Igaar eller iforgaars (jeg troer det sidste) meddelte Wynn Grev M. en med al sædvanlig Korthed og Ugenerthed i Tone affattet Opfordring fra Lord Palmerston til Vaabenstilstandens Forlængelse. Der blev igaar i Statsraadet vedtaget at svare, at Danmark ikke vilde være uvilligt til at gaae ind paa en Forlængelse, forudsat at der ved en alsidig Anerkjendelse skaffedes Danmark en saadan Sikkerhed for Vaabenstilstandens virkelige Opretholdelse, at Danmark kunde nyde Vaabenhvilens Goder. De idag fra Slesvig modtagne Efterretninger gjøre det end klarere, at det ikke er nok med en Anerkjendelse, men at der ogsaa maa komme Muligheden for en bedre Gjennemførelse til. En sikker Forlængelse af en taalelig, gjennemført Vaabenstilstand, der tillod en næsten fuldstændig Desarmering eller dog en meget stor Indskrænkning i Krigsforberedelserne, vilde jo i finantsiel Henseende være af stor Vigtighed; men, som det nu gaaer, ser jeg ikke, hvorledes "Landesverwaltung" skal holde Pinen ud 6 Maaneder endnu.
Hvad Sick har bragt, véd De. Der skal nu uden Opsættelse tages fat. Det er forresten et surt Æble at bide i at hente sig Danmarks Konge fra den Krog[132]; men det maa nu saa være; kun lad os ikke som Tilgift til et anerkjendt Slesvig-Holsten faae en tydsk Konge i Danmark selv!
Rigsdagens Aabning foregik da iforgaars. Da samtlige jydske og fyenske Rigsdagsmænd laae i Nyborg, udgik i Løverdags (den 26de) en Bekjendtgjørelse om Opsættelse af den til Mandag den 28de berammede Aabning i "nogle faa Dage"; en bestemt Dag turde ikke nævnes for ikke enten at bortgive mere Tid end absolut nødvendigt (– det vil knibe med at faae Budgettet igjennem til 31te Marts —) eller at udsætte sig for Nødvendigheden af en ny Opsættelse. Mandagmorgen indtraf Rigsdagsmændene, og Bardenfleth og Rosenørn reiste til Frederiksborg for at udvirke en Sammenkaldelse til Torsdag; for at være visse paa at opnaae denne Dag (– man forudsatte ikke stor Lyst —) skulde de begynde med at proponere Onsdag; denne Dag blev greben og fastholdt. Da nu Bekjendtgjørelsen først kunde ske i Berlingske Tidende Tirsdag Eftermiddag og i Adresseavisen Onsdagmorgen (– Omsendelse af specielle Tilsigelser var ikke vel mulig af Ubekjendtskab med de fleste Rigsdagsmænds Bopæle —), fik Alle et kort, Nogle et yderst kort Varsel, tildels da Andre allerede vare i Slotskirken. Bondevennernes Parti er mødt fuldt organiseret; til den egentlige faste Stok slutte sig ogsaa foreløbig de jydske Bønder, fordi Kofte søger Kofte, samt Fraktionen Grundtvig og endel adspredte, om just ikke bondevenske, saa dog stærkt til Venstre heldende Elementer. Partiet har saaledes i dette Øieblik af 94 Stemmer i Folkethinget (4 ere borte) 50 eller et Par til og har iforgaars og igaar afgjort alle Valg: Andræ, som forresten staaer langt over Partiet og vel vil holde sig temmelig selvstændig, til Formand, Otterstrøm, der synes gnaven over de kjøbenhavnske "lærde og fornemme Medlemmer", og Spandet til Viceformænd, mellem Sekretærerne Gleerup og B. Rée (!), i en Komité til at foreslaae en Forretningsorden blandt Andre Almuevennens Redaktør I. A. Hansen. Hvorvidt det vil lykkes at sprænge denne Phalanx og nogenlunde befrie Thinget fra dens brutale Herredømme, er uvist. Jeg troer ikke, at der paa denne Rigsdag vil blive forsøgt noget egentlig Stort eller Farligt, thi mod Kongen kan Bøndernes Flertal ikke føres, maaske ikke engang mod Ministeriet i det Hele, naar dette ellers optræder fast; men vort hele parlamentariske Liv antager en fordærvelig, lav og raa Karakter; ogsaa vil Arbeidet altid blive surt nok allerede denne Gang med Budget og deslige, og det er vel muligt, at der vil trænges stærkt ind paa nogle Ministre, maaske særdeles paa mig, baade fordi de Interesser, jeg skal forsvare, finde liden Gunst hos Massen og dette Ministeriums Omraade omslutter de videste Tumlepladse for en vis theoretisk Radikalisme, og fordi man fra Rigsforsamlingen ifjor vil mig særlig ilde. Om jeg nu, hos mig selv ængstet af megen Usikkerhed og Tvivl ved de sig frembydende Hovedspørgsmaals uhyre Vanskelighed, vil holde Angrebet ud, er helt uvist. Skjøndt jeg ser baade egen og Andres Svaghed grant nok, véd jeg dog ikke, hvorledes i Hast noget Bedre skulde sættes istedetfor det hele Ministerium, og det har ikke en saa fast Kjerne, at jo partielle Modifikationer kunne blive farlige for det hele.
