Livserindringer

Personlige Forhold

Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og Livsopgave, som jeg tre Aar iforveien havde forladt, og jeg vendte tilbage dertil med fuld Hengivelse. Under 23de December 1851 ansattes jeg atter som Professor i klassisk Philologi, idet der, da Professor Ussing havde indtaget min Plads, oprettedes en extraordinær Plads for mig med den samme Løn, som jeg vilde have havt, hvis jeg uafbrudt var bleven ved Universitetet, og med Rettigheder som Professor ordinarius, og samtidig udnævntes jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet den aarlige Examenskontrol var bleven besørget af den tidligere Rektor ved Vordingborg Skole, Professor F. O. Lange^[79][80].

Jeg forlod Ministeriet med Følelsen af i Fædrelandets vigtigste Sag ikke at have naaet det Maal, hvorefter jeg stræbte, medens jeg i de mig specielt betroede Anliggender, uden at gjennemføre store Reformer, dog havde faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og derhos ført Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu i liberal Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos en ikke ringe Berigelse i Livserfaring og Livsanskuelse, derimellem ogsaa en skærpet Bevidsthed om min Stilling til dybe Spørgsmaal. Baade de nærmeste og langt senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa, at min Færd, hvorledes man end dømte om min politiske Dygtighed og Kraft, havde skaffet og bevaret mig Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og Undergivne i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos Rigsdagen og hos den talrige Række af Embedsmænd, paa hvis Skæbne jeg som Minister havde udøvet Indflydelse.

Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke jeg var Minister, i det Væsentlige bevaret sin tidligere stille Gang uden Forstyrrelse og uden synderlig Forandring i dets ydre Form. Til enten selv at udvikle et synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos Andre fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbøielighed. Min hjemlige Omgang indskrænkede sig idethele til den tidligere Vennekreds, om denne end ved selve Forholdenes Natur efterhaanden blev noget udvidet, hvortil ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor Marckmanns Hustru og to Børn boede hos os i nogle Maaneder i den første Vinter (1850—1851), efterat han fra Kapellaniet ved Frelserens Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland. Egentlig politiske Elementer hørte ikke til min Omgang hjemme. Mine Børn, af hvilke min yngste Søn først i Aarene umiddelbart før 1848 ved Operation var bleven befriet fra en Blindhed paa begge Øinene, der havde rammet ham i de første Barneaar, gik i Løbet af disse Aar sunde og glade fra Barndommen over til den første Ungdom; begge mine Sønner besøgte i 1850 min Moder og mine Søstre paa Bornholm, kort før min ældste Søn blev Student. – Min økonomiske Stilling var med de forøgede Udgifter, trods al Sparsomhed og mig vist hjælpsom Imødekommen, ikke bleven forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke høie Lønning med forøget Gjæld.

VI. Videnskabelig, Universitets- og Skolevirksomhed med fortsat Deltagelse i det politiske Liv. 1852 til 1884.

Politisk Virksomhed i og udenfor Rigsdag og Rigsraad

Idet jeg forlod Ministeriet og vendte tilbage til Universitetet og Videnskaben, kunde jeg dog ikke frigjøre mig fra en fortsat politisk og parlamentarisk Virksomhed ved Siden af min specielle Hovedgjerning; deri hindredes jeg saavel af min egen engang vakte Interesse for de offentlige Anliggenders Behandling og Udvikling som af Følelsen af paatagne Forpligtelser. Det vil være naturligst i Sammenhæng med det foregaaende Afsnit her først at betragte denne, den politiske, Side af mit Liv og min Gjerning i den paafølgende Aarrække for siden at gaae over til den anden Side, hvor, som jeg haaber, et selvstændigere, mere sammenhængende og fyldigere Indhold vil vise sig.

