Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det

TREDIE KAPITEL. OMGANGSKREDS OG STUDIER

Da vi er ved det kirkelige, begynder jeg med disse to eiendommelige kirkelige Skikkelser.

Den ene var Jørgen Laurits Hansen, Præst i Fjelstrup ved Haderslev. Han var en afgjort Grundtvigianer, en Svoger til J. Chr. Lindberg, og havde ligesom Lindberg mest Sind til med juridisk Skarpsindighed at forsvare en stærk Autoritetstro. Han polemiserede stadig mod Protestantismen, lod os høre dens Holdningsløshed og at vi ikke tilstrækkelig kjendte den gamle Kirke, saa vi i Spøg kaldte ham Papisten. Han havde nemlig været Kateket i Fredericia og der levet i Omgang med den katholske Præst, der havde indviet ham i sin Kirkes Mysterier og lært ham, hvad han ofte kom tilbage til som en mærkelig Ting, den Kunst at læse en virkelig Messe. Dette grublede han bestandig over, studerede Kirkefædrene og fandt, at de var Katholiker og ikke Protestanter, hvori han forsaavidt havde Ret. Endelig fik den Trang, der paa saa mange Maader har Magt over trofaste Sjæle, at faae fuld Sikkerhed i sin Salighedssag, Overhaand, og han kunde ikke længer udholde sin Stilling i vor Kirke. Vi havde ikke tiltroet ham saamegen Kraft, da han vel var en brav og ærlig Sjæl, men ikke nogen betydelig Mand, og syntes dengang nok at sætte Pris paa et godt Embede og de Velstands Nydelser, det medfører. Men med Eet opgav han det, drog til Kjøbenhavn, blev tilligemed sin Familie Katholik og Medarbeider ved den katholske Tidende, hvormed han næppe har tjent sig mere end til det tarveligste Underhold. Det skete først, efter at jeg selv var flyttet til Kjøbenhavn, og der saae jeg ham stadig paa min Morgenvandring, naar han med lange Skridt ilede ned ad Bredgaden til sin Messe. Engang jeg med ham og Kofoed-Hansen gik paa Volden, tog han nidkjær til at prædike for mig saa vedholdende, at jeg endelig maatte standse ham med det Udbrud: Men, kjære Hansen, De kan da nok vide, at De ikke kan gjøre mig til Katholik. Det blev det sidste Ord, jeg kom til at skifte med ham.

Kofoed Hansen, som stod hos, sagde intet, men han har muligvis taget sig den Prædiken til Indtægt, thi han var den anden, der skulde gaae den Vei. Dog tog det meget lang Tid, inden han blev modnet dertil. Han var og er en høist eiendommelig Mand og hørte i al min slesvigske Tid til mine nærmeste Venner.

Fra den æsthetiske Side var han sværmerisk Romantiker og levede deri i nøieste Forstaaelse med Lembcke. Fra den religiøse var han Kierkegaards trofaste Fælle, og opgav sin Embedsstilling, da Kierkegaard havde eftervist, at den var en Forbrydelse, men tog den atter tilbage efter et halvt Aars Betænkningstid, da Regjeringen ikke vilde opgive en saadan Mand. Men han var besværlig at omgaaes, da hans Meninger stred imod alle almindelige Begreber, dog fandt vi os villige og i Grunden beundrende deri. Han var saa reactionær, at han ligesom Pave Pius vilde have Dagblade, Jærnbaner, Telegrafer og alle Nutidens stolte Opfindelser afskaffede, og alle Rigsdage jagede fra hinanden med Stokkeprygl. Dog var han en mild, elskværdig Mand, som vi alle holdt meget af, og som det gjorde os inderlig ondt for, naar han ikke kunde komme igjennem med sine Grublerier. Som Prædikant var han vidtløftig og uklar paa Grund af altfor mange Omsvøb, men han gjorde et eget dybt Indtryk ved en Alvor i det Usigelige, der lod ane mer end der var.

