Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det

ANDET KAPITEL. FAMILIELIV

Hovedstadsfolk pleie at have deres By meget kjær, saa kjær at de mene, der intet Steds i den hele Verden er til at boe uden der. De ægte Kjøbenhavnere have samme Følelse. Som Hellenerne havde Jordens Navle i deres Delfi, og Israeliterne i deres Tempelbjerg, findes den Helligdom ogsaa paa Hjørnet af Østergade og Kjøbmagergade, hvor man stiller sit Uhr. Jeg har intet imod denne fixe Idee, jeg har selv delt den, men den har dog sine Vanskeligheder. Jo større en By bliver, desto vanskeligere er det i det store Hjem at finde sig en Bolig, man kan føle sig saa vel i, at man fornemmer, man har selv et lille Hjem. Man flytter bestandig og finder det ikke, saa gik det ogsaa os.

Bedst havde vi det, mens vi boede i Kronprindsessegade, hvor vi fra en tredie Sal saae ud over Slotshaven, men der var kun fire Stuer, og da Edle skulde have den ene, blev der ingen Spisestue. Selskabet var omtrent det samme som i tidligere Tider, den ene Dag var vi hos Familie og Venner, den anden havde vi dem hos os. Vort Hjem var forsaavidt lykkeligt, og vort Samliv blev i dette Tidsrum ikke forknyttet af nogen dybere Sorg; kun eet Savn var der nu som før i vort Hus, der var ingen Børn.

Saa skete det en mørk Vinterdag, det var vor Bryllupsdag, den 29. November 1860, at min Cousine Amalie kom ind ad Døren med en lille tre Aars Dreng ved sin Haand. Hans Moder, hendes Søster Anna^[24], havde i det Aar mistet sin Mand, Præsten i Landet og Ryde paa Lolland C. A. Gjellerup, og var i det Efteraar kommen til Kjøbenhavn med sine Børn, men svag som hun var og efter Flyttebesværlighederne sengeliggende, skikkede hun nu sin Dreng hen til os med Bøn om at beholde ham saalænge, til hun kunde komme til Kræfter igjen.

Smaafyren blev bænket ved Kaffebordet, og fik efter at have knaset sine Sukkerstykker og Smaakager nok at tage Vare paa med Billeder og andet improviseret Legetøi, men endnu mere med at udbrede sig om sine Livserfaringer. Hans Øine spillede, hans Kinder blussede, og han slog tappert ud med sine buttede Hænder, som altid fuldkommen sikker paa at have Publikum paa sin Side^[25]. Saaledes sad han, midt i Sofaen med sit lille lyse Hoved lidt over Bordet og alle sine Sager bredte ud til begge Sider, da min Broder Caspar kom ind. »Det var da en deilig Dreng,« udbrød han, »hvad hedder du?« – »Jeg hedder Karl Adolf Gjellerup, og jeg er født i Roholte den 2. Juni 1857, for det er min egen anden Juni,« lød Svaret øieblikkeligt med klar Røst og fuldstændig udviklet Udtale, ikke at tale om rhetorisk Gesticulation. »Hvor er du kommen fra?« – »Fra Landet By, der er et høit Kirketaarn, Moder har tegnet det, og jeg har sat Kulører paa med min egen Farvelade, som jeg fik af Tante Amalie til min Fødselsdag, og der er to Heste, og de er store, og der er Hans, han tager mig op at ride. Jeg har ogsaa selv en Hest, den har Hans gjort og den gaaer i Gallop. Den slog mig af, men Hans sagde, at jeg fik godt Styr paa den igjen. Moder har den hjemme i Stalden.«

Indtrykket af det ustandselige Foredrag var uimodstaaeligt, og endnu samme Aften blev vi enige om, at man ikke burde udsætte den tappre lille Fyr for, at han ikke skulde have nogen til at hjælpe ham op igjen, naar hans Kjephest slog ham af. Hans Moder fældte en Del Taarer, men efterat det var blevet aabenbart, at vi ikke turde slippe, hvad der af Enkers Værge og Faderløses Formynder var os tiltænkt og efterat det i Familieraad var besluttet, at staae fast paa den vistnok ingenlunde rigtige, men almindelig antagne Sætning, at en Dreng trænger til en Faders Varetægt, blev hans lille Seng – den 6. Dcbr. – sat ind i Hjørnet af vort Sovekammer, og siden den Tid sov vi roligere og vaagnede gladere. Det var aftalt at han skulde tilbringe hveranden Søndag hos sin Moder, og forøvrigt see hende og sine Søstre, naar de kom til os; og vi kom heller ikke til at fortryde det. Han fandt sig vel hos os, og vendte søvnig, men tilfreds tilbage; havde gjerne sine Arme om Amalies Hals, kaldte hende sin Moder, og talte om Moder paa Nørrebro som en Eiendel mere.

