Mackenzie gik frem igen, og selvom hun var klar over, at det var vanvittigt at gøre, kravlede hun alligevel op i sengen, og puttede sig ved siden af hendes far. Hun vidste, at hans krop snart blev kold og bleg.

Mackenzie vågnede med er sæt, klistret til af sved rev mareridtet hende ud af søvnen klokken 3:12.

Hun sad, og trak vejret hårdt, og foragtede sig selv, da hun begyndte at græde.

Hun savnede sin far så meget, at det gjorde ondt.

Hun sad der alene, og prøvede at græde sig i søvn.

Men det ville tage timer, det vidste hun, før hun faldt i søvn igen. Hvis hun overhovedet kom til at sove.

På en mærkelig måde længtes hun efter at kaste sig tilbage ind i sagen. Af en eller anden grund var det mindre smertefuldt.

Da Mackenzie ankom til Carols Diner et par timer senere, var hun vågen og på vagt. Hun så på Agent Ellington hen over det lille bord. Det var pinligt at tænke på, hvor meget hendes mareridt påvirkede hende, og hvor nemt hun var blevet skræmt i går aftes. Hvad pokker var der galt med hende?

Hun vidste godt, hvad det var. Sagen var trængt ind i hende, og vækkede gamle minder, som hun troede, hun havde lagt bag sig. Den påvirkede måden hun levede på. Hun havde hørt, at det skete for andre, men indtil nu havde hun aldrig selv oplevet det.

Hun spekulerede på, om Ellington nogensinde oplevede det. Fra hendes side af bordet så han velpudset og professionel ud, et præcist billede på hvordan Mackenzie forventede en FBI-agent så ud. Han var muskuløs, men ikke kraftig, selvsikker, men ikke kæphøj. Det var svært at forestille sig, at han blev stresset af ret meget.

Han fangede hende i at betragte sig, men i stedet for at blive flov og kigge væk, fastholdt hun hans blik.

"Hvad er det?" spurgte han.

"Ikke rigtigt noget," sagde hun. "Jeg spekulerer bare på, hvordan det er at vide, at du med en enkelt opringning kan få Bureauet til undersøge noget, der tager mig flere timer at overbevise det lokale politi om at kigge på."

"Det ikke er altid så nemt," sagde Ellington.

"Ok, men i den her sag virker Bureauet motiveret," påpegede Mackenzie.

"Den rituelle opsætning af mordscenen skriger næsten seriemorder," sagde han. "Og nu hvor vi har fundet endnu et lig, ser det ud som om, at det er lige præcis det, vi er oppe imod."

"Har Nelson været imødekommende?" spurgte hun.

Ellington smilede, og viste tegn på, at en subtil charme lurede under hans professionelle ydre. "Han prøver på det. Undertiden er lilleby-mentaliteten svært at bryde ud af."

"Det ved jeg alt om," sagde Mackenzie.

Servitricen kom over til dem for at tage imod deres ordrer. Mackenzie valgte en veggie omelet, mens Ellington bestilte en stor tallerken morgenmad. Da afbrydelsen var overstået, foldede Ellington sine hænder, og lænede sig frem.

"Nå," sagde han. "Hvor er vi med det her?"

Mackenzie vidste, han gav hende en chance for at vise ham, hvordan hun arbejdede. Det hørte hun på hans tonefald, og i det lille smil der knapt rørte kanten af hans mund. Han var smuk på en robust måde, og Mackenzie var lidt ukomfortabel med, hvor ofte hendes øjne blev draget mod hans mund.

"Lige nu er vi nødt til at vente på de spor, der er indsamlet, og så efterforske dem grundigt," sagde hun. "Sidste gang vi fandt et spor, som vi troede var lovende, var vi helt forkert på den."

"Men du fangede en mand, der solgte børneporno," påpegede Ellington. "Så det var ikke total spildt."

"Det er rigtigt. Men alligevel, jeg går ud fra, at du har bemærket hierarkiet på vores lokale station. Hvis jeg ikke snart opklarer sagen, sidder jeg fast i det samme job i meget lang tid."