Jeg vedblev ved min Afgang fra Ministeriet at være Medlem af Folkethinget og fandt dér snart ikke blot Leilighed, men en stærk Opfordring til at udtale mig om min Stilling og Stræben i den Post, som jeg havde forladt, og om min Betragtning af den politiske Situation, der var indtraadt, og den Stilling, der var indtagen af Ministeriet Bluhme, som allerede den 27de Januar 1852 havde afløst Ministeriet Moltke og den 28de Januar, selve Fireaarsdagen efter Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, havde udfærdiget Kundgjørelsen om den nye Plan for Monarkiets Ordning, nemlig ved Monrads Forespørgsel til Ministeriet den 3die Februar 1852. Idet jeg ved den Leilighed stærkt fremhævede, at Ministeriet udtrykkelig havde betegnet den opstillede Helstatsplan ikke som fremgaaet af fremmed Tryk, men som valgt efter dets egen Overbevisning om det Rigtige og Bedste, og idet jeg opgav at reise en principiel Modstand derimod, da den Vei, som jeg havde foretrukket at gaae, nemlig at kjøbe en ren dansk (dansk-slesvigsk) Stat ved Afstaaelse af et Stykke af Slesvig til et løsere med Danmark forbundet Holsten, ikke havde fundet nogen kraftig Tilslutning, udtalte jeg strax aabent, hvilken Stilling der ved Kundgjørelsen var indtraadt med Hensyn til Grundloven og Kongerigets derpaa byggede Forfatning, idet jeg brugte det Udtryk, at Grundloven fra dette Øieblik af maatte ansees for at hvile, forsaavidt angik de Anliggender, der nu bleve fælles for alle Monarkiets Dele og den deraf dannede Helstat. Formanden: Andræ troede ikke at kunne tillade, at nogen Del af Grundloven sagdes at hvile; jeg véd ikke, hvorvidt han selv i det Øieblik troede paa den Grundlovens vedvarende Gyldighed og fulde Kraft, som han formelt og officielt mente at burde hævde; at jeg i Virkeligheden havde Ret, følte vel Mange strax, og snart overbevistes Alle derom. Forresten deltog jeg kun Lidet i den allerede langt fremrykkede Sessions Arbeider, fraregnet den kjedelige og resultatløse Forhandling om det af mig forelagte Theaterlovforslag. Da ved de i Sommeren 1852 (den 4de August) foretagne Valg til Folkethinget Andræ ikke havde stillet sig til Gjenvalg, kaaredes jeg, der var bleven gjenvalgt i Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, ved Rigsdagens Aabning i Efteraaret til Formand i Folkethinget, paa hvilken Plads jeg bestræbte mig for at vise den samme Fasthed og Upartiskhed, som havde betegnet Andræs Ledelse af Forhandlingerne. Den neutrale Stilling, som Formandspladsen forlangte og gav, ophørte imidlertid, da det kongelige Budskab om Arvefølgesagens Ordning forelagdes den forenede Rigsdag, der i Oktober 1852 sammentraadte ved Siden af Rigsdagens sædvanlige Forhandlinger i de adskilte Thing. I det i den nedsatte Udvalg af 25 Medlemmer, hvoraf jeg blev Medlem, deltog jeg vel ikke i den Opposition, der fra J. E. Larsens og Andres Side reistes i Realiteten mod et Punkt i den foreslaaede Ordning, nemlig Ophævelsen af den kognatiske Arveret til Thronen, en Opposition, der paa en Opsigt vækkende Maade understøttedes i et af Geheimearkivar Wegener udgivet og til den gamle Statsminister Stemann dediceret Flyveskrift, da jeg hverken i sig selv lagde Vægt paa Vedligeholdelsen af den kognatiske Arveret eller kunde negte, at de med Stormagterne førte Forhandlinger syntes at gaae ud fra og forudsætte dens Ophævelse. Men det forekom derimod mig saavelsom flere andre, ingenlunde mod Regjeringen vrangvillige Medlemmer (P. D. Bruun, Hall, Knuth, Monrad, F. F. Tillisch og Unsgaard), at man i Budskabet havde valgt en uheldig Form ved uden nogensomhelst i de førte Forhandlinger liggende tvingende Grund at stille Ophævelsen af hele Kongelovens Arvefølge i Spidsen og lade Prinds Christian af Glücksburgs Kaldelse til Thronen indtræde som et mere tilfældigt end i historiske og Retsforhold begrundet Arrangement – istedetfor først at knytte den nye Thronfølge til Kongeloven og opretholde den danske Krones med Kongelovens Arvefølge forbundne Rettigheder og Krav med Hensyn til Slesvig og Dele af Holsten for fjernere Tilfælde og derefter ophæve den kognatiske Arveret. Vi foreslog derfor i den den 10de Januar 1853 afgivne Betænkning, at den Form og Gang, der forekom os den rigtige, skulde følges i den Statsakt, hvori den nye Arvefølge efter Vedtagelsen af Kongen skulde kundgjøres. Da Sagens Behandling var bleven afbrudt ved den ganske kort efter Betænkningens Afgivelse indtraadte Opløsning af Folkethinget, fordi dette ikke havde vedtaget det forelagte Lovudkast om Toldgrændsens Flytning til Elben, og da Budskabet paany i samme Form var blevet forelagt den efter Fornyelsen af Folkethinget (den 26de Februar) atter i Marts 1853 sammentraadte forenede Rigsdag, optog jeg, der paany var bleven gjenvalgt i samme Kreds, med mine Meningsfæller det samme Forslag, og jeg talte ivrig derfor og bidrog derved tillige med dem til, at der ved den endelige Afstemning ikke afgaves det nødvendige Antal Stemmer for simpel Tiltrædelse til det kongelige Budskab. Jeg nærer endnu den Overbevisning, at vi baade i Sagen selv havde Ret, og at Regjeringen, uden at støde paa Vanskeligheder fra de fremmede Magters Side, kunde have gjort en Indrømmelse paa dette Punkt, skjøndt jeg vel erkjender, at en vis Misstemning kunde være bleven fremkaldt over, at den danske demokratiske Rigsdag overhovedet vilde tillade sig at tale det mindste Ord med i denne paa Aftaler med Stormagterne beroende Sag, men en Misstemning, som neppe havde været uovervindelig, hvis Bluhme havde havt Mod og Lyst til at bekæmpe den. Men med det Flyveskrift ("om Arvefølgesagens Behandling i den forenede Rigsdag"), hvori jeg efter anden Samling gjorde Rede for min Optræden, og hvori jeg erklærede ikke atter at ville stille mig til Valg til Folkethinget, burde jeg, eftersom jeg nu betragter Sagen, have endt min Modstand. Det var udentvivl et, tildels ved Bluhmes mod de tidligere Ministerier ubillige Optræden foranlediget, Misgreb, at jeg fortsatte Indsigelsen, da Ørsted som nyindtraadt Premierminister i den i Juni Maaned for tredie Gang sammentraadte forenede Rigsdag, hvori jeg fik Plads som imidlertid i Kjøbenhavn valgt Medlem af Landstinget, atter forelagde Budskabet uforandret og fordrede dets ubetingede Antagelse. Jeg burde have indset, at Regjeringen nu ikke kunde give efter uden at forøge den antydede Misstemning og ganske svække sin egen Anseelse, og at Sagen ikke havde den praktiske Betydning, at man derfor burde paadrage sig Miskjendelse, som om Modstanden havde andre og skjulte Grunde eller fremgik blot af Nag til Ministeriet. I ethvert Tilfælde var det mig ikke ganske værdigt, at jeg ved den endelige Afstemning var fraværende tilligemed nogle Medlemmer, der stode paa et andet Standpunkt (J. E. Larsen, Clausen og nogle Faa til). At denne min Opposition i Spørgsmaalet om Formen, hvorunder den nye Arvefølge skulde vedtages, ikke havde det Allermindste at gjøre med min Stemning ligeoverfor Sagen selv og den nye Thronfølger, er det, efter hvad jeg allerede ovenfor har sagt, aldeles unødvendigt at udtale. Jeg vedblev som før at betragte det som saare magtpaaliggende, at Thronfølgeren – efter et Udtryk, som jeg erindrer blev brugt derom i en russisk Regjeringsmeddelelse, – blev sat muligst en évidence, Noget, der just ikke laae Frederik VII paa Hjerte, og kom i det bedste Forhold til sine fremtidige Undersaatter. Jeg erindrer, at jeg, da jeg mødte Andræ og Hall, idet de kom fra det første Statsraad, i hvilket de som Ministre havde deltaget, bragte denne Sag paa Bane og af dem modtog Underretning om, at det lige var vedtaget, at Prindsen skulde træde ind i Geheimestatsraadet. Jeg betragtede med stor Harme den usømmelige Maade, hvorpaa "Fædrelandet", i, som det syntes, fortsatte Drømme om en dynastisk-skandinavisk Forbindelse, oftere omtalte og hentydede til Thronfølgeren, og, da jeg ikke lagde Skjul paa denne Harme, var det forsaavidt ret naturligt, at "Fædrelandets" Forbitrelse ved en sidste og afgjørende Leilighed udgød sig i de groveste Udbrud imod mig, nemlig da jeg ved Thronskiftet i 1863 som Præsident i Rigsraadet med dettes fulde Samstemning bragte den nye Konge og Dronning dets Hilsen og Lykønskning^[81][82]. – Til personlig Nærmelse til ham som Prinds havde jeg derimod hverken indre eller