Livserindringer

Den grundlovgivende Rigsforsamling

Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med Dagen efter dets Udnævnelse i Rigsforsamlingen at erklære (se dens Forhandlinger Sp. 345), at det vilde fortsætte det Regjeringssystem, der var fulgt af det tidligere Ministerium, og at det vedkjendte sig det forelagte Grundlovsudkast i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling i Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den havde fastsat sin Forretningsorden, af Behandlingen af det samtidig forelagte Udkast til en Lov (Forordning) om Værnepligten, som herefter skulde være almindelig. Denne Gjenstand indeholdt direkte kun ét Punkt, der berørte mig som Kultusminister, nemlig Spørgsmaalet om den geistlige Ordinations Forhold til Værnepligten. Dette Punkt fremkaldte imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle Misforstaaelser med Hensyn til Adgangen til geistlig Ordination (Forhandlingerne Sp. 619), ikke synderlig Strid eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte Septemberlov – ɔ: Forordningen af 23de September 1848 om en extraordinær Udskrivning af hidtil ikke værnepligtige Mandspersoner, fødte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en Forordning, der ogsaa fandt Anvendelse paa et Antal Studenter, – baade ved en særlig af den bekjendte Jurist: Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation og ved at inddrages under den almindelige Forhandling om Værnepligtssagen Anledning til udførlige og heftige Forhandlinger, hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen mod Forordningens Ophavsmand: Tscherning havde sin Del. I denne Forhandling kunde jeg, da man idelig kom tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken Krigsministeren eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og hvori min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede med Angriberne, ikke undgaae at tage Ordet, og jeg gjorde det med fuld Overbevisning til Forsvar for Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fra Grundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden som almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet, men fuldtud anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og derimellem ikke mindst de Frivillige af Studenterstanden havde ydet Hæren i det foregaaende Felttog. Det lykkedes mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp. 1005) fuldstændig at afslutte Forhandlingen af det nævnte Spørgsmaal og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen, medens jeg ved denne bestemte Optræden slet Intet tabte hos de akademiske Borgere.