"Det er jeg ikke så sikker på. Nelson har meget høje tanker om dig. Men om han vil indrømme overfor de andre, det er en anden historie. Det er derfor, at han har sat mig til at hjælpe dig. Han ved, at du kan få arbejdet gjort."

Hun kiggede væk fra ham for første gang. Hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle få løst sagen, hvis hun ikke holdt op med at springe op ved hver lille lyd i sit hus og sove med sin pistol på natbordet.

"Jeg regner med, at vi starter med testen af træet," sagde hun. "Vi besøger alle, der sælger den slags træ, helt ned til der hvor det er savet. Hvis det ikke giver noget, er vi nødt til at lægge pres på de kvinder, som Hailey Lizbrook arbejdede sammen med. Vi kan endda blive så desperate, at vi kigger på overvågningskameraer i klubben, hvor hun arbejdede."

"Alle er gode idéer," sagde han. "En anden ide jeg vil foreslå Nelson, er at indsætte undercover betjente på nogle af de stripklubber, der er placeret i en radius af 150 km. Vi kan trække på nogle agenter fra Omaha kontoret, hvis vi har brug for det. Og hvis vi læser gamle sager igennem, kan vi også lede efter en mand, der forfølger prostituerede. Her må jeg sige, at du ifølge Nelson ramte plet ved et tidligere møde. Vi skal bare ikke tro, at det kun er strippere."

Mackenzie nikkede, selvom hun var begyndt at tvivle på, at den sag hun huskede fra 80’erne, hvor en prostitueret blev hængt op på en pæl, havde forbindelse til denne sag. Alligevel var det var rart, at hendes indsats blev anerkendt af nogen med erfaring.

"Okay," sagde Ellington. "Så jeg nødt til at spørge."

"Spørge om hvad?"

"Det er tydeligt, at du bliver modarbejdet på lokal plan. Men det er også tydeligt, at du slider røven ud af bukserne og ved hvad det handler om. Selv Nelson har fortalt mig, at du er en af hans mest lovende detektiver. Jeg kiggede på dine data, du ved… Alt hvad jeg så, er imponerende. Så hvorfor bliver du her, hvor man er hånlig over for dig, og ikke giver dig en fair chance, når du så let som ingenting kan arbejde som detektiv hvor som helst?"

Mackenzie trak på skuldrene. Det var noget, hun spurgte sig selv flere gange, og svaret var enkelt, selvom det var morbidt. Hun sukkede, og ønskede ikke at komme ind i det, men samtidig ønskede hun heller ikke at forpasse chancen. Et par gange havde hun talt med Zack om sin grund til at blive i lokalområdet, dengang de stadig talte sammen, og Nelson kendte også lidt til hendes historie. Men hun kunne ikke huske, hvornår nogen frivilligt opfordrede hende til at tale om det.

"Jeg voksede op lige udenfor Omaha," sagde hun. "Min barndom var... ikke den bedste. Da jeg var syv år gammel, blev min far dræbt. Jeg fandt ham i soveværelset."

Ellington rynkede panden, ansigtet blev fyldt med medfølelse.

"Det er jeg ked af," sagde han sagte.

Hun sukkede.

"Han var privatdetektiv," tilføjede hun. "før det var han lokalbetjent i omkring fem år."

Han sukkede også.

"Det er min teori, at mindst én ud af hver femte betjent har en fortid med en slags uløst traume, der er relateret til en forbrydelse," sagde han. "Det er det traume, der får dem til at ønske at ”beskytte og tjene."

"Ja," sagde Mackenzie. Og vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere på, at Ellington regnede hende ud på mindre end 20 sekunder. "Det lyder rigtigt."

"Blev din fars morder nogensinde fundet?" spurgte Ellington.

"Nej. Ud fra de sagsakter jeg har læst, og den lille smule min mor har fortalt mig, om det der skete, så var han i gang med at efterforske en lille gruppe, der var involveret i narkotikasmugling fra Mexico, da han blev dræbt. Politiet efterforsket sagen i et stykke tid, men den blev droppet inden for tre måneder. Og det var det."

"Det er jeg ked af at høre," sagde Ellington.