Moder Amalie gav ham en mønsterværdig Opdragelse og Moder Anna forkjælede ham. Fader var der kun een af, destomere blev han seet paa som et Vidunder, men havde den Feil, at han fordærvede Drengen ved at lee, naar Moder krævede Alvor. Altsammen ganske naturligt og til Glæde for alle Parter, ikke mindst for den lille, han hang ved os som det kjærligste Barn, og har altid paa god barnlig Maade bevaret dette Forhold. Han gjennemgik hurtig en Drengs sædvanlige Stadier, først at være Hest, saa Kudsk, saa Konge og Keiser Napoleon med alle Stolene efter sig som sin Stab, og endelig at kunne læse saa høit og saa rigtigt, at Fader maatte ind at høre det. Saa fik han Mæslinger, det var en svær Tid. Naar han lod de Billeder falde, som jeg bragte ham, og ikke kunde fortælle mig, hvad de forestilte, blev jeg meget forknyt, men det varede, Gud skee Lov, dog ikke længe.

Jeg pleiede at tage ham med paa mine Morgenvandringer, og skjønt han under sin uafladelige Tale ikke kunde faae seet til sine Ben, men hvert Øieblik faldt over dem og blev hængende i min Haand, var han dog ufortrøden. Om vi ogsaa gik over Isen og han blev rød og blaa af Kulde, gav han dog aldrig tabt, og saa træt han kunde være efter en lang Vandring, skulde Moder dog have alle vore Æventyr, naar vi kom hjem. Han var kun fire Aar, da vi paa en Søreise til Haderslev havde en fæl Storm, og han blev saa søsyg, at jeg havde meget ondt af ham. Men da vi naaede Fjorden og jeg bar ham op paa Dækket indhyllet i et Sjal, begyndte han strax med straalende Ansigt og udstrakte Arme paa sine veltalende Foredrag over alt hvad han saae, og holdt ved lige til Byen.

Da han blev syv Aar, satte jeg ham i Efterslægtskolen og anbefalede ham paa det bedste til min Ven Brix. Men jeg var forfærdelig ængstelig for, hvorledes han uskadt skulde naae til Østergade, og fulgte ham derfor derhen hver Morgen, men kunde ikke længe blive ved at hente ham om Middagen for ikke at forringe ham formeget i de andre Drenges Øine.

Da Tiden kom, at han skulde begynde paa det latinske, satte jeg ham i den saakaldte Haderslev Læreres Skole, fordi den var min Svogers og Lærerne mine Venner.

Han var 17 Aar, da han blev Student, og da vi Aaret efter^[26], i 1876, holdt vort Sølvbryllup i Næsby Præstegaard hos Olaf Waage, reiste han sig efter at Høitidstalen var holdt, og henvendte under Taarer en Tale til sine Pleieforældre, takkende os for alt, hvad vi havde været for ham, og dertil havde gjort ham delagtig i saa mange kjære og betydelige Menneskers Omgang. Dermed kan jeg ogsaa omtrent sige, at hans Opdragelse og vor Indvirkning paa ham var afsluttet, nu begyndte han at gaae sine selvstændige Veie. Der kom andre Sorger, usigelig tunge, ligefuldt er han dog intet Øieblik bleven os mindre kjær, og er den Dag idag vor egen elskede Dreng.

Alt som de voxte til, blev ogsaa hans Søstre, Margrete og Elisabeth os kjære, og siden vi ere komne paa Landet, har de altid tilligemed deres Moder tilbragt en Sommermaaned i vor Præstegaard.

Medens vor Familiekreds saaledes blev udvidet, var det mindre Tilfældet med vort Forhold til dens ældre Led, Ilia og Mathilde. At vi var flyttede til Kjøbenhavn, bragte os dem ikke nærmere. Mathilde var fraværende ved sine Telegrafstationer, og Ilia gik afsluttet i sig selv sine egne Veie.