ydre Opfordring, og jeg betraadte med Undtagelse af et enkelt Selskab i Anledning af Rigsraadets første Aabning ikke hans Bolig tidligere end i Slutningen af 1859, da jeg den samme Dag, paa hvilken Frederiksborg Slot om Aftenen brændte, følte mig dreven til at henvende mig til ham for indstændig at bede ham om ikke at modtage den Stilling, som den da nysindtraadte Udenrigsminister, Baron Blixen-Finecke havde foreslaaet Kongen at give ham som Statholder og kommanderende General i Holsten (eller i Holsten og Slesvig) med Bolig i Altona; jeg forudsaae nemlig, som vistnok mange Andre, at Prindsen derved vilde blive bragt i en for hans Fremtid i høieste Grad farlig Stilling mellem paa den ene Side den tydske Befolkning, navnlig det slesvigholstenske Ridderskab, som han skulde skaane og søge at vinde, og paa den anden Side det danske Folk, der ængstelig vilde vogte paa ethvert af hans Skridt. Hans kongelige Høihed beroligede mig ved bestemt at udtale sin egen Beslutning om ikke at gaae ind paa Tilbudet.

Efter Arvefølgesagen fulgte i Rigsdagssessionen 1853 til 54 – i hvilken jeg som Medlem af Landsthinget deltog i de almindelige Lovarbeider, navnlig ved det vigtige Tyendelovforslag og som Medlem af Udvalget om et Par Almueskolevæsenet berørende mindre Lovudkast, – Regjeringens Forslag om Grundlovens Indskrænkning til Kongerigets særlige Anliggender for at gjøre Plads til den paatænkte Fællesforfatning for Monarkiet. Under første Behandling af denne Sag ansaae jeg mig, idet jeg sluttede mig til den i Folkethinget vedtagne Bestemmelse, at den endelige Beslutning om Indskrænkningen først kunde tages, naar Rigsdagen var bleven bekjendt med Fællesforfatningens Indhold, for nødt til at optræde temmelig skarpt mod Premierministeren Ørsted. Jeg hævdede nemlig dels, at det allerede var uheldigt, at der, førend Nogen kjendte Fællesforfatningen, var kommet til at bestaae i deres hele Anlæg væsentlig forskjellige Specialforfatninger for Kongeriget og for hvert af Hertugdømmerne, hvis ligelige Tilslutning til og Sammenhæng med Fællesforfatningen derved blev vanskeligere at tilveiebringe, dels at Erindringen om Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, af hvis Underskrivere tre, derimellem Ørsted selv, havde Plads i det daværende Ministerium, nødvendig medførte, at man før Vedtagelsen af Grundlovens Indskrænkning krævede Sikkerhed for, at Kongeriget i Fællesforfatningen fik den det efter Omfang og Indbyggerantal tilkommende Ret. Da Ørsted herpaa svarede, at Hertugdømmerne ved Oprøret havde forspildt den i 1848 dem tilstaaede Begunstigelse, kunde jeg ikke undlade at udtale, at den nye Forfatning ikke skulde bygges paa Gunst eller Straf, men paa naturlig Ret og med Erkjendelse af, at dennes Krav i 1848 ikke var fyldestgjort overfor Kongeriget, ligesom jeg heller ikke kunde forbigaae den mærkelige Ytring af Krigsministeren, at han ikke havde mindste Kundskab om, hvorledes Fællesforfatningen tænktes indrettet, hvorved der kastedes et eiendommeligt Lys paa den ubegrændsede Frihed, som Ministeriet forlangte med Hensyn til denne Forfatnings Dannelse for sig eller for et muligt andet Ministerium. Ved Siden af, hvad jeg savnede hos Ørsted som Statsmand, navnlig med Hensyn til Indsigt i Nationalitetens Betydning, maa jeg anse det for et Bevis paa hans store Humanitet, at dette Sammenstød ikke havde mindste Indflydelse paa mit Forhold til ham som Kultusminister i min særlige Embedsstilling som Undervisningsinspektør og heller ikke blev til Hinder for, at, da derpaa ved Forordningen af 26de Juli 1854 et Rigsraad af foreløbig 20 kongelig udnævnte Medlemmer oprettedes, jeg strax kaldtes til Medlem af samme. Denne Kaldelse kunde jeg imidlertid ikke modtage efter min Opfattelse af den i Forordningen fastsatte Fællesforfatnings Beskaffenhed baade med Hensyn til Repræsentationens Sammensætning (20 kongevalgte Medlemmer af 50 i det hele) og dens Kompetence, der for en stor Del kun var raadgivende, i Forhold til den Forpligtelse, jeg som Underskriver af Grundloven af 1849 ansaae mig for at have til at holde paa en virkelig konstitutionel Forfatning, og jeg begjærede derfor, medens de 11 andre for Kongeriget Udnævnte modtog Kaldelsen, Fritagelse derfor og fik den ogsaa under 28de August, dog først efter en fornyet Opfordring til at indtræde og efter en temmelig varm forudgaaende Forhandling med Indenrigsministeren Tillisch.^[83] Da det imidlertid ikke paa nogen Maade laae i min Hensigt at træde i et bestemt Oppositionsforhold til Regjeringen, og da Sammenstød i Rigsdagen maatte skade de Interesser, for hvilke jeg som Embedsmand skulde virke, frasagde jeg mig samtidig (den 12te Juli) min Plads i Landsthinget og blev altsaa udenfor Rigsdagen i Sessionen 1854—1855.

