Livserindringer

Videnskabelig Forfattervirksomhed

Af mit aandelige og videnskabelige Arbeide fra 1852 af har jeg her nærmest at omtale, hvad der hørte til mit særlige Fag og Kald, sluttede sig til min Lærervirksomhed ved Universitetet og fik Udtryk i litterære Frembringelser. Dette Arbeide blev drevet med Iver og Flid og fik et ikke ringe Omfang. Efter at have indhentet, hvad der i tre Aar var forsømt i at følge og benytte den philologiske Litteratur, og fuldendt Forarbeiderne til mine Forelæsninger over den græske Side af Oldtiden, optog jeg, som tidligere antydet, i to Universitetsprogrammer fra 1856 og 1857 den almindelige Undersøgelse om Sprog og Sprogudvikling, som jeg havde indledet i 1835 og 1842, ved en grundig Bearbeidelse af de grammatiske Betegnelsers (vel at mærke: ikke blot Formers) Væsen, deres Opgave, Midlerne og Veiene til deres Frembringelse og Udvikling fra en sporadisk Begyndelse til sammenhængende Systemer og den heraf fremkommende Forskjellighed i Sprogstammernes Bygning og Karakter samt Betegnelsessystemernes Forhold til Sprogenes Brugbarhed i Meddelelsens og Kulturens Tjeneste. Med disse to Afhandlinger, hvori paa mange Steder ligesaafuldt taagede saakaldte sprogphilosophiske Forestillinger som klassiske Philologers Fordomme og ensidige Opfattelser angrebes og afvistes, var i Hovedsagen Grundlaget for min hele Sprogbetragtning fremstillet; dog bleve ikke uvigtige Afsnit, som jeg i mine Forelæsninger udførte eller dog berørte (f. Ex. om den lexikalske Betydningsrigdoms Udfoldning og Bevægelse, om Forholdet mellem Tale- og Skriftsprog, om Sprogrigtighed og Sprogfeil o. s. v.), tilbage, og deraf fremkom kun enkelte Antydninger i en senere (i 1871) ligeledes som Universitetsprogram udgiven Afhandling: "Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger", medens en i 1866 i Videnskabernes Selskab foredragen og i Oversigterne over dets Forhandlinger gjengiven Række "Bemærkninger om Sprogenes Udvikling af deres syntaktiske Midler" særlig gik over til Fremstillingen af nogle specielle Phænomener i Latin og saaledes kom til at staae imellem den almindelige Sprogbetragtning og den specielle klassiske Philologi. I Sammenhæng fremtraadte denne Række af mine Arbeider først i den tidligere nævnte tydske Oversættelse i mine "kleine philologische Schriften", der udkom i 1875. Det blev derfor nødvendigt i Fortalen til denne Samling at gjøre opmærksom paa, at den hele Betragtning af Sprogets Fremkomst og Udvikling, der i de da nærmest foregaaende Aar af Amerikaneren Whitney var given i Arbeider, som i engelsk og tydsk Form havde fundet ikke ringe Udbredelse, ikke faa Aar forinden i alle væsentlige Punkter og med skarpere dialektisk Opløsning af modsatte og afvigende Opfatningsmaader var fremsat af mig, og at Whitneys Fremstilling stundom indtil det enkelte Udtryk saa stærkt nærmede sig til min, at Formodningen om en Benyttelse af mine Arbeider uvilkaarlig havde paatrængt sig mine yngre Venner og heller ikke havde ladet mig uberørt. Mod denne Formodning har Whitney, der er en Mand af meget omfattende og selvstændige Studier, gjort Indsigelse, og jeg opgiver den gjerne for blot at beholde og fremhæve den Bekræftelse af Sandheden i den i de paagjældende Arbeider fremsatte Betragtning, der ligger i Grundtankernes uafhængige Fremtræden og Gjennemførelse paa to saa fjerne Steder, medens jeg dog ikke kan undlade ved Sammenligning af den fortsatte Benyttelse og Indflydelse af Whitneys Skrifter i Modsætning til mine Afhandlinger at se en ret mærkelig Prøve paa den