I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet vel forlade det Grundlag, som indeholdtes i det af det foregaaende Ministerium forelagte Udkast, men det hævdede dog i sin den 12te Februar 1849 afgivne Erklæring (Forhandlingerne Sp. 1474) Retten til og Nødvendigheden af at undergive dette, der var udarbeidet efter de dengang paa det europæiske Fastland gængse og af den engelske Forfatnings ydre Former uden Indtrængen i dens Væsen og Forudsætninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger, uden Tvivl med særlig Benyttelse af den belgiske Forfatningslov, men tillige under Indflydelse af den i 1848 baade andetsteds og her stærkt fremtraadte demokratiske Bevægelse, en indgaaende Prøvelse. Opmærksomheden maatte saavel fra Ministeriets som fra det af Forsamlingen nedsatte Udvalgs Side først og fornemmeligen rette sig paa Bestemmelserne om Folkerepræsentationens Sammensætning. Jeg nærede dengang som nu den Overbevisning, at den Forestilling, som man har hentet fra England om et Tokammersystems afgjørende Betydning for en rolig og besindig Udvikling, men som man har maattet søge at tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil i England givne og uden at kunne støtte dem ved Traditionens Magt og andre sociale Forholds Bistand, ikke var fuldt berettiget, og at det, som tilsigtes, lod sig bedre og fuldstændigere opnaae ad en simplere Vei, navnlig i en mindre Stat som vor, nemlig ved i ét Kammer at optage i passende Forhold og Styrke de særlige konservative Elementer og ved Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen mod al Overilelse (– thi i et græsk eller norsk Etkammersystem har jeg aldrig set noget Mønster —). Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning; thi, hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne Erklæring om Repræsentationsspørgsmaalet sagdes om en i Ministeriets Skjød fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst for et Etkammersystem (Forhandlingerne Sp. 2147), angik væsentlig og, saavidt jeg erindrer, næsten alene mig. Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere konservative Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde nogen Understøttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestræbelserne for at give Landstinget et bedre Grundlag end den i Udkastet som eneste Middel opstillede Diætløshed for Medlemmerne. Ved den endelige Behandling blev det, da Bang trak sig tilbage, mig, der paa Ministeriets Vegne maatte føre Kampen, først imod et Forslag af Andræ, der gik ud paa et ubrugbart Etkammersystem (27de April 1849, Forhandlingerne Sp. 2917), dernæst for det fra Udvalget efter Forhandling med Ministeriet fremkomne Forslag til Landstingets Sammensætning i de meget stærkt bevægede Møder den 30te April og 1ste Mai, i hvilke efter Afvisning af temmelig bitre Angreb og Beskyldninger mod Ministeriet Sagen gjennemførtes og Grundlovsarbeidet frelstes fra Standsning og stor Forstyrrelse (Forhandlingerne Sp. 2952, 2962, 2975, 2997 og 3014). At det saaledes i 1849 vedtagne Grundlag er blevet bedre og sikkrere i 1866, erkjender jeg; men, at det da dannede Landsthing i sin særskilte Stilling øver en bedre og kraftigere Indflydelse paa Lovgivningsarbeidet i Almindelighed, end de samme Elementer vilde have øvet i en enkelt Forsamling, derom maa jeg endnu tvivle. Derimod har jeg ingen Tvivl om, at det var et stort Misgreb og Uheld, at man i 1849 af doktrinær Respekt for Tokammersystemets Renhed opgav det Forslag, der først var gjort af Udvalgets Flertal og betingelsesvis anbefalet og tiltraadt af Ministeriet, at Finantsloven skulde behandles i forenet Rigsdag, altsaa under lige Medvirkning af begge Things Medlemmer. Vistnok var den af Ministeriet først stillede Betingelse med Hensyn til Antallet af Landstingets Medlemmer i Forhold til Folkethingets ikke ganske bleven opfyldt, men man var dog kommen den meget nærmere: i ethvert Tilfælde burde der været underhandlet yderligere, hvorved man maaske var kommen til den endelige Afgjørelse af Finantsloven i et efter et endnu bedre Forhold dannet Fællesudvalg, istedetfor at Udvalgets Flertal, forladt eller dog ikke fastholdt og støttet af Ministeriet, trak sig tilbage og altsaa Udkastets Bestemmelse blev staaende. Denne giver vel tilsyneladende Landsthinget lige Ret med Folkethinget over Finantsloven, men berøver det i Virkeligheden Evnen til at opretholde eller indføre nogensomhelst ikke absolut bunden Bevilling mod Folkethingets Flertal, naar det ikke vil fremkalde en Konflikt, til hvis Løsning Forfatningen intet Middel byder. Min egen personlige Mening i denne Sag findes noksom antydet i Rigsdagstidenden Sp. 6367 ff., hvor jeg ogsaa tilstrækkelig efterviste, at i andre Stater med Tokammersystem det første Kammer enten slet ingen Del havde i Finantsloven eller kun en uvæsentlig^[63]. Min uforandrede Betragtningsmaade af hele dette Forhold fik jeg som Landsthingsmand tidlig og flere Gange Leilighed til at udtale (man se f. Ex. Landsthingstidenden for 5te Session 1853—54 Sp. 1954 og for 7de Session 1855—56 Sp. 1051 ff.) og har senere paa andre Steder gjort den gjældende, navnlig i mine i 1882 udgivne "Bemærkninger om Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede Rigsdagsforsamling" og de dertil sig sluttende "yderligere Bemærkninger". Medens jeg nedskriver disse Blade (April 1885), have vi Leilighed til atter at skjønne, til hvilke Følger og Tilstande en virkelig Konflikt imellem begge Rigsdagens Thing paa dette Omraade fører.

