Med sand Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivneste A. W. Scheel.
Hr. Minister Madvig, R. af D.
Berlin den 18de Juni 1850.
Høistærede Hr. Minister!
Mit Brev af 15de d. M. skrev jeg under urolig Bekymring over det Standpunkt, hvorpaa vor Sag er bleven bragt, og under det ubehagelige Indtryk, som var blevet efterladt fra Konferencen samme Dag med Hr. v. Usedom. Naar jeg hertil lægger, at jeg maatte skrive i største Hast og under idelige Afbrydelser, maa jeg frygte for, at der er meget at udsætte paa Indhold og Form af Brevet.
Man byder os en Fred, hvorefter den fjendtlige Armee skal vedblive at holde et af de danske Lande besat. Denne Bestemmelse gav Anledning til følgende Samtale mellem Baron Pechlin og Usedom. P. Hvad er Øiemedet? U. At observere. P. Hvem? U. Dem eller (lagde han rettende til) hele Verden. P. Vil Preussen da altsaa endnu efter Freden betragte os som Fjender? U. Nei, men lignende Exempler har man havt i Frankrig 1815, og, da Freden lader mange Spørgsmaal aabne, kan Tydskland ikke trække sine Tropper ganske tilbage. Heraf følger altsaa, at Preussen ved selve den saakaldte Fred betinger sig en fjendtlig Stilling i vort Land for at kunne faae de uafgjorte Spørgsmaal løste til sin Fordel. At en slig Fred er uantagelig, forekommer mig klart, og det havde heller ikke stor Vanskelighed at overbevise Baron Meyendorff derom, uagtet han raader os at gaae ind paa enhver Fred, naar den kun er nogenlunde antagelig. Da Preussen vil forbeholde sig at tage Stilling hvor det skal være i Holsten, kom dets Tropper uden Tvivl til at tjene den slesvig-holstenske Armee som Repli og besatte vel, saasnart denne rykkede ind i Slesvig, Rendsborg og Eidergrændsen. Jeg frygter for, at det samme vil ske, dersom vi benytte den 1ste hemmelige Artikel af 10de Juli 1849. Vel skal Preussen efter denne trække sine Tropper ud af begge Hertugdømmer, men, da det tillige skal opfordre Tydskland til at opfylde den Forbundspligt at gjenoprette lovlig Orden i Holsten, var det ikke usandsynligt, at det under Tydsklands nuværende Forhold vil paa sin Vei selv overtage denne Forbundspligt. At trække sig ud af Sagen har Preussen enten ikke Lyst eller ikke Mod til.
Kan Danmark gjennemføre, hvad det har kæmpet for? Forsaavidt derunder indbefattes Adskillelse mellem Slesvig og Holsten, har jeg ikke troet det letteligen muligt uden paa Grund af Præliminarierne. Derfor har jeg holdt fast ved dem og søgt paa enhver Maade at fjerne fra hvem det skulde være den Tanke, at Danmark igjen kunde tilstede den forrige Forbindelse imellem Hertugdømmerne, og gjøre det indlysende, at dette i høieste Grad vilde udsætte Danmarks Vel og Europas Fred for ny Fare. Af de fremmede Diplomater er det især paa Baron Meyendorff, at man har maattet søge at virke. Han er gaaet fuldkomment ind paa de fremførte Grunde, men har ikke tillagt dem den Vægt, som vi gjøre. For ham er det Hovedsagen, at det danske Monarkis Integritet sikres, og, naar dette er opnaaet, mener han, at det er af underordnet Vigtighed, hvorledes Forholdet mellem Hertugdømmerne bliver ordnet, eller at endog Statsklogskab raader til at styrke Forbindelsen mellem alle Monarkiets Dele. Lignende Ytringer gjenlyde fra St. Petersborg. Da nu derhos Baron Meyendorff ikke arbeider saa meget for nogen Ting som paa at forhindre en Konflikt imellem Rusland og Tydskland og det er kjendeligt samt i og for sig naturligt, at Rusland søger at undgaae en slig Konflikt, troer jeg ikke, at vi fra sidstnævnte Magt kunne vente tilstrækkelig Hjælp til at opnaae en Fred endog paa Præliminariernes Grundlag, i det mindste ikke, hvis Preussen byder en anden Udvei, som Rusland finder antagelig. Dette stemmer ogsaa ganske med det Budskab, som Meyendorff bragte fra Varschau. Vel faae