Minna

VI

Da jeg kom til Dresden, kunde jeg ikke beslutte mig til at forlade den bøhmiske Banegaard. Jeg havde en Mistanke om, at de begge to eller En af dem vilde komme tilbage fra Pirna.

Aftentoget brusede ind, og jeg saae Stephensens Ansigt i et Coupee-Vindue. Han steg ud – alene. Jeg styrtede hen imod ham.

– Hvor er Minna?

Stephensen saae koldt paa mig, som om han vilde frabede sig uvedkommende Forespørgsler. Men han betænkte sig.

– De har Ret, Hr. Fenger, – De bør vide det. Hun er paa Sonnenstein.

– Sonnenstein! mumlede jeg, som om jeg ikke forstod det. Det svimlede for mig; Tumlen rundt om af Passagerer og Dragere paa den halvmørke Perron gjorde mig syg. – Sonnenstein – hvad skal det sige? Jeg greb fat i hans Frakke, dels for at støtte mig, dels for at han ikke skulde slippe fra mig. – De vil dog ikke sige, at hun – at Minna – —

– Naa, tag det ikke saa pathetisk! sagde Stephensen med et Anstrøg af Godmodighed. Hun er jo ikke saadan sindssvag eller egentlig forvirret, kun meget melankolsk og lidt exalteret. – De har jo selv seet – kort sagt, det var det rigtigste, at hun gav sig under Lægebehandling – hvad er der i det? – i vor nerveuse Tid – det gjør jo saa Mange .... Sonnenstein foretrak hun, fordi ogsaa hendes Hjemve var noget sygelig – og saa naturligvis ogsaa for at undgaa Snakken i Kjøbenhavn – nu hedder det, at hun besøger sin Familie – skjøndt, som sagt, det er jo nu saa almindeligt, alle oplyste Folk er jo komne ud over disse Fordomme —.

Min sløve Vantro var under denne Redegjørelse veget for et fuldtud forstaaende Raseri.

– Det er Dem, der har gjort det, De – De —

Min Stemme kvaltes. Jeg rystede min knyttede Haand foran hans Ansigt; han sled sig løs. En Gendarm gjorde et Par Skridt henimod os. Stephensen hviskede et Par Ord til ham, trak paa Skuldren og forsvandt i Stimlen. Jeg lænede mig til en Pille; rundt om styrtede forsinkede Folk afsted, Betjentene raabte, Fløite og Pibe skingrede ....

Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevægelse, spurgte jeg Portieren, om der gik noget Tog til Pirna; men jeg maatte vente til næste Morgen.

Med det første Tog var jeg i Pirna, naaede aandeløs op til Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlægen i Tale. Jeg forestillede mig som en Ven af Fru Stephensen og hendes Mand, hvilken sidste jeg igaar Aftes havde truffet, og hvem jeg havde lovet jevnlig at skaffe Underretning om, hvorledes det gik hans Hustru, da jeg opholdt mig længere Tid i Dresden. Men da jeg ogsaa selv var meget bekymret for min Veninde, og kun havde kunnet tale et Par Minutter med Stephensen, var jeg strax ilet derud og bad ham nu indstændig at sige mig hele Sandheden.

Overlægen beroligede mig foreløbig, der var neppe Grund til øieblikkelig Frygt, det var et af de Tilfælde, med hvilke man i ældre Tider aldrig havde tænkt paa at henvende sig til en Læge, og hvor Hospitalet væsentlig tjente til at isolere Patienten fra de aandelige Smitstoffer. Nærmere Oplysning kunde han først give mig, naar han en Uges Tid havde haft hende under Tilsyn, men vilde da ogsaa være meget villig dertil.

Da jeg altsaa otte Dage senere opsøgte ham, erklærede han, at Minna ganske vist var sindslidende, men ikke udsat for Sindssyge, i alt Fald ikke, naar hun blev rigtig behandlet og levede under de gunstige Betingelser, som et Hospital sikrede hende, saalænge indtil hun var kommen ganske til Ro. Hun var i en Tilstand af meget stærk nerveus Ophidselse. Men hendes egentlige Fare var en Hjertesygdom, til hvilken Spiren maatte være lagt allerede for flere Aar siden. Hun kunde blive gammel med denne Sygdom, men den kunde ogsaa pludselig medføre hendes Død. Fremfor Alt gjaldt det om at undgaa Sindsbevægelser, som han mente hidtil jevnlig havde givet Ondet Næring.