uheldige Stilling, hvori det mindre Folks Videnskabsmænd befinde sig ligeoverfor dem, der færdes paa et vidt udstrakt Folke- og Sprogomraade. Min (og Whitneys) hele Sprogbetragtning gaaer ud paa i Sproget at erkjende og eftervise det af Menneskets Forestillingsliv umiddelbart fremkaldte og skabte Meddelelsesmiddel i dets af Forestillingernes Udvikling uden beregnende Bevidsthed fremdrevne Uddannelse og i denne Uddannelse at forfølge de naturlige Analogier og deres tilfældige Brydninger og Spring, altsaa overhovedet at se Sproget i det hele i dets Forhold til Aandslivet, af hvilket det bæres, og hvilket det tjener, og dernæst tillige i dets Sammenhæng med Folkelivet paa dettes forskjellige Trin og i dets historiske Forgrening. I den saavel Sprogbevægelsens Natur opklarende som Folkenes Sammenhæng igjennem Sprogene opsporende sammenlignende Sprogforskning erkjender jeg da ogsaa fuldkomment Betydningen af Lydforskningen, forsaavidt den efterviser de sammenhængende Bevægelser og Overgange i det af Naturen tilbudne bløde og for Tilfældigheden mangesidig tilgængelige Stof og de deri liggende fint udspundne Slægtskabsmærker, men jeg negter ikke, at jeg tillægger en Phonetik, der forsøger at opstille et regelmæssigt System af faste Love og ensidig fordyber sig i denne rent ydre Side af Sproget, næsten ligesaa ringe Værd som de overvundne Forestillinger enten om Sprogets usvigelige Logik eller om dets Liv som en i sig selv udenfor Menneskene voxende og skabende Organisme.

Denne almindelige Betragtning af Sproget i dets Stræben efter Konsekvens og i dets Konsekvensen dog brydende Bøielighed og usikre Griben gjorde sig da ogsaa heltigjennem gjældende i min Opfattelse af de to klassiske Sprog og i Forklaringen og Bedømmelsen af de deri forekommende Phænomener og af de historiske Tvivl om Sprogbrug og Betydning og traadte herigjennem i nær Forbindelse med min kritiske Behandling af de gamle Skribenters Text. Den sidstnævnte Side af mine Studier fik efter min Tilbagekomst til Universitetet en enkelt omfattende Opgave i Behandlingen af den romerske Historiker Livius's Text. Under min gjentagne opmærksomme Læsning af denne for den romerske Oldtidskundskab saa overordentlig vigtige Forfatter havde jeg efterhaanden, foruden at fremdrage en Mængde oversete og med Uret tilsidesatte haandskriftlige Læsemaader eller Textrettelser af ældre Philologer, selv med Benyttelse af de bedste Haandskrifters Spor gjort et stort Antal for Meningen og for det rigtige Udtryk mere eller mindre vigtige Rettelser, af hvilke ikke faa dels vare meddelte i mine philologiske Skrifter, især Opuscula Academica, dels komne i Omløb blandt mine Tilhørere og yngre Venner. Efterat min jævnaldrende Ven: Rektor Ingerslev i en af ham foranstaltet Skoleudgave med Anmærkninger af tre Bøger af Livius (21de-23de) efter særlig Tilladelse havde offentliggjort og benyttet mine Rettelser til en Række Steder i disse tre Bøger, lededes jeg baade ved Andres Opfordring og ved den Interesse, som Syslingen med og den skarpere Begrundelse af de Rektor Ingerslev meddelte Rettelser havde havt for mig selv, til at foretage en sammenhængende Bearbeidelse af det hele Bidrag, som jeg saae mig istand til at yde til Berigtigelsen af Livius's Text, og saaledes fremkom mine i Aaret 1860 trykte "Emendationes Livianæ", der paany bleve udgivne i 1877. Skriftet knytter de enkelte Textrettelser og Bemærkninger til en forudskikket methodisk Prøvelse af Overleveringskildernes Beskaffenhed og Sammenhæng for hvert af de opbevarede Afsnit af Livius's Værk