En særlig Opgave tilfaldt mig som Kultusminister ved Forhandlingen af det lille Afsnit af Grundlovsudkastet, der angik de kirkelige Forhold. Naar jeg paa det Punkt først kraftig understøttede den af Udvalgets Flertal foreslaaede nye Paragraf om Folkekirkens Ordning ved Lov, der med Udeladelse af den specielle Bestemmelse om et forudgaaende Kirkemøde optoges i Grundloven som § 80, da havde dette sin Grund i min inderlige Overbevisning baade om, at Kirken ikke i Længden i en konstitutionel Stat kan vedblive at staae i den Forvikling med og Afhængighed af den rent politiske Statsmagt, hvori den i de protestantiske Lande var bragt under Fyrsternes Enevælde, og om Nødvendigheden af at holde udenfor Grundloven specielle Afgjørelser, som slet ikke hørte derhen, og som slet ikke vare tilbørlig overveiede i deres Sammenhæng og Rækkevidde, f. Ex. om Sognebaandet. Medens Vanskeligheden af Tilveiebringelsen af en saadan Kirkeforfatningslov, hvilken Kirken væsentlig maatte give sig selv, ingenlunde undgik min Opmærksomhed, og medens jeg navnligen var mig vel bevidst, hvad der fattedes mig selv til ledende Medvirkning ved dens Tilblivelse, fastholdt jeg dengang og fastholder endnu, navnlig ligeoverfor den grundtvigianske Lære om Præstefriheden, at Staten kun kan træde i et særligt Beskyttelses og Understøttelses Forhold og overlade store Eiendomme og Indtægter til et paa et fast Grundlag bygget og fuldt organiseret Samfund. En lignende Betragtning bragte mig til ved Grundlovens § 81 at holde paa, at Tilstedeligheden af religiøse Samfund skulde betinges ikke blot af, hvad der i dem "foretoges", men af, hvad der i dem "lærtes", idet det religiøse Samfund ligeoverfor Staten kun karakteriseres ved sin Lære, hvoraf Handlingerne fremgaae, forsaavidt de skulle tilregnes Samfundet, ikke Individerne. Derimod kunde jeg ikke slutte mig til eller støtte den af Udvalgets Flertal foreslaaede Paragraf, som gik ud paa at sikre de til Kirken, Skolen og milde Stiftelser henlagte Midler en særlig Ukrænkelighed, fordi jeg ikke kunde anerkjende den hele Betragtning, ifølge hvilken disse efterhaanden af Staten eller dog ved Statens Medvirkning tilveiebragte og til visse Formaal henlagte Midler som en samlet og dog efter Formaalene ingenlunde ensartet Masse ganske skulde unddrages Statsmagtens Indflydelse uden nogen klar Bestemmelse om, hvem der skulde regulere og vaage over den fremtidige Anvendelse. Min Stilling syntes ved dette Punkt at ville blive saameget vanskeligere, som min Kollega Clausen med stor Iver optraadte til Forsvar for Paragrafen, men det blev mig snart klart, at Forslaget vilde falde, udenat jeg behøvede aktivt at optræde derimod; min fuldstændige Taushed var tilstrækkelig. Den samme eller næsten den samme Taushed kunde jeg da ogsaa iagttage ligeoverfor et Forslag af nogle Medlemmer udenfor Udvalget, der gik ud paa i Grundloven at indbringe nogle Bestemmelser om Almueskolevæsenet.

Efter Afslutningen af Behandlingen af selve Grundlovsudkastet forestod der mig endnu under Forhandlingen af Udkastet til Valgloven en temmelig heftig Kamp, idet Tscherning for at svække Betydningen af den for Valgbarhed til Landstinget i Grundloven vedtagne Betingelse af Udredelsen af 200 Rd. i direkte Skat til Staten eller Kommunen vilde have Tienden medregnet ved Opgjørelsen af dette Skattebeløb, medens jeg paa Regjeringens Vegne maatte hævde, at der ved Bestemmelsen i Grundloven ikke var eller kunne være tænkt paa Tienden, der aldrig var opfattet eller betegnet som Stats- eller Kommuneskat, endsige som direkte Skat, og heri fandt Medhold saavel hos de specielt Sagkyndige som hos Forsamlingens Flertal.

Efter et strengt Arbeide lykkedes det saaledes den 5te Juni med Sanktionen af Grundloven og Valgloven at bringe Rigsforsamlingens Opgave tilende. Hvilke Spirer i Grundloven selv foruden de ovenfor udtrykkelig nævnte og hvilke Tidsforhold der have havt Indflydelse paa Opfattelsen og Anvendelsen af Grundloven, er det her ikke Stedet at undersøge eller at udtale nogen Dom om.

