En ikke ringe Del i vor Sommerglæde havde Svømningen, hvortil der var den ypperligste Leilighed, og som Enhver lærte sig selv under ringe Anvisning af en ældre Broder eller Kammerat ved Hjælp af først to og siden en Aare under Armene istedetfor Svømmesele. Det var herligt fra det friske Vand at krybe op paa den af Solen gjennemvarmede Klippe og der klæde sig paa; jeg har bragt det til indtil 6 Gange efter hinanden at iføre mig Skjorten og atter at krybe ud med nye Kammerater; jeg var en god og dristig Svømmer, og jeg afviste det som en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller tiende Aar en Kone, som laae og vaskede paa et Klippeskær, til hvilket jeg svømmede hen, paastod at have trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi Kræfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter det fyldte 80de Aar at svømme let og godt baade forlængs og baglængs. – En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa en Gniers Pæretræer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog, uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.
Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse aarlige Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjøndt ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert Aar, feiredes med en lille Ringrenden til Hest af Byens i besynderlige Dragter udpyntede Karle. St. Hansdag feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem Havklipperne, hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille Slette i Nærheden, hvor de unge Fiskere og Sømænd og Pigerne dansede, medens der beværtedes fra Vogne. Mere glimrende var dog Forsamlingen i Almindingen, hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode. Det Hele havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som disse vare i deres Glandstid for halvhundrede Aar siden, men Glæden var langt inderligere paa Bornholm ved at sammentrænges paa én Dag og ved Fjernelsen af alle Gøglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare langt mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at have ledsaget mine Forældre til denne Fest. Til en lignende, men mindre Fest, der paa en anden Dag holdtes i et meget venligt og af talrige Nattergale (paa Bornholmsk "Fjældstavne") beboet Skovparti imellem Svanike og Nexø: "Buskene", kom jeg kun én Gang. Længere hen paa Sommeren gaves der Børnene en lille Gave, hvormed de vandrede til Fiskerleiet Listad og kjøbte Ret til at spise sig rigtig mætte i de mangfoldige Kirsebærtræer i de derværende Haver. – Julen holdtes overalt i By og paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i Hjemmene med Karle og Piger og indbudne Mænd og Kvinder, der havde deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et Slags Klientelforhold til Huset. Der dandsedes og gjordes Løier, hvorved blandt andet de af Karlene om Efteraaret fyldte Nøddesække og listige Snit i disse spillede en Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Løb var sendt til Gamle og Svage, stode hele istykker skaarne Brød, Kar med Ærter og Gryn, Stykker af Flesk og Pølser i Beredskab for at uddeles til de fattige Børn, der gik om og sang for Døre og i Forstuer, og det tillodes os Børn ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at føie et extra Tillæg til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmærkedes ved en Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til Kirkens Belysning fornødne Tællelys vare indsamlede ved frivillige Bidrag, og vi Børn undlode ikke at bede Moder om at give sin Andel rundelig, thi i Grunden var denne Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "læste" (nemlig en Prædiken eller et Stykke af en Prædiken af en Postil), en Juleglæde for Børnene og Tjenestetyendet. I den paafølgende Juleuge, i hvilken Familierne flittig besøgte hinanden, beværtedes alle Besøgende, især af den jevnere Klasse, rundelig med den allerede Juleaften indviede Festdrik: "Honning og Brændevin", ɔ: Brændevin skænket sædvanlig i et Ølglas og omrørt med en stor Klump Honning (naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller tømtes af den Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets Tambour og Piber i Forening paa Borgerofficererne, Byfogden, Byskriveren og enkelte andre Honoratiores og trakteredes overalt, hvoraf da Følgen var, at de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens Ungdom. – Det vil af det Foregaaende ses, at ogsaa disse Festligheder havde deres Særegenheder paa Bornholm ved Siden af de for hele Norden fælles Karaktertræk.
Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden ved Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besøg hos Slægtninge og Bekjendte paa de større Gaarde paa Landet eller af disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at forspændes til at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller den anden af mine Søskende timevis paa Vognen, førend Reisen tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden – Landets største Gaard, hvor under Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, – eller paa store Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige "Lars Mariska", ɔ: Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besøg hos os bragte en stor Dunk Honning – eller paa lille Ravnsgaard hos vor eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre ved Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre knyttede Gaarde. Min Moders Fødegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved Paradisbakkerne, hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren skete lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved det et Par Gange hændte sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjørte vild paa de tilsneede Veie og Marker og tilsidst væltede. Stundom var der forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og var Antallet af de Gjæster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Værelse en Række Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes ved Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med Hø og Halm; Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten paaklædte paa de udbredte Lagener og dækkede og varmede sig efter Leilighed.
Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse og vakte livlig Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes. Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjønne, endel hyppigere end nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø og paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa Landets Øst- og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nærhed af den klippefulde Kyst eller om Natten Nødskrig hørtes, udbredte Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved høie Raab paa Gader og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens Ære maa det siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres, for at komme det i Nød stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjælp; men Kystens Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud med en Baad, – man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda ikke i Nærheden, – gjorde ikke blot Ydelsen af Hjælp før Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende, der erindrede om Holbergs Anholtsboere, der "leve kristelig og nære sig af Vrag", Noget, der ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men ogsaa de, der ifølge visse Stillinger havde en Bjergerlod – f. Ex. Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, – eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede Gods – i hvilket Tilfælde min Fader var —, tænkte paa Ladningens Omfang og Værdi, og en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere. Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have været upaaagtet Vidne til en Samtale imellem mine Forældre, i hvilken min Fader, der baade ifølge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom havde den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser, med alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde sendt de to deilige Vrag".
Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med bløde og halvt melankolske Drømmerier og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel jeg engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere nævnte Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Kløfter styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjød, og hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mørke Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udføre et Ærinde, som jeg ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte tilbage til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.
Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Først sendtes jeg til en "Skolemoder", en gammel, værkbruden Kone, hos hvem vi sad 6 eller 7 Børn paa en lille Bænk foran en stor Kiste. Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok, naar nogen af os vakte Utilfredshed, og grovere Forsømmelse eller Forseelser fremkaldte en bestemt Trusel med at bringes op til "Bobbarægus", et frygteligt Væsen, der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet. Enkelte Gange bragtes endog en forhærdet Forbryder nogle Trin opad Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning erklærede Skolemoder altid, inden Øiet kunde naae det uhyggelige Rum, at hun for denne Gang vilde eftergive den forfærdelige Straf imod Løfte om Bod og Bedring. Vi medbragte daglig vort Smørrebrød, hvoraf det Halve sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus med "Drikka" (meget tyndt Øl); jeg var dengang saa lille, at jeg to Dage efter hinanden tabte og ituslog mit Krus ved at række efter Klinken paa Halvdøren (– thi alle Huse i Svanike havde da endnu Døre af to Stykker over hinanden —). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en meget sygelig Skoleholder, der, skjøndt boende i et privat Hus, vel maa have havt en Slags offentlig Ansættelse, siden jeg dér engang saae Amtsprovsten. Efter hans Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og Piger hans unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen Tid begyndte hun dog at sygne, sørge og græde, og, efter at Skolen i nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i slige Ting ikke særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer for en Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain, og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenværende Haandværker (Glarmester) fra Kjøbenhavn, foreløbig med Plads i Byens Raadstue og i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa Retsdagen. Her saae og beundrede jeg for første Gang en Vindovn, da ellers kun Bilæggerovne vare kjendte i Svanike. Endelig fik man ogsaa et eget Skolehus. Jeg lærte der at skrive og regne godt, det sidste efter Chr. Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller Cambiokonto", og fremstilledes i Juli 1816 ved Præsentation af Skolen for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Münter som den, der havde læst Balles Lærebog 6 Gange og var imod Slutningen af den 7de Gang. Udenfor Regning, Bibelhistorien og Lærebogen husker jeg derimod ikke, at der var Tale om nogen anden Læregjenstand, og i det sidste Aar af mit Ophold i Svanike besøgte jeg neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen skaffede mig ved den Tid en af de mest ufortjente Udmærkelser, jeg har modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens Drenge til i Forening med Degnen at lede og støtte Sangen i Kirken, fik Plads imellem de Udvalgte, skjøndt Gud veed, at jeg aldrig i mindste Maade har været Sanger. Forresten mærkede vi meget lidet til Skolens Forbindelse med Kirken. Den præstelige Virksomhed i Byen og Sognet var saare ringe, idet Præsteembedet den længste Tid af min Barndom beklædtes af en godmodig, men yderst affældig og noget forfalden Mand og derefter af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde; den traditionelle Ærbødighed for og Deltagelse i Gudstjenesten holdt sig dog temmelig usvækket. – Den tidlig vaagnede Lyst hos mig til Kundskab og Anelse om en videre aandelig Horizont fandt yderst ringe Midler til Næring ved Læsning, allermindst ved en nogenlunde sammenhængende Læsning. Maaske spirede de adspredte og blandede Sædekorn netop derfor desto kraftigere, omend skjulte og i Stilhed. Der behøves ikke mange Linier til en nogenlunde fuldstændig Opregnelse af de Bøger, som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt enten hos min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenværende Skipper, der var gift med en Faster af mig, eller hos en velstaaende Fisker og Kadreier, med hvis Børn jeg og mine Søskende stode i det nærmeste Omgangsforhold. Til de to første Bind af Holbergs Komedier i den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel Duodezudgave af Peder Paars med saare naive Træsnit, hvilket Digt jeg trods de mange mig uforstaaelige klassiske Allusioner læste med stor Glæde, kom Ramus' Udtog af Clausens Oversættelse af Snorre Sturleson, som jeg ivrig studerede med den mest ubetingede Tilslutning til Sverre og Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar Peder Rothes meget udførlige, men for mig aldrig trættende Biographi af Tordenskjold, en dansk Oversættelse af en Levnedsbeskrivelse af den franske Søhelt Dugay-Trouin, i hvilken især Skildringen af Rio Janeiro og Indseilingen dertil fængslede mig, samt en Oversættelse af en svensk Roman fra første Halvdel af forrige Aarhundrede: "den svenske Robinson eller den svenske Adelsmand Gustav Landskrons mærkelige Hændelser", af hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds skildredes en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien, en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min Phantasi og vakte Længsler, der først skulde tilfredsstilles i 1869 og det ikke uden en haard Skuffelse ved Indtrædelsen i det forjættede Italien, thi jeg foer da i en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient, hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af Forestillingen om Vindruer og anden sydlig Vegetations Pragt. Fremdeles havde og slugte jeg den gamle danske Oversættelse af Gallands Bearbeidelse af tusend og én Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modsætning, men som dog fængslede mig ved en Skildring af det skotske Høiland, som indprægede sig dybt og i Studenterdagene smeltede sammen med Walter Scotts Billeder. Til denne Hovedhær sluttede sig den tidligere nævnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en Oversættelse af Sallust og som lettere Tropper "den danske Kongebog", Till Uglspil, "Vigolais eller Ridderen med Guldhjulet" og et Par oversatte franske Ridderromaner, hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og "Soldanen af Ægypten" spillede en Rolle, ikke at tale om "Finkeridderen". En mere ædruelig Belæring vilde Kloppenburgs Geographi have givet mig, hvis den ikke strax endog for Drengen havde røbet sig som forældet og ubrugbar ved totalt at stride imod de Forestillinger, jeg af de Voxnes Fortællinger og maaske et eller andet populært Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredømme. Af Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede jeg mig og bevarede nogle Forestillinger om Danmark og andre europæiske Lande, især Tydskland, og om Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa, husker jeg ikke; men de temmelig mange Søkort, jeg fik i Hænde, vakte og dannede geographiske Forestillinger. Til den omtalte underlig sammensatte Litteratur kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forøgelse. Da Brændevinsbrænding var bleven forbudt paa Bornholm udenfor Kjøbstæderne og i disse antoges ikke at tilvirkes i tilstrækkelig Mængde, kjøbte en driftig Urtekræmmer i Kjøbenhavn, der tillige var Chorist ved det kongelige Theater, en lille Ladning Brændevin, hvormed han seilede til Svanike; her optraadte han paa én Gang som Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et Værelse i mine Forældres Hus, efterlod han der som en Foræring tre Theaterstykker, nemlig to høist ubetydelige oversatte Lystspil og det yderst rørende, dengang paa alle Privattheatre omvandrende Sørgespil (med lykkelig Udgang) Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken inderlig Bekymring jeg spurgte min Moder, om Stykkets Indhold var sandt, og af hende, der aldrig havde set nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde beroligedes. Den bildende Kunst repræsenteredes i Svanike kun af simple kolorerede Kobberstik eller Træsnit. To saadanne Billeder, der fremstillede Ludvig den 16des og Marie Antoinettes Henrettelse, prydede mine Forældres Storstue og betragtedes af mig med dyb Deltagelse.