I 1855, efterat i December 1854 det nye Ministerium, hvori Hall og Andræ fik Plads, var dannet, indtraadte jeg derimod ved de nye Valg (den 12te Juli) atter i Landsthinget, i hvilket jeg derefter vedblev at have Sæde som Medlem, i de senere Aar som første Medlem, for Kjøbenhavn, indtil jeg i 1874 frabad mig Gjenvalg. – Som Medlem deltog jeg med Alvor og Omhu i Landsthingets Forhandlinger saavel i den Periode, i hvilken det efter Rigsraadets Oprettelse var indskrænket til Kongerigets særlige Anliggender (indtil 1865), som i den paafølgende, da Rigsdagen atter var indtraadt i sin fulde Myndighed; men, da Gjenstandene for denne min Virksomhed ikke bestemtes ved mit eget Valg, men ved de Thinget forelagte Udkast, og da jeg hverken ved indre Drift, idet Middelpunktet for mit Arbeide og mine Bestræbelser nu laae i min videnskabelige og min Embedsgjerning, eller ved nogensomhelst Partistilling lededes til at sætte mig en særlig Rigsdagsopgave, er der ingen Grund til i disse Optegnelser at dvæle synderlig ved Enkelthederne i dette mit Rigsdagsarbeide. Naturligvis kaldtes jeg baade ved indre Tilskyndelse og Andres Opfordring og Valg først og nærmest til Deltagelse i Behandlingen af Gjenstande, der berørte det tidligere af mig bestyrede Ministeriums Omraade, saasom, idet jeg foreløbig indskrænker mig til den første Del af det angivne Tidsafsnit, af de fra Regjeringen udgaaede Lovudkast om Almueskolevæsenet (1855—56), om Menighedsraad (1860—61) og hele Geistlighedens Lønning (1860—61 og især 1861—62) og om Lønningerne ved Universitetet (1863—64). Navnlig medførte det i Sessionen 1861—62 forelagte Udkast om Forandringer i de Geistliges Lønning for mig som Formand og Ordfører i det nedsatte Udvalg et meget betydeligt Arbeide ved at lede de saare omfattende Forhandlinger i dette og gjøre Rede for dem fra mit og de mig nærmeststaaende Medlemmers Standpunkt; til det egentlige Lønningsspørgsmaal, der ikke førtes til nogen Løsning, knyttede sig en temmelig heftig Forhandling om de til Kirken henlagte Midler, idet fra en Side (Clausen og endnu stærkere Stiftsprovst F. Nielsen) Kirkens egentlige og særlige Eiendomsret over disse opstilledes og forsvaredes, medens jeg alene i disse Midler kunde se en af Staten til Kirken henlagt og ved Grundloven denne som Folkekirke tilsikret Understøttelse og kun fra dette Standpunkt bestemt modsatte mig letfærdig og hensynsløs Indgriben og Løsriven. Men ogsaa i Behandlingen af Sager, der laae udenfor det nævnte Omraade, gjorde jeg efter Evne min Pligt, enten denne nu paalagdes mig ved særlig Kaldelse som Udvalgsmedlem, saasom ved Kjøbenhavns Kommunallov (1856—57), ved Loven om Eftertryk (1857—58) og ved det af B. Christensen indbragte Forslag til Lov om Fæstes Overgang til Selveiendom (1857—58), ved hvilket sidste jeg som Ordfører motiverede den Dagsorden, hvorved Sagen anbefaledes til Regjeringens Overveielse og Fremme, eller kun krævedes af min egen Overveielse, saasom ved det oftere gjentagne Lovudkast om Erklæringers Meddelelse, om hvilket jeg, da det første Gang forhandledes (1856—57), ligefrem sagde Sandheden. Overhovedet bestræbte jeg mig ved enhver betydeligere Sag for paa den ene Side at henvise til dens Sammenhæng med almindelige Grundsætninger og med beslægtede offentlige Forhold og Interesser og paa den anden Side at udtale mig om den selv med Klarhed og Bestemthed, men tillige med det nødvendige Hensyn og ad begge Veie at bidrage til at holde Landsthingets Forhandlinger paa en vis Høide af Indholdsfylde og Sømmelighed.