Ilia havde samtidig med at vi forlod Haderslev, opgivet sin Stilling som Overvaagekone ved Frederiks Hospital, og dannet sig en ny Virkekreds. Hun vilde efter sit lidenskabelige Hjærtes inderste Trang have Børn, som hun kunde kalde sine egne, tog derfor Hittebørn til sig. Mente dog ikke dermed at danne et ordentligt Børnehjem, men indrettede sig efter sit verdensforsagende Sind som en fattig Kone, der maa slide for Brødet til sig og sine faderløse Børn. Hun leiede sig en af Smaaleilighederne i Østerfælleds Arbeiderboliger, og sad der med sine Smaa uden Tjenestepige eller anden Hjælp uden hvad hun kunde skaffe sig hos en Nabokone, skjønt hun efterhaanden sankede sig ikke mindre end sex spæde Stakler af den usleste Slags, fundne efter Aviser eller hos Fattigvæsenet og i Pleiestiftelser. Da saae man hende med et mørkt Sjal over Hovedet og en Kurv paa Armen, gaae til Byen for at hente sine Fornødenheder, og hjemme at feie, vaske og koge Mad og sidde og flaske de mindste.

Et af dem kaldte hun sit eget Barn frem for de andre, som nok ogsaa var hendes, men dog mere fra Hjærtets Side; og efter sit mystiske Sværmeri talte hun saaledes derom, at man kunde fristes til at troe, at hun mente det bogstaveligt, eller i alt Fald havde drømt sig saaledes ind i den Forestilling, at hun ikke kunde undvære at leve i den. Det var et Pigebarn med et bredt Ansigt med sorte tjavsede Haar, som var fundet nøgent indsvøbt i Avispapir paa en Trappe, og var blevet afleveret til Politiet. Efter Bekjendtgjørelsen derom ilede hun strax til Fattigvæsenets Contor og fik det udleveret til sig. Da det var hendes eget, skulde det ogsaa bære baade hendes og Drømmebarnets Faders Navn, og da jeg skulde døbe det, kunde jeg ikke undgaae at kalde det Osvalde Fibiger. Med de andre, hvoraf dog nogle havde bekjendte Forældre, havde hun adskillige Bryderier, da Forældrene vilde gjøre sig ublu Fordel af Forretningen, men ved sin store Ihærdighed lykkedes det hende dog ikke blot at faae fuldstændig Ret over dem, men endogsaa at faa dem adopterede.

Hendes Foretagende vakte al den Opsigt og Medfølelse, som hendes rørende Opoffrelse fortjente, saa jeg kan ikke troe, at hun havde behøvet at sukke i Fattigdom, dersom hun havde sat en lignende Kraft paa at samle Penge, som den hun satte paa at samle dem, de skulde forbruges til. I det mindste savnedes der ikke endog en større Sum, naar der var Tale om at kjøbe Barnet. At der ogsaa strømmede rigelig ind med gode Raad, følger af sig selv, men dem tog hun ikke imod, hun vilde kun hvad hun vilde, og desværre kun det, der hørte hjemme i Alfernes Rige. Hendes Mening var, ikke blot at hjælpe Børnene ud af Fattigforsørgelsens Uselhed, men ogsaa ved sin Opdragelse at hæve dem til Kaar, hvori alle Aandens Goder kunde blive deres Rigdom. Dette vilde vist nok ogsaa være gjørligt, hvis hun havde skaffet dem den første Betingelse for en bedre Opdragelse, et godt og hyggeligt Hjem. Men da nu eengang hun alene var Børnenes Moder, og ingen i den hele Verden maatte komme imellem dem og hende, kom der intet andet ud deraf end sørgelig Hjælpeløshed. Hun anstrengte sig til det Yderste, hun sled sig op, men, i hvad man hos Arbeidsfolk kalder 2 Værelser med Kjøkken alene med sex smaa Børn, og uden Kræfter til engang at holde Orden og Renlighed, og Børnene alene hjemme, mens hun gik sine lange Veie forat hente sine Fornødenheder og at besøge de formaaende Veninder, som støttede hende, det maatte nødvendig føre til, at Børnene, trods alt det Vidunderlige hun saae i dem, blev uvorne og snavsede Unger og Huset en sædvanlig Fattigbolig, hvis betegnende Lugt og mistænkelige Stole og Gulv jeg saa vel kjendte. Og saa dertil, at hun som altid, ved Nattetid var, ikke Forfatterinde, men den Digter, hvis Kald det var at lære Verden, hvad Poesi er.

Et forfærdeligt Syn fra den Tid kan jeg aldrig faae ud af Øiet. En af hendes Smaa var død, og jeg maatte besørge Begravelsen paa vor Kirkegaard. Det var en skummel Vinterdag med Snepletter paa den opblødte Jord. Da vi var færdige med den lille Forretning hun og jeg alene, og jeg, mens en snavset Karl kastede Graven til, havde taget Afsked for at unde hende den Ensomhed, hun ikke kunde undvære, saae jeg mig et Stykke derfra om efter hende. Stille sammenbøiet sad hun paa et Gravhegn, Sneflokker faldt paa hendes sorte Kyse, og den tynde Skikkelse saae ud som en forkommen Fugl paa sin Pind. Det var i de Fattiges Gravrække, samme Sted, hvor hun selv kom til hvile.