– Sig mig, sagde han pludselig, – De er en Ven af hende og hendes Mand, – levede de lykkelig sammen?

Jeg betænkte mig et Øieblik, om jeg havde Ret til at være oprigtig. – Nei, svarede jeg, jeg tør næsten sige, at de ikke gjorde det.

– Dèr har vi det! eller i alt Fald en Hovedside af Sagen. Det vil uden Tvivl være det bedste, at hun ikke vender tilbage til ham. Det vil sige, hvis det kan ske uden stor Smerte paa hendes Side – naar Tiden kommer. Hvad ham angaar – han syntes mig at være en forstandig Mand. – Hvad mener De?

– Jeg er ganske af Deres Mening.

Min Bevægelse var for stærk til at undgaa den erfarne Mands Opmærksomhed. Han smilede og saae fast paa mig med lidt sammenknebne Øjne: —

– Men det har endnu lange Udsigter. Jeg har sagt hende, at De har været her, og skal hilse Dem fra hende. De bliver foreløbig i Dresden? Det er godt. En Gang om Ugen ser jeg gjerne, at De hører herud, – jeg troer, det virker beroligende paa hende, men der vil hengaa en rum Tid, inden jeg tør lade Dem tale med hende.

Jeg vendte tilbage med godt Mod og fast besluttet paa at indvie hele mit Liv til Minna – gift med hende eller ei – paa hvilken Maade det bedst kunde forenes med hendes Velvære og Sundhed – tilfreds med at bidrage alt mit til at gjøre hende saa lidt ulykkelig som muligt, hvis hun ikke længer kunde blive lykkelig (skjøndt, hvorfor skulde hun ikke kunne blive det endnu?), uden Hensyn til, hvilken Skade det vilde gjøre min Carriere: – havde hun bedst af at leve i sin Fødeby, saa maatte jeg sørge for at faa en Stilling i Dresden, trængte hun til et sydligt Klima, maatte jeg finde Udvei til at leve i Syden, – det sidste var iøvrig ikke sandsynligt, ja det Rimeligste var endogsaa, at England som et fuldkommen nyt Sted vilde være det sundeste. Men alt dette voldte mig ikke stor Bekymring. Hvad der fik mig til at gyse, var denne Bevidsthed, at der hang et Damoklessværd over hendes Hoved – var det maaske i dette Øieblik allerede faldet? – og det vilde blive der bestandig, selv naar Lægen udskrev hende – ja, selv om det var taget bort, vilde min Frygt blive ved at se det .... Men jeg tilsvor mig selv, at denne Skræk kun skulde gjøre min Kjærlighed fastere, min Ømhed bestandigere, – hvorledes kunde jeg nogensinde forlade hende i Vrede eller blot i en taabelig Surmulen efter en huslig Strid, naar en indre Stemme tilhviskede mig, at maaske naar jeg vendte tilbage for at gribe hendes Haand og læse Kjærlighed i hendes Blik, var Haanden kold og Blikket brustent!

Min Onkel maatte indvillige i, at jeg tog Orlov – foreløbig paa et Aarstid. Jeg leiede et tarveligt Værelse som i gamle Dage og kastede mig ind i et vidtløftigt keramisk Studium, som jeg haabede vilde blive til Nytte for vor Fabrik, og for hvilket der her baade i praktisk og literær Henseende frembød sig den gunstigste Leilighed.

VII

Om Eftermiddagen den tredie Mai, da næsten Alt var grønt i Haver og Anlæg, gik jeg min sædvanlige Tur ud til »Grosser Garten«.

I Begyndelsen af »Bürgerwiese« fængsledes mit Blik af et Portrait, der hang i en Antiqvitethandlers Vindue.

Jeg styrtede der over: rigtig, det var Stephensens Pastelbillede af Minna.

Men hvorledes var det dog kommet til at se ud! —

Farvestøvet var drysset af det i store Pi, især af Haaret, men ogsaa et Sted af Panden og af Kinden, og hvor det ene Øie skulde have været, grinede Lærredet lyst igjennem.