Præliminarierne ifølge dette Budskab en fornyet Styrke, naar Preussen ikke gjør andre antagelige Forslag, og endmere, dersom Londoner-Protokollen, dens Artikel 3 indbefattet, bliver underskreven, men efter det Foranførte og de Betragtninger, som jeg i mit Brev til Minister Clausen af 8de d. M. har opstillet angaaende Preussen, maa jeg dog anse det i høieste Maade tvivlsomt, om Preussen nogensinde kan bringes til at undertegne en saadan Fred paa Præliminarierne, som vi kunne være tjente med. Da Preussen fremkom med sit Fredsforslag af 17de April, fandt Alle det i den Grad urimeligt, at man troede, at vor Sag vilde blive bragt et godt Skridt fremad ved det Indtryk, som det vilde gjøre ved de fremmede Hoffer. Lord Palmerston kaldte det uantageligt, Grev Nesselrode infamt. Men nu raader man os til at gaae ind paa dette Forslag, i alt Fald med en Forandring i Artikel 3, naar det kun kan blive til Sandhed og faae en virkelig Freds Virkning, navnligen derved, at Preussen trækker sig ud af begge Hertugdømmer. Fra den Tid, en saadan Stemning har vist sig, – fra sidste Halvdel af Mai – har jeg maattet forelægge mig selv og omhandle med mine Kolleger det Spørgsmaal, hvorhen vi føres ved at antage en saakaldet simpel Fred, og jeg har maattet sige mig, at dette snarest er mod Helstaten, hvilken jeg i de foregaaende Forhandlingers lange Tid har betragtet som en Umulighed. I den simple Fred vil Preussen have et Forbehold af Tydsklands og Danmarks gjensidige Rettigheder for derved at holde Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Ret til Forbindelse aabent. Dette Spørgsmaal skal altsaa senere omhandles med Tydskland. Antages det nu end, at Danmarks Paastand: at denne Forbindelse var af en saadan ren administrativ Natur, at Regjeringen har været beføiet til at hæve den, er rigtig, saa maa det dog anses for temmelig afgjort, at Tydskland ikke vil anerkjende Rigtigheden deraf, og jeg frygter for, at vi, hvis fremmede Magter lægge sig derimellem for at forhindre en ny krigersk Konflikt, heller ikke ville vinde deres Anerkjendelse. De ville under Sagens tvivlsomme Beskaffenhed helst holde sig til den længe bestaaende status quo. Under Samtalerne med Baron Meyendorff, der ikke kan holdes fri for mange tydske Indskydelser, har jeg ikke kunnet bringe det videre end til at faae ham til at indrømme, at det kan være tvivlsomt, om Hertugdømmerne have nogen egentlig Ret til fortsat administrativ Forbindelse. I sit Hjerte anerkjender han maaske saadan Ret, og han mener ialtfald, at Billighed taler for at indrømme Forbindelsen, som Hertugdømmerne sætte saa stor Pris paa, og at Danmark overvurderer den Fare, som deraf kan befrygtes. Under slige Omstændigheder vil det være ved Hjælp af Helstaten, at man maa beskytte sig mod det selvstændige Slesvig-Holsten. Den franske Gesandt Persigny antager vel, at Frankrig, England og Rusland, naar Fred først er afsluttet og vi have faaet Tydskerne ud af vore Lande, ikke ville tillade, at Tydskland paany angriber Danmark eller navnligen lader sine Tropper gaae over Eideren for den gamle Strids Skyld, og troer derfor, at det i Virkeligheden bliver Danmark overladt uden fremmed Indblanding at ordne Slesvigs Forhold. Men, foruden at jeg ikke er overbevist om, at vi kunne stole derpaa, saa vil det dog have den største Vanskelighed at indføre og opretholde ved Vaabenmagt en Tilstand, som de fleste Indvaanere i Hertugdømmerne og hele Tydskland anse for Uret, især da vi fra fremmede Magter end ikke kunne vente nogen moralsk Understøttelse, eftersom de ville være tilbøielige til at antage, at Foranstaltningen er baade uklog og ubillig. Forholdet vilde være et andet, hvis vi fik en Fred efter Præliminarierne; thi Retsspørgsmaalet vilde i saa Fald være afgjort til Danmarks Fordel.