Der var kun een Mening om, at han var os andre langt overlegen. Det er nu Provster altid, men det var ikke derfor. Nei, hans Gjerning ansaaes altid for saa betydningsfuld, at der ikke kunde overkommes meget af den. Vi andre kunde ogsaa studere og til sine Tider komme igjennem mange og svære Bøger, men naar det hed, nu læser Provsten Tertullian, følte vi det som noget overordentligt. At det gik ligedan med hans Forretninger, blev et Kors for mig. En Prædiken som hans kunde ikke holdes hver Søndag, og alle de Begravelser kunde han ikke finde sig i. Han forlangte derfor ofte min Hjælp, og jeg følte mig æret ved at blive benyttet som Capellan. Men meget besværligt blev det mig dog, medens han det omtalte Halvaar forsvandt i Ørken, det vil sige en sjællandsk Herregaard, og jeg maatte hjemme besørge al hans Præstegjerning. Hans Sjælesorg maatte jeg nu altid paatage mig i hans Sogn, Gammel Haderslev, hvor jeg blev Smaafolks Husven. Endelig ogsaa i det Aar, Søren Kierkegaard førte sit afgjørende Stormløb mod Kirken, optage den Kamp, der egentlig tilkom ham. Hvorledes jeg med megen Anstrengelse udførte det, kommer jeg siden til.

Han gjorde i Grunden en Del af mig, men egentlig Tak fik jeg ikke, da han ikke lod det komme til Orde. Min Hustru var fornærmet paa mine Vegne. En Gang kom jeg endog galt fra det. Da jeg vilde gjøre en Feriereise, bad jeg ham en Gang at prædike for mig, da jeg saa mange Gange havde gjort det for ham. Men han svarede temmelig vrantent, at hans Prædiken passede ikke for min Kreds, Almueskredsen. Da følte jeg mig meget lille.

Jeg vilde gjerne have støttet mig til ham, da mit Sind ogsaa gik i Kierkegaards Retning, men det lod sig ikke gjøre. Han vilde være ene paa sin aandelige Høide, og han blev alene, der var ingen der vidste, hvad han vilde. Han havde ogsaa i en sørgelig Grad ondt ved at komme igjennem. Han var luxuriøs i sin Levevis og yndede at give sin Præstegaard noget af Herregaardens Glands. Derved kom han ikke blot til at leve over Evne og blev forgjældet, men maatte ogsaa lide af Samvittighedspine, fordi hans Christenpligt paabød ham Askesen. Naturen elskede han og tilbragte megen Tid i den, især med Planteverdenen, som han særlig studerede. Jeg flakkede meget om med ham i den smukke Baad, han holdt paa Søen, og der blev talt om, at Naturen oplod Mysterier for ham, som ingen kunde fatte, hvori han kunde have Ret, da Naturens Aand er det ufatteligste af alt. Det var altid kun faa Ord, man fik at høre af ham, men jeg satte sammen og gjemte derpaa, havde ogsaa, naar han ikke talte, mine Mærker paa hans Væsen. Jeg var i alle Maader som den mystiske Doctors Famulus.

Med mine øvrige geistlige Brødre stod jeg mig ligesaagodt som med denne min Foresatte. Jeg kom meget ud paa Landet og havde Fornemmelsen af, at hvor jeg kom, var det hos gode Venner. Ogsaa i Byen havde vi fortræffelig Omgang. Vi indrettede os ugentlige Sammenkomster, vexelvis hos Thriges, hos Lembckes, hos Kofoed Hansen, hos Helwegs og hos Apothekeren Aggersborgs, hvor der var et fint Hus, overdaadig Beværtning, og høist hjærtelige Mennesker. Fru Pauline Aggersborg, var og er en mærkelig Dame, skjøn, aandrig og sværmerisk, høit patriotisk, var hun af de ægteste »slesvigske Piger«, som hun ogsaa var opdragen paa en Gaard der i Egnen og havde, længe før hun blev gift med sin kjøbenhavnske Mand, spillet en fremragende Rolle ved Skamlingsbankens Fester. Hun var ogsaa betydelig nok til at have sin bedste Glæde af at samle det lærde Selskab i sit Hus. Ogsaa hendes gode redelige og meget dannede Mand sluttede sig nær til os, saameget mere som han var en Fætter til Maleren Skovgaard og var kjendt med vor kjøbenhavnske Kreds. Endelig søgte ogsaa ugifte Adjuncter og andre Løsgjængere til, og Præster kom ind fra Landet, især min kjære Ven, C. D. Møller i Vonsbæk.

Det var et høist tiltalende Selskab, vore Hustruer var udmærkede Husmødre, saa vi levede godt i det Kjødelige, og det Aandelige bragte vi selv med baade ved Vinterens Lampeskin og Sommerens Solskin, i de skjønne Haver, paa Baadene i Søen og paa de skovklædte Bredder.