Ak ja, usigelig rørende saae hun altid ud, men ogsaa usigelig bedrøvelig. Det var, som man bestandig saae skrevet over hende: Dette kan ikke gaae. Jeg tænkte saa tidt derpaa, naar jeg saae hende med sin Torvekurv paa Armen og Lorgnetten dinglende uden paa det tarvelige Sjal med matte Skridt komme vandrende gjennem Kronprindsessegade, hvor vi dengang boede. Mager og sygelig, kun holdt oppe af den mægtige Aand, og dog ikke holdt saameget oppe, at det var til at komme frem. Saaledes gik hun i syv Aar, da blev hun i Foraaret 1867 heftig angreben af en Brystbetændelse, laa længe, og led meget. Det kunde lidet hjælpe, at Veninder og Venner flokkedes om hende. At Stuen var fuld af Mennesker gjorde den ikke mindre uhyggelig, og en sørgelig ensom Fugl var hun dog i Virkeligheden. Ingen forstod hende.

Ikke før end i den sidste Samtale, jeg havde med hende, fik hun Mod til at tale til mig om hvad der dog altid havde været vitterligt imellem os, den dybeste Smerte i hendes Liv. Hun nævnte Osvald Marstrand, og sagde med faa Ord, hvad det havde været for en Lidelse, men ogsaa en Støtte for hendes Hjærte alt Livet igjennem at leve i denne ene trofaste Kjærlighed. Mere fik hun ikke sagt, og jeg havde intet at sige dertil, kun at tænke, hvad dog Menneskesjælen er for et ubegribeligt Væsen. Denne Mand havde hun ikke siden hun var 16 Aar seet synderlig til, havde kun i Forbigaaende talt med ham, og upaatvivlelig aldrig om hvad der havde noget Sammenhæng med det dybe Hjærtesaar, og havde i al den Tid vidst, at han ikke brød sig om hende, og dog havde denne Hemmelighed hele Livet igjennem, jeg vil ikke sige fyldt hendes Sjæl, der var overmaade meget andet i den, som vistnok ligefuldt var kommet til Frembrud, men dog, da den nu eengang var der, været den lønlige Drivfjeder til hendes mærkelige Gjerninger. Den Maade, hvorpaa hun selv forklarede disse, havde vel tillige en anden Grund, hendes inderlige Sympathi med Kierkegaards Aand, men at hun blev saa greben af den, kan jeg dog heller ikke andet end henføre til, at hun i sin hemmelige Lidenskab følte sig, ligesom han, som en ensom Fugl, som »en Undtagelse.«

Da jeg kom igjen, havde hun allerede Natten igjennem ligget i urolig Dødskamp, levende endnu, men død for Verden, og ikke længe efter at jeg var gaaet, drog hun sit sidste Suk, den 10. Juni 1867, anden Pinsedag, i sit 49. Aar.

Begravelsen var en vanskelig Sag. Hun havde levet og var død som S. Kierkegaards aller trofasteste, maaskee eneste Discipel, og havde, medens han laa paa sit sidste Leie, søgt til ham, men var ikke bleven modtaget. Hun havde efter hans Bud holdt sig aldeles borte fra Kirken, og havde kun modstræbende og af udenoms Grunde besluttet sig til at benytte dens Hjælp ved Børnenes Daab eller Begravelse; det var da ogsaa kun mig, hvis Tjeneste hun vilde tage imod. Saa gik det da hende ligesom det var gaaet hendes Mester, at tiltrods for hendes Indsigelse derimod i Live kom hun dog efter sin Død til at lide den Tort at komme anstændig i Jorden. Hendes Søskende indrettede Begravelsen i Nørrebros Kirke, og jeg fandt mig ikke beføiet til i hendes Navn at gjøre Indsigelse, hvad jo ogsaa vilde have været ubegribeligt, da hun af alle blev anseet for en ualmindelig from Christen. Det var hun ogsaa paa kierkegaardsk Vis, men hvad det vil sige, vilde det have været spildt Umage at forsøge paa at forklare Folk.