Netop for en stor Del for ikke at komme ind paa Helstaten antager jeg, at De er tilbøielig til Deling (den eventuelle Basis). Delingen vil tilfredsstille Nationalitetshensynene, give Ro i vort konstitutionelle Liv og gjøre Statsmaskinen simplere, end naar der skulle være baade Rigsstænder og Landstænder og man begge Steder skal forhandle baade paa Tydsk og Dansk. Men, skjøndt jeg derfor maaske vilde berolige mig ved en udført Deling, vilde jeg ikke have Dristighed nok til at gribe saa voldsomt ind i den historiske Udvikling. Jeg ængstes ikke ved den oftere fremførte Paastand, at Tydskerne, naar de først havde faaet et Stykke af Slesvig, senere vilde fordre Resten. Men jeg frygter for, at det Baand, der skulde holde de to Dele af det danske Monarki sammen, vilde blive saa svagt, at det enten snart ved Tydsklands Tiltrækningskraft vilde briste, eller ialtfald ikke kunde forhindre, at de to Dele i Sager angaaende baade den indenlandske og udenlandske Politik gik hver i sin Retning. Forholdet er ikke det samme som med Sverrig og Norge; thi disse Stater ere ved deres hele Beliggenhed og flere Omstændigheder henviste til at følge samme Politik, navnligen med Hensyn til Udlandet. Heller ikke troer jeg, at man kan henvise dertil, at vi efter Præliminarierne søge at sætte Holsten i en isoleret Stilling; thi, ei at tale om, at vi ikke derved rive et Land over, som i umindelige Tider har udgjort et Hele, og at Tabet af Holsten ialtfald vilde være mindre, end om et stort Stykke af Slesvig fulgte med, saa antager jeg, at Hertugdømmerne ved de mange Baand, som sammenknytte dem og skulde vedblive, om den fælles Forvaltning end hævedes, og ved en ensformig Udvikling ville holdes fastere sammen end efter Delingen den nordlige og sydlige Del af det danske Monarki, da disse sandsynligvis vilde blive udviklede i forskjellig Retning. Skjøndt jeg ikke anser det for en Lykke, at vi have Tydskere Nord for Eideren, kunne de dog, da vi nu engang have dem, gjøre Nytte ved at holde fast paa deres Brødre Syd for Floden. Ved deres Forbindelse mod Nord hindres de derhos fra at følge bemeldte Brødre. Angaaende Delingen kunde vel endnu nogle Betragtninger være at tilføie, men, da Papiret er fuldskrevet, vil jeg standse for denne Gang.
Med uskrømtet Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivneste A. W. Scheel.
Høivelbaarne Hr. Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet, Dr. Madvig, Ridder af Dannebroge pp.
Kjøbenhavn den 10de Januar 1851.
Høistærede Hr. Kollega!