Som jeg var den yngste, var vort Hus fra først af det mindste, men dog ogsaa istand til at rumme Selskabet. Aaret efter flyttede vi hen i en smuk Kjøbmandsgaard paa »store Pappegøie«, hvis Have gik ned til Søen, hvor ogsaa jeg holdt en Jolle til at roe ud med Sommeraftener. Søen var »Haderslev Dam«, som strækker sig en Mils Vei ind i Landet, og især i sin Vestende er omgivet af smukke Skove, som give venlige og maleriske Udsigter. Om Vinteren løb jeg paa Skøiter der. Vi kom nu bedre med, vi havde nogle af de anseligste Stuer i Byen, og mine Indtægter bleve efterhaanden gode. Jeg blev Collaborator og fik en Overlærers Løn, og Præsteembedets Indtægt og nogle Pensionærer hjalp efter. Det var en lykkelig Tid, vi havde Fornemmelsen af at høre til den bedste Kreds i Byen som i Egnen. Egnen er skjøn, og vi forstod at nyde den.

Slesvig var et interessant Land, en ny Opdagelse for alle Danske. I den skjønne Aarstid skulde Erobringen besees, Reisende og deriblandt mangen god Ven hjemmefra kom og gik. Vi selv skulde ogsaa besee det, og langs de yndige Kyster fra Kolding til Aabenraa laa jo Præstegaardene ikke længer borte end Dagsreiser, og overalt venlige Ansigter. Saa kom Ferierne, som Skolelivet, saa strengt det end kan være til daglig, dog har forud for andre Bestillinger, da førtes Reiserne længere ud, til Flensborg, Slesvig og Rendsborg, hvor vi havde kjære Slægtninge og Ungdomsvenner, mine og Amalies Cousiner med deres Mænd. Heller ikke var der let noget Aar, hvor en Sjællands- eller Jyllandsreise blev forsømt.

Det var skjønne Dage, den lykkeligste Periode i mit Liv. Men i andre Maader ogsaa den strengeste. Aldrig har jeg faaet mere og sværere Arbeide gjort. Det var den Tid, da jeg foruden mit Skolearbeide først og fremmest skulde uddanne mig til Præst. Ikke saameget for min Menigheds Skyld, den kunde have hjulpet sig med mindre, som for min egen, udarbeidede jeg mine Prædikener paa det omhyggeligste og kunde bruge flere Dage om Ugen dertil. Det gjaldt jo om at faae hele den hellige Lære omsat i den Form, som er brugelig i Livet, at faae Færdighed i at tale om enhver Trossætning med Lethed og Kraft i et Sprog, som kan gaae til Hjærtet, og at kunne behandle ethvert Livstilfælde, stort eller dagligdags, med den Inderlighed, som kan hjælpe til Frelse, det gjaldt om hele en begyndende Præsts Udvikling. Min Prædiken maatte jeg saa om Søndagen holde to Gange, og derefter gaae omkring i Hospitalets og Sygehusets Stuer, og alt som jeg fik flere christelige Venner i Byen, endnu dertil udstrække min Sjælesorg saavidt, at jeg ikke godt nogen Dag kunde gaae fra Skolen, uden at jeg maatte om i de smaae Gader, for at see til dem, der syge og sorrigfulde ere. Foruden alt dette havde jeg saa ydermere mine private Aandsfornødenheder at tilfredsstille.

Jeg har aldrig kunnet være uden et større videnskabeligt Arbeide, helst et saa omfattende, at det gaaer fra Aar til Aar, og jeg bliver saa optaget deraf, at jeg længes efter at opspare enhver ledig time dertil. Det laa mig derfor, nu jeg var kommen til Ro efter mine Hjærteanliggender, paa Sinde, at kun altfor lang Tid var gaaet hen for mig, uden at jeg var trængt ind i det, der syntes mig at maatte ligge nærmest for mig.

For at forstaae Christendommens Væsen og Stilling i Aandshistorien, maa de andre Religioner kjendes, og til at lære en Religion at kjende, er det ikke nok at læse en Beretning om den, man maa leve med den. I min kjøbenhavnske Tid baade som Student og Candidat havde jeg læst meget til Religionshistorien henhørende, og havde deri fundet meget, der kunde gaae mig til Hjærte som Folkeslagenes virkelige religiøse Liv; men det var dog kun Oversigtsskrifter, jeg havde holdt mig til, og denne anden Haands Kundskab var langtfra nok til at tilfredsstille mig.