Deres prindselige Klient har atter været paa Bane; hverken Deres eneste tilbageblevne Medkommissarius eller Finantsministeren kan finde paa Raad, til hvilke de selv have nogen Tiltro.
Min Kollega Clausen beder Dem paa det venskabeligste hilset. Gud give Dem Styrke og Held i Deres Arbeide og Dem selv Velbefindende!
Med sand Høiagtelse Deres ærbødigste hengivne J. N. Madvig.
P.S. Om faa Dage vil der til Rigsdagen blive afgivet en udførlig Beretning om Underhandlingerne fra Malmøerkonventionen af; Arbeidet er under Revision.
Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., D. M.
Berlin den 19de Marts 1850.
Høistærede Minister!
For Deres ærede Brev af 1ste f. M. er jeg meget forbunden. Der har vistnok derefter været Tid nok til at tilskrive Dem og Anledning har heller ikke egentligen manglet, men, naar jeg desuagtet hidtil har undladt det, har Grunden været, at jeg ikke har havt noget Væsentligt at meddele uden dels saadanne Efterretninger, som De ad anden Vei, nemlig gjennem Indberetningerne til Udenrigsministeriet, har modtaget, og dels ubestemte Indtryk af Svingningerne i den politiske Atmosphære. Da de politiske Indtryk i de sidste Dage have antaget en større Bestemthed, har jeg troet det passende ved nogle Linier at udtale mig over dem. De tre Stormagter: Rusland, England og Frankrig synes nu alle at betragte vor Sag i et gunstigt Lys og de to første at trænge ind paa Preussen for at formaae det til ogsaa at vise sig eftergivende og bringe Sagen til Ende; dog tilraabe de ogsaa stedse os at vise Moderation, da de ikke gjerne ville støde Preussen og endnu mindre bryde med samme. De os gunstige Noter fra Petersborg ere Dem bekjendte. Den seneste gode Efterretning derfra er, at Nesselrode har misbilliget, at de preussiske Fredsforslag, idet de udvortes bære Præg af at holde sig paa den antagne Fredsbasis, i Virkelighed dog fjerne sig fra samme. Den franske Gesandt Persigny vilde, strax efter at være kommen hertil, gjøre sig vigtig og undfangede, famlende i Mørke med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal, den Idé, at Preussen skulde for sit snevrere Forbund have Holsten og det Stykke af Slesvig, der grændser til Kieler Fjord, hvorved det vilde erhverve Kieler Havn for sin Flaade, men at iøvrigt Danmark skulde have fri Haand over Slesvig. Hermed mente han at tjene begge Parter. Uagtet han forsikrede, at vi, naar vi gik ind derpaa, strax vilde have Fred, og at Preussen var tilfreds dermed, bare hans Ytringer dog forresten Præg af, at Ideen var rent personlig. Vi gjorde saadanne Stød imod samme, som især vare skikkede til, at den ikke skulde finde Rodfæste i Paris, og kunde skaffe os Oplysning om Preussens virkelige Planer. Fra Preussens Side har man latterliggjort den, hvilket naturligvis har krænket P.'s Egenkjærlighed. Han har derfor nu lovet ganske at ville understøtte de Forslag, som vi gjøre, og i denne Retning er han ogsaa instrueret fra Paris. Vigtigere er det, at Lord Palmerston i en Depeche til Lord Westmoreland har erklæret, at det aldrig har været hans Mening, at Slesvig skulde have en saadan Selvstændighed, som de preussiske Forslag tilsigte, og at han endog har desavoueret et tidligere Forslag af Lord Cowley om at gjøre Slesvigs Selvstændighed til Fredsbasis. Paa den anden Side gjør han Vanskeligheder imod, at de slesvigske Deputerede skulde møde paa Rigsdagen i Kjøbenhavn. Paa Grund af de Forestillinger, hvormed Rusland og England trængte ind paa Preussen, og Forviklingerne i de tydske Forhold synes Preussen nu virkelig at ønske at komme til Fred. Derpaa tyde hen saavel flere os meddelte Yttringer som den Omstændighed, at Baron Schleinitz har begyndt selv at deltage i Konferencerne. (Han har været tilstede i to saadanne). Han viser sig langt mere eftergivende end Usedom, der er proppet fuld af slesvig-holstenske Lærdomme, som han gjerne vil gjøre gjældende. Imidlertid have de ingen bestemt Erklæring afgivet om Hoveddifferentspunkterne, men i sidste Samling (den 17de d. M.) maatte de udtrykkeligen love Lord Westmoreland, at de skulde ansætte næste Samling om ganske faa Dage og da afgive deres Erklæring. Den næste Samling kan saaledes blive af stor Vigtighed. Idag antages Sagen at skulle endeligen behandles i det preussiske Statsraad. Det har gjort et godt Indtryk, at vi som Koncessioner (ifølge den vedtagne diplomatiske Taktik) have indrømmet Slesvigs Deltagelse i Sundtolden og i Kolonierne og en forstærket Repræsentation for Slesvig. Men tillige ere vi blevne nødsagede til at erklære at ville tage ad referendum Forslag om, at den fælles Rigsdag ei skal holdes i Kjøbenhavn, men i en anden dansk By, og ikke skal komme sammen hvert Aar. En saadan Bestemmelse er en stor Indrømmelse for Slesvig (mest dog i Formen) og vil medføre Vanskeligheder i Udførelsen. Derhos