Efterat det anden Gang den 29de Juni 1855 sammenkaldte foreløbige Rigsraad havde givet sit Samtykke til det samme forelagte Udkast til en Fællesforfatning for Monarkiet og til en midlertidig Valglov til Rigsraadet og Kundgjørelsen af 29de August om Indskrænkning af Grundloven var udkommen og dernæst Forfatningsloven var bekjendtgjort den 2den Oktober s. A., valgtes jeg ved de umiddelbare Valg den 13de Februar 1856 i første Kreds (Sjællands Stift) selvsyvende til Medlem af Rigsraadet^[84], – og under 19de Februar udnævntes jeg derpaa efter saare kort forudgaaet og ganske uventet Varsel ved kongelig Reskript til som Præsident at lede dets Forhandlinger i den første Session, der aabnedes den 1ste Marts samme Aar, et Hverv, der senere efterhaanden (28de Marts 1857, 12te Jan. 1858, 14de Septb. 1859 og 23de Jan. 1862) overdroges mig for alle de paafølgende Samlinger indtil 1863 inklusive. Den hele Stilling, hvori jeg saaledes indtraadte og i flere Aar forblev, var i mange Maader vanskelig og lidet tilfredsstillende. Jeg erkjendte, at de i Januar 1852 givne Tilsagn om Tilveiebringelsen af en Fællesforfatning for hele Monarkiet tvang det i December 1854 indtraadte nye Ministerium (Scheele, Hall, Andræ osv.) til i det Ringeste foreløbig at fortsætte de af Ministeriet Bluhme-Ørsted begyndte Forsøg, og jeg paaskjønnede, at den i 1855 givne Forfatningslov samtidig dog havde en sandere konstitutionel Karakter end den i 1854 kundgjorte; men der fattedes mig, som det af det Foregaaende vil være klart, blandt Andet baade paa Overbevisning om Forsøgets indre Berettigelse og paa Tillid til, at det vilde lykkes. Jeg troede imidlertid ikke at turde negte min Hjælp, naar den forlangtes, til, at Forsøget gjordes loyalt, og jeg var ikke istand til at paavise nogen Anden, der i det Hele havde bedre Betingelser for at yde den hos mig forlangte Understøttelse. Af de ledende Ministre stod jeg i et personlig venskabeligt Forhold til Hall og Andræ, uden at der dog enten strax bestod eller senere udviklede sig nogensomhelst Fortrolighed eller mere indgaaende politisk Tankeudvexling. At Scheele, med hvem jeg før Rigsraadets Aabning ikke havde havt nogensomhelst Berøring, ved Karakter, Dannelse og Optræden ligesaavelsom ved tidligere Stilling og Forhold var lidet skikket for Pladsen som Premierminister og Udenrigsminister, blev mig meget snart klart; men ogsaa ligeoverfor Hall, der strax med Andræ øvede stor Indflydelse, og som senere med Udenrigsministeriet fra 10de Juli 1858 overtog Hovedstyrelsen, opstod der efterhaanden hos mig Tvivl, om han havde sat sig nogen Grændse for Forsøg og Udveie og fuldt gjennemtænkt hele Stillingen, om jeg end vedblev at erkjende hans Kløgt i at bekæmpe de enkelte Vanskeligheder. – Min Opgave som Præsident blev det med Upartiskhed og Ro at opretholde Orden og Sømmelighed i en Forsamling, i hvilken ikke blot to Sprog vare ligeberettigede, men af hvis Medlemmer et ikke ringe Antal (det slesvigholstenske Parti) ligefrem bestred den Forfatnings fulde Gyldighed, i Henhold til hvilken Forsamlingen forhandlede, medens fra den anden Side ikke ganske Faa længselfuldt skuede tilbage til Kongerigets Grundlovs og Rigsdags Forskrifter og Former som for dem langt mere tilfredsstillende. Den stærke Prøve, hvorpaa jeg efter nogle Forpostfægtninger snart stilledes i saa Henseende under Hovedkampen: den lange og heftige Forhandling af Scheel-Plessens og 10 andre holstenske Medlemmers Andragende om Fællesforfatningens Forelæggelse for de holstenske og slesvigske Provindsialstænder og den lauenborgske Landdag, lykkedes det mig dog at bestaae saaledes, at selv Forslagsstillerne tildels udtrykkelig udtalte deres Anerkjendelse, medens jeg ligeoverfor dem og deres efterfølgende Protester