romantiske Digtervirksomhed var ikke trængt videre igjennem, I. L. Heiberg havde som Lektor i Kiel foreløbig standset sin digteriske Produktion, Poul Møller var paa sin Kinareise, og Henrik Hertz, Christian Winther og Christian Wilster fandt saaledes en temmelig fri Plads ved deres da begyndende Optræden, der knyttede sig nær til Studenterverdenen. – I Studenterlivet var der kommet en mærkelig og følgerig Bevægelse ved Dannelsen af Studenterforeningen, Formen for et før ukjendt friere og alsidigere Samliv, i Sommeren 1820. I denne indtraadte jeg i Løbet af den første Vinter og deltog med Iver i Livet indenfor samme i hele min Studentertid; jeg bragtes derved strax i nærmere Bekjendtskabs- og Venskabsforhold til en hel Række ansete og dygtige Studenter udenfor mit eget Specialfag, der vare adskillige Aar ældre end jeg, derimellem f. Ex. Juristen og Historikeren J. V. Jacobsen (død som Etatsraad og Kommitteret i Rentekammeret), den philologisk dannede Æsthetiker C. A. Thortsen, der for faa Aar siden er død som afskediget fra Rektoratet ved Randers Skole, og Digteren Henrik Hertz, ikke at glemme den i flere Retninger begavede og elskværdige, men ved en tidlig begyndt Tunghørighed i sine Livsforhold endel tilbagetrængte Frederik Fabricius, der i Alder stod mig langt fjernere, – Forbindelser, der virkede vækkende paa mig i flere Retninger. Jeg deltog fra Begyndelsen lige ivrigt i Foreningens litterære Forhandlinger (– jeg erindrer, at jeg i mit andet eller tredie Studenteraar i Foreningen oplæste en Afhandling af mig om Hertug Henrik Løve og opponerede stærkt imod en af Historikeren, siden Kunstlæreren L. N. Høyen da opstillet Thesis om Kardinal Fleurys udmærkede politiske Dygtighed —), i dens smaae parlamentariske Kamplege og i dens selskabelige Fornøielser, iblandt Andet, medens Foreningen i et Par Aar havde nogle smaae Sommerværelser med Have paa Vesterbro, navnlig som Keglespiller. Ogsaa med Mange af dem, der kom til Universitetet samme Aar som jeg uden at vælge samme Fag, stod jeg i et livligt, ikke med det første Aar afsluttet Samkvem. Tidlig knyttedes jeg saaledes til Juristen F. U. Timm, først noget senere derimod til den baade videnskabelig og kunstnerisk (i Musik) saare begavede Ernst Bojesen, begge mine trofaste Venner indtil deres Død; fra den sidste var jeg i det første Par Studenteraar bleven holdt borte dels ved en vis Skinsyge imellem de navnlig ved Bekjendtskab med den nyere Litteratur mere udviklede Studenter fra Kjøbenhavn paa den ene Side og paa den anden Provindsskolernes Dimittender, hvis stiltiende Repræsentant jeg var bleven ved den akademiske Anseelse, som den første Examens Udfald havde skaffet mig, dels dog ogsaa ved en noget forskjellig Individualitet. – Min Aandsretning og de tidligere modtagne Indtryk lode mig ved Tanken paa et Embedsstudium kun Valget imellem Retsvidenskaben og Philologien, der, efterat den ved Universitetsfundatsen af 1788 indrettede philologiske Skoleembedsexamen i en lang Række af Aar var gaaet i Forglemmelse, atter havde faaet en Plads imellem Embedsexamensfagene ved Anordningen af 24de Oktober 1818, rigtignok i en noget broget Skikkelse. Ved Siden af klassisk Philologi, Hebraisk og Historie examineredes der saaledes dengang, for at omfatte alle eller dog de fleste og vigtigste Skolefag, ogsaa i Philosophi, Theologi og Mathematik, naturligvis dog saare elementært og overfladisk, saaat Philologien med Historie ikke blot gav Examen det almindelig vedtagne Navn: "store Philologicum", men ogsaa dens væsentlige Indhold. Den i Frederiksborg vakte og til Anelse om Videnskab og Lærdom hos mig udviklede Interesse overveiede, dengang jeg blev Student, afgjort den fra Bornholm medbragte og derfra kun paa det Elementære og Praktiske henvisende Retning; jeg valgte derfor Philologien, et Studium, hvorom allerede, ogsaa ved en vis Nyhedens Tiltrækning, en omend ikke talrig, saa dog virkelig ivrig og alvorlig stræbende Kreds havde begyndt at danne sig. Et Par af denne Kreds: de tidligere theologiske Kandidater Flemmer, død som Rektor i Frederiksborg, og J. Hage, siden Overlærer i Roskilde, død som Journalist, samt B. Borgen, død som afskediget fra Rektoratet ved Metropolitanskolen, stode mig dog i Alder temmelig fjernt og deltog ikke i min Tid i de philologiske Forelæsninger og Øvelser, hvorimod Henrichsen (Student fra 1818), Olsen (fra 1819) og Elberling (fra 1819), der døde som Rektorer eller afskedigede fra Rektoraterne i Odense, Viborg og Roskilde, samt Rasmussen, der blev Student med mig, men var nogle Aar ældre (død ung), og jeg selv dannede en igjennem vor