Tidlig medførte min Skrivefærdighed og Lethed i at opfatte det Skrevnes Indhold, at jeg anbragtes til at hjælpe min Fader ved Kontorarbeider, ved at afskrive Thingsvidner og andre Retsakter og især ved at indskrive Skjøder og Pantebreve i vedkommende Protokoller. Efterhaanden udvidedes denne Virksomhed, navnlig da min Fader i 1815 og 1816 var syg og længe sengeliggende. Saare eiendommelig fremtraadte dette ved Auktionsvæsenet. Den daværende Byfoged led, som jeg straks nærmere skal omtale, af Sovesyge og havde et meget uforstaaeligt Mæle. Naar nu i disse Aar en Auktion skulde foretages udenfor Byen, lod Byfogden sin Vogn forspænde og befordrede da som Kusk (– thi han satte Pris paa sin Færdighed i denne Retning —) Degnen og mig ad ofte meget betænkelige Veie, især med en sovende Kusk, til Auktionsstedet. Der satte han saa Auktionsretten og oplæste Auktionskonditionerne, hvorefter han gik ind i Huset og satte sig paa en Stol; Degnen oplæste derpaa atter Konditionerne, hvorefter Auktionen foregik med ham som Opraaber og Fører af Auktionshammeren og mig som Skriver, idet min Fader tillige var Inkassator. Jeg erindrer, at Amtmanden kom tilstede ved en Auktion i Ibsker Præstegaard efter den førnævnte svage Præsts Død og med nogen Forundring betragtede den ungdommelige Skriver og spurgte Byfogden, om det dog gik an at betroe mig Protokollen; han henvistes til selv at iagttage mig og fandt sig tilfredsstillet.[13]
Ogsaa som Toldembedsmand kom jeg en enkelt Gang til at optræde under Omstændigheder, der særlig indprægede sig i min Hukommelse. Et Skib, ladet med Tømmer, strandede 1815 eller 1816 i en lille, men ved Omgivelserne meget interessant Bugt: "Salenebugten", Vest for Gudhjem, i hvilken den ved usædvanlig høje Brinker udmærkede Bobbeaa falder ud, dannende Grændseskjellet imellem Øster og Nørre Herred. Efterat nu først Spørgsmaalet om, paa hvilken Jurisdiktions Forstrand Skibet stod temmelig langt ude i Søen, var afgjort til Gunst for Øster Herred, begyndte den besværlige og langsomme Indbringen af Ladningen til Stranden, og Optegnelsen og Numereringen af de ilandbragte Stykker betroedes mig. Jeg tilbragte saaledes mindst 8 Dage imellem de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg hver Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae et enkelt Udmarkshus, over Bakker og gjennem smukke Trægrupper gik op til en Gaard, hvor vi havde Nattekvarter. Medens de gjorde sig en lystig Aften efter Dagens Møie, vandrede jeg forladt og tungsindig omkring i den stille, alvorlige Egn, sysselsat med Tanken paa mit Hjem, min syge Fader og mine egne Længsler og Drømme. – Den vanskeligste og besynderligste Opgave, der stilledes mig under denne min første Virksomhed paa Embedsbanen, var den danske Bearbejdelse af en paa Hollandsk afgiven Forklaring over en Stranding. Den kom istand ved fælles Flid af den neppe meget fintfølende eller nøieregnende Strandingskommissionær og mig, der anvendte hele mit Kjendskab til Sømandssproget og en vis anticiperet sammenlignende Sprogforskning, men vakte hos mig stærk Formodning om, at Fartøiet med Flid var sat paa Land. Jeg udtalte dette for min sengeliggende Fader, der ikke gav mig Uret og udtalte sin Tilfredshed over ikke at have at gjøre med Forklaringens Beedigelse for Retten.
Til Benyttelsen af min Hjælp ved Kontorarbeidet sluttede sig meget naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted, paatog sig gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en Alder af høist 11 Aar med at lære Schlegels Natur- og Folkeret udenad og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en kort Definition af Erkjendelsen a priori og a posteriori og indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og Folkerettens Historie, der først hos mig vakte Forestillingen om sammenhængende videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte vel, medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser. Byfogden led af Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot tilnærmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende og harkende vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og modtage et nyt Spørgsmaal. – Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium, hvormed endogsaa havde været forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op paa Landet, dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen med Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.
Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevægelser syntes at antyde et Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved. – Først to Maaneder efter fødtes min yngste og, som tidligere omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at have været Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og saae hende kæmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af Trang og Savn laae for hende og Børnene[14], betoges jeg, samtidig med at jeg foreløbig vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Længsel efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede, hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige Yttringer om mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have bidraget, – og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning, saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk og saare ringe Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold[15]. En meget rig og meget velgjørende, paa Bornholm født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis Navn baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til min Moder var tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget fjernt, lovede at betale Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler tilstod mig, efter Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved først var tænkt paa Herlufsholm (i Kjøbenhavn antoges der ikke at være god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to Sønner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder, der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og sørgede ved at sende sit kjære Barn bort til hende aldeles ubekjendte Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober, seilede jeg i de første Dage af den nævnte Maaned 1817 med en Onkel, der var Skipper, til Kjøbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ældste Broder, der da skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe efter flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa Klippen liggende lille Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besøgt hende som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem medtog jeg en ægte bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig ganske er udslettet[17].
Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark—Norge opløstes[18]. Jeg lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813—1814 vor Isolering. Næsten hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold, tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten, var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig, udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.