Livserindringer

Anden offentlig Virksomhed

Jeg har allerede gjentagende havt Leilighed til at nævne min Forbindelse med philologisk historisk Samfund, der blev stiftet i 1854, og i hvis Møder jeg gjerne og jævnlig deltog for derigjennem at vedligeholde og udvide min Forbindelse med de yngre philologiske Studerende og det ikke udelukkende af den klassiske Retning. – Men ogsaa til Studenterne som Helhed traadte jeg paany i nærmere Forbindelse, da Studenterforeningen den 13de April 1878 efter H. N. Clausens Død valgte mig til Æresmedlem, og da man ved mit Professorjubilæum i 1879 opstillede min Buste dernede og Studenterne bragte mig et Fakkeltog. Ved begge Leiligheder afholdtes der Festligheder med smukke Sange af Ploug, E. Lembcke o. s. v. Min høie Alder og mit Syn tillod mig naturligvis kun i ringe Grad at deltage i de Unges Samliv, men jeg fandt dog Leilighed til at vise min Taknemmelighed ved der at holde tvende Foredrag: i 1879 "Om Begrebet og Betydningen af Folkeeiendommeligheden (Nationalkarakteren)" og i 1880 "Om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevægelsen", begge kort efter trykte efter Hukommelsen i det da stiftede Letterstedtske Tidsskrift, af hvis Bestyrelse for Danmark jeg var bleven Medlem i April 1875. – Ved min mangeaarige Deltagelse som gammel Examinator og Æresgjæst i de gamle Studenters Jubelfester skal jeg ikke her dvæle, skjøndt den har beredet mig megen Glæde ved den ogsaa derigjennem vundne Bekræftelse paa det gode Forhold, hvori jeg altid har staaet til de Studerende.

Jeg kan selvfølgelig ikke slutte Oversigten over dette Afsnit af mit Liv og min Virksomhed uden endnu særlig at berøre mit Forhold til det danske Videnskabernes Selskab, i hvis Arbeider jeg ikke blot deltog som Medlem – jeg har, som allerede omtalt, leveret flere Bidrag dertil ogsaa efter min Tilbagetræden fra Universitetet —, men for hvilket jeg derhos fra 14de Mai 1852 i en Aarrække fungerede som Arkivar eller, som Stillingen nu rigtigere betegnes, som Redaktør, idet det paahviler den nævnte Funktionær at besørge Udgivelsen af Selskabets Skrifter. Efter at have nedlagt denne lønnede Post, fungerede jeg derhos efter A. S. Ørsteds Død først en kort Tid som Vicepræsident for Selskabet og blev derpaa fra 1867 valgt og senere gjenvalgt til dets Præsident. Hovedledelsen af Selskabets Virksomhed har iøvrigt efter Selskabets Vedtægter og hele Indretning altid ligget hos Sekretæren, medens Præsidenten – hvilken Post fra den første Præsidents: Grev Holsteins Tid stadig havde været beklædt af Statsembedsmænd i de høieste Stillinger og først ved Ørsted og endmere ved mig gik over til et af Selskabets ordentlige Medlemmer – egentlig kun har at repræsentere Selskabet udad og at lede Forhandlingerne i Møderne. I denne sidste Henseende er det lykkedes mig at vinde og vedligeholde mine Kollegers Velvillie og maaske at bidrage til at afværge et og andet Sammenstød. Men jeg blev unegtelig overrasket, om end paa en glædelig Maade, da mine Kolleger i Selskabet, i Anledning af 50 Aarsdagen for min Indtræden i samme, den 27de December 1883, til Minde om min Virksomhed i og for Selskabet toge den Beslutning, at der hvert 5te Aar skulde kunne tildeles en dansk Forfatter en Guldmedaille under Navn af den Madvigske Æresmedaille som Belønning for et Skrift over Emner af sproglige eller historiske Videnskaber, hvilken Medaille derhos samtidig overraktes mig i Anledning af mit Skrift om den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning^[111].