Virksomhed som Kultusminister i og udenfor Rigsdagen

Ligesom ingen af Martsministeriets Medlemmer havde Medlemsplads i Rigsforsamlingen (– Tscherning indtraadte først i denne efter Nedlæggelsen af Ministerposten —), havde ogsaa Clausen og jeg ved vor Indtrædelse i Ministeriet anset det for rigtigst strax at nedlægge vore Mandater som Medlemmer af Rigsforsamlingen. Ved de første Valg til Folkethinget efter Grundlovens Vedtagelse stillede jeg mig imidlertid – den 4de December 1849 – som Kandidat og valgtes paa Frederiksværk, ɔ: i Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, med hvilken Kreds jeg iøvrigt kun havde den tilfældige Forbindelse, at min yngste Broder da havde en udbredt og paaskjønnet Lægevirksomhed sammesteds.

Medens Grundlovsforhandlingerne med Tilbehør varede (November 1848 til Begyndelsen af Juni 1849), havde jeg naturligvis i det mig betroede specielle Ministerium ved Siden af at besørge de løbende Forretninger begyndt paa de større Arbeider og Opgaver, der forelaae. Kultusministeriet var dannet ved Sammensmeltning af, hvad der hidtil havde hørt under Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler og under det danske Kancellis Departement for Kirkevæsenet og Almueskolevæsenet, hvorhos tillige derunder var inddraget de videnskabelige Samlinger (det store kongelige Bibliothek) og de Kunstanstalter og Kunstsamlinger (Kunstakademiet, den kongelige Malerisamling o. s. v.), som forhen havde ligget udenfor de kongelige Regjeringskollegiers Omraade; efter min Tiltrædelse lagdes endnu det kongelige Theater som Nationaltheater og det dermed forbundne Kapel ind under dette Ministerium. Af de saaledes til Omsorg og Behandling under mig samlede Gjenstande kjendte jeg dem, der havde ligget under Universitetsdirektionen, af egen Erfaring, naturligvis Universitetsanliggenderne nøiere end det lærde Skolevæsen, med hvilket jeg dog, bortset fra mine tidligere Overveielser deraf, siden 1845 havde staaet i direkte Forretningsforbindelse; med de øvrige Gjenstande havde jeg derimod, hvad Indretning og Ordning angik, hidtil ikke havt nogen særlig Opfordring til at sysselsætte mig. Det traf sig nu saa, at der ved min Indtrædelse i Ministeriet forelaae til Afgjørelse efter flere Aars Overveielse og Forberedelse adskillige vigtige Sager vedkommende Universitetet og de lærde Skoler. Dette var paa den ene Side heldigt for mig, forsaavidt det paa engang tvang mig til at udforme mine Tanker og Meninger i bestemte Beslutninger og Forskrifter og gav mig Leilighed til at vinde en vis Anerkjendelse for Drift og Arbeidslyst, men det udsatte mig paa den anden Side for en heller ikke udebleven Mistanke om ensidig Lyst til at beskæftige mig med denne Side af det Kultusministeriet paahvilende Arbeide og ringere Iver for at fremme de andre Sider, især dem, der hidtil havde ligget under Kancelliet, og der unegtelig i en Række Aar havde været behandlede noget slendriansmæssig og uden dybere aandelig Interesse hos den dermed specielt betroede Deputerede. I Virkeligheden var denne Mistanke meget ubillig, thi jeg rettede strax mine Tanker paa de her stillede Opgaver; men, medens saavel disses egen Vanskelighed som mit personlige Savn af en tidligere Forberedelse maatte rykke Behandlingen af dem længere ud i Tiden, turde jeg ikke forsømme at fremme, hvad der paa det andet Omraade til Gavn kunde og burde fremmes, især da her den administrative Anordnings kortere og lettere Vei kunde benyttes. Saaledes fremkom i 1849 og 1850 i Form af Bekjendtgjørelse af kongelige Resolutioner en Række tildels vigtige Foranstaltninger vedkommende Universitetet og de lærde Skoler. Ved Universitetet forandredes ved Bekjendtgjørelse af 13de Mai 1850 den tidligere Inddeling af det akademiske Aar – i et Sommer- og et Vintersemester med Sommerferien i Midten af det ene og Juleferien i Midten af det andet – til den endnu gjældende med et Foraars- og et Efteraarssemester, adskilte ved de imellem Semestrene faldende Ferier, af hvilke Sommerferien forlængedes endel, men saaledes at, afvigende fra Konsistorii Indstilling, ved Fjernelsen af andre Afbrydelser Forelæsningstiden nøiagtig blev ligesaa lang som før, og under 1ste September 1850 omdannedes Sammensætningen af det akademiske Raad, Konsistorium, paa den endnu bestaaende Maade, idet der med Benyttelse af de forskjellige indkomne Forslag skabtes en ny Kombination af det hidtil eneraadende Anciennitetssystem med et af Valg fremgaaet Element, og idet der oprettedes en almindelig Forsamling af de akademiske Lærere, hvilken det overdroges saavel frit imellem Konsistorii Medlemmer at vælge Universitetets Rektor for hvert Aar, hvilket Embede hidtil havde skiftet efter en fast Tour, som at besætte fem Pladser i Konsistorium og derhos at overveie og erklære sig om Anliggender af almindelig Interesse for Universitetet. Ligeledes gaves der efter Andragende fra vedkommende Fakulteter ved særlige Bekjendtgjørelser flere Bestemmelser vedkommende de akademiske Examina, f. Ex. under 23de September 1849 om Ophævelse af Brugen af det latinske Sprog ved theologisk Embedsexamen og Indførelsen af en særlig Prøve for Bekjendtskab med det kirkelige og patristiske Latin. Den vigtigste af disse Examensbestemmelser og den, ved hvilken mit eget Initiativ og min egen Anskuelse havde gjort sig mest gjældende, var Anordningen af 2den Februar 1849 om de Examina, der skulde give Adgang til overordnede Lærerpladser ved de lærde Skoler, altsaa den historisk-philologiske Skoleembedsexamen, der afløste den i 1818 indrettede philologiske Embedsexamen, og om polyteknisk Examen eller en Magisterkonferens som Kvalifikation for Overlærerembede i de mathematiske og naturvidenskabelige Fag, en Anordning, der naturligvis var af stor Betydning for de lærde Skoler^[64].