"Bagefter indså jeg, at der foregår en masse dovent og sjusket arbejde i retssystemet, og derfor ønskede jeg at komme til at arbejde med noget med retshåndhævelse, at blive detektiv, for at være helt præcis."

"Så du opnåede din drøm i en alder af 25," sagde Ellington. "Det er imponerende."

Før hun nåede at sige noget, kom servitricen med deres mad. Hun satte tallerkenerne, og da Mackenzie begyndte at gøre kål på sin omelet, blev hun overrasket over at se Ellington lukke øjnene og bede en tavs bøn over sin mad.

Det var svært ikke at stirre et øjeblik, mens hans øjne var lukkede. Hun havde ikke tænkt på ham som en religiøs mand, og et eller andet rørte hende, da hun så ham bede før sit måltid. Hun stjal sig til at kigge på hans venstre hånd, og så ikke nogen vielsesring. Hun tænkte over, hvordan hans liv mon var. Boede han i en ungkarlelejlighed med øl på lager i køleskabet, eller var han mere typen, med vinreol og IKEA-reoler fyldt med klassisk og moderne litteratur?

Hun arbejdede med en åben bog her. Det var mere interessant, hvordan han var blevet FBI-agent. Hun funderede over, hvordan han var i et forhørslokale, eller i det ophedede øjeblik hvor pistoler blev trukket mod en mistænkt, der var en millimeter fra enten at overgive sig eller åbne ild. Hun vidste ingen af disse ting om Ellington, og det var spændende.

Da han åbnede øjnene, og begyndte at spise, kiggede Mackenzie væk, tilbage på sin mad. Et øjeblik senere ikke kunne hun klare det længere.

"Okay, hvad så med dig?" spurgte hun. "Hvad fik dig til at vælge en karriere hos FBI?"

"Jeg er barn af firserne," sagde Ellington. "Jeg ville være John McClane og Dirty Harry, bare lidt mere raffineret."

Mackenzie smilede. "De er ret gode rollemodeller. Farligt og risikofyldt."

Han skulle til at sige noget, da hans telefon ringede.

"Undskyld mig," sagde han, rakte ind i jakkelommen, og trak telefonen frem.

Mackenzie lyttede til hans del af samtalen, som viste sig at blive kort. Efter et par bekræftende svar og et hurtig Tak, lagde han på, og kiggede trist på sin mad.

"Alt okay?" spurgte hun.

"Ja," sagde han. "Men vi må pakke det her sammen. Resultatet fra analysen af træet er kommet."

Han kiggede direkte på hende.

"Det stammer fra et tømmerværft, der ligger mindre end en halv time væk."

KAPITEL 14

Mackenzie havde altid elsket lugten af frisk træ. Det gik tilbage til juleferier sammen med bedsteforældrene, efter hendes far var død. Hendes bedstefar opvarmede huset med en gammel brændeovn, og den bagerste ende af huset duftede altid af cedertræ og af den ikke helt ubehagelige lugt af frisk aske.

Hun blev mindet om den gamle brændeovn, da hun steg ud af bilen i gruset foran Palmers tømmerværft. Til venstre for hende var en savmølle sat op, et kæmpe træ kørte ned af et bælte og hen mod en sav, der omtrent var på størrelse med den bil, hun havde lige var trådt ud af. Flere bunker af nyskovet tømmer ventede på en tur i saven.

Hun gav sig selv et øjeblik til at kigge på processen. En laster, der lignede en blanding af en lille kran, og de der maskiner der man kan fange legetøj med, løftede stammerne og stablede dem på en maskine som så gammeldags ud, den skubbede dem ind på et bælte. Derfra blev stammerne ført direkte til en sav, som hun mente, blev justeret til hver stamme af en mekanisme eller et kontrolpanel, hun ikke kunne se, derfra hvor hun stod. Da hun vendte sig, så hun en lastbil køre ud fra tømmerværftets med en trailer fyldt med groft skåret træ, der var stablet omkring tre en halv meter højt.