indeholder den en Forandring af den danske Grundlov, hvorfor, hvis den bliver vedtagen, Rigsdagens Samtykke til Fredstraktaten vil blive nødvendigt. Men intet Punkt i vore Forslag møder saadan Modstand som det om en fælles Rigsdag, og, naar Hovedsagen, den fælles Rigsdag, opnaaes, synes mig, at man maa bringe det begjærte Offer. Dette maa iøvrigt tages under nøie Overveielse i Kjøbenhavn. Forresten have vi hidtil ikke indrømmet Noget imod vore egne Forslag. Den fælles Krigsmagt bestrides stærkt, men den maa nødvendigvis sættes igjennem, og i saa Henseende have vi ogsaa Ruslands Understøttelse og tildels Englands (Flaaden). Hovedindvendingen mod fælles Told- og Postvæsen hentes fra den deraf nødvendig følgende fælles Rigsdag. En hemmelig Grund, der dog har skinnet frem, ligger i Henseende til Toldvæsenet deri, at Preussen for sine egne Interessers Skyld ønsker at have den danske Toldlinie saa nordlig som muligt. For den fælles Indfødsret have vi i sidste Samling maattet kæmpe meget. Da, overensstemmende med vore Instruktioner, ingen Bestemmelse derom er optagen i vore Forslag, kunne vi ikke vente at faae i Traktaten indført en Erkjendelse af den fælles Indfødsret, og det, som vi især maae arbeide for, er, at heller ingen modsat Regel optages. Hvad Virkning det da kan have med Hensyn til fremtidige Forandringer i den bestaaende fælles Indfødsret, at den ikke er opregnet blandt Gjenstandene for l'union politique, bliver i saa Fald staaende uafgjort. Meningen af, hvad jeg, ligesom jeg fik de preussiske Forslag i Hænde, tilskrev Grev Moltke om Indfødsretten, var kun, om det ikke muligen kunde indrømmes, at Forandringer i den maatte kunne ske saavel paa den slesvigske Landdag som paa den særegne danske Rigsdag. Dette har man fra preussisk Side paastaaet at maatte i alt Fald tilstaaes som det Mindste, hvilket Westmoreland har understøttet, men hidtil have vi stedse modsat os. Med Hensyn til Sproget anser jeg det næsten umuligt at erobre nyt Terræn – som vi dog forsøge paa —, med mindre det skulde være Ligeberettigelse for begge Sprog paa den slesvigske Landdag imod en lignende paa den fælles Rigsdag. Angaaende de slesvig-holstenske "Kassenscheine" have vi Intet hørt fra Kjøbenhavn. Vi have hidtil ikke anerkjendt dem, men Debatten om dem er ikke endt. Det Nærmere om de omhandlede Punkter vil De se af vort Svar paa de preussiske Forslag. Dette Svar, som jeg har udarbeidet, er for længe siden færdigt fra min Haand og Reedtz har ogsaa fuldendt den franske Oversættelse. Da deraf vil bruges en hel Del Exemplarer, have vi troet at lette og fremskynde Arbeidet ved at tage Aftryk paa en Metalplade, men desto værre gaaer dette mod Forventning temmelig langsomt. Hidtil er kun 1/3 trykt. Imidlertid sker herved ingen Standsning i Underhandlingerne, som maaske endog bedst fremmes uden Svar, hvilket i det mindste er Westmorelands Mening. Svaret er ogsaa mere skrevet for de venskabelige Magters end for Preussens Skyld. Svaret gaaer fornemmeligen ud paa at skaffe den Fortolkning af Præliminarierne, hvorpaa vore Forslag ere byggede, Indgang. Ved de specielle Punkter i Kontraforslagene har jeg troet, at man kunde opholde sig kortere, idet vi bestandig vise tilbage paa de forsvarede Grundsætninger. – Da det har trukket saa meget i Langdrag med Debatterne om Slesvig, har jeg flere Gange slaaet paa, at man ogsaa maatte komme frem med Forslagene angaaende Holsten og Lauenburg, for at hele Sagen skulde kunne overskues og hurtigere bringes til Resultat. Da denne Del af Sagen ligger udenfor min Fuldmagt, syntes mig, at jeg ikke uden Opfordring kunde blande mig mere ind i den; men, da intet Videre foretoges, nedskrev jeg i forrige Uge, medens Reedtz var beskæftiget med Oversættelsen, Artikler (7) for Holsten og Lauenburg, hvilke mine Kolleger tiltraadte og overleverede i deres Navn ved Samlingen i Søndags (den 17de), efter at Westmoreland og jeg vare aftraadte. Der blev fra Preussens Side ikke bemærket noget Specielt om dem, men kun spurgt, om Overappellationsretten ikke skulde vedblive at være fælles for begge Hertugdømmer, hvilket blev benegtet.
Skjøndt jeg ikke morer mig her og min Stilling just heller ikke er behagelig, er jeg dog nu ret vel fornøiet med at have faaet Del i Underhandlingerne. Grunden hertil ønsker jeg ikke at gaae fuldstændigen ind i; ikkun vil jeg sige, at de tre Underhandlere have forskjellige Egenskaber, som gjensidigen supplere hverandre. Med mine to Kolleger, der upaatvivleligen ere paa deres Plads her, lever jeg i bedste Forstaaelse. Min Helbred vedbliver at være god. – De venskabeligste Hilsener til Dem selv og Minister Clausen fra
Deres med største Høiagtelse ærbødigst-hengivne A. W. Scheel.
Høivelbaarne Hr. Minister Madvig, R. af D.
Kjøbenhavn den 11te Juni 1850.
Høivelbaarne Hr. Generalauditør!