og indeholder tillige en stor Mængde mere eller mindre omfattende Bemærkninger om latinsk og speciel liviansk Sprogbrug. Her som tidligere ved Bearbeidelsen af Cicero de finibus var det nødvendigt stundom temmelig skarpt at rydde op i en vis philologisk Slendrian og at paavise Manglerne ved nogle samtidige Arbeider af tydske Philologer paa samme Omraade, og derved fremkaldtes naturligvis en vis Modstræben og Uvillie mod den siden 1848 ogsaa af andre Grunde ikke velsete Forfatter, men som ikke hindrede Bogen fra snart at gjøre sig gjældende som Udgangspunktet og Grundvolden for en ny og sikrere Fastsættelse af Livius's Text, en Indflydelse, der ogsaa viste sig ved at fremkalde en temmelig talrig Række Bidrag til Bearbeidelsen af Livius, som i det Hele søgte at slutte sig til min Methode, vistnok med meget forskjelligt Held. Den Tanke laae nu nær til den i disse Emendationes givne Behandling af en Række enkelte Steder, i hvilke jeg havde egne nye Resultater at meddele, at føie en hel Udgave af Livius, hvori Texten var fastsat efter de samme Grundsætninger i Valget imellem Haandskrifternes Læsemaader og Benyttelsen af Andres gode og sikre Rettelser, og denne Tanke udførtes efter Opfordring fra forskjellige Sider med Understøttelse af min Ven og Kollega Ussing i 1861 og de følgende Aar. Denne Udgave, hvis enkelte Dele efterhaanden ere optrykte flere Gange, gav naturligvis ved den fortsatte Prøvelse Anledning til ikke faa nye Textrettelser, navnlig i stort Omfang i de sidste fem Bøger, idet jeg dels selv i Sommeren 1863, dels min Discipel og Ven, nuværende Rektor Forchhammer nøiagtig i Wien sammenlignede det eneste Haandskrift, hvori disse Bøger ere opbevarede.

En Modsætning til denne omfattende Beskæftigelse med en enkelt Oldtidsskribent dannede mit næste større Skrift, mine i 1871 og 1873 i to Bind udgivne "Adversaria Critica", hvortil i 1884 kom et mindre tredie Bind. Min Bestræbelse for paa alle Hovedpunkter at vinde en selvstændig Beskuelse af den græske og romerske Oldtid igjennem den opbevarede Litteratur havde, som allerede anført, ført mig til en gjennem hele min Professorvirksomhed uafbrudt fortsat og navnlig i den anden Periode af min akademiske Virksomhed udvidet Læsning af Oldtidsforfatterne, saavel de græske som romerske, der, med Udelukkelse af enkelte afsides liggende Skrifter, efterhaanden i Sammenhæng var naaet omtrent ned til det andet og tredie Aarhundrede efter Christus, medens jeg naturligvis sporadisk i stor Udstrækning havde syslet med langt sildigere Skrifter og Levninger. Under denne ogsaa i sproglig og textkritisk Henseende, skjøndt naturligvis i forskjellig Grad, omhyggelige Læsning var der nu opstaaet en Række Textrettelser, som samlede nedlagdes og udgaves under den anførte, ogsaa ved tidligere Philologers Arbeider benyttede Titel ("Adversaria" betegner egentlig: en Kladebog, Optegnelsesbog), indledede med en almindelig, ved talrige Exempler oplyst Fremstilling af Konjekturalkritikens Opgave og Methode. Det saare adspredte Stof, som Værket i det Enkelte indeholder, kunde naturligvis kun efterhaanden komme til Benyttelse og Anvendelse ved nye Udgaver af de mange enkelte behandlede Oldtidsskrifter. Det voldte nogen Overraskelse, at jeg, efterat jeg hidtil væsentlig havde indskrænket mig til den romerske Litteratur, her ogsaa gjorde Krav paa ikke ganske ringe Medvirkning ved de græske Forfatteres Bearbeidelse, skjøndt min græske Syntax kunde have forberedt noget herpaa, og at jeg, hvis tidligere kritiske Arbeider væsentlig havde beskæftiget sig