Da Eieren af Bryggeriet Carlsberg J. C. Jacobsen i 1876 med storartet Gavmildhed stiftede "Carlsbergfonden" til Fremme af videnskabelige Formaal og stillede denne Stiftelse med dens rige Midler under en lønnet Bestyrelse af 5 Medlemmer, som vælges paa 5 Aar af Videnskabernes Selskab, valgtes jeg til at indtræde i denne Bestyrelse og gjenvalgtes senere dertil, idet jeg tillige af mine Kolleger i Direktionen kaaredes til dens Formand. Den derved mig tilfaldne Indflydelse paa videnskabelige Arbeiders og Foretagenders Understøttelse og Fremme har jeg i Forening med mine Medbestyrere bestræbt mig for at anvende samvittighedsfuldt. – En lignende Indflydelse paa et ganske specielt Omraade og med meget ringere Midler betroedes mig ved den mig den 30te Mai 1879 efter A. W. Scheels Død givne kongelige Udnævnelse til 2det Medlem af Bestyrelsen for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse, der i sin Virksomhed iøvrigt væsentlig forfølger philantropiske og patriotiske Formaal.

Personlige Forhold

At jeg efterhaanden gjennemgik en Række Trin af Rang, Titler (den 6te Oktober 1852 udnævnt til Etatsraad, den 1ste Januar 1856 til Konferentsraad) og Ordensdekorationer er der kun forsaavidt Grund til at omtale, som jeg ønsker at fremhæve, at det ingenlunde er undgaaet min Opmærksomhed, at den efter min virkelige Embedsstilling og Virksomhed usædvanlige og uforholdsmæssige Mængde og Grad af deslige Udnævnelser, der er falden i min Lod, for en stor Del er fremkaldt ved tilfældige Omstændigheder. Jeg ønsker i denne Henseende her at lette mit Hjerte ved en Forklaring og Forsikring. Da i Efteraaret 1859 daværende Finantsminister Fenger henvendte sig til mig om for den forestaaende Samling af Rigsraadet paany at overtage Pladsen som Præsident, udtalte jeg for ham, at denne Stilling, foruden dens iøvrigt paa den Tid lidet tiltrækkende Beskaffenhed, ogsaa derved blev mindre behagelig, at Regjeringen selv i sit Mismod over Protesterne mod Raadet og Slesvigholstenernes Udtræden deraf syntes at behandle dette mindre hensynsfuldt, og kom derved til at nævne de nylig samtidigen Landsthingets og Folkethingets Formænd tildelte Dekorationer som Dannebrogsmænd med Forbigaaelse af Rigsraadets Formand. Denne tilfældige Ytring havde til Følge, at jeg faa Dage efter (den 2den Oktober) overraskedes i høi Grad ved at benaades med Storkorset af Dannebrog, en Æresbevisning, der af Universitetsprofessorer kun var bleven H. C. Ørsted tildel henimod Slutningen af hans lange Bane (– den 18de Novb. 1871 blev jeg først Dannebrogsmand). Men, kan det her bebreides mig ved en ubetænksom Ytring at have foranlediget mig tildelt en overdreven og aldeles udenfor mine Tanker liggende Udmærkelse, vil jeg paa den anden Side ikke fortie, at jeg ikke blot med Overraskelse, men med Undseelse og Sorg modtog Elephantordenen ved Universitetets Jubelfest. Meddelelsen herom gjordes mig Pintsedag 1879, tre Dage før Festen. Jeg følte mig aldeles overvældet ved mod Slutningen af mit Professorliv at skulle modtage en Æresbevisning, som ikke blot ingen Universitetslærer nogensinde havde opnaaet eller kunnet tænke paa at opnaae (– og jeg havde dog havt H. C. Ørsted og A. Øhlenschlæger til Kolleger —), men som bestandig havde været betragtet som Lønnen for udmærkede Tjenester i Statens høieste og vigtigste Stillinger; jeg betragtede det paa engang endog som et politisk Misgreb at forringe den Anseelse, hvori Elephantordenen traditionelt stod ogsaa ligeoverfor Fremmede, ved en Anvendelse udenfor den almindelig forudsatte snevre Kreds