Jeg var fra min Bibels gamle Pagt vant til at gaa lige til Kilden, og havde Erfaring nok i, at de Lærdes Gjengivelser, hvad Oplysninger der end kan faaes af dem, dog ingenlunde gjør samme Indtryk som det gamle Folks egen Tale. Det var den oprindelige Duft af Oldtidens Livstræer, jeg vilde indaande og ikke kunde undvære, fordi Oldtiden nu eengang er min Elskede, Nutidens Skjønheder ufortalte.

Og medens jeg sad Aar efter Aar og med Lexikon og Grammatik stred med enhver Stavelse i det uopdyrkede Zendsprogs forskjellige Dialekter, til jeg fik ethvert Textord til Livs, og ligesaa mange Aar vendte og dreiede paa Hieroglyfernes vanskelige Figurer og endnu vanskeligere Constructioner, blev der Tid nok til at forsøge paa at leve med de gamle Folk, at følge deres Aands og Hjærtes Flugt ligesaa nøie som deres Bogstavers Sving, og i Fantasien at kunne gaae ind og ud med dem i deres Templer og Palladser og fattige Huse, og med Lovbogen i Hænde og Hovedet fuldt af Legendernes Vrimmel og Begivenhedernes Fortælling at sætte sig ind i deres Føreres Forestillinger og Følelsesliv. Der skal Tid til det, men man skal ikke fortryde det. Det er værdt at faae sit eget Indre saa stærkt udvidet, som nødvendigt er for at kunne være med i saa overordentlig fjerne Forhold, og Mennesker er altid værd at kjende. De være, som de vil, saa ender det dog med, at man faaer dem kjære, og det er for mig den egentlige Sag. Jeg har tilsidst ogsaa føiet Talmud til, og jeg siger om den som om det Øvrige. Man læse Folianterne paa Hebraisk og de almindelige Anmærkninger med, og oversætte dem Ord for Ord paa godt Dansk, og spørge alle Synederiets kloge Herrer til Raads, man vil ikke blot komme til at forstaae sit Evangelium bedre end før, men – det er idetmindste gaaet mig saaledes – endog tiltrods for deres rædsomme Lovtrækkeri, faae Hjærte for Jesu Fjender. Man faaer altid Hjærte for Mennesker, naar man forstaaer dem.

Jeg begyndte med vor nordiske Oldtid, naturligvis, fordi Fædrelandet altid ligger nærmest, men det havde ogsaa en ydre Foranledning. Medens der i Haderslev blev samlet til et dansk Skolebibliothek, fik vi som det nødvendigste, som den rigtige nationale Helligdom, en fuldstændig Samling af den oldnordiske Litteratur i gode Arnemagnæanske Udgaver. De lokkede mig, det var jo endogsaa min Pligt at tage dem til Indtægt, jeg var jo Lærer i dansk, og hvad var vel dansk? nei i nordisk Litteratur.

Fra først af gik jeg til Studiet af det Oldnordiske blot i litterær Hensigt, med den Bitanke derfra at fremme min Poesi. Jeg skrev ogsaa største Delen af en Knud den hellige, og det tegnede til at blive en forsvarlig Tragedie. Jeg tænkte endvidere som Hovedsagen paa en Brynhild – nu har min Pleiesøn gjort det. Men altsom jeg trængte dybere ind i de gamle Skatte, greb Helligdommen mig. Det opgik for mig, at hvad der er gjort for den af Mænd som Finn Magnussen og N. M. Petersen, af Grundtvig og Øhlenschlæger er kun Poesi og mythisk Naturallegori hver efter sin Opfattelse; hvad der staaer tilbage, er at vise, hvad vore Forfædres virkelige Religion har været. Deri saae jeg mit Hverv.

Jeg havde i Kjøbenhavn kun læst meget lidt Islandsk; det var, mens jeg hørte Petersens Forelæsninger. Nu gjennemgranskede jeg Eddaerne og alt, hvad vi havde af Sagaer, samlede alt, hvad der oplyste min Gjenstand ligetil det mindste Vink, og oversatte alle Versene ligetil det mest sammenknudrede Skaldemaal. Ogsaa Saxo og alt, hvad der hos ham kan findes af Levninger af den gamle Tro tog jeg med. Skrev saa Aar efter Aar et Værk, som blev meget udførligt, da jeg deri indførte alle mine Texter, baade Vers og ubunden Stil, og behandlede dem med største Omhu, idet jeg skildrede Aandeskikkelsernes Charakter, deres moralske og dogmatiske Værd, og hvad Indflydelse de kunde have havt paa deres Folks Tænkemaade og Liv. Jeg fulgte min egen Vei og brød mig ikke om, hvad filosofiske og poetiske Syner, der har været uddraget deraf, jeg vilde kun have den historiske Virkelighed frem.