Det var sat i en ormædt, afskrabet Ramme i slet Rococostil, og under det stod der paa en Seddel: Ubekjendt Mester – Midten af forrige Aarhundrede.

Jeg traadte ind i den mørke Bod, hvor man neppe kunde røre sig for gammelt Skrammel.

Antiqvitetshandleren, en lang, mager Olding, der sikkert paa mit Tysk kunde høre Udlændingen, ja maaske endog veirede noget Engelsk, nævnede en ublu Pris; det var, forklarede han, et af de ægte Billeder, som nu blev sjeldnere og sjeldnere, rimeligvis en Mengs. —

Jeg tog snart Modet fra ham, og kjøbte Billedet, rigtignok endnu adskillig dyrere end det fortjente.

Med den store Pakke under Armen gad jeg ikke gaa ud i »Grosser Garten«.

Men jeg trængte til at røre mig og drev ned ad Johannesgade.

Naturligvis havde jeg ikke kjøbt Portraitet for at eie det, men kun fordi det var mig en fuldstændig utaalelig Tanke, at det skulde staa der i Gabestokken og senere hænge hos Fremmede – som en Mengs! —

Jeg tænkte at tage det med hjem og brænde det.

Men da jeg pludselig befandt mig ud for Albertsbroen, faldt det mig ind: Hvorfor ikke kaste det i Elben, saa slipper jeg for at lukke op for det og se det igjen.

Der var kun et Par Fodgjængere paa Broen.

Jeg traadte ud til Brystværnet af den midterste Pille – imod Strømmen; det var endnu noget Høivande.

Hurtig saae jeg mig om, der var Ingen i Nærheden; jeg lod Billedet falde; det forsvandt under Vandet, og jeg hørte det knuses mod Pillens Isbryder.

Nedslaaet gik jeg hjem.

Paa mit Bord laa der et Brev – fra Overlægen.

Minna var død om Morgenen, ganske uventet – af et Hjerteslag.

VIII

Den næste Morgen fik jeg en lille Pakke med Minnas Udskrift og med Hospitalets Segl.

Øverst laa fire Brevark, tæt beskrevne, kun havde det sidste to tomme Sider.

Sonnenstein, den 17de April 188.. Kjæreste Ven!

Lægen har fortalt mig, at du har været her, og hilst mig fra dig, – han har ogsaa lovet at hilse dig, naar du kommer igjen. Det trøster mig uendelig at vide, at du er mig nær.

Jeg vil skrive til dig – lidt af og til, for det bevæger mig altid stærkt, og Lægen har paalagt mig fremfor Alt at undgaa saadanne Tanker, som sætte mig i Sindsbevægelse, hvad jeg ogsaa ellers gjør. Men skrive maa jeg, fordi jeg kun derved kan undgaa en bestandig Uro. Jeg har nemlig den Tanke, at jeg kan dø pludselig; – Lægen ler mig ud, naar jeg siger det, men det forekommer mig, at jeg kan se paa ham, at han selv mener det Samme. Dog, maaske er det ogsaa Sygelighed. Saa vil det dog være mig til Beroligelse at vide, at du faar en Hilsen fra mig, hvis det skulde ske.

Jeg har saa meget paa Hjerte, som jeg maa have sagt dig. Jeg har samlet dine Breve og nogle Smaating sammen, som jeg ikke vil have skal falde i Andres Hænder, og hver Gang, jeg har skrevet paa dette Brev, vil jeg lægge det ned i den Pakke, som jeg allerede har adresseret.

Maaske vil vi en Gang le sammen ad dette Indfald. Gud give det!

Nu kan jeg ikke godt taale at skrive mer i Aften. God Nat, min Ven.

18de April.

Veed du, hvad der bevægede mig til at sætte igjennem (med stor Vanskelighed iøvrig), at vi gjorde den Udflugt til Rathen, inden Hospitalet lukkede sig bag mig, – og hvorfor jeg kom til Grotten? Ikke blot det, der ogsaa drev dig derhen, men tillige den Forestilling, at der maatte hændes mig noget Overordentligt dèr. Dog ikke det, som skete – dette var i Virkeligheden endnu mere forunderligt, – nei, jeg troede, at Sindbevægelsen ved at komme dèr vilde blive mig for stærk, – enten dræbe mig eller gjøre mig afsindig – selv dette vilde jeg foretrække for den Sindstilstand, hvori jeg var.