og som en Byrde for mig under mine øvrige beskedne Livsvilkaar at betegnes som henhørende til "de høie Herrer" (grands seigneurs); jeg forestillede Ministeren dette og bad ham indstændigen foranledige Udnævnelsen tagen tilbage, og, da han erklærede, at dette var ham umuligt, henvendte jeg mig, hvor optagen jeg end var af Festforberedelserne, i samme Øiemed til Justitsministeren og til Geheimekabinetssekretæren, men, da ogsaa disse betegnede Sagen som endelig afgjort, maatte jeg lade det blive derved. Naturligvis var det iøvrigt nærmest Universitetet i det Hele, som man ved denne Udnævnelse vilde vise en Opmærksomhed i dets Rektors Person, da der ikke kunde tillægges ham som endnu fungerende Embedsmand en Rangtitel. Det var da ogsaa nærmest paa Universitetets Vegne, at jeg modtog de Dekorationer som Ridder af den hvide Ørns Orden^[112] og som Storofficer af Æreslegionen, ved hvilke samtidig den russiske og franske Regjering^[113] vilde vise deres velvillige Deltagelse i vort Universitetsjubilæum^[114][115], ligesom det ogsaa skyldtes dette Jubilæum, at jeg af vort juridiske Fakultet da kreeredes til "doctor juris", hvad jeg unegtelig efter mine Interesser satte Pris paa^[116], og at jeg kort efter valgtes til Æresprofessor ved Universiteterne i Odessa og Kiew. – Ved Andet af denne Art (Udnævnelse til Geheimekonferentsraad 28de December 1881 osv.) er der ingen Anledning til at dvæle.

Mit Familieliv hengled i Aarrækken fra 1851 til 1879 uforstyrret i den stille Skikkelse og de beskedne Vilkaar, hvori det tidligere var ført. I 1852 (den 3die August) døde min Moder, 75 Aar gammel, efterat jeg kort forinden havde havt Leilighed til at besøge hende for sidste Gang i min Fødeby, der i 1873 hædrede mig ved at vælge mig til Æresborger, ligesom Bornholmere paa min 70aarige Fødselsdag i 1874 lode min Buste opstille ved Indkjørslen til Byen Nord fra. – En rig Nydelse og Glæde fandt jeg og alle Mine saagodtsom hver Sommer ved et forfriskende Landophold paa forskjellige Steder. Saaledes besøgte jeg forskjellige Sommere i længere Tid min yngre Broder Lægen og hans Hustru først paa Frederiksværk og senere gjentagne Gange i Haderslev (i 1854, da jeg feirede mit Sølvbryllup dér i al Stilhed med min Familie og min nær derved i Hoptrup boende Ungdomsven Marckmann, i 1866, i 1873 og senest i 1883^[117]). I 1855 benyttede jeg under min Ven Bojesens og Hustrus Fraværelse Rektorboligen i Sorø og i 1871 opholdt jeg mig en kort Tid ved Geheimeraad Halls Velvillie paa Herlufsholm. I 1858 og 1860 boede jeg paa Nybrogaard ved Bagsværd, i 1863 i Hellebæk, i 1869 ved Nyholte Kro og i 1865, 1867, 1868 og 1870 paa forskjellige Steder mellem Rungsted og Vedbæk, og i denne sidste Egn har jeg derpaa fra 1874 stadig havt Sommerbolig i det af min Familie leiede saakaldte "Jægerhuset" under Smidstrupgaard i Kanten af den smukke Folehaveskov med en herlig Udsigt over Sundet og med Leilighed for mig til at tilfredsstille min fra Barndommen bevarede Trang til Søbade. Vor Kreds udvidedes i 1867, da min ældste Søn, nu Assessor i Landsoverretten i Kjøbenhavn, tilførte mig en Datter af min oftere nævnte, afdøde Ven, Professor i Mathematiken Chr. Jürgensen som Svigerdatter, og med dem have vi havt fælles Sommerophold saavel andetsteds som stadig paa Jægerhuset^[118]. Paa dette sidste Sted feiredes ogsaa i 1879 mit Guldbryllup (den 7de August) kort efter Universitetsjubilæet; min allerede dengang svagelige trofaste Hustru overlevede iøvrigt kun denne Glædesdag lidt over et Aar (død 19de Septb. 1880, henved 83 Aar gammel).