Ved Deres forestaaende Reise[135] ere det danske Monarkis fremtidige Udviklings-Udsigter fra deres Side, som hidtil have holdt paa Danmarks Ret ligeoverfor Slesvigholsteinismen eller den denne optagende gamle Helstat, lagte saaledes i Deres Hænder, at det i det Ringeste er klart, at man ikke vil kunne komme tilbage fra, hvad De, omend uden Fuldmagt til at afslutte Noget, foreløbig indrømmer og anerkjender, eller senere fastholde eller tilbageerobre, hvad der ikke nu for visse Eventualiteter reserveres. De vil da tilgive, at jeg i Erkjendelse af Øieblikets afgjørende Vigtighed med faa Ord privatim og med den af denne Meddelelsesform følgende Uforbeholdenhed udtaler for Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte, om jeg end derved for den allerstørste Del kun henviser til Punkter, der af Dem ere overveiede, og hvorom nu hverken Beslutning kan tages eller Forskrift gives. De véd, at for mig personlig de praktiske Vanskeligheder, det i mine Tanker Kunstige og Komplicerede ved det Organisationsprojekt, som De i Grundtræk medtager, har en stor Vægt trods den Dygtighed og Kløgt, hvormed det er udkastet og motiveret. Men, afset herfra, kan jeg ikke tænke mig, at det vil lykkes Dem enten at faae Fyrst Schwarzenberg selv til at gaae saaledes ind derpaa, at man havde en nogenlunde Sikkerhed for dets Gjennemførelse, naar Preussen og det øvrige Tydskland gjorde Modstand – som de visselig ville —, eller at bevæge Baron Meyendorff til bestemt Virken derfor enten nu hos Schwarzenberg og Østerrig eller siden mod Østerrig og Tydskland, især da det Sidste vilde være betinget for en Del af Englands Anskuelse og Optræden. Det Høieste, De i denne Retning vil kunne opnaae, er i mine Tanker en mindre Paatrængen paa, at vi øieblikkelig og før "de agtbare Mænds" Sammentræden skulle erklære os for en Helstat bygget paa den ugunstige Fortolkning af status quo ante. Der bliver da tilbage at undersøge, hvorvidt man kan aabne en Indgang for saadanne Forslag og Ideer, der, naar det principale Forslag maa frafaldes, dog yde Danmark nogen Løn for Kampen og nogen Sikkerhed for Fremtiden. Det gjælder at vinde, hvad der kan vindes, for den danske Nationalitet baade i og for sig og som eneste solide Bærer af et politisk Legeme med Sammenhængskraft og af en selvstændig politisk Eiendom for Kongehuset, naar dette skal betragtes som Statens Eier efter autokratiske Synsmaader; men naturligvis maa Nationaliteten saalidet som muligt fremtræde som Noget, hvorfor der gjøres Fordringer for dens egen Skyld; den maa (hos Meyendorff overveiende) betegnes som politisk Moment og Middel, tildels (hos Schwarzenberg) som en Hindring, som ikke kan omgaaes; jeg skulde aldeles ikke beklage mig, hvis jeg ad usynlige Veie kunde høre Dem baade hos M. og Schw. spotte lidet, trække med nogen Medlidenhed paa Skuldrene over de bornerte nationale Bestræbelser osv., naar kun Formaalet i Realiteten fremmedes; anderledes vilde det tildels forholde sig hos Englændere; der kunde Nationalitetshensynet med tilbørlig Forsigtighed – især befriet fra al Bismag af professorship – mere direkt gjøres gjældende. Særdeles magtpaaliggende maa det i mine Tanker være, forsaavidt man kommer ind paa dette Thema, at adskille Nationalitet og Skandinavisme og fremhæve, hvorledes Savnet af Tilfredsstillelse og Tillid hjemme, af en tryg Overvægt i den egne Stat er det, der i Danmark lettest fremkalder de skandinaviske Ideer og Stræben for deres praktiske Realisation. Det forekommer mig dernæst, at, ligesom Successionssagen i og for sig er af største Vigtighed, saaledes vil ogsaa et stærkt fremtrædende Ønske om dens Ordning som det, der skulde give det i Spidsen trædende dynastiske og hel-monarkiske Princip fornyet Styrke og Fasthed, være egnet til at skaffe andre beskedent bagefter fremtrædende Synspunkter en velvilligere Betragtning. Den Tanke, som jeg nu for min Del ønsker under denne Form forberedet, sat i fornyet Bevægelse, prøvet med Hensyn til dens mulige Antagelse – thi videre kan der jo nu ikke gaaes —, kjender De altfor vel, til at jeg her udførlig skal komme