Underligt nok tænkte hun på Zack, da hun så det hele. Han søgte arbejde på et sted som det her i den anden ende af byen, lige omkring det tidspunkt hvor han fik jobbet på tekstilmøllen. Da han opdagede de roterende skift på tekstilmøllen, valgte han det arbejde i håb om at få mere fritid. Hun var sikker på, at han var blevet god til at arbejde med tømmer, han var altid god til at bygge ting.

"Det ser ud til at være hårdt arbejde," sagde Ellington.

"Vores er også temmelig hårdt," sagde hun, glad for at få tankerne om Zack ud af hovedet.

"Det er det helt sikkert," var Ellington enig i.

Foran dem lå en almindelig betonbygning, der kun skiltede med nogle sorte stencilerede bogstaver med teksten KONTOR over døren. Hun gik sammen med Ellington over til døren, og blev igen overrasket, da Ellington åbnede døren for hende. Hun huskede ikke, at nogen i politiet var så galant, eller viste hende respekt, helt tilbage til den første dag, hun bar sit skilt.

Indenfor var støjen udefra dæmpet til et stille brøl. Kontoret bestod af en stor skranke med rækker af arkivskabe bagved. Lugten af frisk træ gennemsyrede stedet, og det virkede som om, der var støv overalt. En enlig mand stod bag skranken, og var ved at skrive noget i en journal, da de kom ind. Da han så dem var det tydeligt, at han blev en smule forvirret, sikkert på grund af Ellingtons jakkesæt og Mackenzies afslappede påklædning.

"Hej," sagde manden bag skranken. "Kan jeg hjælpe jer?"

Ellington tog føringen, hvilket Mackenzie havde det fint med. Han viste hende den største respekt, og var mere erfaren end hende. Det fik hende til at spekulere på, hvor Porter var. Beholdt Nelson ham på kontoret for at gennemgå billederne? Eller var han med til at udspørge potentielle vidner, måske tale med Hailey Lizbrooks kollegaer?

"Jeg er Agent Ellington, og det er detektiv White," sagde Ellington. "Vi vil gerne tale med dig et øjeblik, om en sag som vi forsøger at opklare."

"Øh, helt sikkert," sagde manden stadig, mærkbart forvirret. "Er du sikker på, at du er på det rigtige sted?"

"Ja, sir," sagde, Ellington. "Vi kan desværre ikke afsløre detaljer om sagen, men jeg kan fortælle dig, at der er fundet en pæl på gerningsstederne. Vi har taget en prøve fra træet, og resultatet har ført os hertil."

"Pæle?" spurgte manden, og så overrasket ud. " Taler du om Fugleskræmsel Morderen?"

Mackenzie rynkede panden, hun kunne ikke lide, at sagen allerede var ved at blive en fast bestanddel af den offentlige samtale. Hvis en ensom mand i et kontor på tømmerværftet havde hørt om den, så var chancerne gode for at nyheden om sagen bredte sig som løbeild. Og midt i det hele var hendes ansigt klisteret op på forsiden af de aviser, der skrev om historien.

Faktisk kiggede han på hende, og hun mente, at hun så genkendelse i hans ansigt.

"Ja," sagde Ellington. "Har du haft nogen ud af de sædvanlige kunder, der har købt pæle?"

"Jeg vil gerne hjælpe," sagde manden bag disken. "Men jeg tror, det bliver noget af en kaninjagt for jer. Forstår I, jeg sælger kun tømmer til virksomheder eller mindre træværfter. Alt hvad der stammer herfra, går normalt til et andet tømmerværft eller til et firma af en eller anden slags."

"Hvilke slags firmaer?" spurgte Mackenzie.

"Det afhænger hvilken slags træ vi snakker om," sagde han. "Det meste af mit træ går til bygge-og anlægsvirksomheder. Men jeg har også et par kunder, der er laver ting som møbler i træ."

"Hvor mange kunder har du på en måned?" spurgte Ellington.

"70 eller deromkring på en god måned," svarede han. "De sidste par måneder har nu været temmelig sløve. Men så er det lettere at finde det, som I leder efter."

"En ting mere," sagde Mackenzie. "Markerer du på en eller anden måde på det tømmer, der kommer herfra?"