Saa holdt jeg for en overmaade stor især kvindelig Forsamling min Tale, hvori jeg skildrede hendes ligesaa betydningsfulde som rørende Korsgang, og fortav, hvad baade hun og jeg pleiede at fortie. Men underligt nok, af hendes Nærmeste fik jeg ingen stor Tak. Hendes Søstre vilde intet høre om Korsgangen, de saae den som en lykkelig og festlig Gang gjennem Livet, baaren af Glædens og Skjønhedens Engle. Og Mathilde skildrede dette i et smukt lille Skrift, som hun tillige med en Samling af hendes Digte udgav til hele Kvindekredsens Beundring og Opbyggelse. Til den Ende havde hun samlet den Afdødes Papirer, som var testamenterede til mig, og hvoraf især Dagbogen vidnede for min og ikke hendes Opfattelse. Hun beholdt dem, og jeg veed ikke, hvor hun har gjort af dem, jeg saae dem aldrig mere. Imidlertid kunde hun forsaavidt have Ret, som Ilia altid havde havt Styrke nok til for sine Nærmeste at holde det høie og glade Sind oppe, og dybere gjorde de sig ingen Uleilighed med at forstaa hende.

En mere besværlig Arv efter hende fik jeg i hendes Børn. Dem havde hun med al Høitidelighed overdraget til mig, og der stod jeg med sex meget lidt lovende og daarligt nok udseende Pigebørn, hvoraf den ældste var ni Aar. Imidlertid var Gud baade Daarens og de Umyndiges Formynder. Efter en Del Forhandlinger blev de alle anbragte i gode Familier, dels hos velhavende Folk, der tog dem af Godhed, dels for Penge, der af samme Godhed indkom. Saaledes blev dog min mærkværdige Venindes store og fromme Haab ikke just til Skamme, men rigtignok, efter mit Syn, mere ved andres end hendes egen Hjælp.

TREDIE KAPITEL. LITTERÆRT

Man pleier at klage over at Kjøbenhavns Præster ere saa overbebyrdede, at det er umuligt for dem at besørge deres Gjerning forsvarligt. Imidlertid, naar jeg daglig anvendte et Par Timer til christelige Besøg, beholdt jeg fordetmeste Eftermiddagen og idetmindste Aftenerne til mit eget Brug, og dertil endnu nogle Formiddagstimer de fire Dage, jeg ikke havde Confirmandundervisning. Naar jeg sammenligner dette med det Arbeide, jeg havde i Haderslev, hvor jeg foruden min daglige Skolegang havde to Gudstjenester hver Søndag og ikke stort mindre af Sjælesorg, fordi jeg forholdsmæssig var langt mere søgt, havde min Forflyttelse snarere medført en Lettelse end yderligere Bebyrdelse.

Hovedsagelig kommer det altid an paa, hvad man vil bruge sin Tid til. Tid er, om ikke just Penge, saa dog for den der forstaaer at bruge den, det Mammon, som ingen kan stjæle fra mig. Jeg har derfor altid samlet stærkt paa Tid, og saasom jeg er meget gjerrig, havt alle Timer tæt besatte, alt for tæt, til min Hustrus Kjedsommelighed. Poesien var jeg bleven noget kjed af, siden der var kommet meget Kors og saa lidt Kjærlighed ud af min Kors og Kjærlighed, eller rettere, jeg var bleven saa usaattes med dens Muse, at jeg helst vilde lade være at lukke op, naar det var hende der ringede. Jeg tog derfor fat paa mit Studium af de gamle Religioner.

Jeg har tidliger udtalt mig om, hvorledes jeg i vor Asa-Tro og dens Nabo, den finske, havde fundet Anledning nok til at søge den rette Sammenhæng i Asien, jeg vendte mig derfor til Østerland. Ifølge de gjængse Forestillinger maatte Veda først og fremmest lokke som det rette Grundlag. Den skulde dog ikke blive det for mig.

Derimod fandt jeg hvad jeg søgte, i Zend-Avesta. Her er en Tro, som i Sandhed har kunnet gjøre et Oldtidsfolk godt, fordi den i Virkeligheden er den Hængsel, hvorom al Religion, der har noget Værd, maa dreie sig, det Renes Seier over det Urene. Det var et Udgangspunkt, der var værd at begynde med, og et Spor, der var værd at træde. Jeg tog da Texten for mig, og den er idetmindste bragt i Orden, takket være Westergaard. Jeg gjennemgik den Ord for Ord, og helmede ikke, før jeg havde hver Stavelse tydet.