ind paa dens Fremstilling; hvorledes den bedst forskjønnes i den Retning, der kan regne paa Bifald, vil De udentvivl selv bedst udfinde. Naar det Søgte betegnes som en indre, Lovgivning og Administration lettende, det materielle Samkvem mindst mulig afficerende og ligeoverfor Udlandet forsvindende Demarkationslinie, der for Fremtiden skal befrie Kongen for de besværlige Forhandlinger og Foranstaltninger i Anledning af Nationalitetskonflikter, afviges der ikke fra Sandheden; Delingsnavnet maa jo undgaaes saameget [som] muligt og det Hele fremtræde som en Koncession til Holsten og navnlig til det holstenske Ridderskab og Godsbesidderklassen, der, naar Dänischwold og Schwansen administreres med Holsten, næsten bliver uberørt af Demarkationslinien, en Omstændighed, der ogsaa i Virkeligheden skaffer Tanken Indgang hos Nogle af Klassen. I Wien vil der vel ikke være nogen særlig Adgang til at erfare, hvorvidt Tanken paa en saadan Løsning aldeles og endelig er opgiven og bortkastet af Lord Palmerston, men, træffer De Lord Westmoreland, vilde det vel endda ikke være saa vanskeligt at føle sig frem. Men, hvad det især ligger mig paa Hjertet at udtale, er Følgende. Jeg tør ikke lukke Øinene for den Mulighed, at De ligesaavel finder Adgangen spærret for en til Delingen sig nærmende Tanke[136], til hvilken De jo heller ikke har den Tillid som jeg, som for en Løsning i Retningen af det udkastede Projekt, og at det forekommer Dem umuligt og unyttigt at udskyde Fastsættelsen af Grundformen for den endelige Ordning endog blot til de "erfarne Mænds" Sammenkomst; jeg haaber og ønsker af Hjertets inderste Grund, at dette ikke maa være saa; men jeg vil og tør ikke undlade at tænke mig, at De kunde bringes til at anse en anden og virkeligere Helstat end den, De forleden kaldte saaledes, for en uundgaaelig Nødvendighed og da med Deres deciderede og paa det Praktiske rettede Karakter besluttede selv at gaae ind paa Tanken og at træde i Spidsen for dens Gjennemførelse til mindst mulig Skade for Danmark. For dette yderste Tilfælde anraaber jeg Dem da ret inderlig om at redde det eneste Værn for Nationaliteternes ligeberettigede Stilling i Slesvig, den eneste Form, hvorunder denne kan blive til en Virkelighed, derved, at det nordlige Slesvig i det, der mest umiddelbart berører og bestemmer Folkedannelsen, i Kirke- og Undervisningsvæsen underlægges en med Kongeriget fælles Bestyrelse, saaledes som hidtil Als og Ærø (skjøndt paa Als med mindre Virkning formedelst Hertugens Indflydelse) og det Tørninglehnske, hvilke Deles hidtilværende Stilling afgiver det bedste Udgangspunkt for at skaffe denne, den beskedneste og sidste, Fordring Indgang som præfigureret i status quo ante. Hvad derved vil være reddet, er, skjøndt lidet af Udseende, endda et værdifuldt Resultat, især i Forbindelse med Toldgrændsens Ophævelse; nu derimod at opgive ogsaa her, hvad der ved Tillisch's Bestyrelse er vundet, gjenoplivet og forberedet, vilde være at slaae Danmarks Sag det sidste og dybeste Saar. Naturligvis hører med hertil Retten til slesvigske Embeder efter en Dannelse, vunden ligegyldig om i Kjøbenhavn eller Kiel. At jeg ved saa særdeles at lægge Vægt paa denne Sag som det Sidste og Yderste, der maa søges reddet, ikke just ledes af Stræben efter at udvide min Virkekreds og Indflydelse, behøver jeg ikke at sige. Under en saadan Sagernes Vending vilde der ikke være Spørgsmaal for mig om nogen Deltagelse i Regjering eller høiere Bestyrelse, en Sphære, hvorfra jeg, ogsaa hvis vore Anliggender, som Gud give, tage en bedre Gang, saare gjerne trækker mig tilbage. Intet vilde falde mig lettere end at gjøre Plads for en Anden, hvis en god eller taalelig Løsning kunde vinde større Udsigt ved at befries fra Andel i det Skin af ensidig Nationalitetsbestræbelse og doktrinært Demokrati, der nu engang, det vide vi jo alle, klæber ved Ministre, der 1848 vare Professorer.
Held og Lykke ledsage Deres Reise til vort Fædrelands Bedste!
Deres ærbødigst hengivne J. N. Madvig.
Hr. Finantsminister, Grev Sponneck, R. af D.
Kjøbenhavn, den 23de December 1863, Aften.