For Læreanstalten i Sorø var den kongelige Resolution af 12te April 1849 af afgjørende Vigtighed. Derved ophævedes ganske den akademiske Undervisning dersteds, hvis Nytte og Betydning aldrig havde vundet fuld Anerkjendelse, og som allerede under Christian VIII var bragt i Opløsning for istedetfor den at grunde en Art folkelig Realhøiskole, en Plan, der hverken havde kunnet vinde fast Skikkelse eller Tillid og Bifald udenfor et enkelt Parti. Den gjennemgribende Forholdsregel udgik fra min Side af en længe og ved den omhyggeligste Prøvelse modnet Overbevisning, og Grundene for den vare saa klare og stærke, at de enkelte Indsigelser baade dengang maatte forstumme og senere paany have maattet vige. Jeg har gjentagne Gange paavist, hvorledes det ridderlige Akademi i Sorø i Historien kun viser sig som et to Gange (under Christian IV og Frederik V) gjentaget og snart mislykket Forsøg paa, med Tilsidesættelse af den af Frederik II i Sorø grundlagte lærde Skole, at stifte en særlig, for vor nuværende Statsform og vor Tids Anskuelser aldeles fremmed aristokratisk Undervisningsanstalt, og at der derfor ikke fra Fortiden kan hentes nogensomhelst Støtte eller Pietetsgrund for Gjenoprettelsen eller Vedligeholdelsen af en særlig, den almindelige lærde Skoles Grændser overskridende Læreanstalt, men at ethvert Forslag til en saadan maa retfærdiggjøres ved Paavisningen af et berettiget Formaal, der ikke kan tilfredsstilles ved Landets øvrige Læreanstalter, navnlig Universitetet, og af Byen Sorø som særlig skikket til dette Formaals Realisation, og denne Paavisning er udebleven. Sidste Gang og udførlig har jeg udtalt mig om denne Gjenstand i en Erklæring, som jeg som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler efter Ministeriets Opfordring den 11te Januar 1868 indsendte over den Betænkning, der under 9de August 1867 var afgiven af en i Anledning af et Andragende fra Soransk Samfund om en udvidet Virksomhed for Sorø Akademi nedsat Kommission. Denne Erklæring, der er trykt i Lindes Meddelelser angaaende Sorø Akademi for Aarene 1857—78 (Kjøbenhavn 1880) S. 41—58 og særskilt, er skreven noget skarpt, fordi jeg følte en vis Harme over den Maade, hvorpaa Kommissionens Medlemmer uden al Enhed og Sammenhæng havde søgt hver lidt Plads for sin Yndlingsidé og dernæst i Forening deraf havde sammensat et aldeles løst Skin af Helhed, men den er fuldt retfærdig. De rige Midler, der ere samlede i Sorø, tildels hidlagte andetstedsfra (Maribo Kloster), tildels kunstig hidlokkede (den Holbergske og den Kalkreutzske Donation), tildels opsparede i en lang Uvirksomhedsperiode, maae, forsaavidt de overskride en liberal Tilfredsstillelse af Skolens og Opdragelsesanstaltens Krav, betragtes og behandles som en almindelig Fond til Fremme af høiere Undervisnings- og Oplysningsformaal, men rigtignok efter en fastere Plan, end der hidtil viser sig.