Efter lang Mellemtid og efter endog at have ladet Deres sidste Brev ubesvaret, fordi jeg dengang og i de nærmest paafølgende Uger ikke til Gjengjæld for dets Oplysninger og Bemærkninger havde noget at meddele, der kunde være Dem af Vigtighed, tillader jeg mig atter i et efter min Mening meget vigtigt Øieblik at sende Dem nogle Linier for at lette mit bekymrede Sind og for lidt nærmere at forklare Forholdet med en Meddelelse, der samtidig hermed vil indløbe til Dem og Deres Kolleger fra Udenrigsministeriet. De Herrer ville derfra modtage en Opfordring til at erklære Dem om et Spørgsmaal, der maaske i dette Øieblik kan synes at falde noget pludselig ligesom ned fra Himmelen, fordi man hverken paa hint Sted eller i Statsraadet selv tidligere har villet forelægge sig eller Andre det, ligesom man ogsaa nu, mig undtagen og indtil en vis Grad Sponneck og Clausen, nødig rykker frem dermed, Spørgsmaalet om Muligheden af at opnaae en Løsning af vore Forviklinger ved en under hvilketsomhelst Navn fremtrædende Deling af Slesvig, altsaa om, hvad der ved Underhandlernes Afreise til Berlin kaldtes den eventuelle Basis for Underhandlingerne. Jeg beder Dem om, at Spørgsmaalet, hvordan saa Deres Mening er, maa blive alvorlig overveiet med Hensyn til Alt, hvad der i Berlin kan tages med til dets Belysning, og med Hensyn til de noget forskjellige Maader, hvorunder en saadan Udvei kunde blive betraadt, og at vi ret snart maae faae et muligst veiledende Svar. Paa Præliminariernes Basis efter den danske Opfatning har jeg for min Del aldrig ventet at naae nogen Fred, fordi Preussen ikke uden stærk Tvang kunde slutte den og Ingen for vor Skyld vilde anvende denne Tvang; i mit Hjerte tilføier jeg – men det er nu blot min individuelle Mening —, at en Fred paa den Basis vilde medføre et saare forviklet og kunstlet og i visse Henseender ubilligt Forhold; om dette sidste (Ubilligheden) mindes jeg stærkt, naar der, sædvanlig gjennem Clausen, fra dansksindede, skjøndt tildels tydskfødte Slesvigere meddeles mig Opfordringer til at virke for, at det paalægges alle Slesvigere at studere i Kjøbenhavn, ikke at besøge Kiel o. s. v. Med pinlig Følelse har jeg da betragtet den lange, møisommelige og, trods hele vore Underhandleres Klogskab, Fasthed og Ufortrødenhed, frugtesløse Arbeiden paa dette Grundlag. At der ad denne Vei ikke vil opnaaes noget Resultat, ser jeg nu ogsaa af Dem i et Brev til Clausen[133] udtalt, og Erkjendelsen heraf paatrænger sig efterhaanden selv dem, der, som vor hjertensgode Konseilpræsident, kunne holde længe fast ved Haab og længe berolige sig ved at lade Sagen glide hen fra Dag til Dag. Vor Stilling er imidlertid saare alvorlig og betænkelig og kræver en snarlig Afgjørelse eller dog bestemt Tilnærmelse til den. Vore Finantser udtømmes; Tilstanden i Slesvig er utaalelig og i Sydslesvig til Spot for os; Nationens Stemning vil, saa herlig den end har vist sig, dog tilsidst slappes, især da der til dens Opløsning medvirker [paa den ene Side] en radikal Opposition i konstitutionel Form og Frihed (medens [der] hos vore Modstandere er endel af den revolutionære Enhed og Energi) og paa den anden Side Misfornøielsen med Rigsdagen. Vor indkaldte Armee koster Penge, unddrager Landboerne