X
Det er midt i det vildeste forår.
Kræfter, der har ligget sammenfoldede som bregner i svøb, springer nu op mod lyset som nye stålfjedre. Gemte safter fylder sig med en uendelighed af bitte små perler og stiger op i alle vækster.
Hos sygelige mennesker stiger onde væsker og blomstrer usundt frem.
Kastanjeknopperne, der i går blinkede fedt i sollyset, står i dag med udbredte skæl som oldenborrer, der skal til at flyve, og i morgen ser man vel to små grønne hænder, der famler i den lune luft. Bøgens knopper holder igen, men rævner alligevel uimodståeligt under safternes pres. Poplernes tynde grene blir hver dag gulere.
Samtidig gror det i bøllenæver, de klør af spirekraft og kan ikke holde igen på livets fylde, de springer ud og blomstrer med blå øjne og knækkede ribben.
Det kribler i jordens brogede pels, og menneskene opdager, at den er sælsom at træde på; nogle vandrer over den med besvær og pusten, andre føler sig for lette og kan ikke hænge ved den.
Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig inden for tøjet.
Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at se, om denne lære endnu står ved magt.
Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han skrev.
Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder, hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne.
Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det, meget mere end der har været; nye modulasjoner findes på, det er slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige område. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv kvalt og med flået hals.
Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.
Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den står om en som vat og edderdun, men den er som vin at indånde. Nej meget mere berusende er den.
Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de dobbelt så hedt.
Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren.
Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel – lige for tiden – at alderdommen holder godt trit med visdommen.
Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar glemmes; der optræder maleriske bugter på retskafne menneskers livslinje. Om mange år kan der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og anger.
Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika. Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt knæk.
Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter fremviser hver dag nye huller.
Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blæser det dygtigt; blæst er omsætning.
Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed. Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.
Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. Og ikke mindre behjærtet brøler kæferter – maskerede som fædrelandssange, når de kører hjem fra skovtur.
Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester eller glemmer dem helt og søger andre. De, der slet ingen har, får et udtryk i deres øjne, som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på lejlighed til at begå den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan fem år senere ikke forstå, hvad der gik af dem.
Unge enkers tårer tørres.
Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig ungdom tar sikkel på afbetaling.
Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne synes mere blå end i vinter.
Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og hænger sig.
Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft. Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers sure ansigter.
Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dråber på spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og indhyller forstanden i sin elledamp.
Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage lungespidser.
Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage vender sig stønnende i deres senge. Der går forår i mennesker, der har været syge hele vinteren, de begynder at komme sig og dør så med større kraft, end man skulde ha tiltroet dem.
Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst under grøn sæbe i mørket; pigebørn, der er mer end tvivlsomme, går med ægte guld på hovedgaderne; arresterne fyldes.
I levemænds degenererede hjærner skaber foråret vækst så godt som andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der blir meget at dække over og betale for; småbladene glæder sig ved forøget salg.
Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modsætninger frem ved siden af hverandre.
Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et aktuelt æmne: Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem ikke ære for en skilling. Gud alene æren!
Men på missjonshusets gavl er der en stærkasse, hvor en stær har begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden, som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men nu slås de om den.
Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og strå ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen. Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden. Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr.
Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed; den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et vers er forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.
Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.
Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare, hvordan det står til med deres talent, men solen maler også selv med meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.
Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning og vinterdrik, på nattevågen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hæsligt. Den graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som han er; han skal ikke længer være muldvarp; solen overdænger ham med lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et menneske.
Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem.
Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som bægge gør deres indhug i det; det er en stribet årstid. Kræfter stiger og synker voldsomt, og lovene derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden – som er livet set fra en anden side – arbejder med fordoblet kraft.
Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej, alt hvad der er sået; tvivl og vished stræber hinanden over hodet; samling og opløsning trives ved hinandens side; kraft står stift opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt på himlen og sørger for det altsammen; alt rejser sig mod dens stråler og henter derfra, hvad det har behov.
Blomster åbner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med forøget styrke i skyggen. Sindene åbner sig, men der er også dem, der får større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mørke; indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.
Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i himlens åbne, blå favn er der alt hvad mennesker kan begære og ufattelig meget til rest; og når høstens tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har høstet lys, hvormed han kan gå ind i den mørke tid. En anden, der fandt, at lyset ikke var ham gavnligt, går fremad i forøget mørke. En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i sig og må siden tære dobbelt på sig selv. Den, der glædede sig ved lyset og forstod at bruge det, hans glæde blir forøget; og den der frygtede det og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i større frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet på ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende stråler. Alt hvad der har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal atter og atter bære høst, som jorden bær den hvert år. Solen tåler intet uforanderligt om sig.