Reiser

Jeg har allerede tidligere omtalt de af mig hvert Aar til Landets forskjellige Egne foretagne Examensreiser, hvortil knyttede sig enkelte Smaaudflugter, f. Ex. til Himmelbjerget og Silkeborg osv. I 1856 fik jeg derhos Leilighed til med mine Døtre at gjøre et kort Besøg paa Møen. En endnu større Betydning for mig havde i dette Tidsrum, foruden de ovenfor omtalte korte Besøg ved nogle fremmede Universiteter i Anledning af Jubelfester, et Par længere Reiser i Udlandet. – I 1860 tilstodes der mig saaledes et lille Beløb (saavidt jeg mindes: 400 Rdl.) for under en Reise, der dog tillige væsentlig skulde tjene til Forfriskelse, at gjøre mig noget bekjendt med det franske lærde Skolevæsen: enseignement secondaire; paa et længere Ophold i Tydskland forbød Stemningen imod Danmark og særlig mod Præsidenten i Rigsraadet mig at tænke. Reisen gik da i den sidste Halvdel af August i hurtig Flugt ned til Bodensøen og derfra over Kostnitz og Schaffhausen (Lauffen) ind i Schweitz, hvor jeg i en Tid af omtrent 14 Dage besøgte Zürich og Egnene omkring Vierwaldstättersøen og gjorde et let Bekjendtskab med Alpenaturen ved en Fodvandring fra Thun over Interlaken til Meyringen og derfra gjennem Grindelwalddalen tilbage til Thun^[119]. Derfra reiste jeg over Bern og Neufchatel til Genf, hvor jeg under et Ophold af en halv Snes Dage – de første, jeg tilbragte i franske Omgivelser, – gjorde et flygtigt Bekjendtskab med det derværende Akademi eller Gymnasium, medens jeg tillige besteg det Genf mod Syd begrændsende Mont Salève. Fra Genf reiste jeg til Lausanne og dernæst hurtigen gjennem Wallis og over Simplon til Mailand, idet jeg kun gjennem Taage og Regn skimtede Lago maggiore ved Arona. Fra Mailand, hvis Domkirke og andre Bygninger og Kunstsamlingen i Bréra i høi Grad sysselsatte mig, medens jeg kun kunde gjøre et flygtigt Besøg i det Ambrosianske Bibliothek, gjorde jeg en Udflugt til Comosøen (Bellaggio og Villa Carlotta) og tog derfra over Valpladsen ved Magenta forbi Marengo og Alessandria over og, hvis man paa Grund af de mange Tunneler vil udtrykke sig saa, gjennem Appenninerne til Genua, hvor jeg ikke forsømte Malerisamlingen i Palazzo Brignole eller Dorianernes Mindesmærker (Palads og Kirke), og hvor jeg modtog et mægtigt Indtryk af det udenfor den herlige By sig udbredende Middelhav. Efter en Udflugt til Villa Palavicini, hvor jeg første Gang, en deilig Septemberdag, saae Sydens Flora i fuld Pragt, gik jeg tilsøs til Nizza, paa hvilken By med dens Omgivelser jeg kun kunde ofre to Dage, men hvor jeg dog benyttede Leiligheden til at se de i Nærheden liggende Levninger af et romersk Amphitheater og at besøge det herlig liggende Kloster