en overordentlig Del af Arbeidskraften og lider sagtens selv ved den ørkesløse Stillestaaen; det var udentvivl et stort Misgreb, at vi, bevæget af en Utaalmodighed og Harme, som jeg ofte og længe har bekæmpet hos mig selv og Andre, indkaldte den ifølge nogle Ytringer fra Pechlin og Reedtz om deres og Meyendorffs Mening om det Ønskelige i, at vi stode rustede. Sloges Armeen, vilde Folkets Interesse følge Kampen og glemme meget Andet, som nu beskæftiger dets Tanke. Der er saaledes herhjemme opstaaet et i det Hele med Bondevennerne identisk og af Tscherning ført Fredsparti, – og, hvorledes Tscherning springer om, véd De; han kan altsaa uden Vanskelighed kaste sig paa at opgive Alt og foregøgle sig og Andre, at dette er Danmarks Frelse. Til denne Stemning, som imidlertid endnu er undselig og vil vige, naar en virkelig fremadskridende Bevægelse til en god Fred, var det end gjennem Kamp, klart viser sig, have da ogsaa Mændene fra Holsten ikke forsømt at henvende sig; de have ivrig søgt Tscherning, medens de ligesaa ivrig, navnlig Reventlow-Farve, bearbeidede Diplomaterne, især den for Bearbeidelse fra den Kant let tilgængelige Ungern-Sternberg; (vel var det, at vi fik deres Forslag trukket noget frem til Belysning; nu ere Heinzelmann og Prehn reiste, og jeg venter, at Greven faaer et høfligt consilium abeundi). De store Magter ere kjede af os, og da de, hvilket atter og atter viser sig, hvergang en ny Vending forsøges, ikke forstaae, hvorpaa det for os, for det danske Folk, kommer an ved Slesvig – Noget, hvortil vi maaske bidrage ved at lægge mere Vægt paa Adskillelsen fra Holsten end paa Tilslutningen til Danmark —, kunne vi pludselig se en Afgjørelse kastet os over Hovederne, der indeholder et mere eller mindre maskeret Slesvig-Holsten, medens vi herhjemme, idet vi stivt holde paa Præliminarierne og ikke ville vige derfra, kunne faae Fredsdemonstrationer, der aldeles svække vor Stilling. Under saadanne Omstændigheder maae vi paa enhver Maade søge en virkelig Fremskriden til Afgjørelsen. Med de Stipulationer om Medvirkning ved Arvefølgereguleringen og om indtil en vis Grad at holde Indblanding ude, som fra vor Side forlanges, kan nu vistnok en Separatfred med Preussen anses som et Skridt til Afgjørelse, hvorved imidlertid altid endda staaer i Baggrunden Spørgsmaalet (hvortil jeg antager, at en Ytring af Meyendorff, som Kammerherre Reedtz har meddelt, sigter: "at Danmark saa ogsaa maatte vide, hvad det vilde gjøre med Hertugdømmerne"), paa hvilken Maade Danmark, efter foreløbig at have kuet Insurrektionen, vil tilveiebringe et Forhold, som det har Magt til at opretholde uden at ødelægge sig selv. Kommer derimod en saadan Separatfred ikke istand, vil man herfra forlange uhindret at udføre Vaabentilstandens første hemmelige Artikel, og man maa maaske gjøre saa; men det forekommer mig, sandt at sige, at mine Kolleger, dels af Frygt for Delingstanken (Moltke, Bardenfleth, Hansen, Zahrtmann), dels af en vis patriotisk (Clausen) eller militær Harme (Zahrtmann og især Hansen, der nu synes at ville have Krig à tout prix, medens han dog kaster al Skyld i Striden paa Kasinomændene, ɔ: paa den danske Side, og til andre Tider erklærer det for urimeligt at slaaes uden den fuldstændige