Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det

Da jeg ikke mere formaaede at læse og skrive, og dog ikke kunde undvære nogen Hjælp til at komme igjennem den meningsløse Tid, tog jeg, som den mindst foruroligende Bog, jeg vidste, til Peer Paars, en skrækkelig Parodi paa min Tilstand. Men kom ikke en halv Side ned, før jeg maatte skyde den fra mig; end ikke at see paa Bogstaverne kunde jeg taale. Jeg led mest ved, at jeg ikke kunde udholde at være ene, og dog endnu mindre kunde underholde mig med nogen. Min kjærlige Broder Christian og min godmodige Fætter Vilhelm, begge Læger, skiftedes til at sidde hos mig, mens jeg laa hen i fortvivlet Taushed. Takket være de, for det gode, de gjorde mig. Men en underlig Tak fik de. De var det mest beroligende for mig, fordi jeg kunde antage, at de mindst vidste, hvad der var Grunden til min Elendighed.

Mine gode Onkler og Tanter kom jævnlig til mig, og sendte mig alt, hvad de kunde tænke, maatte kvæge mig. Men min Bolig paa Regentsen var mindst indrettet paa at huse en saadan Patient, og efter at der var talt om at sende mig paa Hospitalet, fandt de det raadeligst at gjøre langt mere for mig. Sidst i Maaneden, i de samme Dage, Emil Mynster lukkede sine uforglemmelige Øine, flyttedes saa min Seng hen i Farbroder Scavenius F.s Hus. Jeg troer endogsaa, han indrømmede mig sit eget Værelse, idetmindste kunde det ganske ligne ham og hans Hustru, den Tante Amalie, som havde al den Kjærlighed, jeg havde indbildt mig at have.

Der laa jeg nogle Uger. De bedste Læger saae til mig og mente, jeg havde en Hjærtesygdom. De gav mig meget Digitalis, men deraf blev jeg endnu mere svækket. Saa rystede de paa Hovedet og mente, at den Sygdom snart vilde gjøre Ende paa mit Liv. Det samme mente jeg selv, hvergang Anfaldene kom over mig, og det gjorde de hver Dag. Det er umuligt at være de kjære, nu hedengangne Sjæle taknemlig nok for, hvad de gjorde for mig, men den Gang er jeg bange for, at jeg ikke tænkte nok derpaa. Jeg havde nok i mit evige Mellemværende, og lærte i de Dage og Nætter at lade Legeme være Legeme, og befale min Sjæl i Guds Haand.

Moder kom til Byen forat hente mig hjem til sig, og jeg kom dog saavidt paa Benene, at jeg turde forsøge derpaa. Jeg blev sat i en lukket Vogn ved hendes Side med en Flaske kjølende Mixtur i Haanden. Jeg tømte hele Flasken paa Veien, men jeg troer dog, at jeg mere end den røde Drik skyldte Følelsen af Moders Haand i min, at jeg med nogenlunde Fred naaede det kjære lille Hjem i Roskilde. Skulde jeg nogetsteds kunde rette mig, saa maatte det være der, bestandig med mit vildt fantastiske Hoved støttet til Moders utrættelige Skulder.

FEMTE KAPITEL. UVIRKSOMME AAR

At skifte Opholdssted er et anerkjendt Middel mod nervøse Skrøbeligheder, at skifte Læge kan ogsaa undertiden være godt.

Moders Huslæge var ogsaa hendes Husven, og hans Børn vore Venner. Han var en egen Mand, som skjønt han af Tænkemaade var en Nutidsmand, dog i sit Væsen mindede om forrige Aarhundredes Cavallerer. Hans Nydelse var at conversere Damer, og som en yndet Læge vidste han naturligvis alle Byens og Egnens Krøniker og Hemmeligheder.

Han rystede paa Hovedet ad de kjøbenhavnske Læger, og forklarede mig med sin behagelige Veltalenhed, at Dr. Mansas Digitalis og Ole Bangs Piller endmere havde ødelagt mit Nervesystem. Jeg skulde kun nyde Naturens primitive Gaver saa rigeligt som muligt, lade fem være lige, glæde min Moder med en Latter, og mig selv med en Pibe Tobak, og vilde jeg endelig have Medicin, kunde jeg tage mig en Snaps saltet Brændevin, førend jeg gik min Morgentur. I nogle Uger tog jeg Snapsen, men tog mig saa den Frihed at lægge den af, da jeg gjorde den samme Erfaring, som jeg i Kjøbenhavn havde gjort med et mig til Frokost ordineret Glas Portvin, at min Natur har Antipathi mod stærk Drik. Ganske vist smager den ogsaa modbydelig, bemærkede han leende. Men Tobakspiben vænte jeg mig efterhaanden til, og fik dermed den Uvane. Den gjorde mig godt som en tankeløs Underholdning.