Cimiès (Cimella-Cemenelium), i hvilket jeg havde en ret interessant Samtale med en af sit Bekjendtskab med Rousseau og Voltaire sig rosende Munk. Ligesom fra Genua til Nizza havde jeg ogsaa fra Nizza til Marseille en høist ubehagelig Dampskibsreise ved Nattetider uden nogen Leilighed til Iagttagelse af eller Glæde over Hav og Kyst, og Schweitz og Italien havde opholdt mig saalænge, at jeg, ene beriget med et overfladisk Indtryk af Marseilles storartede Havn, uopholdelig maatte ile over Lyon og Dijon til Paris. Opnaaelsen af Adgangen til at hospitere i de franske, navnlig parisiske, Lyceer var dengang forbunden med saamange Formaliteter, idet Sagen maatte gaae igjennem det danske Gesandtskab, det franske Udenrigsministerium og Undervisningsministeriet, at Tilladelsen dertil først meddeltes mig lige før min Afreise og derfor ikke benyttedes. Desto friere kunde jeg anvende Tiden, saavidt den strakte til, paa Louvres og Luxembourgs Kunstskatte og paa at faae et klart Billede af Paris og dens nærmeste Omgivelser (St. Cloud og Versailles) som Skueplads for de store historiske Begivenheder, der allerede fra min første Skoletid stærkt havde beskæftiget mig. Efter 19 Dages Ophold i Paris gik jeg over Lüttich, Aachen og Köln i Oktober tilbage til Hjemmet. Det laae i Sagens Natur, at jeg ved en saa hurtig Reise ikke kunde tænke paa at gjøre dybere Indblik i videnskabelige og litterære Forhold eller træde i nærmere aandelig Berørelse med betydelige Personligheder, men maatte søge Udbyttet i de vexlende Naturindtryk, som jeg stræbte at gribe og fastholde klart, og i Beskuelsen af Kunstværker og Monumenter og Kulturlivets ydre og iøinefaldende Præg. Dog bevarer jeg en venlig Erindring om den Velvillie, hvormed i Paris Philologerne og Litterærhistorikerne Hase, Le Clercq og Eggér og Historikeren Geffroy, hvilken sidste jeg allerede havde truffet i Kjøbenhavn, kom mig imøde, og det var ikke uden Interesse, at jeg ved en Fest i Institutet, af hvis ene Afdeling jeg senere blev Medlem, vexlede nogle Ord med den næsten fra Aarhundredets Begyndelse bekjendte Physiker Biot og den fra den Orléanske Parlamentarismes Tid berømte Villemain. – Min tidligere nævnte korte Udflugt til Wien i August 1863 (i det Hele ikke fulde fjorten Dage) savnede dog ikke udenfor Arbeidet i det keiserlige Bibliothek et pikant Indtryk, idet jeg, under Keiser Franz Josephs Fraværelse ved den saakaldte Fyrstedag i Frankfurt, der var beregnet paa at byde Preussen Spidsen, saae Prinds Carl af Preussen inspicere Wiens Garnison som Del af det østerrigske Forbundskontingent; at Preussere og Østerrigere den følgende Vinter i Forening skulde trænge ind i Danmark, anede dengang Ingen.