Men hvor det var velsignet at møde dig dèr, Harald! jeg saae, at du var den samme, og du følte ogsaa, at jeg var det – overfor dig. Overfor ham visselig ikke.

Jeg mærkede godt, at det var dig pinligt, at min Uvillie mod ham viste sig saa tydelig, og dog kunde jeg ikke være anderledes. Saa ond er jeg allerede bleven, saa megen Bitterhed, ja Had er der kommet op i mig.

Dette kan du vistnok ikke forstaa.

Hvor er det muligt at afsky et Menneske, som man har elsket?

Eller jeg vil snarere spørge (thi det er vist det, som er dig uforklarligt): – hvorledes kan man elske et Menneske, som man kommer til at se i den Grad ned paa, naar man ved dagligt Samliv lærer hans Charakter til Bunds at kjende? Og her er jo ikke Tale blot om en flygtig Forelskelse, thi jeg kjendte jo dog lidt til ham.

Denne Sag har jeg tænkt mer over end over noget Andet, og for at du ret kan forstaa mig, maa jeg sige dig, hvad jeg mener derom.

En Natur som Stephensen, i hvilken der dog fra først af er nogle ædle Spirer – uden dem vilde han vel heller ikke være bleven Kunstner, ikke engang den Kunstner han er, – naar en saadan Natur, endnu ung og ikke helt fordærvet, fatter Kjærlighed til en ung Pige, saa forfines og forædles han, og hun lærer en Anden at kjende – og at elske – end den, han hidtil har været.

Dog er dette ikke noget Bedrag; tvertimod, hun kjender og elsker ham jo netop saadan, som han skal blive ved deres Forhold, – og hos hende foregaar der noget Tilsvarende, hun faar mere Indhold, Charakteren styrkes og Synet udvider sig.

Alt dette er smukt og rigtigt.

Men saa er det Forskjellen mellem de forskjellige Naturer indtræder i Tidens Løb: saadanne Mænd, hos hvem de ædlere Spirer ere stærke nok, de udvikle sig virkelig imod dette Ideal og befæstes mer og mer deri, men de Andre kunne ikke holde sig paa den Høide, som de ere løftede op til, de synke endogsaa under.

20de April.

Hvad jeg skrev sidst anstrengte og betog mig meget. Det var saa trist at tænke paa og vanskeligt at faa sagt. Igaar kunde jeg Intet skrive.

Jeg vil ikke forsøge at udvikle denne Opfattelse videre – skjøndt det er af stor Vigtighed for mig, at du rigtig forstaar mig, thi det er i dette Punkt alene, at min Undskyldning ligger.

Men du har nok forstaaet mig. Jeg tør ikke paastaa, at det passer i Almindelighed, men i dette Tilfælde maa det være saaledes.

Det var om mit Liv i Danmark, at jeg vilde fortælle dig Noget.

Ak ja! Husker du, hvad Sieglinde siger om sit Liv med Hunding: —

 
Fremdes nur sah ich von je,
freundlos war mir das Nahe;
als hätt' ich nie es gekannt
war was immer mir kam.
 

Det var dog ikke, fordi jeg var »Fremmed« i national Forstand, skjøndt det vel ogsaa har gjort sit. Forresten veed du jo, at der er meget ved det tydske Væsen ogsaa i vor Kunst – naar man ser bort fra de Store – som jeg aldrig har kunnet med.

I Begyndelsen fandt jeg virkelig ogsaa Alt herligt, – frisindet, oplyst og jeg veed ikke hvad.