Underholdning var det, jeg trængte til, da min Ulykke kom indenfra; men det var en vanskelig Vare at faa fat i den lange ledige Vinter igjennem. Læse kunde jeg aldeles ikke, jeg kom ikke en Side til Ende, om det saa kun var i en Avis, før Blodet bruste i mig. Ogsaa Samtale maatte jeg være meget varsom med, og at være ene var mig rent umuligt, det var at kalde al Elendigheden over mig. Nætterne var min Ulykke, det er ikke til at beskrive, hvad jeg oplevede, naar jeg vaagen paa min mørke Vagt lurede paa de Hærskarer af Spøgelser, hele Egnen, hele Verden var befolket af, og af Mathed dysset i Søvn saae dem i tindrende Klarhed og hørte dem buldrende trampe opad Trappen og bryde ind ad Døren, saa jeg foer op med et Skrig. Jeg har aldrig taget noget søvndyssende Middel, og vel vogtet mig for Opium i nogensomhelst Skikkelse, men jeg troer, at kun en Opiumsspiser kan gjøre sig en Forestilling om saadanne Aandescener. Ikke at mine Tanker noget Øieblik svigtede mig, med ganske nøgtern Besindighed satte jeg mig ind i Sagen, og gjorde mine Iagttagelser baade psychologiske og æsthetiske om Drømmeverdenens Natur. Men det hjalp mig ikke; at den kom og faldt over mig med al sin Frygtelighed var det visse af Sagen.

Det eneste, der blev tilbage at støtte mig til, var da det stille Liv i Dagligstuen med de hyggeligste af alle Fæller, Moder og Søster. Men hvad skulde jeg foretage mig? At underholde dem med mine Trængsler var baade Synd mod dem og for mig selv den største Fare. Da maa jeg takke mit paa Hjælpekilder temmelig righoldige Sind for, at jeg tvungen af Nøden udfandt den Kunst at fylde Tiden med stille Betragtning af de udvortes Gjenstande, der omgav mig. Nu da jeg desværre havde Tid nok, lod jeg mine Øine – eller mit Øie, for jeg har det efter min Moder kun at see med eet ad Gangen, hvile paa enhver Gjenstand, ligegyldig hvilken, en Tallerken paa Dugen, en Plante i et Glas eller en Potte, mine Stuefællers Klæder, deres Bevægelser, min Moder ved Rokken og min Søster ved Vinduet med Bog eller Sytøi, hele Stuens stille Belysning og alle Omridsene eller rettere, hvor den ene Farve hørte op og den anden begyndte, hvilket skjønt Forhold de alle stod i til hinanden, hvilke egne Nuancer de antog i Skyggen, indtil Farven næsten, dog aldrig ganske forsvandt i det dybeste Mørke. Hvorledes saa dette vexlede med forskjellig Belysning, hvor fint det maatte bestemmes ved roligt Lys, hvor stærke Modsætningerne kunde blive, naar Sollyset faldt ind, og hvor sikkre de modsatte Farver kunde staae mod hinanden i Vinduesstokkenes Skygger paa de hvide Gardiner, især naar der blev rullet ned for Eftermiddagssolen.

Min værste Angst var at skulle være ene, og den tyngede mig desmere, fordi jeg skammede mig ved at bekjende den, naar de andre tilfældig gik ud. Saasnart jeg blev alene i Stuen, gik jeg strax fra Sands og Samling, Blodet begyndte at bruse, og jeg blev syg. Jeg foreholdt mig bestandig med alle tænkelige Grunde, hvor urimelig min Uro var, men den grusomme Angst overfaldt mig dog, mod den hjalp intet Middel, netop fordi den var ganske uforstaaelig. Den var mig i flere Aar en grulig Plage, og er til Tider kommen igjen, saa jeg en stor Del af mit Liv ikke har været sikker for den.

I de Aar jeg omgikkes ham, viste han mig det inderligste Venskab. Desværre kunde jeg ikke gjøre ham Gjengjæld med at beundre hans Kunst, men ringeagtede ham dog ikke derfor. Tvertimod ansaa jeg og anseer endnu en Kunstner, om han end er maadelig for at staa saa høit som det Trin, han i sin Kunst indtager, over andre Mennesker, der Intet formaaer.