hævdede Forsamlingens Ret og Myndighed, og jeg troer, at man ogsaa baade i Resten af denne Samling og i de senere i det Hele var tilfreds med min Ledelse af Forhandlingerne og med den Maade, hvorpaa jeg søgte at forbinde Bestemthed med velvillige og forsonlige Former. – Men den virkelige Gjennemførelse og Opretholdelse af Forfatningen af 2den Oktober 1855 og af Rigsraadet som Repræsentation for hele Monarkiet viste sig snart umulig ligeoverfor indre og ydre Modstand, og, da Forfatningen den 6te November 1858 var bleven ophævet for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, henslæbte det saaledes indskrænkede Rigsraad en mat Tilværelse under Følelsen af, at Forudsætningerne for dets Indretning og Former ikke længere vare tilstede, medens samtidig de diplomatiske Forhandlinger om Monarkiets Stilling og Forhold bevægede sig langsomt og usikkert. Et forbigaaende Stød i denne langsomme Bevægelse føltes herhjemme, da i 1859 det af den holstenske Stænderforsamling paa Grundlag af et letfærdigt Indfald af Lord John Russell byggede Forslag til en Ordning af det danske Monarki, ifølge hvilket Monarkiets Fællesanliggender uden nogen Fællesrepræsentation skulde behandles og afgjøres i Landsdelenes (Kongerigets, Slesvigs og Holstens) ligeberettigede særlige repræsentative Forsamlinger, fra dansk Side blev anbefalet af den tidligere Finantsminister, Grev Sponneck i en Brochure: "Den holstenske Stænderforsamling og Forfatningssagen" som indeholdende Skridt til en brugbar Løsning. Den Harme, som fremkaldtes hos mig over, at et saadant Misfoster, der paa engang nedsatte Kongeriget til en Trediedel af Indflydelse i Monarkiet og fordømte Regjering og Bestyrelse til Afmagt og Lamhed, kunde finde en Forsvarer herhjemme, blot fordi det bevarede Skinnet af et til Elben gaaende Monarki med falsk Navn af dansk, gav jeg Udtryk i en lille Brochure under Titlen: "De holstenske Stænders Forfatningsforslag og Grev Sponneck", der gjorde fuldstændig Virkning og blev uden Tilsvar.^[85] Hele Projektet, som neppe fra de holstenske Stænders Side var ret alvorlig ment, faldt til Jorden og forsvandt sporløst, men det var ikke uden Beklagelse, at jeg havde maattet optræde saa skarpt og saa afvisende mod en tidligere Kollega. – I Slutningen af November samme Aar afskedigedes som bekjendt det Hallske Ministerium pludselig og uventet, og der dannedes den 2den December et nyt Ministerium under Forsæde af den hidtilværende Amtmand i Frederiksborg og Formand i Folkethinget Rotwitt, der i sin Stilling som Amtmand var kommen i et nærmere Forhold til Kongen og hans Omgivelser, med Baron Blixen-Finecke som Udenrigsminister og forresten sammensat af svage og uprøvede Kræfter. Ikke saameget nogen stærk Hengivenhed for Hall som Minister som Overtydningen om, at hele Ministerforandringen var fremkaldt ved en Hofintrigue (forsaavidt man under Frederik VII kunde tale om et Hof), der for en stor Del dreiede sig om en underordnet og lidet værdig Personlighed, Civillisteintendanten Berling, men især Frygten for de Eventyr, hvorpaa den aldeles uberegnelige Blixen-Finecke kunde indlade sig, en Demokrat legende overmodig Aristokrat, der særlig støttede sit Krav om en stor politisk Rolle paa i sin Tid at have været Bismarcks Skolekammerat, bragte mig til i et Flyveskrift under Titlen: "Ministeriet af anden December, betragtet fra Monarkiets Standpunkt", der udkom i Begyndelsen af 1860 (naturligvis, som de tidligere nævnte, under mit Navn), at udtale mig skarpt om det hele Ministeriums Tilbliven og tildels om dets enkelte Medlemmer. Et af Baron Blixen-Finecke paatænkt Skridt, den i Kongens Omgivelser ikke med Gunst omfattede Thronfølgers Fjernelse ved en meget betænkelig Ansættelse i Holsten, er ovenfor omtalt.