med to Prosaforfattere, Cicero og Livius, ogsaa berørte Digterne, baade de græske og latinske, og denne Udvidelse af min textkritiske Virksomhed saaes ikke overalt med velvillige Øine, saameget mere som jeg paa ikke faa Steder i Arbeidet havde tilføiet almindelige, ikke altid behagelige Bemærkninger om de enkelte Oldtidsforfatteres nyere og nyeste philologiske Behandling. Hos mig selv var denne omfattende textkritiske og særlig konjekturalkritiske Virksomhed fremkaldt ved en logisk og æsthetisk Trang til skarp og klar Opfattelse af de gamle Skribenters Forestillinger i Forhold til den gyldige Sprogform og de historiske Forudsætninger under Hensyn til de sandsynlige Afvigelser fra det Korrekte og Almindelige, og denne Trang næredes og understøttedes ved den efterhaanden opstaaende Følelse af en vis Sikkerhed og Virtuositet og ved den vundne Erkjendelse af en videnskabelig Methode for Bedømmelsen af den Paalidelighed, hvormed vi overhovedet besidde de gamle Skribenters Text og i det Enkelte kunne prøve og eventuelt berigtige Overleveringen. Den tankeløse Syslen med Læsemaader og Varianter, den grundløse Tvivl og de famlende og letfærdige Indfald, de ofte aabenbare Forvanskninger af Sprog, Tanke og Indhold, der tumle sig paa dette philologiske Omraade, have altid været mig modbydelige, og som første Hovedregel gjaldt det mig at søge fast Grund og Udgangspunkt og ledende Begrændsning for den omskuende Søgen. Men, hvorvel jeg stundom maaske under Læsningen af de gamle Forfattere kan have ladet mig fastholde og hendrage for meget af denne Interesse for Textens Rigtighed, tabte jeg dog aldrig Hovedformaalet: alsidig Beskuelse af Oldtiden og dybere Indtrængen i enkelte Hovedsider af dens Udvikling af Syne. Vidnesbyrd herom vare nogle mindre, til Philologiens reale og historiske, baade græske og romerske Side hørende Afhandlinger, som jeg efterhaanden i dette Tidsrum udgav, nemlig: "Om Granius Licinianus" (i 1857 i Oversigten over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger), "om den dramatiske Poesis Frugtbarhed og de ydre Betingelser derfor hos Athenæerne" (i 1863 i Tidsskrift for Philologi og Pædagogik), "en Bemærkning om Forholdet mellem Folkets og Domstolenes Kompetence hos Athenæerne, den saakaldte Γραφὴ παρανόμων" (i 1864 i Videnskabernes Selskabs Oversigt), "om Befalingsmændene og Forfremmelsesvilkaarene i den romerske Hær, betragtede i deres Sammenhæng med Standsforholdene hos Romerne i det Hele" (Universitetsprogram af mig som Rektor for 1864), "Bemærkninger over T. Livius' Fremstilling af den romerske Historie med Henblik paa den antike Historieskrivning i det Hele" (1876 i Videnskabernes Selskabs Oversigt) og endelig: "Bemærkninger om enkelte Punkter af den romerske Strafferetspleie i Republikens Tid" (Universitetsprogram i mit Rektorat for 1879). Disse Afhandlinger bleve, med Undtagelse af den sidste, derefter optagne i mine fornævnte "kleine philologische Schriften" i 1875. – I 1867 udgav jeg derhos, ligeledes som Universitetsprogram, det allerede under Afsnitet for 1826 til 1848 omtalte^[107], første Stykke af "Kortfattet græsk Metrik eller Fremstilling af de græske Digteres Versbygning", hvis 2det Stykke jeg desværre ikke senere har fundet Leilighed til at udarbeide. I 1873 lod jeg i Tidsskrift for Philologi og Pædagogik efter Opfordring trykke nogle af mig i philologisk Samfund forinden fremsatte Bemærkninger om "En nylig funden græsk Indskrift" (i Thisbæ), ligesom jeg i samme Tidsskrift senere fremsatte forskjellige mindre sproglige Bemærkninger.