Jeg samlede hvad Billeder jeg kunde faae. I Bibliotheket fandt jeg ikke andet end Thorvaldsens Værker. Men snart kom jeg i Besiddelse af flere Billeder, der førte mig videre. Jeg havde i det Aar faaet mig en Ven i Maleren Thorald Læssøe. Jeg husker ikke, hvor jeg havde truffet ham. I de Dage behøvedes der ikke meget til at slutte Venskab. Et Møde i et Atelier eller paa et Galleri, hvor man kom til at gjøre nogle Bemærkninger, var nok til at fatte Interesse. Han saae hyppig til mig i den Tid, jeg laa syg paa Regentsen, bragte mig Druer og andre behagelige Sager og talte hjærtelig opmuntrende til mig. Da jeg var kommen til Roskilde, sendte han mig saa en stor Bunke Billeder, fortrinlige Raderinger, Kobberstik, Træsnit og sligt, den Tid en endnu større Skat end nu, da man kan see ypperlige Ting i enhver Journal.

Dette gav Stødet til, at jeg vovede mig videre. Jeg forelskede mig saaledes i Raderingerne, at jeg ikke kunde lade være at copiere Landskaber af Waterloo og Swanwelt. Og da jeg fandt, at det ikke anstrengte mig synderlig mere med min Pen at efterligne Raderingens fine Streger, end at eftergaae Naturens Linier og Farver, blev dette mig en rig Kilde til stille Nydelse. Da jeg saa havde gjort en Række Pennetegninger, som var i alt Fald til min egen Tilfredshed, gik jeg til Naturen. Jeg kunde ikke sidde ude, men fra vore Vinduer oversaae vi Kirkepladsen og en stor Del af Egnen. Saa tegnede jeg derefter, først Enkeltheder, siden det Hele. Jeg mindes en Dag, jeg sad ved Vinduet og arbeidede paa et stort Billede af Domkirken og Pladsen, og var netop kommen ned til Forgrunden, hvor jeg havde gjort mig megen Umage med et stort Asketræ, som hang ud over Domprovstens Havemur; da blev Døren slaaet høit op, og Vilhelm Marstrand traadte ind. Jeg havde ikke seet ham i fem Aar, han var netop kommen tilbage fra sin første italienske Reise. Mens han paa sin lette naturlige Maade gav Moder Haanden og ruskede i mig, havde han allerede kastet sit Blik paa mit Billede og udbrød: Nei see, kan du gjøre saadan noget! Ja, saavidt er jeg da kommen, svarede jeg, tænkende paa Asketræet, men meget forlegen over at være bleven overrasket af et saadant Kunstnerøie; og Samtalen gik videre, som om han aldrig havde været borte.

Juleaften blev mig en af de tungeste og bragte mig dog den bedste Glæde. Professor Blochs Familie ønskede, at vi skulde tilbringe den hos dem, og Rectorboligen var os altid et kjært Sted at komme. For mig var det ikke at tænke paa, det var i min allersvageste Tid. Men skjønt jeg vidste, hvad det vilde koste mig at være ene, skjulte jeg dog min Angst saa godt jeg formaaede, for at faa Moder og Søster til at gaae. Saa sad jeg ene. Storm og Snesjap buldrede mod Ruderne, og Stuen saae trist ud, men jeg fik ikke Tid til at tænke paa Omgivelserne. Blodet buldrede i mig, som jeg skulde sprænges, og det hjalp intet, at jeg gjennemgik hele Skalaen af de tidtnok indøvede Beroligelsesmidler, at jeg forklarede mig selv paa det forstandigste, at det hele var Indbildning, jeg blev mere og mere syg. Jeg søgte at bevæge mig paa Gulvet, jeg stod og pressede Panden mod Ruden, jeg kastede mig paa Sofaen, men det forfærdelige lod sig ikke afvende, jeg maatte igjennem de ensomme Timer, om det saa skulde koste mit Liv. Saa holdt jeg det ud, som jeg har holdt saamangen lang Nat ud, ogsaa de værste Timer liste sig til Ende, og endelig kom Moder. Hun havde forladt Selskabet tidligere for at see til mig, og blot at see hende var allerede Hjælp. Hun sad noget hos mig og talte mig tilrette, og da jeg var bleven lidt roligere, krøb jeg i Seng.