Ved de lærde Skoler gjennemførtes under 13de Mai 1850 som almindelig Norm den Undervisningsplan, der fra 1845 af foreløbig havde været fulgt og prøvet ved tre Skoler, med de ikke store Modifikationer, som den vundne Erfaring havde givet Anledning til, og samtidig ophævedes den hidtilværende Examen artium, idet Modenhedsprøven henlagdes til Skolerne. Efterat ved denne Foranstaltning den hidtilværende anden Examens Lærestof ligeledes for Størstedelen var overgaaet til Skolerne, gaves Bestemmelserne for det ved Universitetet tilbageblivende philosophiske Kursus og den dertil hørende Prøve ved Bekjendtgjørelsen af 7de September 1850. De Forhandlinger og Overveielser, der vare indledede angaaende Indførelsen af en særskilt Realundervisning ved de lærde Skoler, medens den videnskabelige Realskole i Aarhus nedlagdes, bragtes derimod først tilende efter min Fratrædelse fra Kultusministeriet.

En allerede før Ministeriets Oprettelse begyndt Forhandling om en Indskrænkning i de lærde Skolers Antal samtidig med Skolernes Udvidelse kom til Afslutning ved kongelig Resolution af 6te Mai 1850, hvorved Slagelse Skole nedlagdes og Rønne lærde Skole forvandledes til en høiere Realskole, dog under Forbehold af Forhandling med Rigsdagen om de dens Kontrol undergivne Pengespørgsmaal, der især ved Slagelse Skole vare af Vigtighed, et Forbehold, der opfyldtes ved det i Rigsdagens 3die Session 1851 forelagte Lovudkast om de økonomiske Forhold ved Nedlæggelsen af den lærde Skole i Slagelse og om Rønne lærde Skoles Overgang til en Realskole.

En ikke liden Vægt lagde jeg paa, at det System, der i de nærmeste Aar før min Indtrædelse i Ministeriet ved den almindelige Skolefonds forøgede Indtægter havde udviklet sig, nemlig i større Omfang end før at bøde paa den meget utilstrækkelige Løn for den yngste Lærerklasse, Adjunkterne, ved Gratialer efter vilkaarligt Skjøn, afløstes af en fast Regel for Oprykning igjennem forskjellige Lønningsklasser efter Anciennitet, hvilket skete ved kongelig Resolution af 10de Marts 1849. Denne Resolution blev en Forløber for den nogle Aar efter tilveiebragte Lønningslov for hele Lærerpersonalet ved de lærde Skoler af 28de Marts 1855, forbunden med Avancementsbestemmelser, til hvilken Lovs Tilveiebringelse jeg som Undervisningsinspektør medvirkede og gjorde Forslag, omend den endelige Lov fjernede sig endel fra Forslaget.