I 1869 opfyldtes, da jeg næsten var 65 Aar gammel, min i Barndommen vakte og under mine philologiske Studier idelig fornyede og skærpede Længsel efter at se det Italien, hvoraf jeg i 1860 kun havde berørt det nordlige Forland (det gamle Gallia cisalpina) og endda kun dettes vestlige Del, – og ved et, efterat Reisen allerede var besluttet i et mindre Omfang, anonymt af en Kreds af velstaaende Medborgere, hvis Navne jeg først flere Aar efter maatte faae at vide, til min Raadighed stillet Beløb af 3000 Kr., hvilket jeg efter nogen Betænkning modtog, og for hvilket jeg blev dem megen Tak skyldig, lykkedes det mig at give min Reise et Omfang i Tid, Rum og Behagelighed, som væsentlig udvidede og forøgede dens Udbytte. Den 20de Marts forlod jeg Kjøbenhavn for over Hamborg, Kassel og München, hvor jeg venlig modtoges af den gamle L. Spengel, af Halm og Christ, men kun tilbragte en enkelt Dag, at ile over Alperne og Brennerpasset til det med Længsel imødesete Land. Det første Indtryk var ikke opmuntrende. Betagen af et pludseligt og stærkt Mismod over min utilstrækkelige Forberedelse til Reisen, særlig over min Mangel paa Færdighed i Italiensk, førtes jeg i mørk Stemning og i mørk og kold Nat paa Jernbanen fra Innsbruck igjennem Etschdalen til Verona, hvor Veiret var koldt og stormende^[120] – hvilket dog ikke hindrede mig i at glæde mig over Amphitheatret, Kirken St. Zeno og Scaligernes Mindesmærker —, og under Rækker af Regnskyl og gjennem Uveirsskyer, der ikke stod tilbage for den mørkeste Novemberdag i Norden, fortsattes Reisen uden Standsning over Vicenza og Bologna og over de snebedækkede Apenniner, indtil jeg, medtagen af Kulde, om Natten naaede Florents for at finde et Par Timers Hvile i et slet Hotel i en Udkant af Byen. Næste Dag var imidlertid Alt forandret. I varmt Solskin foer jeg, destoværre altfor hurtig, forbi det gamle Østetruriens Byer (Cortona, Arezzo) og Trasimenersøen gjennem Umbrien (Spello, Perugia) til Foligno, hvor jeg paa Jernbanestationen fik en dansk Hilsen, og derfra ind i Tiberegnene og til Rom, som jeg naaede den 30te Marts. Endnu fulgte der en kold og mørk Dag, men den sidste.

Jeg var i min fremrykkede Alder og med et allerede aftagende Syn ikke kommen til Rom eller overhovedet til Italien for at sammenligne Haandskrifter, dechiffrere Indskrifter eller gjøre andre archæologiske Detailstudier, men for dels at nyde den umiddelbare Glæde over alt det Skjønne i Natur og Kunst, dels at vinde et klart Overblik, omend kun i store Omrids, af de naturlige Forhold og Betingelser, under hvilke den romerske Stat og overhovedet det romerske Liv i Oldtiden havde udviklet sig, og over det gamle Roms i Monumenterne fremtrædende topografiske Skikkelse i det Store. I begge Retninger havde jeg et rigt Udbytte og stor Tilfredsstillelse. Jeg fandt mig, understøttet af en naturlig Evne til hurtig og sikkert at orientere mig, strax meget let tilrette i Rom og dets nærmeste Omgivelser (– allerede den første Aften vandrede jeg Kl. 9 alene fra Ripettaen gjennem en Række Gader til Hotellet ved Kirken Sta Maria sopra Minerva —) og færdedes uafbrudt uden Træthed og uden ængstelig Forsigtighed mellem Kunstsamlingerne og Mindesmærkerne, ogsaa de fra den romerske og pavelige Middelalder, hvis Historie levende havde interesseret mig. Den vundne Belæring var, uden Fordybelse i specielle Enkeltheder, ikke ringe. Naar man fra Kirken S. Pietro in Montorio, det gamle Ianiculums Høidepunkt, udover den nedenfor liggende By og Kampagnen tydelig ser Byerne paa Albanerbjergene og skimter Volskerbjergene, falder der et eiendommeligt Lys over den ældste romerske Historie, og mig i det Ringeste tiltrak Caecilia Metellas Monument ikke meget stærkere end de ligeoverfor liggende Levninger af en middelalderlig Borg. Samtidig glædede jeg mig ved Samlivet med danske Venner og Bekjendte, som tilfældigvis i det Foraar og Sommer talrigen samledes i Rom; vi vare paa en Gang syv forhenværende danske Ministre dér, nemlig foruden mig Hall, Casse (begge med deres Familier), Lehmann, Wolfhagen og en kort Tid Rosenørn-Teilmann og Krieger. Til disse kom Familien