Som jeg endnu laa og kjæmpede med mig selv, hørte jeg glade Stemmer under Vinduet, Smaalatter, Hvisken og afbrudte Udraab, det tog ingen Ende. Nu har han da fulgt hende hjem, tænkte jeg, men dette er dog for galt. Endelig blev der da Ende paa den Sigen Godnat, og Moder, som stod øverst paa Trappen, modtog sin blussende Datter i sine Arme. Hendes forlængst erklærede Elsker havde benyttet den korte Vei over Kirkepladsen til at faa hendes Ja.

At den søde Søster sad længe hos Moder, inden de kom til Ro, var naturligt nok, men for mig Stakkel var det usigelig tungt, at ligge og vælte mig paa mit Leie uden at kunne deltage i deres Glæde. Jeg maatte dog see min Søster, men min Tilstand var fortvivlet, saa meget mere, som jeg maatte skjule den. Ak, kun altformeget af mit Ungdomsliv er paa den Maade blevet mig forspildt.

Jeg fik mig altsaa en Svoger i Søren Thrige, men Overgangen var ikke stor. Han havde siden Skoletiden været saa hjemme hos os, at han for Moder var bleven som en Søn. Det har han og i Sandhed altid været, ingen kunde gjøre mere for sin Svigermoder, end han har gjort.

Saaledes sad jeg Vinteren til Ende hos min Moder, kom nogenlunde tilrette, og vendte med ganske godt Mod tilbage til min Regensstue i Begyndelsen af April 1842. Mine Breve fra denne Maaned see meget godt ud, men jeg kan ikke tro andet, end de har været til mere Bekymring end Trøst for Moder. Hun saae kun deraf, at jeg havde styrtet mig ind i mit forrige anstrengte Liv; det vilde næppe ende godt. Jeg taler meget om, at gjøre alt aandelig, deri indbefattet Biblen saavelsom den hedenske Oldtid, Kirkehistorien saavelsom Digternes Fantasmer. Jeg klager stærkt over, at jeg ingen havde, der kunde dele mine Tanker, og at Ensomheden var det, der tyngede mig. Alt dette er udenoms Tale, jeg var syg, meget syg, og allerede i næste Maaned gik de Afbrydelser i mit Arbeide, som jeg kun løseligt havde berørt, over til fuldstændig og vedvarende Afmagt.

Saa kommer der sidst i Mai et helt trøstesløst Brev til Moder. Det er den gamle Historie: jeg sad ensom ubeskjæftiget i min Stue, hvor jeg hverken kunde udholde at være stille eller lindre mig ved at vakle ud i Gaarden og faae mig en Samtale: jeg kunde end ikke i den letteste Bog læse en Side til Ende; mine Hænder rystede, mit Blod hamrede, saa Ribbenet og Kjødet paa venstre Side var ømme deraf, jeg forfærdedes ved at see i Speilet, hvor indfalden og huløiet jeg saae ud; og under alt dette min Bekymring for, hvorledes jeg skulde kunne bringe det saavidt, at jeg kunde aabne mig en Levevei.

Moder var dog mindst den, der tabte Modet. Hun havde strax en god Udvei for den nærmeste Fremtid. Hun havde lovet sin Broder, Frederik Tauber, tidligere Præst paa Vallø, nu Præst i Eiby og Dalby ved Kjøge, at tilbringe Sommeren hos ham, og han havde selv bedet hende at tage mig med, og hun udkaster et tillokkende Billede af, hvor godt jeg skulde have det der, blandet med en Del opmuntrende Spøg.

Efter min Hjemkomst fra Landet, forsøgte jeg mig igjen paa Regentsen, men det gik endnu værre end før. Det var mig umuligt at blive der, og da Moder foreslog mig at søge en Huslærerplads paa Landet, var det mig ligesaa umuligt at vove mig dertil. Hun vidste ikke, hvor svag jeg var. Da der nu kun var et halvt Aar tilbage, fik jeg Tilladelse til først at nyde dette, naar mit Helbred var blevet bedre, og søgte saa atter for denne Vinter tilbage til min moderlige Rede i Roskilde.

Der var i denne Sommer foregaaet noget i Roskilde, som jeg ikke kunde holde mig uden for, og som voldte mig megen Sorg. Det er ogsaa mere værd at fortælle end de andre Smaating, jeg oplevede, da det angaaer en udmærket Mand.

Vilhelm Marstrand var, som jeg alt har omtalt, kommen hjem fra sin første femaarige Sydlandsreise. Jeg havde kjendt ham fra min Skoletid; han var min Halvbroders Fætter – hans Moder var en Søster til Broder Caspars Fader – og han blev snart min Ven, skjønt der i Alderen var ti Aars Forskjel paa os. »Jeg mener da, Venskabet behøver ikke at være saa halvt som Fætterskabet,« sagde han. En Ære, jeg skjønnede meget paa.