Deres Excellence
véd, at jeg siden Hans Majestæts Thronbestigelse to Gange, foruden de officielle Leiligheder, har havt den Ære at tale med Hans Majestæt om offentlige Anliggender: Mandagen den 14de dennes og i Løverdags. Den første Gang dreiede Samtalen sig væsentlig kun om Muligheden af at bevirke Forfatningsloven af 18de November tagen tilbage ved det da endnu samlede Rigsraad, hvilken Mulighed jeg efter min Overbevisning maatte saagodtsom bestemt benegte; i Løverdags havde jeg at meddele Hans Majestæt Resultatløsheden af den imellem de dengang samlede Mænd førte Forhandling, et Udfald, jeg iforveien anede, især efterat have mærket Stemningen hos de Enkelte, medens vi samledes og nogle Øieblikke ventede Hans Majestæt. Der foresvævede, frygter jeg, Allerhøistsamme en Tanke, som ikke lader sig realisere: Dannelsen af et moderat Koalitionsministerium uden en forudgaaende Fastsættelse af og Enighed om de Hovedpunkter, der, medens Andet lades tilside og henstaaer aabent, ikke noget Øieblik kunne være uafgjorte, fordi der strax skal handles med Hensyn til dem. Jeg var ikke berettiget til i det sildige Øieblik, da jeg bragte Meddelelsen, medens de øvrige Herrer endnu ventede, at gaae ind paa en almindeligere Udtalelse om Situationen, hvortil jeg ikke var opfordret af Hans Majestæt, og jeg indskrænkede mig altsaa til væsentlig at berette, at de Forsamlede med ringe Nuancer og én Afvigelse, som jeg nævnte, havde udtalt sig for Bibeholdelsen i det Hele af det hidtilværende Ministerium. Tillad nu, Deres Excellence, at jeg, dreven af Øieblikkets Alvor og Vigtighed, forelægger Dem et Par Bemærkninger, som jeg vilde ønske, jeg havde havt Ret til at udtale for Hans Majestæt Kongen i Løverdags, og som i den Tid af to Dage, der siden er hengaaet, have paatrængt sig mig stedse stærkere. Det er en overordentlig bekymringsfuld og farefuld Stilling, at vi endnu intet Ministerium have. Ikke blot lide øieblikkelig de største og vigtigste Interesser og Anliggender, men der tilføies os ved den blotte Udsættelse stor og varig Skade. Jeg vil antage, at Krigsministeriets Virksomhed fortsættes, at Hæren med hvert Øieblik bliver kampdygtigere for det Tilfælde, at der skal kæmpes, at vi ikke overraskes halv-organiserede; og dog maa Krigsministeren nødvendig savne fuld Autoritet og sikker Ledelse fra den almindelige Politiks Synspunkt med Hensyn til Anordningen af Forsvaret; men dernæst forsømmes Alt, hvad der skulde foretages fra Udenrigsministeriets Side til kraftig Protest, til Indsigelse og Bearbeidelse; et Anarki, lig det i Holsten (hvor man har været utilgivelig svag ved Hesteudredningen og meget andet), kan begynde i enkelte Dele af det sydligste Slesvig; men fremfor Alt vor hele Stilling ligeoverfor Udlandet svækkes; vi faae Udseendet af at være i en Opløsningstilstand, tvivlende om vor egen Ret, den Regjering, der endelig dannes, betragtes som revolutionær, og her hjemme lammes ethvert Opsving. Gud bevare mig nu fra at give Kongen Skyld herfor; jeg véd, siden jeg igaar (Søndags) om Morgenen Kl. 11 forlod Geheimeraad Hall ved Hans Majestæts Palais, ikke et Ord om, hvad der senere er forhandlet; men jeg frygter én Ting: at Hans Majestæt ikke med tilstrækkelig indtrængende Aabenhed af Hall er opklaret om den absolute Nødvendighed af en decideret Politik, et fast System, der maa være tilstede før og med Mændene, og at maaske det personlige Spørgsmaal heller ikke opfattes ganske klart, hvortil selve Udtalelsen i Løverdags kan have for en Del bidraget. Hans Majestæt vil ikke uden yderste Nødvendighed styrte sig og Landet i en Krig fuld af Farer og rig paa Offre og Byrder; Hans Majestæt vil, selv naar Krigen tages, have antydet sit til Forsoning villige Sindelag, og han troer, at