Afhandlingen om Befalingsmændene i den romerske Hær, i hvilken en vigtig og med den hele aristokratisk-timokratiske Karakter af den romerske Statsordning paa det Nøieste forbunden Særegenhed i Hærindretningen første Gang opklaredes paa en Maade, der ikke tillod eller har fundet Indsigelse i Hovedsagen, betegner i Forbindelse med de tidligere latinske Afhandlinger om de romerske Kolonier og om tribuni aerarii samt de to sidstnævnte Afhandlinger fra 1876 og 1879 den under hele min philologiske Virksomhed fastholdte Stræben efter en klar og omfattende Erkjendelse af det romerske Statsliv i dets hele indre Sammenhæng og historiske Udvikling indtil Overgangen til det byzantinske Rige, og de vare saaledes Forløbere for det omfattende Arbeide, hvormed jeg i Hovedsagen afsluttede min historisk-philologiske Forfattervirksomhed: "Den romerske Stats Forfatning og Forvaltning" i to Dele, 1881—82, paa Tydsk i de samme Aar^[108]. Skjøndt først endelig redigeret og udgivet efter min Afgang fra Universitetet, hænger dette Værk dog paa det Nøieste sammen med min Professorvirksomhed som fremkaldt af denne og i alle Retninger forberedet under den. Dets karakteristiske Eiendommelighed vil jeg selv nærmest sætte i den alsidige, efter et harmonisk Totalbillede stræbende Opfattelse af de til enhver Tid jævnsides i Sammenhæng sig udfoldende Instituter og deres historiske Fremskriden og Omændring og i den besindige Ro, hvormed under Betragtningen af det mægtige historiske Phænomen den for de forskjellige Tidsaldre og tildels for de forskjellige Sider af Indholdet i Fylde og Paalidelighed saa yderst ulige historiske Overlevering er prøvet og sammenholdt med den indre Udviklings naturlige Konsekvens og frie Tilfældighed, med fast Adskillelse imellem fuld og sikker Vished, ubestemte Omrids og udfyldende Formodning og med Fjernelse af al vilkaarlig Konstruktion. Men ved denne Bestræbelse kom mit Værk nødvendigvis i Modstrid med Retninger, der, fremtraadte og udviklede i Tydskland, ogsaa havde vundet Indgang i England og Frankrig: baade den Niebuhrske, der benytter den ogsaa af mig fuldkomment erkjendte Usikkerhed i den ældre romerske Overlevering til ved phantasirig Gisning at udmale den ældste og ældre Tids Forfatning endog i Enkeltheder og giver disse Hypotheser Indflydelse paa Opfattelsen og Skildringen af den senere Romerstat, medens for mig den senere, hos samtidige eller næsten samtidige Vidner i brede Træk fremtrædende Skikkelse af de romerske Statsindretninger danner Udgangspunktet, hvormed Overleveringen om det Ældre og Oprindelige ved naturlig Forklaring af virkelige Forandringer og Traditionens Misforstaaelser skal bringes i Sammenhæng, – og den Mommsenske, der lader de romerske Instituter udvikle sig efter visse theoretiske Grundbegreber, der underlægges den ældste Folkebevidsthed. Da min Fremstilling i sammentrængt og overskueligt Omfang skulde sammenfatte den romerske Stats Forfatning og Forvaltning ligefra den ældste Tid ned til Overgangen i den byzantinske Form, tilstedede den aldeles ikke den detaillerede Bevisførelse, som jeg ved et Par enkelte Afsnits monographiske Behandling tidligere havde givet. Den var derhos lige langt fra at anbefale sig ved Foredragets rhetoriske Pragt og ved en til Skue baaren Originalitet i Synsmaade; det var, som jeg sagde i Fortalen, Originalitet nok paa dette Omraade ikke at jage efter Originalitet. At nu en saadan Fremstilling let og hurtig skulde trænge igjennem og i sin Helhed gjøre sig gjældende, derpaa regnede jeg ved Udgivelsen ikke, men at den efterhaanden vil skaffe sig Indgang og holde sig opreist, derom nærer jeg en rolig Forventning.