"På større ordrer sætter jeg nogen gange et stempel på ét stykke pr. last".

"Et stempel?"

"ja. Det bliver gjort med en lille trykpresse jeg har uden for. Den sætter dato og navn på mit tømmerværft på stykket."

"Men ingen indgravering eller udskæring?"

"Nej, slet ikke sådan noget," sagde manden.

"Har du mulighed for at finde frem til de kunder, der har købt færdigskåret pæle af cedertræ?" spurgte Ellington.

"Ja, det har jeg. Ved du hvilken størrelse?"

"Et øjeblik," sagde Ellington, og fandt sin telefon frem for at lede efter oplysningerne.

"Tre meter" sagde Mackenzie, og hentede tallet frem i hukommelsen.

Ellington kiggede over på hende, og smilede til hende.

"En halv meter under jorden," sagde Mackenzie, "og to en halv meter over jorden."

"Pælene er også temmelig gamle," sagde Ellington. "Træet er ikke frisk. Og vores test viser, at det aldrig er blevet behandlet."

"Det gør det lidt lettere," sagde manden. "Hvis det kom herfra, så er ældre træ taget fra mit skrot lager. Giv mig et par minutter så finder jeg oplysningerne. Hvor langt tilbage skal jeg lede?"

"Tre måneder bagud, bare for at være sikker," sagde Ellington.

Manden nikkede, og gik hen til et af antikvariske arkivskabe bag ham. Mens de ventede, begyndte Mackenzies telefon at ringe. Da hun svarede, var hun nervøs for, at det var Zack, der ringede for at foreslå en forsoning. Hun blev lettet over at opdage, at det var Porter.

"Hej?" sagde hun og besvare opringningen.

"Mackenzie, hvor er du lige nu?" spurgte Porter.

"Jeg er sammen med Ellington på Palmers tømmer værft for at undersøge resultatet af testen af træstykket fra pælen."

"Nogen resultater?"

"Det ligner en spor, der fører til flere andre spor."

"Okay, noget møg," sagde Porter. "Jeg hader skulle sige det til jer, men det kan ikke gøres anderledes." Han tøvede et øjeblik, og hun hørte et rystet suk i anden ende, før han tilføjede: "Vi har fundet et nyt lig."

KAPITEL 15

Da de ankom til det nye gerningssted 40 minutter senere, var Mackenzie urolig, fordi det lå tættere på. Scenen var præcis 35 minutter fra hendes hjem, i baghaven af et faldefærdige hus der for længst var forladt. Hun fornemmede næsten skyggen fra den nye dræbte kvinde strække sig over det flade landskab, på tværs af byens gader og hen til sin hoveddør

Hun gjorde sit bedste for at skjule sine flossede nerver, da hun og Ellington gik hen mod pælen. Hun kiggede op mod det gamle hus, især på de tomme vinduer. For hende lignede de store truende øjne, der lurede, og spottede hende

Der stod en lille flok betjente omkring pælen, med Porter i midten af dem. Han betragtede Mackenzie og Ellington, da de nærmede sig pælen, men Mackenzie bemærkede det næsten ikke. Hun var alt for travlt optaget med at betragte liget, og så med det samme to meget tydelige forskelle på det nye offer.

For det første havde kvinden små bryster, mens de to forrige ofre var blevet langt mere begavede. For det andet havde piskeslagene, der tidligere kun havde ramt de andre ofres ryg, også ramt kvindens mave og bryst.

"Det er ved at komme ud af kontrol," sagde Porter, hans stemme var lav og hærget.

"Hvem opdagede liget?" spurgte Mackenzie.

"Ejeren. Han bor to miles mod øst. Han har sat en kæde på den private grusvej, og opdagede tilfældigvis, at den var klippet over. Han siger, at ingen kommer her bortset fra en tilfældig jæger i jagtsæsonen, men som bekendt ligger jagtsæsonen flere måneder væk. Og desuden siger han, at han kender alle de mænd, der jager her."

"Er det en privat vej?" spurgte Mackenzie, og kiggede tilbage på den grusvej, de var kommet ad.