hele Studietid bestaaende inderlig Forening, en fast Stok (af os selv i Spøg paa Latin benævnt baculus fixus), der imidlertid først fuldstændig knyttedes 1821, efterat jeg og Rasmussen havde tilendebragt "anden Examen". – Paa denne philologisk-philosophiske Examen – som den officielt kaldtes – rettede jeg senere, nemlig i 1832, efter i nogle Aar som Docent at have medvirket ved den, i en Afhandling i Maanedsskrift for Litteratur, hvorom siden vil blive at tale, et stærkt Angreb og udtalte tilsidst i 1849 som Minister den endelige Dødsdom over dens hele Indretning, efterat allerede Universitetsdirektionen i 1845 havde udvirket en kongelig Resolution, der forudsagde dens Ophævelse. Jeg har, saalænge denne Examen og Forberedelsen dertil bestod, som Professor for min Del redelig søgt at udrette det Bedste, der efter Omstændighederne lod sig udrette ved den, og jeg har under mine Forelæsninger til samme kunnet glæde mig ved de Studerendes Velvillie og Imødekommen, men jeg har hverken i de mellemliggende Aar eller ved nu at opfriske det hele Billede og ved at gjennemgaae min som Student og Professor gjorte Erfaring fundet Anledning til at forandre min Dom om den. Vistnok havde Examens anden Del, der omfattede dels Logik og Psychologi under Et som theoretisk Philosophi og Moral som praktisk Philosophi, dels Astronomi og Physik, forsaavidt en større Berettigelse end de løsrevne og tilfældige Stumper og Stykker, der ved første Del føiedes til Skolekurset, idet den, dog med Undtagelse af Moralen, virkelig bød de unge Studenter noget Nyt; men Forelæsninger i et halvt Aar for et meget talrigt, til at høre Forelæsningerne vel nominelt forpligtet, men i Virkeligheden meget løst sammenhængende Auditorium var en saare uheldig Form for Meddelelsen og Befæstelsen af positiv Elementærkundskab, især naar den derved forudsatte mathematiske Kundskab var meget forskjellig og ikke samtidig øvedes, hvortil kom, at man i et Hovedfag: Physiken ikke naaede til den for Aandens Vækkelse vigtigste Del, den chemiske Physik; Ingen hørte i Forelæsningerne til anden Examen af Ørsted et Ord om Elektricitet eller Magnetisme. En kjær Ven, imellem hvem og mig Uenigheden om anden Examen og Forhandlinger derom langt senere endog fremkaldte nogen Kulde, nemlig Mathematikeren Christian Jürgensen, fremhævede gjerne den Indflydelse, som Berøringen med betydelige Videnskabsmænd og deres levende Fremstilling maatte have paa de Unge; men selv for den baade dygtige og aandrige Docent var det vanskeligt at lægge fuld Kraft og Liv i dette hvert Aar under de givne Vilkaar gjentagne Kursus. Det er hermed ingenlunde sagt, at jeg er tilfreds med den Maade, hvorpaa der senere af Philosophien alene skabtes en Art anden Examen, og hvorpaa det derhenhørende Kursus en Tidlang behandledes. – Hvad mig selv angaaer, modtog jeg ved den nævnte Examens første Del i flere Fag meget ugunstige Indtryk: i Latin saaledes ved Indholdets Fattigdom og Overfladiskhed, i Historie (om det østgothiske Rige) ved Foredragets Tørhed og Mathed, i Mathematik ved den uden Tvivl dygtige og skarpsindige Professors (Degens) totale Mangel paa Plan og paa Forelæsningernes Anlæg efter nogetsomhelst bestemt Maal^[29]. Fra at yde Forelæsningerne til den anden Del af anden Examen den tilbørlige Opmærksomhed, med Undtagelse af Sibberns, som allerede vare begyndte og havde fængslet mig i det første Semester, tilstaaer jeg, at jeg aflededes ved en ensidig Hengivelse til en philologisk Interesse. Imellem de i Januar 1821 (ved Frederik VI's Fødselsdag) udsatte akademiske Prisopgaver havde nemlig den philologiske, der omhandlede Ciceros i de verrinske Taler og andetsteds adspredte Notitser og Domme om Værker af den bildende Kunst og hans deri for Dagen lagte Indsigt og Smag, vakt min Opmærksomhed, og over denne Opgave kastede jeg mig derfor, skjøndt ganske uforberedt, hvad Anskuelse af Kunstværker og Bekjendtskab med Kunsthistorie angik, og frembragte, idet jeg helligede min meste Tid til en vistnok overfladisk, men dog foreløbig for mig ikke unyttig Læsning af Cicero, da ogsaa en latinsk Afhandling, der uden Tvivl bar det stærkeste Præg af Umodenhed, men som dog belønnedes med et Accessit, medens Præmien tilkjendtes den ældre og vistnok med Hensyn til noget Kunstkjendskab langt bedre forberedte Olsen. Men herved og ved samtidig Læsning af Græsk skete et saa stort Indgreb i Forberedelsen til anden Examen, at jeg kun opnaaede en af de sidste Pladser imellem de temmelig talrige Udmærkede, og endda er det mig næsten uforklarligt, hvorledes jeg i Historie og maaske endnu i et Fag til opnaaede Laud.