Hammerich fra Iselingen, V. Bergsøe, en kort Tid Skuespillerinderne Fru Eckardt og Frk. Bournonville og ligefør min Afreise Malerne Marstrand og Skovgaard, med hvem jeg derfor kun traf saavidt sammen, at jeg mange Aar efter i en da udgiven Samling af Breve af Marstrand med Tilfredshed kunde læse et Vidnesbyrd af ham om, at, medens de andre Danske fordetmeste vare tagne bort fra Byen, Madvig endnu færdedes der med ungdommelig Kraft og Munterhed. Ikke ringe Fornøielse skaffede mig ogsaa en ved Kvartetsang forbunden Forening af Musikeren Ravnkilde, Maleren Rosenstand og Billedhuggerne Børjeson (svensk) og Hartmann, der venlig sluttede sig til mig, og med hvem jeg gjorde et Par Udflugter. Albanerbjergene fra Albano til Rocca di Papa og Monte Cavo gjennemvandrede jeg med Rosenstand; andre Dele af disse Bjerge gjennemstreifede jeg alene; den østlige Del (Frascati med det gamle Tusculum i Nærheden) besøgte jeg med Hall og Lehmann, Tivoli med dets Vandfald og Hadrians Villa med Hall og Casse og deres Familier. Volskerbjergene vare paa hint Tidspunkt meget usikre for Reisende, og Ostia beklager jeg at have forsømt, medens jeg derimod foretog en Udflugt til Cervetri (Cære), hvor jeg baade saae et Par gamle etruskiske Grave og hos to Brødre, der havde forpagtet Fyrst Ruspigliosi's store Landeiendom deromkring, fik et lille Indblik i den Maade, hvorpaa romerske Fyrstefamilier drive deres Eiendomme; jeg opholdt mig nemlig hos Forpagterne den Dag, da nogle hundrede fattige neapolitanske Arbeidere modtog deres Løn for i nogle Dage forinden at have besørget Høsten paa den uhyre Mark, hvis stadige Besaaen med Hvede, saalænge den vilde bære, udgjorde hele Dyrkningen; efter Betalingen drog den hele Flok om Natten gjennem den romerske Kampagne til det neapolitanske Grændsedistrikt, hvor den hørte hjemme^[121]. – Hvor lidet jeg end havde nogen Sympathi for Pavens verdslige Herredømme, maatte jeg dog for mig selv betragte det som et Held, at jeg lærte at kjende det pavelige og gammeldags Rom, inden det i det næste Aar gik op i Kongeriget Italien; jeg saae Pio Nono ved flere kirkelige Ceremonier, men ikke i Vatikanet.

Fra Rom, hvor jeg ogsaa tilegnede mig noget større Kundskab og Færdighed i Italiensk^[122], gik jeg til Neapel, men kunde destoværre kun anvende omtrent fjorten Dage til at nyde Stadens og Egnens Naturskjønhed og levendegjøre de dertil sig knyttende rige Minder. Det følger af sig selv, at jeg hverken forsømte Vesuv og Pompei eller Ischia og Sorrent; jeg naaede ikke Capri, men vel Salerno og Amalfi, og jeg havde ikke Raad til at leie en Eskorte af 6 Gendarmer, uden hvilken det just i de Dage ikke ansaaes for sikkert at gjøre en Udflugt til Tempelruinerne ved Paestum. – Under Natteopholdet ved Pompeii paadrog jeg mig ved et Insektbid en Inflammation og en Byld paa det venstre Haandled, der fulgte mig paa Tilbageveien fra Neapel over Rom til Florents og under mit imellem Bygningerne, Gallerierne og det medicæiske Bibliothek delte Ophold i denne By efterhaanden foraarsagede mig heftige Smerter, saa at jeg, efter en Udflugt til Fiesole, maatte lade Bylden aabne af en tydsk Læge, som, da der samtidigen i Juli indtraadte en endog for Florents usædvanlig stærk Sommervarme, strengt paalagde mig at opgive Venedig og hurtig over Mailand at søge til Bjergene. Destoværre tabte jeg paa Jernbaneturen over Modena, Parma og Piacenza til Mailand ved et tilfældigt Uheld (Savnet af mine Briller) det fulde Indtryk af den sydlige Pobreds yppige Frugtbarhed, der skulde have erstattet mig den ved Nedreisen lidte Skuffelse. Heldigvis kunde jeg derimod temmelig uforstyrret af Smerte nyde Reisen fra Mailand over Lago Maggiore og igjennem Tessindalen, og fra Airolo kunde jeg endnu, skjøndt med Armen i et Bind, gaae omkaps med tre unge franske Abbéer, der gjorde en Feriereise fra Seminariet i Rom til Hjemmet, op til Hospitiet paa St. Gotthard. Over Luzern begav jeg mig derpaa til den lille By Immensee ved Zugersøen, hvor jeg et Par Uger legemlig udhvilede mig og samlede de fra Italien medbragte Indtryk under daglige Vandringer i Omegnen af Rigi og Küssnacht.