"Ja. Uanset hvem der gjorde det," sagde han, og nikkede hen mod den ophængte krop, "klippede kæden over, så han vidste, hvor han ville fremvise sit næste trofæ. Han har planlagt det."

Mackenzie nikkede. "Der viser overlagt hensigt og formål fremfor kun et sindsforvirret psykologiske behov."

"Er der nogen mulighed for, at grundejeren er involveret?" spurgte Ellington.

"Jeg har to mænd, der afhører ham hjemme hos ham selv lige nu," sagde Nelson. "Men jeg tvivler. Han er 78 år, og halter når han går. Jeg kan ikke se ham trække rundt på pæle eller have succes med at lokke strippere ind i sin lastbil."

Mackenzie gik tættere på liget. Ellington fulgte efter. Kvinden så betydeligt yngre ud end de andre, måske i begyndelsen af 20’erne. Hovedet hang lavt, og kiggede ned mod jorden, men Mackenzie bemærkede den mørkerøde læbestift, smurt ud omkring kinden og hagen. Hendes sort mascara var også løbet, og havde efterladt mørke striber ned langs ansigtet.

Mackenzie begyndte på bagsiden af pælen. Piskeslagene var de samme som på de to andre ofre. Nogle var stadig så friske, at de var våde i kanten, blodet var endnu ikke helt tørt. Hun bøjede sig ned mod bunden af pælen, men blev stoppet af Nelson.

"Jeg har allerede tjekket," sagde han. "Dine tal er der."

Ellington kom over til hende, og bøjede sig ned for at se. Han kiggede op på Mackenzie. "Nogen anelse om hvad disse tal betyder?"

"Ingen," sagde hun.

"Jeg tror næsten, det siger sig selv," sagde Nelson, " sagen vil fra nu af have første prioritet. Agent Ellington, hvor hurtigt kan vi få flere betjente på opgaven?"

"Jeg kan ringe nu, og forhåbentlig kan vi så få et par mere herud i eftermiddag."

"Gør det. Nogen resultater fra tømmerværftet?"

"Vi fik 16 navne," sagde Mackenzie. "De fleste af dem er bygge-og anlægsvirksomheder. Vi er nødt til at tjekke hver og en, og se om de har nogle brugbare oplysninger."

"Jeg får nogle mænd på det," sagde han. "Lige nu har jeg brug for, at du og Ellington følger op på de mest lovende spor. I to er mine frontløbere i denne sag, så gør hvad pokker I behøver for at for at opklare den. Jeg vil have den syge stodder siddende i et forhørslokale, inden dagen slutter.”

"I mellemtiden jeg vil få mine mænd til at kigge på kort over de omkringliggende 150 kilometer eller deromkring. Vi deler det op, og starter med isolerede områder som det her, marken fra det sidste mord, og majsmarker der er let adgang til."

"Ellers andet?" spurgte Ellington.

"Ikke noget jeg kan komme på lige nu. Men hold mig underrettet om selv den mindste detalje, I finder. Vi kan snakke mere om det om lidt. " sagde Nelson. Han kiggede derefter over på Mackenzie og nikkede med hovedet mod højre." White, kan jeg tale med dig et øjeblik?"

Mackenzie gik væk fra pælen, og fulgte efter Nelson over til siden af det faldefærdige hus, mens hun spekulerede over, hvad det handlede om.

Er du komfortabel med at arbejde sammen med Ellington?" spurgte han.

"Ja sir. Han er meget præcis, og er utrolig god til tale tingene igennem med mig."

"Godt. Hør her, jeg er ikke en idiot. Jeg kender dit potentiale, og jeg ved, at hvis der er nogen af mine detektiver, der kan fange den stodder, så er det dig. Og jeg har fandeme ikke tænkt mig bare at lade FBI køre det rundt og snuppe sagen fra os. Så jeg vil have, at du arbejder sammen med ham. Jeg har allerede talt med Porter om det og omfordelt ham. Han er stadig på sagen, men jeg har fået ham at hjælpe med dør-til-dør efterforskningen."

"Og det er han okay med?"