Det ligger saa klart for Dagen, at endel af de saaledes ved kongelige Resolutioner efter Ministeriets Indstilling afgjorte vigtige Sager, navnlig om Sorø Akademis og Slagelse og Rønne Skolers Nedlæggelse og om de lærde Skolers Undervisningsplan, under almindelige Forhold vilde have krævet Rigsdagens Medvirkning og Afgjørelse ved Lov, at det ikke paa nogen Maade kunde undgaae min eller Statsraadets Opmærksomhed, i hvilket naturligvis Sagerne forhandledes, førend de forelagdes Kongen. Det var saaledes ganske i sin Orden, at Grundtvig i Rigsdagens 1ste Session 1850 den 27de Juni stillede en Forespørgsel til mig om den Berettigelse, hvormed Ministeriet havde handlet. Naar jeg imidlertid havde paataget mig Ansvaret for den valgte Afgjørelsesmaade og derfor vandt Rigsdagens stiltiende Anerkjendelse, idet ingen videre Anke eller Forslag fremkom og selv Grundtvig beroligede sig ved de af mig givne Erklæringer, hvorved Rigsdagens Kompetence under almindelige Forhold ganske indrømmedes, da laae Grunden hertil i den hele anomale Stilling, hvori disse Anliggender vare komne ved, hvad der var sket og foretaget før Regjeringsforandringen og endvidere før Grundlovens Vedtagelse, og i den stærke Nødvendighed af at komme til en Afslutning af de svævende Spørgsmaal, medens Rigsdagen, da den først i 1850 sammentraadte, selv uden Hensyn til Vanskeligheden ved samtlige disse Gjenstandes Behandling i den Skikkelse, i hvilken de stykkevis og betinget af mange Slags Forudsætninger forelaae, var fuldt optagen af Lovudkast om materielle Sager, der ikke taalte Opsættelse, samt endelig deri, at den i de enkelte Sager trufne Afgjørelse i det Hele havde den offentlige Mening for sig og derfor ogsaa grundlagde en Tilstand, der længe holdt sig med ringe Modifikationer.