Men snart mærkede jeg, hvor hul Kjernen var, – jeg havde jo ogsaa en Kvintessens af det Hele i Stephensen at betragte paa altfor nært Hold. Det var jo endelig intet Under, at jeg ikke passede i denne Kreds, eftersom det var min Mands Venner – i alt Fald af Navn. Enkelte syntes jeg naturligvis bedre om. Men Ingen af dem lignede dig. Naar jeg af og til traf en for mig sympathetisk Person, saa var det gjerne en, der hørte til en anden Sphære, kun kom til at berøre vor og trak sig snart tilbage. At vor Kreds iøvrig var den aandfuldeste i Danmark og repræsenterede Landets høieste Intelligens, hørte jeg næsten hver Gang, vi kom sammen. Ja, den var ogsaa den hæderligste; thi de andre vare ikke blot mer eller mindre Idioter, men ogsaa svorne eller endogsaa meensvorne Fjender af Sandhed og Ret. Ja, jeg kan skrive meget aandrig om disse Ting, for jeg har en god Hukommelse og har hørt mange prægtige Taler!

Der var en Tid, da jeg forsøgte at finde mig til Rette og give efter – det var jo min Pligt, sagde Stephensen. Jeg sagde, at maaske havde de Ret og ikke jeg, det kunde jo være, at jeg var sær og urimelig. Jeg trak med de Andre paa Skuldren ad Ting, som jeg fandt ædle og ophøiede, forsøgte at beundre, hvad der inderst æklede mig, lod som om jeg troede, at Egenskaben Dyd var Hykleri og Ordet en Latterlighed – nei, en Uanstændighed, som en af Stephensens aandrige Veninder sagde. Kort sagt, jeg forsøgte at tude med de Ulve, jeg var iblandt (I har jo dog Ulve i Danmark – kan du huske, da du gjorde Nar af mig? – men ingen Løver). Det lykkedes mig ikke at faa min Stivnakke bøiet – maaske har du Hovedskylden, og det er ikke det Mindste, jeg har at takke dig for.

26de April.

Vi levede meget selskabeligt, da Stephensen havde en sand Mani for at adsprede sig, og denne Selskabelighed varede ofte til langt ud paa Natten. Da jeg skulde tidlig op – jeg var efter tydsk Skik en ganske flittig Husmoder og maatte forresten være det, hvis det ikke skulde gaa galt, – saa bidrog dette ikke lidt til at ødelægge mit Helbred.

Undertiden forsøgte jeg at unddrage mig, hvilket altid gjorde Stephensen meget opbragt. Tilsidst havde jeg maaske dog sat min Krig igjennem, hvis ikke eet havde været: min Skinsyge.

Hvad jeg har lidt af Skinsyge, kan jeg neppe gjøre dig begribeligt. Jeg troer ikke, at nogen Mand kan forstaa det, skjøndt eders Kjøn jo skal have frembragt Othelloer.

Man skulde tro, at naar en Hustru har tabt saa megen Agtelse og Kjærlighed for Manden, og naar der næsten intet virkelig Samliv er, saa maatte hun næsten med Ligegyldighed kunne se ham løbe efter Andre. Med mig gik det snarere omvendt. Jo kjøligere jeg følte for ham, desto mere brændende blev min Skinsyge. Som Maler-Hustru havde jeg endda en særlig Fjende: Modellerne. Jeg har nedværdiget mig til at lure ved Døren, naar han havde kvindelig Model. Intet Under, at jeg udholdt at kjæmpe med Søvnen i utaalelige Selskaber for at holde Øie med ham.

Disse Anstrengelser kronedes desværre med et frygteligt Held. Jeg havde længe haft den blonde Dame mistænkt, som du saae paa Cafféen. En Dag – kort efter hin Aften – greb jeg ham i at have lukket sig inde med hende paa Atelieret under Paaskud af, at han havde kvindelig Model. Jeg trængte saa haardt ind paa ham, at han tilstod. Da han nu en Gang var kommen i en Slags snakkesalig Angerfuldhed – plaprede han ud med meget mer, end jeg havde anet. Det viste sig, at hans Troløsheder gik tilbage til de første Aar, – ja, indtil den Periode, da han allermest – —

Nei, jeg kan ikke skrive derom.

Hvor jeg hader ham.

30te April.

Da mit Barn døde, sørgede jeg meget, men der var ikke gaaet et Aar, før jeg betragtede det som en Lykke. Jeg har jo fortalt dig saa meget om min Fader; ser du, jeg frygtede for, at jeg kunde være bleven ligesaadan en Moder. For jeg mærkede i mig den samme Forstening begynde, som den, hvis Virkninger jeg som Barn havde følt, og som jeg senere havde forstaaet.