Personerne kunne bidrage til at betegne denne Forsonlighed, ikke at tale om, at der kan være Personer, med hvilke det kan falde Hans Majestæt mindre let at forhandle, naar han nødtvungen maa gaae den haardere Vei, fordi han troer, at de ikke vurdere og føle, hvad han maa overvinde. Men, Deres Excellence, der gives i dette Øieblik ingen Koncession (– uden Henvisning til en Forhandling og Afgjørelse af Alt under fremmed Medvirkning og Mægling —), som Kongen med Nytte kan gjøre, uden saadanne, der ligge aldeles udenfor Muligheden ligeoverfor Indlandet og Folket (Folket i bedste Forstand). Preussen og Østerrig vilde ikke standse Exekutionen uden Opfyldelse af Forpligtelserne fra 1852. Men hvorledes skulle disse, om vi end nok saameget gaae ind paa Østerrigs og Preussens Fortolkning, kunne udfindes og formuleres, da begge Magter aldrig have villet formulere dem? Men sæt, at vi fandt, hvad man tidligere vilde, og indrømmede det, om det end var det mest Ydmygende og Umulige! Kunde Østerrig og Preussen nu hæve Exekutionen i Henhold dertil? Lad Kongen erklære – hvad han aldrig uden at sætte sin Throne og sit Hus i den øiensynligste Fare herhjemme kunde erklære —, at han indrømmer Slesvigs og Holstens administrative og i det Indre lovgivende Forening, at han i Fællesstaten giver Slesvig og Holsten ligesaamange Repræsentanter som Kongeriget! – Vil det hjælpe Noget? Vil ikke det frankfurtske Tydskland og ville ikke de tydske Stormagter, drevne af uimodstaaelig Magt, nu fordre i ethvert Tilfælde Afgjørelsen af Arveretten baade i Holsten og Slesvig, altsaa en Supremati over Slesvig, der er lig med dets Inddragen i Forbundet, men dernæst Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark? Er ikke Scheel-Plessen bleven afvist med Personalunion og Slesvigs Deling? Alt Andet, hvad Hans Majestæt kan og vil indrømme, og som muligvis tilsidst maa indrømmes med Hensyn til Finantsforhold, Sprogforhold osv., vil til at standse Stormen fra Tydskland i dette Øieblik være aldeles magtesløst. En anden Sag er det, at Hans Majestæt ligeoverfor de andre Magter kan antyde vid Frihed for Underhandlinger om disse Anliggenders Ordning; men Kampen kan ikke afvendes uden ved den Art af Indrømmelser, der gjøre Underhandlingerne overflødige, men tillige – jeg siger det aabent – Dynastiets Bestaaen i Danmark tvivlsom. Efter en Kamp, ja da kan og maa man finde sig i store Opoffrelser, hvis Kampen er endelig afgjort og ulykkelig uden Hjælp, og den Konge, med hvem man har kæmpet og ligget under, vil være Folket en kjær Ulykkesfælle, til hvem det vil være stærkere bundet; men før Kampen – det gaaer ikke an. Men, er dette nu saaledes, da maa Hans Majestæt se at finde et Ministerium, der uden Overmod, uden Trods, men med Kraft og Enighed optager Kampen, leder den og Landets Anliggender under den og under de, om muligt, samtidige Underhandlinger andetsteds. Det kan kun skade i Ministeriet at optage Mænd, der enten slet ikke ville Kampen under nogensomhelst Betingelse, eller som dog ene have Øiet heftet paa de Mangler, der kunne hefte ved den hidtilværende indre og ydre Politik, og ville begynde med enkelte Koncessioner før Underhandlingerne. Og det er dette Forsøg, jeg er bange for, man gjør, idet man stræber efter et ved Blanding modereret Ministerium; et saadant faaer man langsomt, sandsynligvis slet ikke istand; faaer man det, vil det hverken vække stor Tiltro eller handle med Kraft, og om føie Tid vil det opløses ved Splid. Systemet: Modstand for at hævde Danmarks og Slesvigs Uafhængighed af Tydskland og Holsten og Lauenburgs Forening med Monarkiet enten i en Fællesforfatning, hvorom man er villig til at forhandle under Mægling, eller i Personalunion, maa nu tages helt og decideret, men med al