I Begyndelsen af August mødte min yngste Datter og Søn mig, kommende direkte fra Hjemmet, i Luzern, og vi foretoge derpaa, efter at have besteget Rigi, en Tur igjennem Reussdalen til Hospenthal og derfra forbi Galenstock over Furka til Foden af Rhonegletscheren. Derfra vandrede vi over Maienwand og Grimsel gjennem Over-Haslidalen forbi Vandfaldet ved Handeck til Meyringen og Interlaken, hvorfra vedvarende Regn drev os tilbage over Brünig gjennem Unterwalden til Luzern. Efter at have besøgt Zürich og Schaffhausen gik vi over Freiburg og Heidelberg videre til Hjemmet. – Jeg har dvælet saalænge ved denne Reise, fordi den baade for Italiens og Schweitz's Vedkommende har efterladt mig en rig Skat af skjønne Billeder og glade Erindringer.

Ligesom i 1861 fik jeg i 1870 Leilighed til at sammenligne de fra Italien i det foregaaende Aar medbragte Naturindtryk med Billeder af en meget forskjellig, men derfor ikke mindre tiltrækkende Karakter, idet jeg midt under den Spænding, som Udbrudet af den tydsk-franske Krig og de første Begivenheder i den havde fremkaldt, efter et tidligere givet Tilsagn, ledsaget af min ældste Datter, reiste gjennem Sverrig til Kristiania for der at holde en Række Forelæsninger over Sprogets almindelige Liv og Væsen, et Led i den Række af Forsøg, der i nogle Aar gjordes med at oplive og støtte Forbindelsen imellem de nordiske Universiteter ved Optræden af enkelte Docenter fra det ene ved et af de andre. Jeg erindrer endnu, hvilket eiendommeligt Indtryk den stille Fred i Vermelands ensomme Skovbygder gjorde paa mig, medens Sindet ikke kunde frigjøre sig for Tanken paa den skæbnesvangre Kamp, der rasede i Mellemeuropa. I Kristiania modtog jeg Efterretningen om Katastrofen ved Sédan. Den Modtagelse, mine Forelæsninger og jeg selv personlig fandt, var mig saare glædelig, og denne Glæde forøgedes ved Udflugter i Byens skjønne Omegn og til Ringerige. I det Indre af Norges storartede Fjeldnatur fik jeg derimod heller ikke denne Gang Leilighed til at trænge ind, og endnu mindre kunde der derom blive Tale ved min senere Deltagelse i det andet nordiske Philologmøde i Kristiania i 1881, ved hvilket jeg den 10de August holdt et i det Letterstedtske Tidsskrift efter Hukommelsen trykt Indledningsforedrag: "Hvad er Sprogvidenskab?" og ligeledes paa anden Maade – ligesom under Philologmødet her i 1876 – deltog i Forhandlingerne.