Det havde været det naturligste, om jeg fra først af havde henvendt mig til Westergaard. Det havde jeg ogsaa forsøgt, men fandt ham dengang ikke meget oplagt til at staae mig bi. Han havde dengang allerede lagt dette Studium paa Hyllen, og holdt ingen Forelæsninger over disse Sprog; havde vel heller ingen Tillid til en Theolog, der vilde forsøge sig deri. Men da L. Ussing en Gang ønskede nogen Oplysning fra den Side, kom jeg til at sende ham det. Han undrede sig over, at jeg havde faaet saa meget gjort, og fandt, som rimeligt var, at Westergaard var den rette Dommer over sligt; bad ham derfor om at læse det.

Nu viste den lærde Mand sig fra en anden Side for mig. Han gjennemgik samtlige fire tykke Bind saa nøiagtig, at ethvert Sted, hvor han fandt noget at udsætte eller tilføie, noterede han det i Randen med Blyant. Hvad han fandt Anledning til at bemærke, var dog kun Smaating, som ingen Indflydelse har paa Indholdet. I dets Helhed var han godt fornøiet med mit Arbeide, det havde aabenbart interesseret ham. Han indrømmede endog, at hvad der endnu stod tilbage i fuld nøiagtig Oversættelse – noget der da ikke var min Feil, men Videnskabens – i Virkeligheden havde meget lidt at sige med Hensyn til den religionshistoriske Behandling.

De Frugter, som mit Liv med de persiske Lysdyrkere siden har baaret, ere ikke komne andre tilgode end mig selv. En Afhandling, jeg paa Søren Thriges Opfordring havde skrevet til hans historiske Aarbog, syntes mig selv en smuk og klar Udsigt over det jeg udførligt havde behandlet i mit store Værk, dog blev kun Halvdelen af den trykt, det øvrige vilde Forlæggeren ikke have. Og mit Digt Panthea, hvori jeg i hele 16 lange Sange i forskjelligartede Vers skildrede Kyros' Kamp mod Babylon, er blevet staaende roligt paa min Hylle mellem alt det øvrige. For mig selv er disse Studier blevne et stille Liv i det fjerne Østen, og en Beskjæftigelse, som har været mig Hvile for Sjælen i mange tunge Tider. Jeg tilbragte al min kjøbenhavnske Tid dermed, og endnu en Del Aar paa Landet, saa jeg med Goethe kan sige:

 
Zwanzig Jahre liess ich gehn,
und genoss was mir beschieden,
eine Reihe völlig schön
wie die Zeit der Barmakiden.
 

Selvfølgelig maatte dette vidtløftige Studium føre meget mere med sig. Det nærmest Fornødne var samtidigt at sætte mig dybest muligt ind i den hinduiske Litteratur, da denne baade i Aanden er saa beslægtet med den persiske, som to Broderfolk kunne være det med hinanden, og dog er, hvad det hovedsagelig kom mig an paa at eftervise, Zoroasters Religion et Brud med det oprindelig Ariske, foretaget for paa en ny Maade at fremhæve Forskjellen paa det Gode, Velsignelsesrige, og det Onde, det Ødelæggende, paa Livets og Dødens Rige saavel i kosmisk som ethisk Henseende. Zoroaster er den, der har opdaget denne dybeste Kløft i den menneskelige Bevidsthed, den, der har indført Djævelen og hans Rige i Aandens Historie.

Da jeg, som sagt, ikke kunde overkomme indiske Sprog, maatte jeg herved holde mig til Oversættelser. Jeg gjennemgik Veda, Brahmanam, Purana, Manus Lovbog og hvad jeg ellers i vore Bibliotheker kunde forskaffe mig, mest i engelske eller tydske Oversættelser, Ramagana i Gorresio's 5 italienske Bind, og Mahabharata i Fouchés 9 franske, og sammensøgte alle de Afhandlinger i Tidsskrifterne, som jeg fandt tjenlige til at oplyse det store Virvar af religiøse Forgreninger. Jeg kom derfra til Buddhismens, baade i de indiske og chinesiske Lande; og føiede dertil nogen Kundskab til de chinesiske Oldskrifter efter Jesuiternes latinske Oversættelser, tillige med hvad jeg kunde opdrive af nyere chinesisk Litteratur.

Af alt dette gjorde jeg mig Uddrag og systematiske Registre, og vedblev at skride fra den ene Religion til den anden. Jeg gik over til Amerika og levede med Inkaer, Azteker, Rødhuder og Eskimoer, og jeg behandlede efter Schoolcrafts Anvisning Indianerne og efter Rinks Grønlænderne ligesaa grundigt som Asiaterne.