Jeg fik vel ikke deraf ud, hvad mit senere Studium har forvisset mig om, at Asatroen er en ufuldkommen overleveret og uudviklet raa Forgrening af den ariske (indisk-persiske) Stamme, hvilket navnlig viser sig i moralsk Henseende. Men jeg fik dog klart frem, at den ligesom den helleniske, er en heroisk Religion, en Trosform, der lægger Hovedvægten paa Skikkelsernes menneskelige Charakterer, deres forskjellige Evner i Visdom og Styrke som ogsaa i Mangler og Udyder.

Der er ikke som i Zend-Avesta, hvor den samme Kamp skildres, gjort Regnskab for, om Guderne eller deres Fjender have Ret; meget mere have ingen af dem Ret; de maa alle falde, Tiderne maa skifte og Nyt maa komme, som i Prometheus' Haab.

Det vil sees, hvor forfærdeligt jeg med saadanne Tanker maatte forsynde mig mod den herskende Stemning, den, det var en ren Trossag for, snart fastere end Christendommen, at Asatroen er det allerypperste under Solen, saa ypperlig, at den ene er nok til at slaa alle Tydskere.

Et enkelt Kapitel af dette større Arbeide, Fjølsvinsmaal eller Sangen om Svigdag og Menglød fik jeg frem i det Program, hvormed vi 1854 indviede den nye Skolebygning. Det blev det eneste, som jeg fik bekjendtgjort af mine lange og besværlige Studier i den Retning, og det er da ikke gaaet bedre med de senere, dem jeg i et andet Afsnit af mit Liv kommer tilbage til.

FJERDE KAPITEL. ILIA OG MATHILDE

Det var det Pestens Aar 1853. Den der fik det største Navn i Kampen mod den blodløse Fjende, var min Veninde Ilia. Hun blev hele Landets Beundring men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.

Hun havde sidst boet hos sin Broder Otto i Flensborg, hvor han samtidig med mig var bleven Collaborator. Da han vilde gifte sig i Forsommeren det Aar, maatte hun forlade ham, men sendte mig forinden Frugten af sine rolige Timer. Jeg havde ikke før vidst, hvormed hun fyldte sit ensomme og tilsyneladende uvirksomme Liv. Hun havde saa lidt talt derom, at medens hun boede hos min Moder, pleiede hun at sige noget saadant som: »Hvorfor skal man foretage sig noget. Naar Kakkelovnen brænder og Spurvene synge under Taget, saa har de jo overtaget Arbeidet. Der er saamange, der har travlt, jeg er en, der er tilovers.«

Nu aabnede jeg en tyk Pakke og ud kom en hel Bunke Tragedier, saavidt jeg husker 15, og alle meget lange. Jeg blev opfordret ikke til at sige min Dom, nei, kun til at opfatte dem. Men det oversteg mine Kræfter. Jeg prøvede med et Par, men hvad jeg saa skrev derom, viste kun, at jeg var kommen aldeles galt fra det. Jeg blev underrettet om, at »der er to Maader at forstaae paa, enten ved uendelig Overlegenhed eller ved Kjærlighed.« Jeg kunde bruge hvilken Methode jeg vilde, naar jeg kun kunde »magte den, saa jeg skabende kunde sammenfatte og saa opfatte. Fik jeg ved første Blik det rette Syn paa Sagen, var det uendelig Overlegenhed. Men ikke at slaae sig til Ro i den Tanke at have forstaaet, saalænge der er mindste Uklarhed tilbage, er Charakterens Redelighed.« Jeg gjorde mig rigelig Flid, men jeg maa indrømme, at jeg bukkede under for Fristelsen til at slaae mig til Ro ligeoverfor, hvad der i mine Øine saae ud som et helt Bjerg af Uklarhed. Jeg manglede da vistnok »den uendelige Overlegenhed«, og jeg forsøgte det med den Ingrediens, jeg ikke troede at mangle, med Kjærlighed.

Saa mildt og imødekommende som muligt gjorde jeg opmærksom paa, at det ikke kunde ventes, at Læsere vilde føle det saa stort og inderligt, som Forfatterinden upaatvivlelig havde følt det, dertil var Stilen hverken klar eller stærk nok, heller ikke den dramatiske Bygning virkningsfuld nok.