Garanti for, at Tydskland bliver udenfor) baade overse Vanskeligheden ved nu at komme tilbage til hin Artikel og Faren for en større Krig og fremfor Alt, at Sagen ikke er endt, hverken naar vor Armee staaer Norden for Eideren eller, om Gud saa vil, ved Elben, men at Spørgsmaalet atter vender tilbage om den Ordning, hvorved det da kan blive os muligt at trække vor Armee tilbage igjen og vinde Fred. Mig forekommer det nu – uagtet jeg gjerne indrømmer, at det i alle Tilfælde kan blive nødvendigt at rykke frem med Armeen og da i Guds Navn vil stemme for at gjøre det med al mulig Kraft —, at det iforveien bør forsøges og overveies, om ikke det, der er Danmark bedst, idet Ringeste bedst imellem det Mulige, kan opnaaes paa den eventuelle Basis, hvad enten nu en Fred udtrykkelig sluttes derpaa eller i Henhold til en derpaa aftalt og indledet Overenskomst eller endog blot saaledes, at det ved Siden af en Separatfred med Preussen udtales og søges billiget, navnlig af Rusland og England og samtykket af Preussen, at det er paa denne Maade, at Kongen vil ordne Forholdet, naar Ordningen overlades ham. Naturligvis er der kun Tale om en Deling og Forbindelsen af et Stykke af Slesvig med Holsten under Forudsætning af Successionens Ordning (fælles for Danmark og det hele Slesvig med Holsten) og Holstens Forbliven udenfor den preussiske Union. Det er klart, at Forslaget til en Deling, baade for at blive fordelagtigt og for at finde Indgang hos Kongen og Andre, navnlig Moltke, allerhelst maatte fremkomme fra Slesvigholstenernes Side; det Næste var, at det, ligesom i Misfornøielse med Standsningen af de fuldførte Underhandlinger, gjenoptoges som sidste Udvei af Rusland eller England og bødes begge Partier; direkt fra os kan det ikke uden stor Fare udgaae. Jeg tilstaaer, at jeg i gjentagne Samtaler med Heinzelmann, der oftere opsøgte mig, tildels ogsaa med Reventlow-Farve har lagt dem Tanken saa nær, som det var mig muligt uden selv at gjøre et Forslag, idet jeg har forestillet dem, at det var deres Sag, da de indsaae, at deres her fremsatte Forslag var aldeles uskikket til at vinde Indgang, at udfinde en anden Vei, hvorved den nordslesvigske og sydslesvigske Interesse fandt sin Ret, og overveie, om de efter den her iagttagne Stemning troede derved at kunne udrette mere. Jeg har nu ved et igaaraftes i Statsraadet, i Henhold til en tidligere fra min og Clausens Side tagen Reservation, stillet Andragende bevirket, at det Spørgsmaal skulde forelægges vore Underhandlere, som de idag modtage fra Udenrigsministeriet. Ogsaa Clausen og Sponneck (vel og Rosenørn) ønskede det forelagt; de helde til Deling, men saa subsidiært, at jeg frygter, at de først da alvorlig gribe Tanken og ville handle efter den, naar det er for sildigt. Moltke og Bardenfleth stemte for Spørgsmaalets Forelæggelse i den Formening, at det vilde blive besvaret med et simpelt Nei. Jeg beder indstændig om, at et Nei i det Ringeste maa være tydelig udtalt med Hensyn til alle Eventualiteter eller de Eventualiteter bestemt angivne, hvorunder et Nei kunde gaae over til et Ja, og at en mulig Dissens ikke skjules. Vi staae paa et Punkt, hvor man ikke for at komme ud af det med hinanden tør skjule eller tilbagetrænge sin Overbevisning.