Medens dette Flyveskrift ivrig diskuteredes, indtraf aldeles uventet Konseilpræsidentens pludselige Død, hvorom jeg personlig modtog Underretning, idet jeg som Viceformand i Landsthinget i Formandens Sted var ifærd med at aabne et Møde. Ved dette Dødsfald opløstes Ministeriet, og til min største Overraskelse kaldtes jeg samme eller næste Dag til Kongen for at modtage Opfordring til at danne et nyt Ministerium. Skjøndt nu den Stemning, som jeg maatte forudsætte, at der i det Øieblik var tilstede imod mig i Kongens Omgivelser, i og for sig maatte gjøre mig betænkelig, troede jeg dog, da Kongen aabenbart befandt sig i Forlegenhed og kom mig naadig imøde, ikke strax at burde give et ligefremt Afslag. Men, da jeg paa den anden Side følte, at jeg, der hverken stod i Spidsen for endog blot en Brøkdel af et Parti i Repræsentationen eller havde Tilbøielighed til eller Talent for overhovedet at danne og sammenholde noget Parti, derhos endnu mindre vilde have nogen Udsigt til, i Betragtning af de herskende Stemninger, at danne et saadant paa Grundlag af den Løsning af Striden med Tydskland, der efter min Mening burde tilstræbes som den ene naturlige og varige, hvortil endvidere kom, at jeg foruden andre Betingelser for at indtage Pladsen som Konseilpræsident savnede Evnen til at lede Forhandlingerne med Udlandet, lovede jeg kun Kongen at forsøge, om det skulde være muligt at tilveiebringe en Kombination uden eller med mig ved Forsoning mellem de to Mænd, der havde bekæmpet og afløst hinanden som Hovedledere af den danske Politik siden 1852: Bluhme og Hall. Jeg gjorde ogsaa med Halls foreløbige Samtykke et Forsøg i saa Henseende hos Bluhme, men fandt, inden vi kom ind paa de speciellere Spørgsmaal, en saa bestemt Uvillie hos ham imod en personlig Samvirken med Hall, at jeg strax maatte opgive den nævnte, i sig selv ganske vist noget naive Tanke. Jeg underrettede umiddelbart efter Hans Majestæt derom og bad mig samtidig fritagen for et Hverv, som jeg ikke ansaae mig voxen, hvorpaa Kongen henvendte sig til Hall. Efterat jeg kort før Middag havde faaet Fritagelse af Hans Majestæt, modtog jeg iøvrigt om Eftermiddagen et Besøg af den mig hidtil kun af Ydre bekjendte svensk-norske Gesandt, Grev Wachtmeister, der kom for at meddele mig, at han af sin Regjering ved en telegraphisk Depeche var opfordret til at tilkjendegive mig, at den med Fornøielse vilde se mig i Spidsen for det danske Ministerium og med mig fortsætte det venskabelige Forhold, hvori den havde staaet til det Hallske Ministerium. Denne i et saa tidligt Øieblik lidt besynderlige Meddelelse besvarede jeg med den Oplysning, at jeg allerede hos Hans Majestæt Kongen havde frasagt mig al Deltagelse i det nye Ministeriums Dannelse. Samme Aften reiste jeg med Professor Steen ganske stille til Slagelse for at udføre en mig af Kultusministeriet overdragen Undersøgelse af den derværende Realskole.