Vi havde i Kjøbenhavn havt et sluttet Selskab, som en Aften om Ugen kom sammen hos hans Moster, Thea Smith, en gammel venlig Dame, som vi alle kaldte Tante Thea, og som havde sin Bolig i Petersens Jomfrukloster i Vimmelskaftet. Det var hendes Glæde at see Ungdommen omkring sig, hun dækkede et rigeligt Bord, og var stolt af at kunne see hvor stor en Flok, der tog Sæde om det. Vi kaldte det Fætterklubben, fordi de fleste af hendes Gjæster stod i dette Forhold til hinanden. Der var Brødrene Marstrand, særdeles Vilhelm og den smukke Søofficeer Osvald, der var Brødrene Smith fra Møen, særdeles den poetiske Theolog Troels, der var min Broder, Caspar Smith og min Fætter Adolf Fibiger, og flere Fættere og flere Venner, som Malerne Købke og Constantin Hansen og Architekten Bindesbøll, og yngre Medlemmer holdt sig til, ogsaa Cousiner. Af dem, der beskedent lyttede til den faste Stok var jeg. Stemningen var udmærket, naturlig og hjærtelig, og tumlede sig i overstadig aandrig Lystighed. Det var i mine første Studenteraar, jeg begyndte at komme der, medens Vilhelm var borte, men ogsaa senere, mens han boede i en underlig gammel Leilighed i Børsgaden, hvor han bedækkede de skumle Vægge med en mægtig Samling af sine hjembragte Studier.

Saa saae jeg ham ikke igjen, før han i Vinteren 1841—42 slog ned i Roskilde. Han havde der en stor Flok Cousiner. Hans Moster Rikke, en svær og imponerende Frue, der med sin groteske Lystighed, sin ustyrlige Lunefuldhed og sin uordentlige Paaklædning mest af alt lignede en flot Italienerinde af Middelstanden, var gift med Byens Borgemester og Byfoged, Justitsraad Foss, en snu Bonvivant, der vendte og dreiede med Borgerstanden som han vilde, ved vexelvis at bruge Magten i gammel Stil, og tage dem under Armen i ny.

De havde syv Døttre, alle smukke, men meget uopdragne, Huset var stort, og Stillingen anselig, der kom mange, men alle forbausedes over Familiens underlige Væsen. Altid Skrig og Skraal af Børnene, der sloges i Krogene, Hvisken og Tisken af de unge Piger om deres Kjærlighedshistorier, Forfærdelse over Besøg, naar man ikke var paaklædt, og Moderen foer da altid om i Nattrøie, og forgik af Latter eller rev sig i Haaret af Fortvivlelse. Faderen listede gjennem Stuen med en Vinflaske under Armen for at faae sig en lun Time i sit Contor med en Gjæst, som skulde vindes i et for Byens Vel vigtigt Øiemed.

Da Vilhelm M. kom hjem, var han 31 Aar, var kjed af sit omvankende Kunstnerliv, havde Lyst til at skabe sig et Hjem, og saae sig om efter en Livsledsagerinde. Det var hans Natur ikke at gjøre mange Omstændigheder, og Cousinerne var dog værd at see paa. Fra deres Side var de spændte af Forventning om det skulde lykkes en af dem at vinde den berømte Fætter; ikke at fortænke dem i, han var dengang en meget smuk Mand, og de var ikke af de Tilbageholdne. Situationen var dog ikke uden Fare, de havde Rivaler. Der var de fire Cousiner paa Møen af et lignende varmt Temperament, dem stod han fra tidligere Tid i nærmere Forhold til. Men hvad dem angik kunde man stole paa sin Overlegenhed i Skjønhed. Farligere var det, at der fandtes endnu to Cousiner i Ringsted, som i den blonde Art vel kunde tage det op med de mørke Roskilde Damer. Det gjaldt at benytte Tiden, Huset straalede i sin bedste Glands, Toiletterne kom virkelig i Orden, Øinene løftedes mod Himlen og saae ængstelig til hinanden, og Fætteren kom.

Det lykkedes virkelig. Der kunde kun være Tale om de ældste, de andre var for unge. »Naa, Vilhelm! hvem skal det saa være? Anna eller Thekla?«, sagde Moderen med sydlandsk Frimodighed. Den ældste var ikke saa lidt af en Kokette, som øvede sine Kunster paa Skoleballerne. Den anden var en god og paa sin Maade forstandig Pige, der opretholdt Dyden mellem en Flok, der idetmindste til Tider fandt den mindre behagelig. Han valgte den sidste, og det varede meget kort, inden de var forlovede.