Ligeoverfor denne omfattende Række af større Foranstaltninger angaaende det høiere Undervisningsvæsen tog unegtelig min Virksomhed paa Almueskolevæsenets Omraade sig fattig ud, forsaavidt den maales efter enkelte, særligen fremtrædende Ytringer; thi baade en lille Lov om Ophævelsen af en Afgift, der under Navnet "Degnepension" hvilede paa enkelte Skolelærerembeder, og et andet, desuden af et Medlem af Folkethinget (Frølund) indbragt, men af mig understøttet Lovforslag, hvorved Skolelærerne fritoges for en dem fra gammel Tid paahvilende, men praktisk allerede for en Del ophørt Forpligtelse til Befordring af visse Breve imellem Provster og Præster, angik kun ubetydelige Gjenstande, og samme ringe Vigtighed havde den Forandring, der administrativt gjennemførtes i Kaldsretten til visse Skolelærerembeder som Følge af Grundlovens Bestemmelse om Ophævelsen af Forrettigheder, der vare knyttede til Adel. Der forelaae imidlertid paa hele dette Omraade ingen Forarbeider eller indledende Skridt til enkelte særlige Foranstaltninger og Anordninger, og der lod sig, just paa Grund af Sammenhængen imellem alle Led af det for hele Landet ensartede Almueskolevæsen, Intet af nogen Betydning for det Hele udrette uden ved at søge at vinde et nyt Grundlag istedetfor den efter sin Aand og Bestræbelse saare fortjenstlige, men under uheldige og fattige Forhold fremkomne, i Redaktionen ofte mangelfulde og i Virkeligheden kun ufuldstændig gjennemførte og i flere Punkter ikke længer til de ved Grundloven givne Forudsætninger passende Anordning af 1814. Indtil dette nye Grundlag skabtes, maatte Bestræbelserne derfor gaae ud paa saavidt muligt ad administrativ Vei paa de enkelte Steder fuldstændigen eller dog fuldstændigere end hidtil at gjennemføre den gjældende Anordnings Bestemmelser om Skolernes Antal og Indretning og Lærernes Kaar, og i denne Retning arbeidedes der af Ministeriet troligen igjennem Amtsskoledirektionerne under besindig Lempelse imellem Strenghed ligeoverfor Kommunerne og billigt Hensyn til Omstændighederne. En almindelig ny Lov om Almueskolevæsenet var en Opgave, der krævede de vanskeligste og omhyggeligste Overveielser baade med Hensyn til Undervisningens Fastsættelse og Begrændsning og med Hensyn til alle de ydre Midler og Betingelser i Forhold til Almuens mangfoldig nuancerede Livsvilkaar, og den forudsatte derhos et Kjendskab til det virkelig, ikke blot paa Papiret Bestaaende, som ikke var let at opnaae. Det var derfor naturligt, at jeg, da Folkethingsmand Gleerup i Rigsdagens første Session i 1850, efter Forudskikkelse af adskillige Bemærkninger om Kultusministeriets ringe Virksomhed paa Lovarbeidernes Omraade i Sammenligning med de øvrige Ministerier, rettede den Forespørgsel til mig, om jeg snart vilde forelægge Udkast til en fuldstændig Lov om Almueskolevæsenet, svarede, at jeg hverken i denne eller den næste Session (i Efteraaret 1850) tænkte paa at forelægge et saadant Udkast, idet jeg derhos under Henvisning til, hvad jeg allerede strax efter Begyndelsen af Sessionen ved Forelæggelsen af det lille Lovudkast om de saakaldte Degnepensioner havde ytret om den ringe Opfordring, der for Øieblikket var for Kultusministeren til at besvære Rigsdagen og afdrage dens Opmærksomhed fra de af de øvrige Ministerier forelagte paatrængende Udkast om materielle Gjenstande, gav en saadan Fremstilling af, hvad der krævedes til at frembringe et forsvarligt Udkast til en Almueskolelov, at det kunde skønnes, at jeg allerede alvorligen havde gjennemtænkt Opgavens Beskaffenhed og forberedt mig paa den^[65]. Derimod lovede jeg, hvis jeg vedblev i min Stilling indtil den ordentlige Rigsdagssamling i 1851, at forelægge et saadant Udkast; men selv dette Løfte blev jeg hindret fra at opfylde baade ved Arbeidets Omfang og Vanskelighed og ved de almindelige politiske Forhandlinger, der i 1850 og 1851 optog en stor Del af min Tid og Opmærksomhed og iblandt Andet i Sommeren 1851 pludselig kaldte mig tilbage fra en Reise, som jeg havde tiltraadt til Jylland for med egne Øine at se Almueskoleforholdene der i forskjellige Egne, efterat jeg iforveien i Stilhed havde gjort nogle lignende Iagttagelser i Sjælland. Da jeg altsaa i November 1851 paa en Tid, hvor det var mig klart, at jeg meget snart vilde træde ud af Ministeriet, ved en Interpellation mindedes om mit Løfte, maatte jeg (den 10de November, se Folkethingstidenden for 1851 Sp. 748 ff{}.{–}) nøies med at forklare, hvorledes jeg havde søgt at fremme Sagen, og hvorvidt jeg var naaet. Efterat jeg ved Begyndelsen af 1852 atter havde overtaget min Universitetsvirksomhed og Inspektionen ved de lærde Skoler, optoges min Tid og mine Kræfter saa stærkt af Embedsgjerningen og Fornyelsen af de i tre Aar tilsidelagte Studier, at jeg først mod Slutningen af Aaret kunde lægge sidste Haand paa det i Ministeriet begyndte Arbeide og udgive det under Titlen: "Udkast til Lov om Almueskolevæsenet udenfor Kjøbenhavn" (det blev omdelt i Rigsdagen den 10de Januar 1853). Jeg betragter endnu dette Udkast med Tilfredshed, idet hele Opgaven deri er søgt løst i fuldstændig og klar Sammenhæng; ikke Lidet af, hvad der deri er foreslaaet om hele den økonomiske Side (om Skolelærernes Løn, Alderstillæg og Pensionering og om Fordelingen af Skoleudgifterne paa større Kredse), er mere eller mindre direkt benyttet i den af Monrad i 1856 tilveiebragte Lov, medens der destoværre, til Skolernes og Skolelærernes Skade, i denne blev fulgt et helt andet Princip for Lærernes Kaldelse. At jeg strengt fastholdt Grændsen imellem Almueskolen, ɔ: Skolen for den Undervisning, som skal ydes Alle, og som Alle skulle modtage, og den høiere Skole, hvis Undervisning frit vælges og modtages med Offer af større Kraft, Tid og Vederlag, men dog anviste Veien til en naturlig Fortsættelse og fyldigere Afslutning af Almueskolen paa Landet i Analogi med Kjøbstadsskolen, regner jeg mig ikke til særlig Fortjeneste, da man endnu ikke dengang var kommen ind paa Forsøget paa at forkvakle baade den obligatoriske og den friere høiere Skole ved kunstige Forbindelser og Lempninger.