Naar jeg betænker, under hvilke Forhold og Indtryk De har tilbragt nu snart 6 Maaneder i Berlin, ser jeg først ret, hvilket Offer der forlangtes af Dem, dengang vi bade Dem gaae derhen, og, idet jeg føler, hvad De har gjort for os, glæder det mig destomere, at De ved legemlig at udholde Anstrengelser og Bekymringer saa vel har befriet os fra den Bebreidelse, vi, navnlig Clausen og jeg, ellers havde maattet gjøre os.
Gud lade dem finde en Vei, der leder ikke først og fremmest til vore Modstanderes Ydmygelse, men til vort Vel!
Med den oprigtigste Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivne J. N. Madvig.
P. S. Statsraadet har ikke villet indrømme mig at opsætte et Møde under Kongens Forsæde, hvori skal delibereres om Separatfred eller Forlangendet at rykke ind efter den hemmelige Artikel, til den Tid, da Deres og Kollegers Svar kan være her. Imidlertid ligger det i Sagens Natur, at i hint Møde Intet kan vedtages, der præjudicerer Indflydelsen af De Herrers Svar, eller at ogsaa jeg for min Del maatte træde ud. Vi ere sædvanlig skikkelig langsomme; kommer det saa engang med Hast, ile vi stærkt.
Høivelbaarne Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., Dm. pp.
Berlin den 15de Juni 1850.
Høitærede Hr. Minister!
Hele Dagen er medgaaet til en Konference med Hr. Usedom, Deliberationer og andre uopsættelige Forretninger og den yderst knappe Tid, som er mig levnet, tillader mig kun i allerstørste Hast at nedskrive nogle Strøtanker, fornemmeligen til Svar paa Deres ærede Brev af 11te d. M. Vi ere alle tre enige i at erklære os bestemt imod, at den "eventuelle Basis" nu bringes frem under Underhandlingerne her. Den er aldeles uforberedt og vil bringe os ind i en uoverskuelig Række af nye Forviklinger. Selv Preussen, som nok vilde gaae ind paa samme, naar det selv kunde faae Fordel af den, vilde komme i stor Forlegenhed ved et Forslag om denne Basis. England og Rusland vil den være imod, og de ville ikke kunne bringes til at foreslaae den uden i alt Fald efter megen Overveielse, Raadslagning og Brevvexling. Noget aldeles bestemt kan man imidlertid ikke sige derom, da aldrig under Underhandlingerne er sket den mindste Antydning i den Retning fra nogensomhelst Kant. Efter flere Overveielser blev det mellem os vedtaget, at vi i vort officielle Svar skulde indskrænke os til det officielle Spørgsmaal. Kun vil Pechlin i sit Navn vedlægge nogle yderligere Bemærkninger, da Ideen tidligere er forsvaret af ham. Skulde der nu tænkes paa Ideen, maatte det efter min Mening helst ske ved en direkte Forhandling med Hertugdømmerne. Jeg vilde foretrække Delingen for det af Modpartiet paatænkte Slesvig-Holsten, ɔ: disse Hertugdømmer forbundne indbyrdes i administrativ og legislativ Henseende og med Kongeriget kun ved Personalunion, da, naar Monarkiet skal opløses i to ligeberettigede Stater, den danske Del helst maatte blive saa stor som muligt, men jeg troer ikke, at et Slesvig-Holsten kan sættes igjennem, med mindre Danmark forsømmer en klog og retfærdig Politik. Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrække Delingen for et aldeles selvstændigt Slesvig, men om et saadant, som er alle Partier imod, kan der neppe længere være Tale, efter at vi ere komne bort fra Præliminarierne, paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et Medusahoved end som et hjælpende Nødanker. Hvad staaer da tilbage, naar man ikke vil gaae ind paa Delingen? Enten at tilkæmpe sig fri Raadighed over Slesvig eller Helstatsideen. Jeg har indtil den sidste Tid troet, at det Første var muligt, men jeg er bleven meget tvivlsom i saa Henseende efter de seneste flere Skuffelser, fornemmelig af de Forhaabninger, som vi have sat til Petersborg og Varschau. Herfra hørte vi stærke Toner, medens Preussen endnu var noget moderat, men de ere blevne svagere og svagere, eftersom Preussen har vist sig mere og mere perfid. Ved egen Vaabenmagt – om man end kunde tænke paa i Tidens Længde at støtte sig derpaa – kunne vi neppe sætte en saadan Adskillelse af Slesvig og Holsten igjennem, som de kongelige Tilkjendegivelser af 24de og 27de Marts 1848 forudsætte. Tydskland, som er enigt i at holde paa Forbundsbeslutningen af 17de Septb. 1846, vil ikke tillade det, og der er kun lidt Haab for os om fremmed Hjælp. Den eneste Mulighed er kun, at de venskabelige Magter, naar vi først kunne faae de tydske Tropper ud af Slesvig, ikke ville tillade, at disse komme derind igjen. Vi trænges saaledes hen paa Helstatsideen, som jeg havde troet begraven, idet Oprøret opstod. Helstaten anses af de venskabelige Magter som den eneste kloge og retfærdige Politik, da Danmark ved organiske Baand bør søge at knytte sine Dele sammen og bør anerkjende, at den gjennem Sekler bestaaende, skjøndt i Tidernes Løb paa forskjellig Maade modificerede, men siden 1831 ved flere kongelige Tilsagn garanterede Forbindelse mellem Slesvig og Holsten giver en Ret til fremtidig Bestaaen. Ikke blind for de Misligheder, som Helstaten fører med sig, maa jeg dog for min Person foretrække den for Delingen, og jeg troer ikke, at den enten i Danmark eller Hertugdømmerne vil møde saa stærk Modstand som i Aaret 1848. Det har vist sig, at det Ønskelige ikke altid er opnaaeligt.
Det er paatrængende nødvendigt, at Statsraadet fatter skarpt i Øie, hvad Danmark kan og bør gjøre med Hensyn til Hertugdømmerne, og hurtig handler derefter. Det gjør mig ondt, at de fremkomne Fredsforslag ere saa slette, og at vi paa Grund af den stærke Rustning ere komne næsten i den Nødvendighed at maatte benytte den 1ste hemmelige Artikel. Følgerne af den fornyede Konflikt ere uoverskuelige.
I et Brev, som jeg har modtaget idag, siges, at Rygtet gaaer i Kjøbenhavn, at Baron Meyendorff har gjort de danske Underhandlere og Reventlow-Preetz Forslag om en fælles Statholder for begge Hertugdømmer. I den Anledning vil jeg, især da jeg i mit sidste Brev til Minister Clausen ikke skrev noget om den fælles Statholder, bemærke, at det, førend vi modtoge Underretning derom fra Kjøbenhavn, har været mig aldeles ubekjendt, at M. i sine Samtaler med R. P.[134] har gaaet ind paa Ideen om en fælles Statholder. Det forundrer mig saa meget mere, som saavel jeg som mine Kolleger have flere Gange sagt ham, at Danmark, i det mindste saalænge det holdt paa Præliminarierne, ikke kunde gaae ind paa nogetsomhelst Fællesskab i Hertugdømmernes Bestyrelse. Specielt har der ogsaa for flere Maaneder siden været talt om Umuligheden af en fælles Statholder.
Jeg nødes til at slutte og vil ønske, at der maa være Sammenhæng i disse neppe læselige Linier, som Tiden ei tillader at gjennemse.