Vilhelm M. leiede sig et Attelier paa Roskilde Hovedgade, og sad der Sommeren igjennem, og malte smukke Ting. Særdeles en Mindeskive til Byens Skytteselskabs Festsal, hvorpaa han portræterede alle de hæderlige Borgermænd, grupperede om Fuglestangen, med sin kjære tilkommende Svigerfader mellem den uniformerede Brandmajor, Værten i Prindsen, og en bekjendt Husarritmester, der førte Byens Garnison. I Baggrunden saaes Skibsbroen med Jagternes hængende Seil og festlige Flag paa glødende Aftenhimmel. Ved dette halvsatiriske og halvpatriotiske Billede gjorde han sig mangen Spas.

Jeg tilbragte en Del Formiddagstimer hos ham, medens jeg efter min Hjemkomst fra Eiby var i Roskilde, og han gjorde en god Blyantstegning af mig, som jeg har endnu. At slutte af den saae jeg dog ikke slet saa sygelig ud, som man kunde vente af det jeg havde gjennemgaaet. Ti eller endog tyve Aar efter var mit Udseende betydelig værre; den vedvarende Sygdom udtærede mig først efterhaanden.

Saa let det var gaaet for ham med at blive forlovet, saa besværligt blev det ham at fortsætte Forbindelsen. Da han først havde faaet gjort et kjønt Portræt af sin Thekla, et blomstrende lille Hoved i halv Størrelse, der helt fyldte en oval Ramme, var han allerede nærved for sit Vedkommende at have udtømt hende. Han gjorde sig vistnok redelig Umage, men jeg troer ikke, det lykkedes ham at faae stort mere ud af hende end en smuk Model. Hun gjorde sig ogsaa Umage, hun havde sat hele sit Hjærte til paa ham, og hun var en opoffrende Sjæl, som vilde finde sig i alt, naar det blot kunde lykkes hende at tilfredsstille ham. Men det kunde det ikke. Hun var ret forstandig, men uden synderlig Dannelse; hun beflittede sig samvittighedsfuldt paa at være en ulastelig Pige, og hun var utrættelig i at imødekomme ethvert af hendes Elskedes Ønsker, men hun havde den uheldigste af alle Egenskaber at møde en Mand som ham med, hun var kjedelig. Efterhaanden havde han ogsaa faaet Øinene bedre op for, hvad der efter hans ubundne Liv ikke synderlig havde stødt ham fra først af, hendes Hjems Uhyggelighed og den øvrige Families temmelig raa Væsen.

Mig undrede det ikke, det undrede mig mere, og i Grunden os alle, at han havde taget hende. Han havde gjort et letsindigt Skridt, han havde taget hende uden at elske hende. Det kunde endnu være, ogsaa mindre end Elskov kan gjøre lykkelig, men hvad værre var, han havde umodne Begreber om en saadan Forbindelse. Han havde aldrig kjendt et godt Familieliv. Hans Fader var tidlig gaaet bort, og hans tungsindige Moder førte som Enke et høist uhyggeligt Hus. Om det var dette eller det var et medfødt Sind er ikke let at sige, men vist var det, at baade han og hans Brødre med al deres store Begavelse, ogsaa for Menneskekundskab, ikke forstod sig paa den kvindelige Charakters Rigdom, hverken dens Finhed eller dens Styrke. Vilhelm maatte bøde en Del derfor, og lærte først sent, at det er tungt at tage feil i Livets bedste Forhold.

Dog holdt han længere ud i dette Forhold end man skulde have troet det muligt for et Sind som hans. Det var hans gode Hjærtes Skyld. Han havde Thekla siddende hos sig, mens han malede, han vandrede rundt i Egnen med hende for at nyde Naturen, og han sad trolig om Aftenen i hendes støiende Familie med et Par snavsede og uartige Unger i Favnen. Han tog hende med til Kjøbenhavn, og viste hende alt, hvad han sværmede for, og hun var henrykt, hun var stolt af sin herlige Støtte. Men det hjalp alt sammen ikke, Forholdet blev ham uudholdeligt, og omtrent paa samme Tid, som jeg saae mig nødt til at tye tilbage til Roskilde, i Efteraaret 1842, havde han givet hende Afsked.