Nu var der ingen Pligt, der hindrede mig i at slutte mig inde i mig selv. Mit eneste Liv var at læse vore store Digtere og dyrke Musik – især Beethoven og Wagner, hvis Claverpartiturer jeg eiede – det var en Verden efter mit Hjerte og saa forskjellig fra Alt, hvad jeg var fordømt til at komme i Berøring med.

Du veed, hvor lidenskabelig jeg elsker Musik, men ogsaa hvor stærkt det angriber mig nerveust at spille meget. Jeg sagde en Gang til dig i Spøg, at hvis jeg ønskede at dræbe min Forstand, kunde jeg gjøre det ved Claverspil. Maaske har jeg virkelig forsøgt aandelig at tage mig af Dage ved denne himmelske Gift.

Havde jeg øinet noget Lys, havde jeg vidst, hvad jeg nu veed, da havde jeg sikkert skaanet mig mere.

2den Mai.

Jeg vilde ønske, at jeg rigtig vidste, hvad du tænker om Døden. Troer du paa et Gjensyn? Det er vanskeligt at forestille sig, men jeg kan dog ikke forstaa, at jeg selv helt skulde være slukket ud.

Jeg tænker tidt paa gamle Hertz og paa, hvad jeg har hørt ham sige derom. Alt kunde jeg ikke forstaa. Blandt Andet sagde han, at Goethe havde sagt: »Intet dygtigt Menneske tvivler om, at han er udødelig«. Men jeg er rigtignok ikke noget »dygtigt Menneske«, saa det giver mig ingen Ret til at tro derpaa.

I alt Fald føler jeg, at vi høre hinanden til. Jeg er din og var aldrig hans.

Men hvorfor taler jeg om at dø? Det er underligt, for jeg har længe – længe ikke været saa let tilmode og saa fortrøstningsfuld som idag.

Veiret er saa yndigt. Jeg har siddet hele Formiddagen i Overlægens Have og syet. Det er en prægtig Mand.

Imorgen vil jeg fortælle dig mer om, hvorledes Tiden gaar her.

Men iaften skriver jeg ikke længer, jeg vil læse i Schiller; forleden, da jeg bladede i det sidste Bind, fik jeg saadan en Lyst til at prøve, om jeg kunde forstaa »Ueber das Erhabene«. Overlægen siger, at den Slags Ting maa jeg allerhelst læse, endnu bedre skal historiske Skrifter være. Jeg begyndte ogsaa at læse hans »Trediveaars-Krig«, men det kjedede mig saa frygtelig. Jeg kan ikke gjøre for det, saaledes var det allerede i Skolen, alt Historisk kjedede mig.

God Nat, Harald!

Læsningen af disse Meddelelser havde rystet mig altfor dybt og stemt mig for høitidelig til, at jeg kunde finde Lettelse i Taarer; jeg havde endnu ikke grædt efter hendes Død.

Men da jeg endelig greb efter Pakkens øvrige Indhold og fik et sælsomt krammet og buklet Brev i Haanden – hint Brev fra mig, som hun havde gaaet med paa sit Bryst, – saa trykkede jeg det mod mine Læber og hulkede som et Barn.

– — – — – — – — – — – — – — – — – — – — – — – —

Jeg har gjennemlæst de første af disse Blade. Hvor kunde jeg dog skrive disse taabelige Ord: —

»Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag – det er nu fem Aar siden – er jeg ikke i Stand til at besvare dette Spørgsmaal!«

Som om jeg for nogen Pris i Verden vilde give Afkald paa vor Kjærlighed, paa Erindringen om Minna – som om nogen Lykke kunde blive mig saa dyrebar som min Sorg!

– — – — – — – — – — – — – — – — – — – — – — – —

Jeg paatog mig egenmægtig at sørge for Begravelsen. Til min Glæde – ja, jeg glædede mig virkelig – fik jeg en Grav paa »Der weite Kirchhof«, ganske tæt ved Hertz's og hans Hustrus Hvilested, under en af de kjæmpestore Popler.

Paa Graven lod jeg sætte en afbrudt Søile af det smukkeste sachsiske Serpentin, uden anden Indskrift end Navnet: Minna.