Min Plan antog efterhaanden overvættes Omfang. Min Mening var intet mindre end at danne et omfattende System af alle Hedenskabets, eller »den naturlige Religions« Former; at undersøge fra Grunden Religionens Væsen og Ophav, at forklare alle dens Forestillingers og dens Billedverdens naturlige Fremkomst og give en Udsigt over Forgreningernes eller de enkelte Religioners Eiendommeligheder hver i sin Retning, og stille dem overfor den sande Religion som den, der i Guds egen Aand har ladet alle menneskelige Ideer komme til deres Ret og endelige Forklaring.

Jeg fortsatte dette Studium lige til min Alderdom, men jeg har derved fordybet mig i Kildeskrifter, som ene er nok til et Livs Arbeide. Jeg har i mine Landsbypræste-Aar baade i Sjælland og her arbeidet i Hieroglyferne, og kom virkelig deri saavidt, at jeg ikke blot fortolkede alle de Texter, der ere at faae her i Landet, men ogsaa for at tage det samvittighedsfuldt med Sproget, forfattede mig et Lexikon saa udførligt, at der i alle de Texter, der ere komne mig i Hænde ikke findes noget Ord, der ikke deri er forklaret i alle sine Betydninger. Denne ægyptiske Lærdom har jeg benyttet til et System af Nillandets Religion, som jeg efter min Maade har udført i 3 svære Bind. Den eneste, jeg har meddelt det, er M. Goldschmidt, som ønskede at benytte det til sin Religion. Men han fik ikke gjort synderlig Brug af det, da han ikke var istand til at læse Hieroglyferne. Da han havde forsømt Sproget, kom Nemesis over ham. Hun tillod ham end ikke at tolke hendes Navne.

Derefter gik jeg tilbage til mine gamle Venner Israeliterne, og arbeidede mig igjennem deres Talmud. Jeg har oversat Mishnahs sex Dele og kortelig fortolket dem efter Gemarah-Glosserne.

Den helleniske Litteratur havde jeg altid for Haanden. Platon og Digterne seer jeg af mine Papirer, at jeg i de Aaringer har taget det saa grundigt med, at jeg har skrevet fuldstændige Gjengivelser af Gangen i Platons Dialoger, og udførlige Bedømmelser af hvert enkelt Drama saavel Tragikernes som Aristofanes, og har endog taget de latinske Tragedier med, som gaae under Senecas Navn. Ogsaa Historikerne gjennemgik jeg, især Herodot og Plutarch, idet det kom mig an paa at eftervise, hvor paalidelige deres Efterretninger om Asien og Ægypten ere.

Allermest tiltrak mig Pausanias' Reisebog. Jeg føiede Strabons Efterretninger til, og skaffede mig derved i Forening med Nutidens Haandbøger en ret grundig Kundskab til hellenisk Cultur og Folketro. Det var igjen et stort Studium, som tillige førte mig videre.

Den stadige Paavirkning af mærkelige Sagn og klassisk Kunst, æggede saa stærkt til at forsøge mine egne Kræfter, at jeg ikke længere kunde holde den forstyrrende Muse fra Døren. Pennen havde jeg altid i Haanden forat ophobe mine Samlinger, og hvad var der at gjøre, naar den snart af sig selv skrev Vers istedetfor tøre Notitser? Der opstod Sagn efter Sagn. Det bedste er vel det Stykke om Sokrates og Aristides' Datterdatter, Myrto, som er trykt i »Ude og Hjemme«.

Alt dette ligger nu hen mellem glemte Sager, men adskilligt har dog seet Lyset. I 1865 fik jeg udgivet et lille Bind af syv saadanne Stykker, som jeg kaldte »Nogle Sagn.« Bogen blev saa lidt paaagtet, at jeg ikke hørte andet om den, end at en Recensent, efter i Hast at have affærdiget en Række Smaabøger, sluttede med, at »endelig havde ogsaa Forfatterinden Ilia Fibiger udgivet nogle Sagn.«

Saalidt Lykke end Familienavnet har gjort, har det dog havt den Egenskab, at der bagved det laa saa store Forestillinger om sit eget Værd, at det ikke har kunnet bringes til Taushed. Endnu førend jeg var færdig med Sagnene, havde jeg i 1863 skrevet et længere Digt i Hexametre, kaldet Sisyfos. Det har en religionshistorisk Mening, jeg vilde vise den helleniske Aands Storhed og Skjønhed, men ogsaa hvorledes den ikke kan faae Stenen over Bjerget, men stolt af sin verdslige Herlighed maa i al Evighed fortsætte sin titaniske Kamp. Jeg turde derfor ikke vise Høyen det, jeg var bange for, han skulde udstøde mig af Synagogen, og tiltrods for min Opsætsighed havde jeg dog Synagogen saa kjær, at jeg ikke kunde undvære den. Derimod viste jeg Broder Caspar det, men han dømte, at det i sig selv kunde være godt nok, kun var Verscæsuren ikke altid rigtig holdt efter klassisk Regel, og udgives kunde det ikke, da Publikum umuligt vilde kunne finde Smag deri. Saa rettede jeg Cæsuren og lod Digtet ligge.