Vintren gik, og der maatte tænkes paa mod Foraaret at faae mig Stakkel anbragt i Kjøbenhavn. Jeg kunde dog ikke helt holde mig borte fra Universitetet. Moder tog derfor den Beslutning at forlægge sin Bolig til Frederiksberg, og hun leiede en Kvistetage yderst i Smallegaden i et høit Sted, som staaer endnu. Det havde en vid Udsigt over Frederiksberg Have og saalangt over Sletten mod Vest, som Øiet kunde naa; vi fik altsaa noget til Vederlag for hvad vi forlode paa den skjønne Roskilde Kirkeplads.

Men førend jeg flytter Skuepladsen, vil jeg anføre en Skildring af mit Hovedæmne, af mig selv, som jeg dengang opfattede denne Gjenstand. Jeg finder den i et Brev til min Ven Lunddahl af 12. Marts 1843:

– — Du beskriver dit Embede og din Forlovelse som Grundpiller for dit Liv. Hvad skal jeg sige, som Skjebnen har henvist til ene at tære paa den simple Bevidsthed om mit eget stillestaaende Jeg? Og jeg maa dog ogsaa have saadanne Fornødenheder. Du kan troe, det overfalder mig undertiden haardt nok, og skaffer mig da gjerne en søvnløs Nat. Men jeg har nu saa ofte nedkjæmpet det, at jeg næsten i Forveien kan sige, hvorlænge en saadan Dyst vil vare. Heller aldrig maa jeg glemme den reelle Gavn, man kan have af en saa alvorlig Prøvelse. Nu, da den har gjort mig til en Carricatur af mig selv, fra et upraktisk Menneske til en Dagdriver, har jeg i Tide faaet et endnu større Skrækkebillede af de behagelige Udørkener og romantiske Flyvelyster, end jeg selv kunde lave mig; og min Hu staaer nu ikke til andet end den forstandige Virksomhed, som Mennesker have drevet før mig, og ville gjøre det efter mig. – — Du seer, jeg vil gjerne gjøre noget ud af mine Smaaerfaringer, og vil gjerne reflectere over mig selv som over al Verden. Men Gud bedre mig for min Filosofie, den er rent borte. Jeg har i Vinter glædet mig ved at læse Historie. Jeg kan forstaae, hvorledes man kan med Lidenskab komme til ganske at hengive sig til den Videnskab. Mig har det været en sand Lise at studere Menneskene, som de have været og som de ere. Historien er det retteste og sikkreste Middel mod alt utidigt Sværmeri … Ogsaa i Evangeliet læser jeg hverdag et Kapitel, og sysler bestandig med mine kjære Ideer derom … Jeg kan kun sige, at Jesu Skikkelse stedse bliver mig klarere og nærmere, uden at jeg egentlig arbeider derpaa. Det maa komme af, at jeg ligesom daglig pleier Omgang med ham, idet jeg vandrer med ham. Og kommer man ham nærmere, maa man ogsaa blive hans Discipel. Der behøves vistnok nu som før intet andet end et Lys over hans Person forat meddele den hellige Aand. Jeg troer at hele min Aandsudvikling – skjønt Sligt jo er fast umuligt at blive sig bevidst – er afhængig af hans Charakter, idet jeg ikke søger nogen Sandheds Bekræftelse andre Steder end hos ham. Et Forhold der naturligvis gjør mig baade vel tilmode og meget betænkelig. Thi hvilke uhyre Fordringer til en stakkels Synder indeholder ikke denne Tanke? Jeg gad sige som Luther undertiden slutter sine Breve: »Bed for mig, thi jeg bliver daglig værre.«

Efter en stor Del Fortælling om Familien og vort daglige Liv – thi Brevet er, som jeg dengang havde Vane til, overordentligt langt – tager jeg saa igjen til at filosofere:

»Du taler om Tidernes Tegn, om at Subjectiviteten nu viser sin Magt. Jeg troer ikke, at man derfor kan sige, at den nu har Regimentet. I gamle Dage, da man dog ikke tog det saa overdrevent samvittighedsfuldt med at indgaae Ægteskaber, men tænkte, at om end et Tyranni fra Mandens Side eller Tøffelregimente fra Konens, eller alskens Brydninger fra begge Sider, skulde blive Følgen, saa var derved ingen videre Skade skeet, man kunde vel endog tage Regres paa anden Maade, da var denne egenkjærlige Magt upaatvivlelig snarere den dominerende; den brød sig end ikke om sin Modstander. Naar den nutildags fordrer sin Ret, er det vel snarere, fordi man føler bedre, hvor Grændsen for det Objectives Gyldighed er, og ikke saameget vil fradrage det noget som ordne Forholdet ved at anerkjende den relative Ret paa begge Sider.« – Det var før den Tid, da det Spandetske Forslag om borgerligt Ægteskab havde vækket saamegen Røre, men vi havde talt om, hvormange Mennesker der ogsaa i vor Kreds havde maattet bøde for den Sædernes Løshed, den overvættes æsthetiske Tid medførte. Ogsaa var S. Kierkegaards Billede af en Æsthetiker et rystende Phænomen.