Efter Tilendebringelsen af det første akademiske Aar, i hvilket jeg ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder ved et Besøg hos min Moder og derhos i Sommerferien ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa hendes Gods Aastrup imellem Roskilde og Holbæk havde gjort et senere aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv, kastede jeg mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi. Deri vare dengang fire Professorer ansatte, af hvilke dog den ene: Brøndsted i hele min Studietid og i flere Aar derefter var fraværende i Udlandet. B. Thorlacius, Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn og selv i sin Ungdom faaet et vist Ry for Lærdom; i Virkeligheden havde han imidlertid kun en temmelig udbredt, men overfladisk og aandløs Læsning i klassisk, især latinsk og islandsk, Litteratur uden nogensomhelst sikker og ved skarpere Tænkning ordnet enten sproglig eller historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevægelse i Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske uberørt, og selv Heynes Indflydelse havde kun i ringe Grad paavirket ham. Hans skriftlige Behandling af det latinske Sprog havde aldrig været streng korrekt og var efterhaanden bleven i høi Grad skjødesløs; dertil kom, at der meget tidlig (– han var i 1820 kun 45 Aar gammel —) var indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der fremtraadte stærkt i de to eneste Forelæsninger, som jeg og mine fire nævnte Studiefæller hørte hos ham efter anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys delvis gjenfundne Skrift de republica; af de øvrige af ham i hine Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte Forelæsninger og Øvelser er neppe nogen kommen istand. Hos N. Schow, Professor i Græsk og Archæologi, var der tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af hans Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig Forstyrrelse og Forvirring i den hele Kundskabskreds, der ved Siden af et besynderligt Væsen i mange Aar gjorde den ulykkelige Mand til en Gjenstand for de unge Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg selv ved at examineres af ham ved Examen artium i Pauli Brev til Galaterne gjorde, afkræftede ikke de næsten utrolige Historier, der fortaltes om hans Feiltagelser. Jeg foreslog mine philologiske Venner, at vi, da den gamle Mand dog skulde examinere os, burde vise ham den Opmærksomhed at høre Noget hos ham, og vi bad ham da at give os en Oversigt over græsk Palæographi og paa Bibliothekerne øve os i at læse græske Haandskrifter, hvormed han i sin Ungdom havde givet sig meget af, men Udfaldet var et saadant, at det kun efterlod en Blanding af Forundring, Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun tilbage min senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C. Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstændig Philolog, især ikke i exakt grammatisk Retning, men en flittig, den tydske philologiske Litteratur omhyggelig benyttende Mand med stor Imødekommen mod os Yngre, der, foruden at høre hans mythologiske og archæologiske Forelæsninger, hvert Semester samledes hos ham til Fortolkningsøvelser over græske Forfattere og dér tumlede os med stor Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min Opgave ved disse Øvelser, istedetfor Excerperen af Scholier og nyere Commentarer over Pindar og Tragikerne med tilføiede lidet begrundede Meninger, at trænge paa Uddannelsen af en selvstændig Sprogindsigt og Sprogtakt, bygget paa mere omfattende Læsning og egen grammatisk Iagttagelse og ved Siden deraf paa historisk Opfatning, hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere inddroges i Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang mine Venner til at følge mig igjennem den græske Syntax og ikke sparede vor taalmodige Præses for Forlegenheder med den ulykkelige Partikel ἄν. Til Øvelserne hos Petersen føiedes Disputerøvelser paa Latin i Sammenkomster paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke Sammenkomster ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterært Foretagende, men som dog har sin Betydning som Minde om den ungdommelige Iver og den fælles Aand, der besjælede os, nemlig det per quinque juvenes Haunienses paabegyndte Aftryk med enkelte Tilføielser af Italieneren C. Garatonis Anmærkninger til Ciceros Taler, et dengang Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig tilgængeligt Arbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis Anmærkninger vare for tilfældige og usammenhængende i deres Form til saaledes særskilt at udgives, og, da Touren kom til mig at besørge et Afsnit, var det mig meget kjært, at Forlæggeren ikke viste Lyst til Fortsættelse. Af græske og latinske Forfattere gjennemarbeidede jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis ikke Alt lige grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til Examen med Haabet om, at Totalindsigten skulde opveie Manglerne i Memorering af det Enkelte. Ved Siden af denne Forfatterlæsning fik jeg Tid til et temmelig omfattende historisk Studium og gjennemgik navnlig for Middelalderens Vedkommende meget omhyggelig Raumers da nye og meget anerkjendte Arbeide over