Min philologiske Virksomhed som Lærer og Forfatter har været baaren af en dyb Overbevisning om Betydningen af, hvad jeg ofte har kaldt den autoptiske Beskuelse af de primitive, til fuld Udvikling og Bevidsthed bragte og i Ordets klare Form bevarede Kulturskikkelser som Grundlag for den moderne Dannelse og for den denne Dannelse forberedende og styrkende Undervisning. Men ved Siden af den af denne Overtydning udspringende Glæde ved mit philologiske Arbeide gik, som jeg ovenfor har sagt, en tidlig vaagnet og omend tilbagetrængt, dog aldrig udslukt Trang til Syslen med andre og mere almindelige Erkjendelsesproblemer. Denne Trang forstærkedes med Aarene og ved Livets Kampe og Erfaringer, og den gjorde sig endmere gjældende, da med mit Syns Svækkelse og, hvad Læsning og Skrift angaaer, Udslukning fra 1876 af Beskæftigelsen med Oldtidens Skrifter og Monumenter i den hidtidige indtrængende Form blev mig mere og mere vanskelig. Efterat derfor Værket om den romerske Statsforfatning, der for en Tid havde fremkaldt den ældre Interesse i fuld Energi, var tilendebragt, har mit philologiske Arbeide, foruden den fornyede Textrevision af Dele af Livius og Cicero med de derved fremkaldte Overveielser, væsentlig indskrænket sig til at forfølge, hvad der af nye Mindesmærker og Vidnesbyrd fremkom om det romerske offentlige Liv^[109], og til fornyet Læsning af enkelte Oldtidsskrifter (særlig Homer) til Gjenoplivelse af det almindelige Indtryk^[110]. Muligvis har en vis Forstemning over den smaalige og adspredte Travlhed, der ofte har gjort sig gjældende i den philologiske Litteratur, idet, med ringe Indblik i det Centrale af Oldtiden og dens Litteratur, afsides Bipunkter uforholdsmæssig fremhæves eller ofte behandlede Spørgsmaal, tildels af ringe Vigtighed og uden Stof til nogenlunde sikker Besvarelse, gjennempløies med nye Gjætninger, bidraget noget til denne Indskrænkning. Det ligger i den klassiske Philologis Natur, at den af sine Dyrkere mere kræver klar og indtrængende Tilegnelse og Beskuelse i Forhold til den moderne Bevidstheds skiftende Standpunkter end omfattende nye Resultater, og man ledes derfor ofte til det Ønske, at Forfatterfrugtbarheden paa dette Omraade var mindre, end den nu fremtræder, navnlig i Programmer, Disputatser, Kommentarer over visse Forfattere og Afhandlinger i Tidsskrifter. Men Hovedgrunden til den forandrede Retning i min aandelige Sysselsættelse laae dog andetsteds.