Derved begik jeg for det første den Feil at sige »Forfatterinden«. Det gik mig dermed, som det siden er gaaet mig med hendes Søster Mathilde, der tog det Ord som en Fornærmelse. Det gjorde Ilia dog ikke, hun tog al Ting fromt og dybsindig forklarende. – »Det Ord maa du endelig aldrig bruge mere, thi er jeg overhovedet noget, saa er jeg det i sin oprindelige Skikkelse uden nogen unaturlig kvindelig Bøining. Hvad jeg har gaaet igjennem, er det at være en Undtagelse. Hvad dette vil sige, kan du, som staaer paa din naturlige Plads, næppe gjøre dig nogen Idee om. At være Kvinde, at vide, at jeg som Kvinde staaer over al offentlig Anerkjendelse, at det, der ellers er Lønnen, for mig snarere er en Nedværdigelse – thi den simpleste naturlige Kvinde, der har Hus og Hjem og passer det, er mere end jeg, der i bedste Tilfælde kun bliver en Undtagelse – at være Kvinde og dog skrive! Efter hele sin Natur, efter sit Hjærtes inderlige Attraa bestemt til at være, og saa nøies med – at frembringe, at digte!« – Deri maa hun have storlig Ret.

Om hendes Digterkald i det Hele vedbliver hun saa: »Hvorledes du vilde svare mig, var mig af større Vigtighed i Henseende til mit Forhold til dig« – hun havde takket mig, fordi jeg havde svaret hende venligt – »end til Sagen selv, thi den har jeg nu engang paa Naade og Unaade overgivet i Skjebnens Haand. Selv Dagen før jeg begyndte – skjønt færdig med Verden, som jeg da var, var den Udvei aldrig falden mig ind. Aar i Forveien – jeg vaagnede op af en forunderlig Drøm og tænkte: Skulde man ikke sværge paa, naar man hørte det fortælle, at den, der drømte saaledes, var født til Digter? Men aldrig kom det i mine Tanker at betragte det anderledes end som en aparte Tilfældighed. Og heri seer jeg min Retfærdiggjørelse. Hvad jeg er eller ikke er, jeg har ikke selv valgt. Jeg føler mig ikke beskæmmet, ligesaa lidt som jeg føler mig stolt, thi jeg troer kun at have gjort, hvad der blev mig budet. Hvorledes jeg har gjort det, er min Sag. Hvad det er værdt, hvad Plads der anvises det i Verden, angaaer ikke mig. I verdslig Henseende veed jeg kun, at jeg er ganske retsløs. Det har jeg lært, det har jeg følt, og jeg nøies villig dermed. Thi megen Løn har jeg faaet forud. Arbeidet selv er Løn, og den Fred og den Klarhed, der følger med slig stille Beskjæftigelse. Noget Maal har det aldrig været mig; det vigtigste i Verden har det aldrig været mig, thi under Arbeidet var alt andet glemt, og altsaa al Sammenligning borte; efter Arbeidet var der altid noget, som laa mig nærmere paa Hjærtet.«

Visselig en skjøn Bekjendelse, og sand for en saadan Charakter. Ogsaa for mig er den som talt ud af mit Hjærte. Men tilbage er der dog den Hovedsag: »Om den, der drømte saaledes, var født til Digter.« Derom siger hun videre:

»Det eneste, der ikke foruroliger mig, er Tvivl om Arbeidets Værd. Jeg har følt dem – dog tænkte jeg selv dengang ikke videre end: naa ja, Herregud! Skjønt det vistnok var gaaet mig til Hjærte, om jeg havde faaet dem bekræftede, og saa havde kunnet modtage Bekræftelsen. Men nu er jeg rolig. Jeg veed vel, der er Feil og meget betydelige Mangler, men jeg veed ogsaa, at der ikke med et eneste falsk Ord, en eneste forloren Talemaade er bødet paa Manglerne. Jeg har gjort, hvad jeg kunde og ikke forlangt at gjøre mere. Det gjælder kun om jeg overhovedet har havt Ret til at skrive eller ikke, men i den Henseende føler jeg mig sikker i mig selv. Det er en Sag mellem mig og en høiere Magt, ikke mellem mig og de Læsere, som aldrig er komne i mine Tanker, før Alt var færdigt, og knap da. Seer du, derfor spørger jeg ikke om nogen Dom, thi det er jo ikke mig der dømmes. Man kunde ligesaa godt skjænde paa Postbudet, naar man fik onde Breve.«

Alt sammen smukt og godt, naar man er født til Digter. Men om de Feil og Mangler, som hun siger, hun veed der er, og som der ikke maa bødes paa med forlorne Talemaader, har jeg mine Tvivl. Den Selverkjendelse naaede ikke længer end til at en Synder som jeg vovede at sætte Fingren paa dem.