mulig Fjernelse af Revolutionsaand, Nationalfanatismus eller haardnakket Paastaaelighed i, hvad der er Gjenstand for Lempelse og Udjævning. Kan der nu til dette System findes brugbare Mænd (endog blot dygtige Forretningsmænd uden politisk og parlamentarisk Fortid), der ikke ere mærkede saaledes ligeoverfor Udlandet som et Par af de nuværende Ministre, nu vel, saa tage man dem; ja, gives der til at gjennemføre dette System en anden Udenrigsminister og Konseilpræsident end Hall, da tage man ham; Halls Navn har ogsaa sin Misklang, og jeg vil ingenlunde sige, at han har den Alvor, Fasthed, Forsynlighed, Energi og Utrættelighed, som kunde ønskes; men i vort lidet Land og ved den nu engang bestaaende Adskillelse af Partier og Anskuelser véd jeg ikke, hvor den bedre eller ligesaa gode Mand til begge Poster, der i dette Øieblik ikke let lade sig adskille, skal findes. Altsaa, mod at tage andre, mindre markerede, ved deres hele Opfatning, Væsen og Optræden Hans Majestæt mere tiltalende Personligheder er der ingen Indvending, jeg troer ikke engang imellem dem, der betegnes som Ministeriet Halls Venner: men Systemet kan ikke let forandres med Undtagelse af en freidigere Indgaaen paa Forhandlinger, et villigere Initiativ til at søge Løsning og fjerne underordnede Punkter, og, kan Systemet ikke forandres, tør der ikke dannes et Ministerium, der fra den første Dag bærer Spiren til Halvhed og Uenighed i sig. Det kan være tungt, meget tungt for Kongen at hengive sig til et System, som han ikke troer frit for Ensidighed; men han maa, og hans Fjender have, synes mig, gjort Valget lettere ved at afkaste enhver Bro, hvorover han kunde nærme sig. Staterne af den 3die Gruppe i Tydskland (– jeg siger ikke: alle Fyrsterne personlig —) ville i dette Øieblik et fra Danmark adskilt Slesvig-Holsten, og hverken Preussen eller Østerrig har Mod og Kraft til alvorlig at vise dem tilbage. Wrangel og Prinds Friedrich Carl af Preussen ville ikke kæmpe imod Sachserne og Hannoveranerne, og de ville ikke staae stille og se disse kæmpe. Men, kunne og ville Preussen og Østerrig holde igjen, da ville de det kun, naar vi med Bestemthed erklære og fastholde, at, efterat nu Exekutionen er indtraadt uden Modstand fra vor Side, have vi ikke Mulighed til nogen Indrømmelse, førend vor Konge er anerkjendt og internationale Underhandlinger aabnede om hele Anliggendet, idet vi afvise enhver tydsk Afgjørelse af noget Spørgsmaal for Slesvigs Vedkommende. Hvad Forhandlingerne ville føre til, maae vi afvente og maaske finde os i Noget, der forekommer os haardt og meget ubilligt; men vi kunne ikke begynde anderledes.
Jeg har følt mig destomere opfordret og forpligtet til at udtale dette for Deres Excellence, som jeg i det Øieblik, da jeg i Løverdags talte med Deres Excellence, førend jeg gik til Hans Majestæt, kun uden nogen egentlig Motivering ytrede Tvivl om Nytten af at forhandle om Dannelsen af et Ministerium af moderate Mænd, førend man nogenlunde var enig om Opgaven for dem. Tillad mig endnu, hvad Hans Majestæts og hans Dynastis Interesse, forsaavidt den tænkes for sig, angaaer, ganske kort at formulere min Mening saaledes: Ved en vidtgaaende Indrømmelse i dette Øieblik er Hans Majestæt udsat for Intet at opnaae i Udlandet, men vis paa at tabe i Indlandet; ved en Optræden for, hvad Danmark anser for sin Ret, kan han muligen blive Hersker over et formindsket Land, men han bliver sikkert Hersker; thi fra Danmarks Throne vil Ingen fortrænge ham.
Undskyld, Deres Excellence, min Paatrængenhed med min Hengivenhed for Hans Majestæt og den udmærkede Høiagtelse, hvormed jeg har den Ære at være
Deres allerærbødigste J. N. Madvig.
Hans Excellence, Hr. Overhofmarechal, Generalmajor Oxholm, Stork. af Dbg., Dbgsmand, pp.