I 1866 føiede jeg et andet Epos til af lignende Omfang, ogsaa 12 Sange. Det var det nordiske Sagn om Høgne og Hedin. Jeg vilde nu vise, at den nordiske Aand med alt sit vilde Vaabenbrag, ikke kom videre end den helleniske med sin Culturkamp, den aad sig selv op. Men det gik ikke. Hellenerne kunde man sagtens slaa sig til Ridder paa, de var jo nu eengang gaaede ud af Sagaen, men det frie, det mægtige Norden, Forjættelsens Land, der fører til Seier Folkenes Sag, det er Helligbrøde. Man tænke sig Freja afklædt de sentimentale Dyder, Dannekvindens Hjærte tilgav det ikke.

Endelig skrev jeg næste Aar (1867) en Tragedie i Trimetre med Chorsange efter Sagnet om Helenas Død hos Pausanias. Naar undtages de Erinyesange, der medens Udaaden fuldføres paa den ulykkelige Skjønne, trække sig for længe ud, og efter deres Indhold er ubehagelige at følge, synes jeg meget godt om dette Stykke. Handlingen er stærk og spændende, og saavel ordnet og sammensluttet som i en fransk Tragedie fra den klassiske Tid; Indholdet er sværmerisk Erotik, og Versene have et frit let Sving, med velklingende og dog maadeholden Billedrigdom; lige til sidste Linie har jeg, klog af Skade, lagt den største Vægt paa den fine Smag. Men galt gik det mig ligefuldt. Fjenden kom dennegang fra min egen Leir, nu var det igjen ikke strengt nok i Stilen. Jeg havde ment saa overmaade fint psychologisk at forene de forskjellige Sagn, om at Helena til sin Skam havde været i Troia, og til sin Ære dog ikke været der, men Høyen – for denne Gang havde jeg været saa uheldig at vise ham det – fældede den Høiesteretsdom, at jeg paa egen Haand havde lavet en ny og falsk Helena. Desaarsag blev stakkels Helena ikke vel seet i det fine Selskab. Det har nu altid været hendes Skjebne. Jeg har jo selv beskrevet, hvorledes hun af den Grund blev skjændeligt aflivet; men ligefuldt dog ikke kan aflives, hun gaaer igjen.

Af disse tre Stykker havde jeg tænkt at danne et Bind, som jeg kaldte »den evige Strid«. Men Tanken er eet, Handling er noget andet. Mine skjønne Vers blev hjemme i 13 Aar, og jeg var alt bleven en gammel verdensforsagende Landsbypræst. Saa traf det sig, at jeg engang (i 1878) kom til at rode op i en temmelig stor Dynge af begravede Aandsbørn, og standsede ved dette Stridens Barn. Det klyngede sig atter til mit Hjærte, jeg kunde ikke slippe det, og jeg pakkede det ind og sendte det til Edvard Lembcke, i det Haab at da Høiesteretsdommen ikke var proklameret, kunde den maaskee endnu underkjendes. Det blev den, han svarede kort og godt, at Bogen fandtes værdig til at udgives^[27]. Meget behageligt, men hvorledes skulde jeg faae den udgivet? Jeg var for fattig til at betale Trykningen, og mit Navn var forlængst blevet saa ilde medhandlet, at en Forlægger vilde byde sin Dreng at lukke Skodderne. Jeg vidste derfor ikke bedre Raad end først at forklæde Navnet, og kalde det Diodoros, som skulde være en Oversættelse af mit Fornavns hebraiske Form, og dernæst ydmygeligst at bede min høit ansete Ven at tale min Sag for en ligesaa høit anseet Forlægger. Det var det snildeste, jeg nogensinde har udtænkt, hans Anbefaling virkede det utrolige. »Hegel sagde ingen Ting, men var glad og fornøiet,« skrev han, og Bogen kom ud. Endnu mere, under sin Forklædning gjorde den saamegen Lykke, at jeg i et stort Blad fik at læse en lang og grundig og overmaade rosende Anmeldelse, og den var til min Forbauselse af – Erik Bøgh. Dog blev Bogen ikke bedre solgt, end at da jeg siden kom igjen, tog Hegel trævent imod mig, tog vel imod Bogen, men Lykken blev derefter. Forsaavidt fik Caspar Ret.