Hohenstauferperioden, hvoraf dog de to sidste, Forfatningen skildrende Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg selv læste betydelige Stykker af et Par didhørende middelalderlige Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lübeck). Hertil kom et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk (3 Mosebøger, Josva, Ruth, Salomons Ordsprog og Jesaias). Endda beholdt jeg, understøttet af en let Opfattelse og sikker Hukommelse og ved at være fri for ethvert Biarbeide, Tid til en ikke ganske ringe Læsning af dansk og tydsk Skjønlitteratur tilligemed Oversættelser af Walter Scotts Romaner. Det er maaske her Pladsen at indskyde den ogsaa for hele den følgende Tid gjældende Bemærkning, at min æsthetiske Nydelse og Dannelse, hvis Extensitet jeg altid har underordnet Intensiteten, i original Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet Dansk, Tydsk og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi har jeg kun kunnet nyde i Oversættelser og derfor ogsaa i indskrænket Maal; den franske har ikke tiltrukket mig.

Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821—1824, omend ikke aldeles uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte nemlig en Begivenhed, som maatte faae en væsentlig Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang. Jeg forlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med Datteren af den Familie, hos hvilken jeg boede, og som levede i trange og usikre Kaar. Da hun derhos var nogle Aar ældre end jeg, var jeg mig fuldt bevidst, at jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre regelmæssig og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansættelse med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers kunde synes berettigede og naturlige. Det var ikke let, men Beslutningen toges og fastholdtes, og det Offer, som jeg derved bragte, blev gjengjældt og opveiet ved en til Livets Ende trofast, inderlig Kjærlighed og Overbærelse med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier havde stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse af den rigelig ydede private Understøttelse havde kunnet synes en Misbrug, maatte derfor selve det saaledes stiftede Forhold, især da det noget maatte overraske min Velgjørerinde, paaminde om og opfordre til Afslutning af Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December 1824 til den indtil da kun med én Kandidat (Flemmer) i sin nye Form afholdte Examen. Den mundtlige Prøve fandt Sted den 7de Februar 1825, og der tilkjendtes mig Karakteren Laudabilis unanimi consensu, den ved nævnte Examen vedtagne Form for Udmærkelse^[30]. Ved Prøven havde jeg den tilfældige Ære, at E. G. Gejer og endnu en anset Svensk – vistnok Atterbom – paa en Gjennemreise vare tilstede en kort Tid. Den næstfølgende 26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen den foreskrevne praktiske Prøve med Karakteren Laudabilis.

I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt anstrengt og trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form, at jeg, for en Tid løsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i hvilken jeg hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den øverste Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har givet som Lærer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit Bekjendtskab med og Læsning af de gamle, navnlig græske, Forfattere og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at fuldstændiggjøre Billedet af den semitiske Sprogform; men min Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig som videre fremadstræbende Philolog ved et Prøveskrift for Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Række Aar var adskilt fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prøveskrift tilbød sig lettest og nærmest i de kritiske og exegetiske Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til græske og latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige Bemærkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde bevæget sig, og hvori jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg deraf særlig fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den latinske Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af, at jeg paa dette Punkt var i Besiddelse af et større, om en enkelt Forfatter samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankeløshed og Hovmod sammensatte Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmænd som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider. Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826 disputerede (Emendationes in Ciceronis libros de legibus et Academica, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet Fakultetet forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfærdig, men i Formen streng og aldeles tilintetgjørende Bedømmelse af Goerenz's Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ældre og nyere Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for at have været saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det, der skulde sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa til græsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette første Ungdomsarbeide.