Men solen, der er årsag til det altsammen, står på sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom, der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor meget af den der blir brug for – mægtig, ødsel, ligegyldig som en gud.
XI
Fru Ida Hansted var to og tyve år og enke; hun havde været meget forelsket i sin mand, der pludselig var død fra hende, og når hun smilede, kunde man godt tænke sig, at hun havde tilbragt en tid af sit liv med at græde; det havde givet hendes smil en farlig dybde, og den mand, der så det, kunde føle det dirrende i sig længe efter og ventede utålmodigt på, at det skulde komme igen; men hun lo mere end hun smilede, og hendes latter var lang og støjende; den gav nærmest indtrykket af en ung enke, der inden ret længe vilde blive gift igen.
Hun havde lyseblondt, tjavset hår over en lav pande; i højre tinding var der en lok, der om morgenen kunde sidde astadig sammenfoldet som en spændt fjeder, men inden middag rev den sig løs og slog en langstrakt bue ned over kinden, især når det var højt vær, der kunde stemme til lystighed; den kom ind og kildrede hende i næsen, og i blæst, når hun var overgiven, så man hende sprutte sin krølle ud af munden. Den fik mange mænd til at le, og det så hæftigt og hengivent, som blev de selv kildrede på sjælen og havde møje med at holde det ud.
Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde der komme et udtryk af tidligt forfald over hendes skønne ansigt, der lignede et prægtigt hus, hvis ejer er død i elendighed og har ladet sit hus stå tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for de mænd, der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skråt og synkende, det var sjældent, at hun hævede det for at se efter nogen; de lange øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter, der holdes gemt i en tændstikæske. Hun sad da helst tilbagelænet i en fredelig krog og så billederne af mennesker glide hen over sin nethinde som aflange striber.
Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger kom til gode, det var hendes skolekammerat, Kai, der var et år yngre end hun. Han fik lov at sidde hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet til hende; men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og sørgede samtidig for at være et sted, hvor der blev lagt så lidt mærke til ham som muligt, og det var efterhånden lykkedes ham at udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands søn, blev han inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham på kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om intet var hændet. Det vakte altid mændenes latter – lidt anstrængt kunde den undertiden lyde – men damerne fandt, at så megen troskab fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og ænsede ikke latteren.
Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun blev søvnig; hun sov og døsede et døgn igennem, så vendte hun atter tilbage til verden. Den første, hun da gærne traf på – så at sige ved indgangen til livet – var forfatteren Karl Vejgård, den ansete, livsglade lyriker, der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand. Der var ingen, med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin tværhed, som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave så pudsige vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjælen fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som det var bedst at glemme. Han tog aldeles ikke hendes mørke øjeblikke alvorligt, som hun selv havde en hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to sætte liv i et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.
Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til løjer; han var den eneste mand, hvis væsen altid var det samme over for hende. Hun kaldte ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke andet end le. På ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte på gulvet; han kyssede hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et godt redskab, der kunde hentes frem, hvad øjeblik det skulde være, og straks tages i brug. I al stilhed ærgrede det hende, at hans kys var så spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; enhver måtte gærne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet på, syntes hun at kunne mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var egenlig et tarveligt princip hos en mand.
Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags. Hun var opmærksom for deres blik, der kom langt borte fra og søgte hendes; hun kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde stået og ventet, hun opfattede deres glæde, når det endelig lykkedes for dem, og hun så, hvordan de undertiden kæmpede for at skjule det – — det kunde jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør for, hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler med hende om spørsmål, som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand på, og så, på ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vrøvle og fik noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved. Hun havde blik for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og hvis sande årsag røbedes af en bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der føler sig tilsidesat, at få sagt et par bitre ord, uden at han dog ønsker at røbe den virkelige grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter mange indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes kærlige mod deres koner. Hun morede sig over mænds latterlighed, men hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem alle strakte hun sig ud som et følsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde endnu formået at holde hende fast, og ingen var ganske den samme, når han havde tilbragt en dag i hendes nærhed. Alvorlige mænd, der havde de vægtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden karakter, de vendte senere tilbage – for at forvisse sig om de ikke havde taget fejl, eller som om de trængte til flere beviser til at støtte deres opfattelse med.
Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige mennesker for at være temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en mærkelig ævne til at få det latterlige frem i modstræbende tilbedere.
XII
Et stort selskab, der skulde på skovtur, var ved at samle sig uden for fru Idas hus, hvor der holdt to vogne; den ene var omtrent fuld, og længere henne i gaden kom de, der endnu manglede. Fru Ida kunde ikke bekvemme sig til at stige op; de havde så meget morsomt vrøvl om, hvor enhver især skulde sidde; Vejgård holdt et helt lærd foredrag i den anledning; han og fru Ida var så kåde som to lam på en skrænt i Maj måned, og den næstdristigste af hendes beundrere, proprietær Ahlmark, enkemand på tredive år, løftede på hende under påskud af at ville hjælpe hende op, bønfaldt hende med hele sin stemmes larm om dog at la det blive til noget, og lo bragende og var henrykt, fordi det varede så længe, og fru Ida lo, og når man så omkring på ansigterne, så var forskellen på dem, der beundrede hende, og dem der ikke gjorde det, så tydelig som muligt. Også disse to yderligheder elskede fru Ida at samle om sig.
Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene, var der en, som gav sig særlig god tid og til sidst kom til at gå alene bag ved de øvrige; han stansede af og til og så sig om til alle sider, som om han ventede nogen. Det var en mand på omtrent tredive år, han havde et glatraget, alvorligt ansigt, kort, lige næse, hans mund var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast tegnede; dog tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen og frue og doktoren, men da de kom i nærheden af det lystige spektakkel der henne, havde de uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når de mødte hans øjne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at udviske med en intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene og så tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt mærke til ham, vilde de ha set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje.
Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så præsentere Dem for vores alles kære veninde, fru Ida Hansted?
Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en fremmed til stede.
Hr. brygmester Råskov.
Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang sig alvor for at ta mod præsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Råskov smilte ikke.
Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke af fint stof sad ikke ulasteligt på en velvoksen, svært bygget skikkelse; der var rynker ved knaphullerne og folder på ærmerne; han plejede vist ikke at rette sine arme. Men hvor er han godt i stand! tænkte hun, idet hun så på hans kinder og kraftige hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke høfligt at se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret, især i en situasjon som denne her.
Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i øjesyn. Et udtryk af ringeagt mødte nok så ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han forsøgte ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig munden, havde vel ingen anelse om, hvordan han så ud – —
Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at stå op; de andre fulgte efter i mærkværdig god orden.
Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde hørt tale om, brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi der havde været talt så lidt om ham, og hvad der var blevet sagt, havde været præget af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde stået dær bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. Han havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i forkøbet og havde nok så uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og så dem, hun kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han samlet sammen og sad nu og gemte på. Hun havde også nok set en grå skikkelse henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem ved? Han havde givet sig god tid og mønstret hende med al sådan en lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt. Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke varskoet hende og hindret sådan en overrumpling?
Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv; hvis han var et dannet menneske, måtte han sige noget til hende for de øjne, han havde lånt hende. Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, og det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte igennem. Det var en sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor høj og meget for hæs; til en alvorsmand af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. Han spurte ikke om meget ad gangen, men hørte godt efter og lod til at indprænte sig nøje, hvad han hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede sin mund stædigt om det, han havde opfattet.
Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, mens hun uafbrudt iagttog Hans Råskov. Det var mærkeligt, hvordan alle linjerne i hans ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede de kunde komme, og håret lå i en fast kage på hans hoved; han var nok ikke en mand, der var megen løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård, der havde næsten samme lød, og hvis skikkelse heller ikke tydede på fin afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der havde den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja selv det spidse skæg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven og for neden som ting, der er fart ved. Hun følte pludselig en svag uvilje mod Vejgård.
Det undrede hende, at der ikke var en glat ring på hans højre hånd, men den sad vel på den anden, for naturligvis var sådan en alvorsmand gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig hyggeligt og tavst sammen. Når han nu kom hjem, kunde han med tre ord fortælle sin kone og sine fem børn – fem blonde pinde lavede af samme træ som han selv – om hvad for letfærdige enker der var til. Hvis de væltede på denne tur, og han omkom, hvad man jo næsten måtte ønske, så vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt keramik og græde tre tårer ned ad sin spidse næse, og så vilde hun rejse sig og ta sig af hus og børn – — Han så ud til at være mindst fem og tredve, og da alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis på at få dem alvorlige nok, så måtte hun være fyrre.
Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede sjæl; der var ingen mening i den nederdrægtighed at komme listende bag fra ligesom en stor grå kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om hende og var straks blevet forarget, og så havde han været forfærdelig glad ved at kunne stå bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for resten ikke mindre skummel. Og nu sad han dær på en isolerskammel og passede på det, han havde samlet.
Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, som ikke ænsede hende. De måtte så gærne misbillige hende i ord eller ved deres væsen; hun havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale til det, de kaldte det bedre menneske i hende – sådan som købmand Sørensen, der var indremissjonær; men hun kunde spekulere sig sin sindsro fra over dem, der var nul – —
Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun brugte den med eftertanke. Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste middel til at ramme ham. Han var ikke så dannet, at han smilede for selskabs skyld, så han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.
Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn; proprietær Ahlmark så ud i hodet som en rødkål af at le og vride sig om fra forsædet; ovre fra den anden vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde den store opmuntring, at Sørensen, der sad lige over for, begyndte at opløses under den hidsige munterhed, der udstrømmede fra hende. På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk med et hjælpeløst smil; han måtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten af alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, som hun aldrig før havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone så hvert øjeblik på ham for at søge hans deltagelse i forargelse, og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når han havde hendes ansigt at se efter, men så desværre mødte han fru Idas ansigt, og så genspejlede han noget helt andet, men det opdagede hans kone ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var ægte nok, og anede ikke noget om den sjælekamp, hendes mand havde at bestå. Sørensens ubeherskethed bredte sig efterhånden over hele hans person, hans hænder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt vejtsdans, så lae de sig til hvile på hans lår og kravlede helt frem til knæerne, der også selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.
Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var smærtelig; hun bævede som en dråbe kviksølv på et poleret bord, hun gik frem i fortryllelse, Sørensen var den første stasjon på vejen; mon den tavse, kolde herre blev den næste?
Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes smidige bevægelser med hoved og overkrop og hænder, der altid var fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet sind, hun var spredt, søgte altid udad; hun havde ikke noget i sig selv, hvorom hun kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde anlagt den vane at analysere de kvinder, han traf på, men det var måske det sikreste for en mand, der ikke mere kunde undgå at få tanker, hver gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart færdig med; hun mindede ham om en vis hæslig barndomserindring. Som dreng var han en dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet kat, der legede med en anden. Aldrig havde noget gjort et så modbydeligt, fordærvet og upålideligt indtryk på ham; hans første indskydelse havde været at kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå an lige foran andre folks vinduer, men da den så kom hen og vilde stryge sig op ad ham, med krum ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig, giftig rød krog, så var han nød til at sparke efter den – —
Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; hun tog om den med varsomme fingre og trak den om bag øret med en langsom, kælen bevægelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der påkom ham et øjebliks oprør; mange ting, han ikke vidste besked om, rørte sig vildt og dunkelt i ham; der var noget så forfærdeligt i det, ligesom da han for en snes år siden for første gang så et dampskib blive sat i gang; en smule bevægelse med et eller andet håndtag, og straks begyndte en pusten og støden og hvæsen af ting, han ikke kunde se de halve af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som han ikke turde vove sig ned imellem. – — Det er urigtigt af mig, tænkte han, at jeg har ladet mig påtvinge en måneds ferie; det er ikke alle mennesker, der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde.
Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er det egenlig De laver?
Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se det på ham?
Å jeg troede, det var øl, sae hun.
Jeg laver bægge dele, svarede han.
Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi støjer vist også lovlig meget. – Hun så mildt spørgende på ham.
Dynamit støjer undertiden mere, sae han.
Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren.
Ja.
Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af noget usædvanligt, da de to for første gang talte sammen. Hans Råskovs stemme faldt som en kulde på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget at sige bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede komisk og lidelsesfuldt: Å ja, såmænd ja, – og som på et ventet signal brød munterheden løs igen.
En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.
De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru Ida, kommer til at gå ned først.
Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.
Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til – og med det samme sprang hun ned tæt ved siden af ham; han følte hende suse gennem luften og sank i knæene.
Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det gjorde også hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske at tale med; mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang de sig for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde han gennem deres ord høre, hvordan de ventede på at slippe fra ham og higede efter at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. Proprietæren rendte efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning, at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims, påtrængende og væmmelig som en spyflue. Hans Råskov var så optaget, at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig stående, til Ahlmark fik fat i hende.