Jeg maa have talt noget om, at det ikke er ganske nok selv at have følt det; Poesi er en Kunst, og Kunst er den Ting at give egne Følelser det Udtryk, at de kan staae som et Værk for sig. Hvorved jeg formodentlig har henvist til en Udtalelse af Poul Møller om objectiv Poesi. Derpaa svarer hun, og det er endog efter den svære Krise paa Cholerahospitalet, da jeg endelig havde maattet melde hende, at jeg ikke havde kunnet finde nogen Forlægger til hendes Arbeider:

»Gud velsigne Poul Møller, den ærlige Mand, som selv siger, at han ikke veed nogen Besked. Han veed det virkelig ikke heller, naar han bliver staaende ved den almindelige Benævnelse at kalde Dramaet den objective Poesi. Subjectivitetens voldsomme Overstrømmen, der gestalter sig som objectiv Poesi i den opløste og dog som Stykkets almindelige Sjæl samlede Digter, voxer frem i nye Subjectiviteter. Denne Gjensidighed, denne paa eengang til det yderste drevne Væren og Ikkeværen, det er Sagen. Den objective Poesi fordrer den subjectiveste Digter. O Øhlenschlæger! O du herlige ! Men hans Geni var overordentligt, det beviser det bedst i sin Forvildelse.

»Men det var ved min Tro, jeg slap. Jeg troer, at det jeg har skrevet, har Værdi, at det har det Fortrin, at have saa at sige suget det dramatisk Væsentlige ud og fremstillet det paa det mindre Væsentliges Bekostning. Og navnlig i den dramatiske Poesi er i en vidunderlig Grad det mindre Væsentlige groet frem i en Yppighed, saa det for almindelige Øine ganske dækker det Væsentlige – nei, det Væsentliges Savn. – Altsaa, jeg troer det, jeg troer, om Stykkerne selv, og jeg troer, at de engang vil komme ud, naar Tiden kommer. Jeg troer, at de baade have Betydning og ville indtage deres Plads, troer, at det vil gaae mig her som allevegne, at jeg vil faae langt mere Ære end mig tilkommer.«

Saadanne Udtalelser – og de komme bestandig igjen vendte paa mange Maader – røre mig nu mere end de, saavidt jeg mindes, gjorde dengang. Jeg føler mig beslægtet med hendes Sind, og har havt Leilighed nok til at øve mig i de samme Betragtninger. Jeg har jo ogsaa hele Hyller fulde af Skrifter, hvis Tid til at see Lyset aldrig kommer, og som jeg maa sige om, at jeg er taknemlig nok blot for den Glæde, jeg har havt af Arbeidet, og dog kan tænke med Sorg paa, at de skal tilintetgjøres, thi de har min Kjærlighed.

Om hendes Poesis Værd vil jeg nødig tale. Dengang syntes jeg meget lidt om den, men det er muligt, at jeg var for optaget af mit eget til at kunne vurdere andres, og nu staaer det kun dunkelt for mig. Det er ikke hendes Poesi, det er hendes Charakter, der har været tiltrækkende for mig, skjønt den Egenhed, at hun altid paa det fineste selv undersøgte den, var mig vanskelig at finde mig i.

