XIX
Det er om morgenen på bryllupsdagen, en grå, stormende oktoberdag; Hans Råskov og Anna Årbo er på vej til deres nye hjem.
Venlige hænder har sat alting i orden; men den kolde blæst går tværs igennem huset, derfor er der tændt op i kakkelovnen, ilden skal gøre hyggen fuldkommen, og huset blir overladt til sig selv.
Det er halvmørkt inde i den store dagligstue, men ilden lyser, den stikker en lang, søgende finger op gennem brændet og koksen, der knitrer, idet den piller ved det. Ilden svinger sig op efter fra pind til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og så springer der en lille flamme frem som om det var små gasblus, der blev tændt, og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig røde blomster, flammer stiger og synker og trækker små lynblink ud af de lakerede stoleben. Vinden hoster ned gennem skorstenen, så det blusser ud af risten, og skygger, der er næsten usynlige, farer op og ned ad væggene.
Men så kommer der et vindstød, der river et lille stykke koks løs og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og sætter sig på en skammel tæt ved kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en ubetydelig flamme på hver side, og en røgsøjle lige til værs. Når vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er, sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der er lige så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere; den går i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i betrækket, det andet ruller ned, fægter i døden om sig med sin eneste vinge og strejfer kanten af en avis, det træffer på sin vej.
Nu sidder der en flamme på den øverste snip af avisen, den krummer sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, så kryber den med største forsigtighed ned efter langs randen, til den nåer et stoleben og stanses og er lige ved at dø, men den slipper over lakeringen, som kruses under dens trin, og fortsætter vandringen på den anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen vokser til et bredt ildbælte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til værs og blir til ingenting.
Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne af et visitkort, og så begynder kampen for tilværelsen igen; flammen blir blå og lav, mens den arbejder med det vanskelige papir; den støder på en bog i guldsnit og forsøger at ernære sig af den og er lige ved at sætte livet til under forsøget; den kravler med uhyre besvær fra kort til kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst, idet den finder et kort, der står på kant, den blir rød og sodet i toppen og kommer til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der er næring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug, og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder ned på mange steder, fulde af ilende gnister.
Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl ulmer kvælende som protest; den knejser op ad væggene, glor portrætterne ind i ansigtet, knækker glas og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber sig på husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens ansigtet langsomt udslettes på sølvpladen, kommer familiens medlemmer skramlende om kap ned fra væggen.
Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om bordbenene og ruller sig lystig i brüsselertæppet, men dens kælenskab er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer ud på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den yngler; hele geledder stiller op på gulvets brædder, det blir til et fliget, mangearmet dyr, bølger løber hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb blodet levende gennem denne dødbringende organisme, det ser ud, som om den ånder med hele legemet på primitive væsners måde; den synker og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og tænker sig om; små luer, der ikke et øjeblik skilles fra moderlegemet, leger med tingene på ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i portierens kvaster, men små som de er, har de slægtens gift moden i sig ligesom nys udklækkede brilleslanger.
Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det med sit giftige pust, lakeringen koger ud i vabler, der slår ind igen og blir borte ved næste pust. Ilden famler med røde poter op og ned ad siderne og river med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer der arbejdskraft, flammer kryber frem på maven, griber op ad siderne og tar fat ligesom flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne står uforstyrrede på deres hylder i lange, lige rækker, samlede værker i søndagsklæer og muntre små digtsamlinger i gala, leksika i jævne, solide arbejdsklæer – altsammen tilhørende husets fremtidige frue. Røgen kommer frem under hylderne i brede tæpper, bøgerne forsvinder, men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid læselig og ikke til at ta fejl af.
Ved siden af står klaveret og spiller sin egen sørgemarsj, mens strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser som fra en, der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få noderne med.
I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrændte koks, og på gulvet tæt ved står lange flammer på tæerne og snakker med deres kammerater inden for risten.
Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og røg ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu går den som en glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de gule gardiner ned fra stængerne, krøller den kostbare palme sammen i en klump, så let som en ung pige krøller et kasseret brev sammen i den hule hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel værdigenstand, der tilhører familien Årbo; englen, der bøjer sig frem over skålen, begynder snart at hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem på dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i den tykke røg, de dukker sig og falder og har svært ved at rejse sig igen; men så sprænges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper efter luft. Ilden sprænger døre og brækker gulvet op til kælderen og fortærer alt det brændsel, der skulde ha varet et år. Og nu blir der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprøjter ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra loftet, men så stiger de op på taget, vader i teglene og træder dem itu og stikker benene ned på loftet, hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og være med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem huset.
Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den forrygende storm.
Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det brænder i nærheden af vort hus.
Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt. – Men i det samme fik han en overvældende følelse af, at det var det, han havde ventet på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem hans sind som gnister i storm.
Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er hos os, det brænder!
Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af luerne i hendes øjne. – Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det får fat.
Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må skynde os, om vi kan redde noget.
Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det uafvendelige i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde stå overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, den skinnede på de mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op i ham i de sidste måneder, og som han havde ført en forgæves kamp imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom, men nu mærkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vågnet af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det var, som om han ikke kunde tåle at leve, og nu følte han livets krav i sig som en dødelig sygdom. Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende igen, og det bragte tanker med, der var værre end selve oplevelserne; og dog havde han stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og kæmpet, for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen forbi, han var slået, og det røde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod uudsletteligt på hans hjærne.
Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med ham selv.
Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blæsten og sender den således løs på sit næste bytte; vinduer springer, og døre krympes i den glødende storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan nå til, de fægter i luften og går som skrivende fingre op og ned ad mure og træværk, de prænter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og mange steder sprudler små flammer frem og dræbes straks af vagtsomme vandstråler, men det vældigt ophedede træværk ligefrem drikker ilden, der springer ud og møder de fremmede flammer, inden de når at røre; det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres blotte pegen.
Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye skrig; folk styrter løs på buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med genstridige skuffer, bearbejder låse med forkerte nøgler; de river til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres rystende hænder; de fatter om tunge sager og slæber af sted med dem, og ilden står bag ved deres skuldre og skynder på, at de kan komme af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre og vælter sig igennem vinduer, men da de kommer igen, møder ilden dem i hver en indgang og forklarer dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet ejer.
Hele forsvaret samles nu om den store gård ved siden af, for hvis den brænder, er der fare for, at den største del af byen skal gå med. Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde på gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der står folk og hælder vand ned; gnister regner uafbrudt hen på taget, men de finder en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har nu en lang vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få; æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned ad tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke et øjeblik, og spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke nå; de peger alle om kap hen mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan række. Tilmed blir ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir kortere, og mændene oppe på taget får sig en hvil.
Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og gir nyt mod. Gnisten ruger ikke længe i det tørre mos; snart hopper flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, mærker pludselig, at det blir hedt under dem.
Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl over hele gården, og stakkene udenfor står med røde kapper på; stormen løfter den brændende halm og kaster den som en glødende regn ud over byen; på to tre halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge nybygder, ilden vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne, for at ingen skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene, at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind på dens enemærker; den går hen over alting som en flyvende smitte, som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den slår blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, død og fortærelse på een gang.
Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke tåle at se på det mere.
Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen var hjemtaget af furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver gang de var kommet i nærheden af det, havde han tiet på en måde, der skræmmede hende langt bort fra det æmne.
Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de alt, hvad den efterlod sig.
Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå ikke der ind.
Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede Hans Råskov.
Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte hun.
Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han gik efter den og var hele tiden, hvor det brændte stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik den dag.
Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i mørket så den store brand endnu mere skånselløs ud end før; folk havde omtrent opgivet at gøre modstand, de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden færdes i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres kendte ting til den anden – den tog altid gardinerne ned straks, så de havde frit overblik – der var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at mange ikke kunde tåle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget klaver bryde gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller se skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der inde og ventet. Folk, som stod og så på deres egne mørke vinduer, jamrede sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og græd, de kom igen, når deres eget var brændt, for at følge branden videre.
Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog kampen påny. Men endnu længe efter vandrede en mængde små og store flammer om på ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med hverandre, og de lod sig let pille ned af en stråle og opgav ånden med et rygende suk, men så krøb der andre frem og drillede fjenden og bødede med livet, indtil også denne legen skjul holdt op langt ud på natten, og så slumrede den store ildebrand sødelig ind under ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under sit eget værk som en ødelæggelsens guddom, der selv dør i den almindelige død.
Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet sted hen, uden tanke, uden følelse, udtørrede lige til bunden af deres bevidsthed.
Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er syg og trænger til hvile; her er ikke godt at være.
Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte øjnene fra branden, der var omtrent slukket; – jeg kan ikke tåle det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du.
Jeg blir hos dig.
Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå. Nu kommer det altsammen; det har ventet længe, det har narret mig flere gange; men nu er det alvor.
Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg?
Det må ingen. Ingen må se mig, når – —. Gå nu. Jeg er ikke længere et menneske. Se ikke på mig, du kender mig ikke; det er også det bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på hende, som – —
Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun pludselig revet ud af den forstenelse, der var i færd med at angribe hende; hun vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende.
Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så hun endnu en gang tilbage; han stod ubevægelig med ansigtet vendt mod brandskæret og viste hende den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et så dybt indtryk på hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige næse, den tæt lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet af en uhyre smærte og medlidenhed over alt det, der nu var ødelagt hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme, hvormed han havde befalet hende at gå, hun forestillede sig skæret i hans øjne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur for at græde ud, ligesom hun havde grædt før, da hun i sit hjærte tog afsked med ham for bestandig.
– Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; ilden var slukket; Hans Råskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning løb over hendes sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; så gik også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, bestemt på at redde så meget af fremtiden, som der endnu var til at redde.
XX
Sent næste aften ankom Hans Råskov med dagvogn til en kro i en afsides landsby oppe ad Limfjorden til, han fik sig noget at spise og gik derefter straks i seng. Han vidste at det var ikke noget godt, der ventede ham, så snart han begyndte at blive døsig, men nu da han var beredt på det værste, havde han ingen grund til at opsætte bekendtskabet med det. Men han var så lysvågen, at det alligevel lod vente på sig.
Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde forsømt, inden de gik i seng – et vindu, der ikke var lukket, en sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro – det fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst, støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør ubeskåret næste morgen – som en ung tjenestepige, der har fri Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte holde den i ave.
Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi, og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb, men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken måde det ønskede, men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde, angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles i sin magt.
Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul, der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind. Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene, kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden.
Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende. Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse, og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov ind.
Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade, mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; de dybe sår den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre. Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp.
Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, han blot havde set fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som mennesker kan være glade over – — alle, der havde haft det bedre end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage!
Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne, der har set for meget.
Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang. Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige hindring for raseriet, der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt, gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i behold.
Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene, ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt, satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde.
Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod.