Skumringen faldt på, da Riley kørte ind i Glendive. Det havde været en lang dag, og hun følte sig desperat. Tiden gik alt for hurtigt, og dermed forsvandt også muligheden for at finde nogle spor, der kunne redde liv.

Glendive var den ottende by på hendes rute. I hver by indtil videre var Riley gået ind i butikker, der solgte legetøj og dukker og spurgte enhver, der ville tale med hende. Hun følte sig sikker på, at hun ikke havde fundet den butik, hun søgte efter.

Ingen i nogen af butikkerne genkendte kvinderne på de fotografier, hun havde vist dem. Selvfølgelig havde de pågældende kvinder samme alder og udseende som et dusin andre, som en butiksassistent måtte møde i løbet af en uge. For at gøre det hele værre, så var ingen af de dukker, Riley så på hylderne, som hun anså for sandsynligt at have inspireret til ofrenes placering.

Da hun kørte ind i Glendive, havde Riley en mærkelig følelse af déjà vu. Hovedgaden virkede urovækkende ligesom de fleste af de andre byer med en murstenskirke flankeret på den ene side af en biograf og på den anden side af en apotek. Alle disse byer begyndte at smelte sammen i hendes trætte sind.

Hvad regnede jeg dog med? spurgte hun sig selv.

I går aftes havde hun været for desperat til at sove, og hun havde taget sin receptpligtige beroligende medicin. Det havde ikke været en dårlig ide. Men det havde været uklogt af hende at skylle det ned med et par whisky shots. Nu havde hun en alvorlige tømmermænd, men hun måtte fortsætte.

Da hun parkerede sin bil i nærheden af butikken, som hun ville tjekke ud, så hun, at dagslyset forsvandt. Hun sukkede modløst. Hun havde en by og en butik mere at tjekke i aften. Det ville tage mindst tre timer, før hun kunne vende tilbage til Fredericksburg for at hente April i Ryans hus. Hvor mange aftener var hun kommet for sent nu?

Hun greb sin mobiltelefon og ringede til fastnetnummeret. Hun håbede på, at Gabriela ville svare. I stedet hørte hun Ryans stemme.

"Hvad vil du, Riley?" Spurgte han.

"Ryan," spruttede Riley, "jeg er forfærdeligt ked af det, men-"

"Du bliver forsinket igen," sagde Ryan og afsluttede hendes sætning.

"Ja," sagde Riley. "Undskyld."

Der opstod tavshed.

"Ser du, det er virkelig vigtigt," sagde Riley endelig. "En kvindes liv er i fare. Jeg er nødt til det. "

"Det har jeg hørt før," sagde Ryan i et misbilligende tonefald. "Det er altid et spørgsmål om liv og død. Nå, gå videre. Tag dig af det. Jeg begynder bare at undre mig over, hvorfor du overhovet gider at hente April. Hun kan lige så godt blive lige her."

Riley følte halsen snøre sig sammen. Det var ligesom hun var frygtet. Ryan lød, som om han lagde an til et slagsmål om forældremyndighed. Og det var ikke ud fra et oprigtigt ønske om at opdrage April. Han havde for travlt med at leve sit eget liv til at bekymre sig om sin datter. Alt, hvad han ønskede, var at forårsage Riley smerte.

"Jeg kommer og henter hende," sagde Riley og forsøgte at holde stemmen rolig. "Vi kan tale om alt dette senere."

Hun afsluttede opkaldet.

Så trådte hun ud af bilen og gik den korte afstand hen til butikken - Debbie's Doll Boutique, den blev kaldt. Hun gik ind og så, at navnet var lidt pretentiøst for en butik, der solgte ret standard mærke merchandise.

Intet malerisk eller specielt her, indså hun.

Det forekom usandsynligt, at dette var det sted, hun ledte efter. Butikken, hun havde i tankerne, skulle være mindst en smule speciel, et sted, der havde et øre-til-mund ry, og som tiltrak kunder fra omkringliggende byer. Alligevel måtte Riley tjekke denne butik ud for at være helt sikker.

Riley gik op til disken, hvor en høj, ældre kvinde med tykke briller og fugleagtige træk stod ved kasseapparatet.

"Jeg er specialagent Riley Paige, FBI," sagde hun og følte sig nøgen uden sit badge. Hidtil havde andre butiksansatte været villige til at tale med hende uden det. Hun håbede, at denne kvinde også ville gøre det.

Riley trak fire fotografier frem og satte dem på disken.

"Jeg vil gerne vide, om du har set nogen af disse kvinder," sagde hun og pegede på billederne et efter et. "Du kan nok ikke huske Margaret Geraty, for det er to år siden, hun har været her. Men Eileen Rogers kan have været her omkring seks måneder siden, og Reba Frye ville have købt en dukke for seks uger siden. Denne sidste kvinde, Cindy MacKinnon, kan have været her så sent som i sidste uge."

Kvinden kigget indgående på billederne.

"Åh, kære ven," sagde hun. "Mine øjne er ikke, hvad de plejede at være. Lad mig se nærmere på dem."

Hun tog et forstørrelsesglas op og undersøgte billederne. I mellemtiden bemærkede Riley, at der var en anden i butikken. Han var en ret almindelig mand af gennemsnitlig højde og kropsbygning. Han havde en T-shirt på og slidte jeans. Riley kunne godt have overset ham, hvis det ikke var for en vigtig detalje.

Han bar på et bundt roser.

Disse roser var virkelige, men kombinationen af roser og dukker kunne signalere en morders besættelse.

Manden så ikke på hende. Han havde helt sikkert hørt, at hun præsenterede sig som FBI. Undgik han øjenkontakt?

Lige så gik kvindens stemme op.

"Jeg tror ikke, jeg har set nogen af dem," sagde hun. "Men, som jeg sagde, så ser jeg slet ikke godt. Og jeg har aldrig været god til at huske ansigter. Jeg beklager, at jeg ikke kan være til mere hjælp."

"Det er okay," sagde Riley og lagde billederne tilbage i sin taske. "Tak for din tid."

Hun vendte sig om og så igen på manden, der nu kiggede på et nærliggende hylde. Hendes puls steg.

Det kunne helt sikkert være ham, tænkte hun. Hvis han køber en dukke, ved jeg, at det er ham.

Men det ville ikke hjælpe hende at stå her og se på ham. Hvis han var skyldig, ville han ikke afsløre sig selv. Han kunne slippe væk fra hende.

Hun smilede til butiksdamen og gik.

Udenfor gik Riley et kort stykke ned ad vejen og stod der og ventede. Der gik kun et par minutter, før butiksdøren gik op og manden kom ud. Han holdt stadig roserne i den ene hånd. I den anden holdt han en pose med nyindkøbte varer. Han drejede og begyndte at gå langs fortovet væk fra Riley.

Riley gik efter ham med lange skridt. Hun vurderede hans størrelse og kropsbygning. Hun var lidt højere end ham, og muligvis også en smule stærkere. Hun var sandsynligvis i bedre træning. Hun ville ikke lade ham slippe væk.

Lige da han passerede en smal gade, havde manden åbenbart hørt trin bag sig. Han vendte sig pludselig og kiggede tilbage på hende. Han trådte til den ene side, som om han ville flytte sig for hende

Riley skubbede ham sidelæns ind i gyden - skubbede hårdt og groft til ham. Pladsen var trang, beskidt og dårligt oplyst.

Forskrækket tabte manden både pakken og roserne. Blomsterne lå spredt over fortovet. Han løftede en arm som om han ville afværge hende.

Hun tog fat i armen og snoede den bag hans ryg og skubbede ham helt op mod muren.

"Jeg er specialagent Riley Paige, FBI," snerrede hun. "Hvor holder du Cindy MacKinnon fanget? Er hun stadig i live? "

Manden rystede over hele kroppen.

"Hvem?" Spurgte han med rystende stemme. "Jeg ved ikke, hvad du mener."

"Spil ikke dum," snerrede Riley og følte sig mere nøgen end nogensinde uden sit skilt - og især uden sin pistol. Hvordan skulle hun få denne mand med sig uden at trække et våben? Hun var langt fra Quantico, og hun havde ikke engang en partner til at hjælpe sig.

"Jeg aner ikke, hvad det her handler om," sagde manden og begyndte at græde.

"Hvem er disse roser til?" Riley forlangte et svar. "Hvem er de til?"

"Min datter!" Råbte manden. "Hendes første klaverkoncert er i morgen."

Riley holdt stadig fast i hans højre arm. Mands venstre hånd lå fladt mod muren. Riley bemærkede pludselig noget, der ikke havde fået øjet indtil nu.

Manden havde en vielsesring på. Hun var helt sikker på, at morderen ikke var gift.

"Klaverkoncert?" Sagde hun.

"Ja, "råbte han. "Du kan spørge hvem som helst i byen."

Riley løsnede sit greb lidt.

Manden fortsatte: "Jeg købte roser til hende for at fejre det. Når hun nejer. Jeg købte også en dukke til hende."

Riley slap mandens arm og gik over og samlede pakken op. Hun tog indholdet ud.

Det var en dukke, ja. En af de teenagepige-dukker, der altid virkede stødende på hende, alt for sexede op med malede læber og en stor barm. Men hvor foruroligende det end var, så var det den slags dukke, hun havde set tæt på Daggett. Den dukke var en lille pige. Det var også den slags dukke, hun havde set på billedet af Cindy MacKinnon og hendes niece – med flæserkjoler og gyldent hår og klædt i pink.

Hun havde fat i den forkerte mand. Hun gispede efter vejret.

"Jeg beklager," sagde hun til manden. "Jeg tog fejl. Undskyld."

Stadig rystet og chokeret samlede manden forvirret roserne op. Riley bøjede sig ned for at hjælpe ham.

"Nej! Nej! "Udbrød Manden. "Lad være! Gå væk! Bare gå væk fra mig!"

Riley vendte sig og gik ud af gyderne og lod manden selv samle sin datters roser og dukke op. Hvordan kunne hun lade dette ske? Hvorfor var hun gået så langt? Hvorfor havde hun ikke bemærket mandens vielsesring i samme øjeblik hun så ham?

Svaret var enkelt. Hun var udmattet og forvirret. Hun tænkte ikke klart.

Da hun gik henad fortovet, fangede et neonbutikskilt på en bar hendes blik. Hun ville have en drink. Hun følte, at hun havde brug for en drink.

Hun gik ind i det svagt oplyste rum og satte sig i baren. Bartenderen var optaget af at vente på en anden kunde. Riley spekulerede på, hvad manden hun lige havde antastet ville gøre nu. Ville han ringe til politiet? Ville hun selv blive anholdt? Det ville helt sikkert være dybt ironisk.

Men hun gættede på, at manden sandsynligvis ikke ville ringe til politiet. Efter alt at dømme ville han få svært ved at forklare, hvad der var sket. Han kunne endda føle sig flov over at være blevet antastet af en kvinde.

Under alle omstændigheder, hvis han havde ringet til politiet, og de var på vej for at hente hende, kunne det ikke betale sig at stikke af. Hvis hun skulle, måtte hun tage konsekvenserne af sine handlinger. Og måske fortjente hun at blive arresteret. Hun huskede sin samtale med Mike Nevins, hvordan han havde gjort hendes opmærksomhed på sine egne følelser af værdiløshed.

Måske har jeg ret til at føle mig værdiløs, tænkte hun. Måske ville det have været bedre, hvis Peterson bare havde dræbt mig.

Bartenderen trådte frem mod hende.

"Hvad skulle det være?" Spurgte han.

"En bourbon med is," sagde Riley. "En dobbelt."

"Kommer straks," sagde bartenderen.

Hun mindede sig selv, at hun ikke plejede at drikke på jobbet. Hendes foruroligende healing fra PTSD havde været præget af lejlighedsvise udbrud af intenst drikkeri, men hun troede det lå bag hende.

Hun tog en slurk. Det føltes trøstende at synke den stærke drink.

Hun havde stadig en by til at besøge, og mindst en person til at interviewe. Men hun havde brug for noget til at berolige sine nerver.

Nå, tænkte hun med et bittert smil, i det mindste er jeg ikke officielt på arbejde.

Hun bundede hurtigt sin drink, og talte sig selv fra at bestille nummer to. Legetøjsbutikken i den næste by ville snart lukke, og hun måtte køre dertil med det samme. Tiden var ved at rinde ud for Cindy MacKinnon - hvis den ikke var løbet ud.

Da hun forlod baren, følte Riley at hun gik på kanten af en velkendt afgrund. Hun havde troet, at hun havde ladt al den frygt, smerte og selvmedlidenhed bag sig. Var det ved at indhente hende igen?

Hvor meget længere spurgte hun, kunne hun unddrage sig dets dødbringende træk?

Kapitel 25

Rileys mobiltelefon summede tidligt næste morgen. Hun sad ved kaffebordet og kiggede på det kort, hun havde fulgt i går og planlagde en ny rute for i dag. Da hun så, at opkaldet var fra Bill, blev hun nervøs. Var det gode eller dårlige nyheder?

"Bill, hvad foregår der?"

Hun hørte sin tidligere partner sukke elendig til mode.

"Riley, sidder du ned?"

Riley hjerte sank. Hun var glad for, at hun sad ned. Hun kunne høre på Bills tonefald, at der var en frygtelig meddelelse på vej, og hun følte sig svag i kroppen af frygt.

"De har fundet Cindy MacKinnon," sagde Bill.

"Og hun er død, ikke?" Sagde Riley med en gisp.

Bill var tavs et øjeblik. Men hans stilhed besvarede Rileys spørgsmål. Riley følte tårerne presse på af chok og hjælpeløshed. Hun kæmpede imod dem, fast besluttet på ikke at græde.

"Hvor fandt de hende?" Spurgte Riley.

"Temmelig langt vest for de andre gerningssteder, i nationalparken, næsten ved grænsen af Vest-Virginia."

Hun kiggede på sit kort. "Hvad hedder den nærmeste by?" Han fortalte hende, og hun fandt den omtrentlige placering. Det var ikke inde i trekanten af de andre tre steder, hvor der var fundet lig. Men stadigvæk måtte der være en slags forbindelse til de andre steder. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var.

Bill fortsatte med at beskrive opdagelsen.

"Han havde lagt hende ved siden af en klippe i et åbent område med ingen træer omkring den. Jeg er på gerningsstedet lige nu. Det er forfærdeligt. Han bliver mere modig, Riley."

Og arbejdede hurtigere, tænkte Riley fortvivlet. Han havde kun holdt dette offer i live i nogle dage.

"Så Darrell Gumm er virkelig den forkerte fyr," sagde Riley.

"Du var den eneste, der sagde det," svarede Bill. "Du havde ret."

Riley kæmpede for at forstå situationen.

"Så er Gumm er blevet løsladt?" Spurgte hun.

Bill brummede af irritation.

"Nej," sagde han. "Han vil få en bøde for at spolere efterforskningen . Der er meget, han skal redegøre for. Selvom han virker ligeglad. Men vi vil forsøge at holde hans navn ud af pressen så meget som muligt. Den amoralske stodder fortjener ikke offentlighedens bevågenhed."

Der opstod tavshed.

"For fanden, Riley," sagde Bill til sidst, "hvis bare Walder havde lyttet til dig, så kunne vi måske have reddet hende."

Riley tvivlede på det. Det var ikke, fordi hun havde haft nogen solide spor at gå efter; men måske med alt det omdirigerede arbejdskraft, kunne det alligevel have gjort en forskel i de dyrebare timer.

"Har du nogen billeder?" Spurgte hun. Hendes hjerte hamrede.

"Ja, Riley, men ..."

"Jeg ved godt, du ikke må vise dem til mig. Men jeg må se dem. Kan du sende dem til mig? "

Efter en pause sagde Bill, "Gjort."

Et øjeblik senere sad Riley og kiggede på en stribe forfærdelige billeder på sin mobiltelefon. Den første var et nærbillede af det ansigt, hun havde set på et billede for bare et par dage siden. På det tidspunkt havde kvinden strålet af kærlighed over en glad lille pige og hendes helt nye dukke. Men nu var ansigtet stygt, øjnene syet vidtåbne og med et skræmmende smil malet over læberne.

Da hun gennemgik flere billeder, så hun, at placeringen af liget mindede om den måde, hvorpå Reba Fryes lig var blevet placeret. Alle detaljerne var der. Poseringen var præcis. Liget var nøgent med spredte ben og sad stiv og oprejst som en dukke. En kunstig rose lå på jorden mellem benene.

Dette var morderens sande underskrift, hans besked. Dette var den effekt, han havde ønsket at opnå hele tiden. Han havde opnået beherskelse med sine ofre nummer tre og fire. Riley vidste udmærket, at han var klar til at gøre det igen.

Efter at have set på billederne, vendte Riley tilbage til telefonsamtalen med Bill.

"Jeg er virkelig ked af det," sagde hun med en stemme fyldt med rædsel og sorg.

"Det er jeg også," sagde han. "Men har du nogen ideer overhovedet?"

Riley gennemgik de billeder, hun lige havde set i sit hoved.

"Jeg antager, at parykken og rosen er de samme som de andre," sagde hun. "Båndet også."

"Rigtigt. De ser ens ud."

Hun tøvede. Hvilke spor kunne Bills team håbe på at finde?

"Har du fået opkaldet tidligt nok til at tjekke for hjulspor, fodspor?" Spurgte hun.

"Gerningsstedet blev afspærret tidligt denne gang. En skovfoged så hende og kontaktede FBI direkte. Ingen lokale politifolk har trampet rundt her. Men vi fandt ikke noget nyttigt. Denne gerningsmand er forsigtig."

Riley tænkte sig grundigt om et øjeblik. Billederne havde vist en kvindes krop, der sad i græsset og lænede sig mod en stenformation. Spørgsmålene svirrede gennem hendes hoved.

"Var kroppen kold?" Spurgte hun.

"Det var den, da vi ankom."

"Hvor lang tid tror du liget har været der?"

Hun kunne høre Bill bladre gennem sin notesbog.

"Jeg ved det ikke sikkert, men hun blev sat i denne stilling kort efter sin død. Ifølge misfarvning inden for et par timer. Vi får flere oplysninger, når retsmedicineren går i gang med sit arbejde."

Riley følte sig utålmodig. Hun ønskede at få en klarere følelse af morderens kronologi.

Hun spurgte: "Kunne han have stillet hende, hvor han dræbte hende og bragte hende til stedet efter at kroppen var i rigor mortis?"

"Sandsynligvis ikke," sagde Bill. "Jeg ser ikke noget akavet ved stillingen. Jeg tror ikke, hun allerede kunne være død og stiv, før han anbragte hende her. Hvorfor? Tror du, at han bragte hende hertil og dræbte hende?"

Riley lukkede øjnene og tænkte sig grundigt om.

"Nej," svarede hun endelig.

"Er du sikker?"

"Han dræbte hende, hvor han holdt hende fange og bragte hende til stedet. Han ville ikke have bragt hende dertil i live. Han ville ikke kæmpe med et menneske i sin lastbil eller på stedet."

Hendes øjne var stadig tæt lukket i, da Riley nåede ind i sig selv for at få en følelse af morderens sind.

"Han ville kun have råmaterialerne med til den erklæring, han lavede," sagde hun. "Når hun var død, så var det, hvad hun var for ham. Ligesom et kunstværk, ikke længere en kvinde. Så han dræbte hende, vaskede hende, tørrede hende og forberedte liget lige som han ønskede det, og dækkede det med et lag af vaseline."

Scenariet begyndte at udspille sig i hendes fantasi i levende detaljer.

"Han nåede frem til stedet, da rigor mortis satte ind," sagde hun. "Han timede det perfekt. Efter at have dræbt tre andre kvinder forstod han, hvordan det bedst ville fungere. Han lod dødsstivheden være en del af den kreative proces. Han placerede hende i takt med, at hun stivnede, lidt efter lidt. Han formede hende som ler."

Riley fandt det svært at udtrykke det næste, som fandt sted i hendes tanker – eller i morderen sind. Ordene kom ud langsomt og smertefuldt.

"Da han var færdig med at skulpturere resten af hendes krop, hvilede hendes hage stadig på brystet. Han følte musklerne i hendes skuldre og nakke og følte den nøjagtige tilstand af resterende bøjelighed og vippede hovedet op. Han holdt det der, indtil det stivede. Det kunne have taget to eller tre minutter. Han var tålmodig. Så trak han sig tilbage og nød sit kunstværk."

"Du godeste," mumlede Bill med lav chokeret stemme. "Du er god."

Riley sukkede bittert og svarede ikke. Hun syntes ikke, hun var god - ikke længere. Alt, hvad hun var god til, var at komme ind i et sygt sind. Hvad sagde det om hende? Hvordan gjorde det nogen godt? Det havde bestemt ikke hjulpet Cindy MacKinnon.

Bill spurgte: "Hvor langt væk tror du, at han holder ofrene fanget, mens de stadig lever?"

Riley gjorde nogle hurtige mentale beregninger, der visualiserede et kort over området i hendes hoved.

"Ikke så langt fra, hvor han anbragte hende," sagde hun. "Sandsynligvis under to timers kørsel derfra."

"Det dækker stadig meget territorium."

Rileys humør dalede med det samme. Bill havde ret. Hun sagde ikke en eneste ting, der kunne være til nogen hjælp.

"Riley, vi har brug for dig tilbage på denne sag," sagde Bill.

Riley stønnede tungt.

"Det tror jeg ikke, at Walder synes," sagde hun.

Det tror jeg heller ikke, tænkte hun.

"Nå, men Walder tager fejl," sagde Bill. "Og jeg skal fortælle ham, at han tager fejl. Jeg vil skaffe dig tilbage på jobbet."

Riley lod Bills ord fæstne et øjeblik.

"Det er for stor en risiko for dig," sagde hun til sidst. "Walder kan også fyre dig, hvis du laver ballade."

"Men.. men Riley," stammede Bill.

”Nej, Bill. Hvis du bliver fyret, vil denne sag aldrig blive løst."

Bill sukkede. Hans stemme var træt og resigneret.

"Ok," sagde han. "Men har du overhovedet nogen ideer?"

Riley tænkte et øjeblik. Den afgrund, hun havde kigget ind i de sidste par dage, gabte bredere og dybere. Hun følte, hvor lidt der var tilbage af hendes beslutsomhed, der blot løb ud mellem fingrene på hende. Hun havde svigtet, og en kvinde var død.

Alligevel var der måske en ting, hun kunne gøre.

"Jeg har måske nogle idéer," sagde hun. "Jeg giver dig besked."

Da de afsluttede opkaldet, nåede lugten af kaffe og stegt bacon Riley fra køkkenet. April var derinde. Hun havde lavet morgenmad lige siden Riley var stået op.

Uden at blive bedt om det! tænkte Riley.

Måske var tiden med hendes far, der fik hende til at sætte lidt pris på Riley. April brød sig aldrig om at være i nærheden af Ryan. Uanset årsagen var Riley taknemmelig for selv den mindste komfort på en formiddag som denne.