"Det er ikke noget, du skal bekymre dig sig om. Lige nu skal du bare holde dig til sagen og følge dit maveinstinkt. Jeg har fuld tillid til, at du træffer de rigtige beslutninger. Du behøver ikke at tjekke med mig om hver eneste lille ting. Bare gøre hvad du skal gøre for at opklare det her. Kan du klare det for mig?"

"Ja, sir."

"Det tænkte jeg nok," sagde Nelson med et lille smil. "Nu skal du og Ellington komme ud herfra i en fart og skaffe os nogle resultater."

Han gav hende et blidt klap på ryggen, hvilket, alt taget i betragtning, næsten svarede til da Ellington åbnede døren for hende på tømmerværftet. Det var en stor indrømmelse, når det kom fra Nelson, og hun værdsatte det. De gik sammen tilbage til liget, og Mackenzie kiggede igen på tallene. Hun følte, at der var noget der, at nøglen til at opklare det hele lå i disse forbistrede tal.

Hun fornemmede at en del af ham, ønskede at blive fanget. Han lokkede dem.

"Er du okay?" spurgte Ellington, der stod på den anden side af pælen.

Hun nikkede, og kom op og stå.

"Har du nogensinde før haft en sag som den her?"

"Kun to," sagde han. "En af dem endte med otte mord, før vi fangede ham."

"Tror du, at det sker her?" spurgte hun.

Hun hadede spørgsmålet, for det fik hende til at lyde usikker og måske endda uerfaren, men hun var nødt til at vide det. For at indse hvor meget sagen var begyndt at påvirke hende, skulle hun bare tænke på, hvor bange hun i flere minutter var i sit eget hjem, forskrækket af hvad der sikkert var en indbildt lyd af et knirkende gulvbræt. Hun havde mistet sin kæreste, hun var langsomt ved at miste dømmekraften, og hun ville for pokker ikke miste mere på grund af den.

"Ikke hvis vi kan gøre noget," svarede Ellington. Han sukkede. "Fortæl mig, hvad kan du se, som er nyt her?"

"Altså, det virker underligt, at morderen har valgt en vej midt i ingenting. Kæden på tværs af vejen stoppede ham ikke. Men det er ikke kun det, han vidste den var der. Han var forberedt på at klippe den over."

"Hvad betyder hvad?"

Hun var klar over, at han testede hende, men han gjorde det på en måde, der ikke fornærmede hendes intelligens. Han udfordrende hende, og hun nød det virkeligt.

"Det betyder, at de steder han vælger ikke bare tilfældige. Han har valgt dem af en årsag."

"Så det er ikke bare mordene der er planlagte, men også gerningsstederne."

"Det virker sådan. Jeg tror, jeg - " sagde hun, men stoppede så.

Til højre, i kanten af den lille skov, så hun en bevægelse.

Et øjeblik troede hun, at det var indbildning.

Men nu så hun det igen.

Noget var på vej længere ind i skoven. Hun så nok af figuren til at afgøre, at det var en menneskelig skikkelse.

"Hej!"

Det var alt, hvad hun kom i tanke om at sige, og det lød en smule anspændt. Ved lyden af hendes stemme, satte skikkelsen farten op, ethvert forsøg på at være usynlig forsvandt da grene knækkede og løv raslede, mens den slap væk.

Mackenzie reagerede instinktivt, og løb hen mod skoven i et sprint. På det tidspunkt hvor Ellington opfattede hvad der skete og fulgte efter hende, var Mackenzie allerede ude af gården og inde i skoven. Træerne omkring hende så lige så glemte og farveløse ud som huset, der lå bag hende, med de sorte vinduer der stadig stirrede ud på hende.

Hun slog grenene væk, da hun løb gennem skoven. Hun hørte næsten ikke lyden af Ellington, der fulgte efter hende, men hun spildte hverken tid eller kræfter på at kigge sig tilbage.

"Stop!" forlangte hun.