»Hver Tid har vistnok sine Tegn, men ville de endda holde sig til det private Liv, frygter jeg dem ikke saameget. Det er dog det Terrain, man med Billighed helst maa tilstaae Subjectiviteten som dets eget. I Theologien er der jo rigtignok Fare paafærde, men jeg troer, at der, som paa ethvert videnskabeligt Gebet, kan overmodig Umodenhed kun holde sig meget kort, den vil snart efter en Overgangsperiode ødelægge sig selv. Derimod i Politiken kunde der vel være god Grund til at være bekymret, da Agitatorerne bestandig have frisk Forraad til at nære Flammen med fra den stærkere og stærkere opvaagnende Masse; og det er et Onde, som med Tiden snarere bliver værre end bedre. Du læste vel Artiklen i »Fædrelandet« om den »moderne Absolutisme«. Den sammenfatter i Korthed omtrent alle bestaaende Samfundsformer som modne til Ødelæggelse. Men lad os alligevel ikke hænge os i saadanne Phænomener, der dog aldrig kunne have mere Værd, end at de jo ville forsvinde, naar noget bedre viser sig. Den grundige Behandling, alle slige Materier i vore Dage dog virkelig underkastes, og den smukke moralske Intelligens, der anvendes derpaa, vil uagtet alle Dagbladenes Fadaiser og selvbehagelige Skarnstreger ikke forfeile sin Virkning.« —

Paa Frederiksberg var jeg nu vendt tilbage til mine første Studenteraars gamle Veie. Hvad havde jeg ikke gjennemlevet i de fem Aar? Fra en umoden Dreng var jeg bleven til en i Aandens Kampe saa forfaren Mand, at jeg maa troe, jeg siden den Tid ikke er kommen videre. Livet skifter vel, og der kommer andet, men det tidligere glemmes, og man bliver ikke rigere. Det er som med Kundskaber, man lærer mere og mere, men man glemmer igjen ligesaa meget.

Næste Vinter (1843—44) tilbragte jeg igjen paa Regentsen.

Jeg erhvervede mig ogsaa tydske Venner. Aaret før (1842) havde en Ven af Søren Thrige, Vilhelm Nitzch, besøgt os, en kielsk Professorsøn og dengang selv Docent i Kiel, siden Professor i Kønigsberg og gift med Sørens Halvsøster. Med en god Figur var han af Ansigt et af de styggeste Mennesker, jeg har seet, men der boede en høi Aand og en ædel Sjæl i ham, og han aabnede et nyt Rige for mig. Saa vel kjendt jeg var med Tydskland, var det dog kun gjennem Bøger. Nu saae jeg tydsk Dannelse levende; og han besad den i den Grad, at han var en Typus paa den af den fineste Slags. Meget talende er de fleste Tydskere, men han besad en Veltalenhed, som ogsaa hos dem er sjelden, og hos os omtrent ukjendt. Udaf sin store baade lærde og æsthetiske Dannelse vidste han at blande de livligste Skildringer og skjønneste Citater ind i Samtalen, saa den blev mere end en Samtale, som en Nydelse af skjøn Kunst, og dog gik alt let og naturligt som en Spøg. Jeg har altid sukket efter at finde Mennesker, som forstaae at føre en dannet Samtale, og erfaret, at de er meget sjeldne; desværre ogsaa erfaret, at jeg daarlig nok selv forstaaer det. Han henrev mig, og dog var de Uger, jeg nød i hans Selskab, mig yderst byrdefulde. Den Sommer var i det Hele varm og smuk, og det var dens skjønneste Tid. Men jeg havde just en Periode, hvori jeg mindst fjorten Døgn ikke fik Søvn i mine Øine. Jeg vilde ikke lade mig mærke dermed, men vandrede saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven. Jeg begriber ikke, hvor jeg holdt det ud, men ligefuldt er de Dage bleven staaende i min Erindring som et Pust af et bedre Liv. Nitzch saae jeg ikke mere, men gjemmer et smukt Brev fra ham. Nu er han forlængst død (1880).