Hun sad der og tænkte på, hvad de skulle gøre næste gang. Hun havde planlagt at køre mod vest igen i dag efter den nye rute, hun havde kortlagt. Men hun følte sig overvundet, helt slået ud af denne forfærdelige begivenhed. I går havde hun ikke været på toppen, og hun var endda faldet i og havde snuppet en drink i Glendive. Hun kunne ikke gøre det samme i dag, ikke i sin nuværende sindstilstand. Hun ville helt sikkert begå fejl. Og alt der var allerede lavet for mange fejl.

Men legetøjsbutikken var stadig vigtig - måske vigtigere end nogensinde. Morderen ville udsøge sig sit næste offer, hvis han ikke allerede havde gjort det. Riley tændte sin computer og skrev en email til Bill med en kopi af sit kort vedhæftet.

Hun forklarede Bill, hvilke byer og hvilke butikker der skulle kontrolleres. Bill selv burde nok koncentrere sig om at finde frem til morderens hjem, skrev hun. Men måske kunne han overtale Walder til at sende en anden langs Rileys rute - så længe Walder ikke fandt ud af, at det var hendes idé.

Hun sad der og stirrede på kortet igen og igen, og langsomt begyndte hun at se et mønster, hun ikke havde set før. Det var ikke, at lokaliteterne relaterede til hinanden, men at de blev spredt ud i en skæv bue fra et andet mærke på hendes kort-området omgivet af de fire kvindes adresser. Da hun studerede det, gjorde det hende mere overbevist om, at valget af ofre var centreret omkring et bestemt sted, hvor de alle gik hen, en bestemt dukkebutik. Og uanset hvor morderen tog sine ofre hen, var det nok ikke langt fra hvor han først så dem.

Men hvorfor havde hun ikke kunnet finde butikken? Greb hun det forkert an? Var hun så fikseret på en enkelt ide, at hun ikke kunne se andre spor? Forestillede hun sig bare, at der var et mønster, der førte hende helt på afveje?

Riley skannede sit kort og sendte det til Bill sammen med sine noter.

"Morgenmaden er parat, mor."

Da hun satte sig sammen med sin datter, kæmpede Riley igen for at holde tårerne tilbage.

"Tak," sagde hun. Hun begyndte at spise i tavshed.

"Mor, hvad er der galt?" Spurgte April.

Riley var overrasket over spørgsmålet. Hørte hun en bekymring i datterens stemme? Pigen var stadig temmelig fåmælt over for Riley det meste af tiden, men i det mindste havde hun ikke været åbent uhøflig i et par dage.

"Der er ikke noget galt," sagde Riley.

"Det passer ikke," sagde April.

Riley sagde ingenting. Hun ønskede ikke at trække April ind i sagens forfærdelige virkelighed. Hendes datter var allerede plaget nok.

"Var det Bill i telefonen?" spurgte April.

Riley nikkede stille.

"Hvad ringede han om?" Spurgte April.

"Jeg kan ikke tale om det."

En lang stilhed fulgte. De spiste videre.

Endelig sagde April: "Du forsøger at få mig til at tale med dig. Det går begge veje, ved du godt det? Du taler aldrig med mig. Ikke rigtig. Taler du nogensinde med nogen længere?"

Riley holdt op med at spise og kvalte et snøft, der steg op i halsen. Det var et godt spørgsmål. Og svaret var nej. Hun talte slet ikke med nogen, ikke længere. Men hun kunne ikke få sig selv til at sige det.

Hun mindede sig selv om, at det var lørdag, og hun skulle ikke køre April til skole. Og hun havde ikke planlagt, at April skulle være hos sin far. Og selvom Riley ikke ville køre mod vest for at finde spor, var der stadig noget, hun måtte gøre.

"April, jeg er nødt til at tage et sted," sagde hun. "Kan du være her selv?"

"Ja," sagde April. Derefter spurgte hun med en virkelig trist stemme: "Mor, kan du i det mindste fortælle mig, hvor du skal hen?"

"Jeg skal til en begravelse."