»Om mig selv vilde jeg tale, om mig selv, som langtfra at kunne stille Fordringer, bestandig, naar jeg tænker paa det, hvori jeg er forskjellig fra andre, er tilmode, som om jeg ikke noksom kunde undskylde mig, og undskyldende forklare, hvordan det dog gik til, at jeg blev en saadan. Dog mere og mere fatter jeg det Urigtige deri. See, jeg veed det, at jeg har ingen Ret i Verden, men netop derved taber Verden sin Ret overfor mig. For den der kunde forstaae mig, vilde jeg have som en Slags Ret. Men den, der ikke kan forstaae mig som jeg er, hvorfor undskylde og forklare sig for dem? Dog har jeg gjort det. Jo mere jeg selv følte det forunderlige i mit Standpunkt, des nødigere vilde jeg ansees for et andet Væsen end jeg er, thi kun i mig selv og min medskabte Natur har jeg min Undskyldning. Saa prøvede jeg da paa at forklare mig. Men det var vanskeligt, thi for hvem forklarede jeg mig? Siig mig, for hvem? For den som ikke kunde forstaae? Ja, det er noget misligt, thi see! det tager Ligevægten bort. Skulde jeg tænke mig at være den Overlegne – min Illusion er næsten altid bevidst, jeg vælger den, saadan eller saadan. Det er en fattig Bekjendelse, men jeg vedgaaer min Fattigdom. Skulde jeg som den Overlegne – Ligemand kunde jeg ikke være uden at troe derpaa – saa i Spøg narre det, jeg vil sige, i dem, og indbilde dem, at jeg ansaae Spillet for saa ganske lige – skulde jeg vende tilbage til det Gamle: at gavne (mig) og fornøie (dem)? Jeg haaber, at jeg aldrig vilde havt Evne dertil, jeg veed, at jeg aldrig har prøvet derpaa. – Skulde jeg være den Underlegne? Skulde jeg gribe den Illusion? – der jo gjerne i sig selv kan være Sandhed, men af mig dog kun antaget som Illusion – at jeg intet forstod af det, jeg har givet mig af med, at jeg i god Tro havde gjort mit Arbeide, og nu i god Tro viste det frem for den Indsigtsfulde, ventende hans Dom. O, I lidet Troende! Enten gjælder det Hele kun mig, kun mig personlig, er den Vei, hvorved jeg skal føres til Erkjendelse – eller – Seer I da ikke den Dom, der overgaaer Poesien ved at den engang gives i en Kvindes Haand?

Det har gjort mig forunderlig ondt, saaledes bestandig at blive skjævt opfattet, jeg selv personlig. Du skriver, at jeg har sagt, at jeg »føler mig rolig ved en fortiende og underforstaaende Natur i Modsætning til at give Ordet, hvad Følelsens er.« – Ja dette er vistnok en meget hovmodig Yttring, en Sammenstilling af mig selv i Modsætning til andre. Men bær over med mig, Johannes? Jeg vil betroe dig, hvad jeg vilde sagt. Jeg har eengang følt mig meget trykket, meget, vel, skræmmet af de Skriftsteder du anfører, og kan skee flere andre, at troe det en Pligt, en Betingelse at skulle udtale sig i Sligt. Seer du, i den seneste Tid har jeg stødt paa en Forfatter, som gjør opmærksom paa den Forskjel, der var paa den mundlige Bekjendelse, da den var livsfarlig, og saa nu, da den er ligesom ved at hæve sig selv frem over andre. Det slog mig saa forunderligt, maaskee fordi det stemmer med min Natur. Jeg blev lykkeligere end den lyssky Fugl, der finder et dunkelt Skjul, uden derfor at dømme om dem, der finde sig vel i det fuldeste Solskin. Jeg søgte at udtrykke mig som jeg kunde, og jeg troede, jeg havde sagt, ikke at jeg følte mig rolig ved, men at jeg nu rolig fulgte min fortiende og underforstaaende Natur. Jeg troede, jeg havde sat det i Modsætning, ikke til andre, ikke til overhovedet at give »Ordet, hvad Følelsens er,« men til min egen Tilstand i den Tid, jeg selv troede at maatte gjøre dette. Kjære Johannes! Tro ikke andet, end at jeg selv dybt føler den Naturforskjel, der er mellem disse to Yttringer.«

»Naar jeg betænker dette, og veed, hvor sikker jeg var paa at have brugt omtrent de af mig anførte Ord, som vistnok kun maadelig udtrykte, hvad jeg vilde sige, men som dog intet indeholdt af det Arrogante, ja som udgik fra en ganske modsat Følelse – naar jeg betænker dette, og tillige hvor utallige Gange det kan være gaaet mig paa samme Maade, kan jeg længes efter den Tid, da jeg skal ansees som sindssvag og utilregnelig. Thi dertil maa det komme, skal Sagen udvikle sig consequent i den eengang tagne Retning. Du troer maaskee jeg siger dette med Bedrøvelse. O nei, jeg føler mig formelig hyggelig ved Tanken. Mener du det er Spøg? Ja, forsaavidt Spøg og Alvor er ganske eet og det samme. Naar jeg, som nu, har skrevet meget, og har skrevet mig lidt træt og ganske rolig – underligt nok, man begynder rolig og ender rolig, og dog er der en stor Forskjel paa Begyndelsens og Endens Ro – men den endelige Ro er denne: enten er jeg en sindssvag Stakkel eller den ualmindelig Begavede, da kommer det i Grunden ikke mig ved. Ja, idetmindste i dette Øieblik kan jeg med fuld Oprigtighed sige, at jeg vil begge Dele lige gjerne.