Hun blev ikke overrasket, da skikkelsen fortsatte med at løbe. Mackenzie regnede på få sekunder ud, at hun var hurtigere end sit mål, og kom tættere på med en hastighed, som hun altid var stolt af. Hun fik et par grene i ansigt, og mærkede spindelvæv klistre sig til huden, men hun spænede beslutsomt videre gennem skoven.

Da hun nærmede sig skikkelsen, så hun, at det var en mand klædt i en sort hættetrøje og et par mørke jeans. Fordi han ikke en eneste gang så sig helt tilbage, havde Mackenzie svært ved at bedømme, hvor gammel han var, men hun kunne se, at han var en smule overvægtig og tilsyneladende lidt ude af form. Hun hørte ham hvæse, da hun kom tættere på ham.

"For pokker," sagde hun, da hun nåede ham, strakte armen og greb ham i skulderen. "Jeg sagde stop!"

Derefter gav hun ham et hårdt skub, der sendte ham ned på jorden. Han rullede rundt en gang, inden han stoppede.

Jeg fik ham, tænkte Mackenzie.

Manden forsøgte at komme på benene, men Mackenzie leverede en hurtigt spark på bagsiden af hans knæ, der sendte ham ned igen. Han slog sit hoved mod en trærod, da han faldt.

Mackenzie plantede hårdt knæet i mandens ryg, og rakte ned efter sit våben. Ellington var nået derhen, han holdt også manden fast nede på jorden. Nu hvor Ellingtons fulde vægt lå på ham, stoppede han med at vride sig. Mackenzie rakte ned til sit bælte, og fandt sine håndjern, mens Ellington trak mandens arme om bag ryggen med endnu et skrig af smerte. Mackenzie smækkede håndjernene på, og trak derefter hårdhændet manden på benene.

"Hvad er dit navn?" spurgte Mackenzie.

Hun trådte hen foran ham, og så ham for første gang. Fyren så harmløs ud, overvægtig og sandsynligvis i slutningen af 30’erne.

"Skal du ikke spørge mig om de ting, før du angriber mig?"

Ellington rystede ham lidt, og trykkede en smule på hans skulder. "Hun stillede dig et spørgsmål."

"Ellis Pope," sagde manden, synligt chokeret.

"Og hvorfor er du her?"

Han sagde ikke noget i første omgang, og i stilheden hørte Mackenzie mere uro i skoven. Støjen kom fra hendes højre side, og da hun vendte sig i den retning, så hun Nelson og tre andre betjente komme masende gennem de tynde træer og blade.

"Hvad fanden et det, der foregår?" råbte Nelson. "I bakspejlet så jeg dig spurte afsted, og —" han stoppede, da han så den tredje person sammen med dem med hænderne i håndjern bag på ryggen.

"Han siger, at han hedder Ellis Pope," sagde Mackenzie. "Han luskede rundt i kanten af skoven, og kiggede på os. Da jeg råbte til ham, løb han."

Nelson gik helt tæt på Popes ansigt, og det var tydeligt, at Nelson kæmpede for ikke at angribe ham fysisk. "Hvad lavede du her, Mr. Pope?" spurgte Nelson. "Holdt du dig tæt på for at beundre dit værk?"

"Nej," sagde Pope, nu mere bange end tidligere.

"Hvorfor er du så her?" spurgte Nelson. "Det er sidste gang, jeg spørger dig, før jeg mister besindelsen."

"Jeg er en journalist," sagde han.

"For hvilken avis?" spurgte Mackenzie.

"Ingen avis. En webside. Oblong Journalen."

Mackenzie, Nelson og Ellington delte et ubehageligt blik, inden Mackenzie langsomt rakte ned i sin lomme efter telefonen. Hun åbnede browseren, søgte på Oblong Journal og åbnede websiden. Hun navigerede hurtigt til personalesiden, og ikke nok med at hun fandt navnet Ellis Pope, men billedet i biografien var helt klart den mand, der stod foran dem.

Det var sjældent at Mackenzie bandede, men hun rakte sin telefon til Nelson, og udstødte et anstrengt, "Fandens."

"Okay," sagde Ellis Pope, der indså, at han langsomt var ved at få kontrol over situationen. "Hvem af jer pansersvin skal jeg tale med for at anmelde det her."